Fra Itami lufthavn ved Osaka til København

I dag på vores sidste dag i Japan - hvor vi skulle flyve hjem - oplevede vi endnu engang den helt utrolige japanske hjælpsomhed og venlighed. En hjælpsomhed, der går langt ud over, hvad vi har mødt i noget andet land, vi har været i.

Da jeg før jul sidste år hos SAS bestilte flybilletterne til rejsen, der jo gik fra Købehavn over Tokyo til Osaka og retur fra Osaka over Tokyo til København, lagde jeg ikke noget særligt i, at der hverken på udturen eller på hjemrejsen var særlig lang tid til at skifte fly i Tokyo.

På udturen var der 2 timer og 5 minutter, som blev forøget med 29 minutter, da vi landede lidt før planlagt. Alligevel blev det enormt stressende at skifte til flyet til Osaka (Itami), dels fordi vi skulle skifte fra terminal 3 til terminal 2, dels fordi det tog en hulens tid før vi fik vores kufferter, samt at vi jo “lige” skulle igennem den japanske immigrationskontrol.

Så derfor var jeg enormt bekymret over, at vi på hjemturen kun havde 1 time og 35 minutter til at skifte terminal og fly. Det skal lige siges, at terminalerne i Tokyos Haneda lufthavn er kæmpestore komplekser, der ligger langt fra hinanden. Ikke som i lilleput lufthavnen i Kastrup.

Faktisk var jeg så bekymret, at jeg næsten ikke lukkede et øje i nat. Jeg ruminerede og ruminerede, men fandt jo ingen løsninger. Vi skulle afsted med et fly fra Itami lufthavnen i Osaka kl. 9:00. Det var derfor vi havde booket hotel i selve lufthavnen, så vi kunne være sikre på at nå dette fly.

Kl. 7:20 stod vi ved indtjekningskranken og blev mødt af den sødeste og mest hjælpsomme pige fra ANA flyselskabet. Da hun så, at vi kun havde den sølle time og 35 minutter spurgte hun om vi ikke hellere ville med et fly kl. 8:00 fremfor kl. 9:00. Hun undskyldte så, at hun ikke kunne give os en vinduesplads på det tidlige fly. Jeg var grædefærdig af glæde over at få en ekstra time til flyskiftet. Men så spurgte hun, om hun ikke også skulle tjekke vores kufferter ind helt til Kastrup, så vi slap for at vente på at få dem i terminal 2 og slæbe dem med over i terminal 3 og så tjekke dem ind igen der. Nu var jeg helt væltet.

For at sætte kronen på værket, så fulgte hun os fra skranken op på næste etage, hvor vi skulle igennem sikkerhedskontrollen og lodsede os uden om alle køer. Det var jo blevet sent i forhold til at stige ombord på 8:00 flyet. Så bukkede hun og vi takkede og takkede og kom så igennem kontrollen. Det var helt vildt, så flot en service vi fik af pigen fra ANA.

Nå, men så skulle vi ombord på ANA HN16 til Tokyo. Et kæmpe Boing 737 fly med hundredvis af jakkeklædte japanske mænd og smarte japanske damer. Vi var vist de eneste blåøjede, der skulle ombord.

Hanne gik fint igennem med sit boarding kort, men da jeg lagde mit på scanneren bippede det og blinkede rødt og jeg kunne ikke komme igennem! En ligeså sød ANA ung dame sagde noget om høretelefoner i min kuffert. Jeg fattede ikke en snus. Men jeg blev bedt - vanvittig høfligt naturligvis - om at træde tilside og gå hen til en afskærmning, der fluks var blevet sat op. Hanne fattede selvfølgelig heller noget, men ventede lige på den anden side af boarding kontrollen og vi kunne heldigvis hele tiden se hinanden.

Tiden gik, det nærmede sig afgang og man holder tiderne, men personalet virkede sådan set meget afslappet og én af dem sagde til Hanne at jeg nok skulle komme med flyet.

Så kom der en uniformeret mand og vupti var min kuffert der også. Han stod med kufferten inde bag afskærmningen, men jeg stod udenfor bag et plastikforhæng, så jeg kunne se, men ikke røre kufferten. Han bad om koden til min lås, hvad jeg selvfølgelig straks gav ham. Han lynede kufferten op og vejhjælp af et foto af røntgenbilledet af min kuffert fandt han lynhurtigt mine gamle ikke særlig brugbare AirPods, som jeg havde glemt alt om og slet ikke brugt på turen. Han tog den lille hvide æske op, rakte mig den og sagde at jeg kunne fortsætte min ombordstigning. Da jeg så gik igennem kontrollen, så takkede ANA manden, der stod der, for min samarbejdsvilje!

Flyet lettede - naturligvis - kl. 8:00 og jeg ved nu, at man skal have sine AirPods på sig og ikke i kufferten. (Jeg anede ikke det med disse AirPods, men jeg havde sørget for at vi havde vores powerbanks og batterier til kameraet i håndbagagen).

Vi nåede selvfølgelig SAS flyet til København, så nu skal jeg bare bekymre mig om de to kufferter faktisk ER kommet med.

Vi landede i Kastrup kl. 18:00 - et kvarter før berammet - efter en 13 timer lang flyvetur - OG kufferterne VAR med. 

Flyvningen gik i øvrigt denne gang nord om Rusland, altså noget der kunne ligne SAS’ gamle rute over Nordpolen. Det var en lang flyvning, men det gik forbavsende smertefrit. Også fordi vi var så heldige at sædet ved siden af os var ledigt, så vi havde et ekstra sæde at brede os på.

Nara til Itami lufthavn og på cykel undervejs

Vi er ved at være ved vejs ende. Desværre ikke enden på Tokaido’en, men enden på vores ophold i dette fantastiske og smukke land, Japan.

I morgen tidligt flyver vi fra Itami lufthavn ved Osaka til Haneda lufthavn ved Tokyo for at flyve med SAS hjem til København.

Vores sidste dag har været både sjov og fin, fordi Mayumi’s far tog os med til et lidt skørt sted, hvor vi hver strikkede et par sokker til os selv. Sokkerne er ikke rigtig håndlavede. De er faktisk mere fodlavede.

Men lad mig starte med at vise resultatet og forklare processen bagefter.

Bag os kan man se nogle underlige maskiner og en cykel. Det er fordi, man ved hjælp af cyklen driver strømpestrikkemasinen. Den ser sådan ud i nærbillede og åbnet.

Og sådan ser det ud, når Hanne strikker en strømpe på en cykel.

Inden vi begyndte at cykle strømper, skulle vi hver vælge tre farver, der så blev strikket sammen med en hvid silketråd og en hvid papirstråd. Desuden skulle vi naturligvis vælge størrelse og om strømpen skulle være med kort eller langt skaft. Jeg valgte den største med langt skaft. Farverne var tre af disse:

Den cykel fik havde problemer med kæden, så strømpemaskinejeren og -mekanikeren blev tilkaldt.

Han ordnede naturligvis kæden og Hannes strømper blev ligeså fine som mine og Mayumi’s fars.

Mens Hanne havde problemer strømpestrikkede jeg bare derud af, som det kan ses af denne lille video:

Dette er min første video på bloggen, så jeg er lidt spændt på om det fungerer ordentligt. 

Nå, men vi havde en sjov dag på strømpefabrikken. Som iøvrigt blot er en af utallige strømpefabrikker i Nara. Faktisk produceres 70% af de japanske strømper i dette område. Og tænk lige på, hvor vigtigt det er for japanerne (og os andre når vi er på besøg) at have ordentlige sokker på, for man stiller jo altid skoene, når man besøger folk eller går på fine japanske restauranter, som vi i går aftes. Ja, selv på museer og slotte smider man skoene og går på strømpesokker.

Efter denne ret sjove oplevelse, hvor vi igen blev mødt med en fantastisk venlighed og imødekommenhed hos de tre ansatte vi mødte, kørte vi til en kæmpestor blomsterpark i nærheden af fabrikken og spiste frokost.

Til slut kørte Mayumi’s far os til JR Nara station, hvorfra vi tog bussen direkte til Itami lufthavn, hvor vi skal tilbringe natten på lufthavnens hotel.

Nara - indkøb og middag med vores japanske venner

Den sidste “rigtige” dag i Nara blev faktisk en rigtig god dag i Nara.

Vi spiste morgenmad på Café Tanne, som vi mærkelig nok holder af at frekventere på trods af den unge indehaverskes noget ordknappe og lidt mystiske gemyt bag mundbindet og huen. Hun servere en dejlig morgen mad med yoghurt, salat, brød og lidt fermenteret til, samt kaffe eller te.

Derpå gik vi i byen for at gøre vores sidste indkøb. Ikke så meget til os selv, som til nogle af vores nærtstående. På vejen kom vi forbi de store grønne områder omkring Todaiiji templet med de mange halvtamme dyr.

De blomstrende kirsebærtræers tid er vel ved at rinde ud her i Nara, men så alligevel ikke helt.

På tilbagevejen fra indkøbsturen kom vi forbi en pagode, det var lykkedes os at undgå - underligt nok.

Til aften var vi inviteret til at spise en ægte japansk middag med Mayumi og Bob og Mayumis far og mor på en restaurant, der vist havde en 900 årig historie bag sig, såvidt jeg forstod. Mayumis far var kommet der første gang, da han var 22, og havde været der utallige gange siden. Så stamkunde i godt 50 år.

Herover Mayumi og hendes mor,  Kumiko.

Og her er Mayumi og hendes far.

Det var en uhyre spændende menu med mange små retter, der kom på bordet lidt efter lidt og vi fik smagt på tre forskellige slags saké. Jeg må indrømme, at jeg godt kunne lide alle tre! Og det er nok grunden til, at jeg ikke detaljeret kan redegøre for de enkelte retter, deres navne, hvad de bestod af og hvordan de smagte. Men kort sagt, så kunne jeg lide det hele, bortset fra at jeg ikke prøvede stegt baby octopus. Det gjorde Hanne dog.

Nara - tempellogi og botanisk have

En dejlig dag med mange fine små oplevelser lige fra morgenstunden med morgenbøn i Renjoji templet, over en fin tur i en botanisk have til lidt for meget øl til aftensmaden.

Vores søde munk - eller præst er det vel rigtigere at kalde hende - havde været syg, så derfor blev det først i dag, at vi kom med hende til morgenbønnen eller -messen. Vi var bare os tre, Hanne, mig selv og præsten. Selve templet er ikke noget særlig stort rum, men det rummer jo de tre oldgamle Buddha statuer og er i øvrigt relativt spartansk udstyret. Slet ikke som nogle af de nærmest opulente templer vi så på Shikoku og i Koyasan.

Vi forstod - ligesom de øvrige gange vi har overværet en buddhisk messe - ikke meget. Det har vi faktisk heller ikke gjort, når vi på Caminoen overværede en katolsk messe. Men det var ret rørende og smukt i al sin enkelhed. Præsten nærmest sang en række bønner og slog på en messing skål, som givet hedder noget helt bestemt. Vi blev bedt om at deltage to gange. En gang med at drysse noget fra et sted til et andet sted og en gang med at ligge på knæ og tre gange klappe i hænderne og gøre nogle særlige fakter efterfulgt af et klap i hænderne. Lidt mystisk, men faktisk ganske smukt.

Efter bønnen/messen fik vi serveret - som præstens ældste datter sagde - et beskedent -  japansk morgenmåltid.

Efter denne dejlige morgenmad kom både præsten og den søde datter ind for at snakke lidt med os. Det var rigtig hyggeligt og pludselig dukkede den anden datter også op. 

Vi fik efterhånden familiehistorien. Moderens = præstens mand havde været præst i templet efter sin far, men døde som 60 årig og så måtte moderen tage præstegerningen på sig. De to døtre var gift og havde henholdsvis to og tre børn. Den ældste datter var gift med en hollænder, der var ved at uddanne sig til en buddhistisk præst og det var meningen, at han skulle overtage templet efter svigermor. 

De tre kvinder var enormt søde og dejlige på hver sin måde. Her er de alle tre, sammen med Hanne.

Det var en virkelig dejlig oplevelse at møde de tre kvinder og bo i templets shukubo. Det gjorde vi gerne igen.

Vi forlod templet kl. 11 og kunne rulle vore kufferter de få hundrede meter over til Naramachi Guesthouse, hvor vi allerede kunne få vores værelse ved 12-tiden. Ind i mellem er vi bare heldige.

Mayumi’s far spurgte om vi ville se den botaniske have, hvor vi havde set nogle fantastisk smukke billeder fra på tv’ets YouTube sløjfe. Så vi kørte med ham til et botanisk “museum”, altså en botanisk have. Og der var virkelig smukke blomster.

Der var masser af mennesker i parken/haven blandt andet, fordi der var et sjældent kirsebærtræ med grønne blomster.

Men det mest interessante ved denne botaniske have var i virkeligheden noget helt andet. 

Under forklaringen på japansk om planten eller træet stod der også en brun stenplade med en tekst, som jeg først troede bare var noget af det samme om planten. Men det viste sig - forklarede Mayumis far - at hver af disse plader viste teksten til et digt om denne plante. Et udvidet “gammelt” haiku, med 5, 7, 5, 7 og 7 stavelser. Digtene om planterne udgør godt 1500 af 4500 digte i Japans ældste samling af digte fra for godt 1300 år siden, Mayumis far oversatte en del af digtene for os. Det viste sig, at de fleste af dem han oversatte, var kærlighedsdigte med udgangspunkt i en plante eller træ. 

En smuk have med spændende historier og masser af karper i den lille sø.

Hvilket man desværre ikke kan se på fotoet.

Dagen sluttede med lidt mad og en lidt for stor øl på et hyggeligt sted i Nara.

Nara - søndag i øsende regn

Efter fem uger eller 35 dage på farten bor vi nu i et lille “sommerhus” midt i Nara bag det lille tempel Renjo-ji. Det er søndag og regnen siler ned, så vi beslutter at tage en “rigtig” hviledag. Sove længe, slappe af, nyde at gøre absolut ingenting. Ikke planlægge dagen eller næste dag, bare slappe af og nyde roen og stilheden i templet.

Hen ved middagstid klarede det op, så vi gik alligevel ud i byen og på vejen ud af templet tog vi lige et par fotos af den kirkegård eller begravelsesplads er det jo, der ligger i tilknytning til templet.

Anderledes, men stilfuldt og smukt.

Da vi nu alligevel havde bevæget os ud i verden, gik vi til vores yndlingscafé i Nara, Café Tanne, og fik en let frokost. Bag Hanne var der - ligesom for fem år siden - et smukt patchwork tæppe.

Hanne er lidt træt af at blive fotograferet ustandseligt, hvilket vistnok fremgår af ovenstående fotografi.

På vores vej videre inden vi vendte tilbage til vores shukubo ved Renjo-ji, så vi endnu et af de meget anderledes - for nu ikke at sige mærkelige - kæledyr en del japanere åbenbart holder af. I går så vi et par, der havde en hund, en kanin og et desmerdyr! I dag var det en ugle!

Det virkede som om parret havde sat sig udelukkende for at blive fotograferet af undrende turister.

Senere på dagen - faktisk hen under aften - drog vi ud i regnen, der var kommet igen i rigelige mængder, for at få noget at spise til aftensmad. På vejen kom vi forbi JR Nara station, som vi ikke havde set før. Ret imponerende.

Vi var hjemme på vores tempel bolig ved syv-tiden om aftenen og blev mødt af den vanvittig søde datter af den kvindelige munk og hende selv. Dels fordi vi skulle aftale tidspunktet for den morgenmesse, vi skal overvære i morgen tidlig, dels fordi de medbragte en bakke med lidt japanske “snacks”, saké og hjemmelavet blommevin.

Øverst fra venstre sakeé, bambusskud med japanske urter, bambusskud, rosiner og nødder, bitte små fisk med japanske urter, saké og to gange blommevin. Smukt serveret og lækkert. 

Så trods en virkelig våd og regnfyldt dag, blev det en fin sidste søndag i Japan.

Nara og middag i Ikoma

En stille lørdag med vandring rundt i Nara og afslutning med en dejlig middag hos Mayumi og Bob i Ikoma.

Efter en beskeden morgenmad i vores shukubo, satte vi os ud i solen i haven og læste vores aviser. Det var virkelig afslappende og dejligt bare ikke at skulle noget. Vi føler lidt, at vi bor i et lille sommerhus. Alt er jo af træ og solen har skinnet og vi har bare ikke rigtigt skullet noget = ferie.

Lidt senere gik vi en fin tur rundt i Nara i gader og stræder, hvor vi ikke havde gået før. En god oplevelse i rigtig dejligt vejr.

I det hele taget er det dejligt at opleve Nara nu, i forhold til for en måned siden, da vi kom hertil fra Danmark. Der er et helt andet leben og liv i gaderne med mange mange flere åbne forretninger og spisesteder og caféer. Desuden er træerne nu blevet grønne og - ikke at forglemme - det er blevet væsentligt varmere.

Vi fik - viser det sig her ved aftentide - ikke taget nogle billeder med telefonerne fra vores tur rundt i byen. Så bloggen i dag bliver med få illustrationer.

Mayumi og Bob, som vi jo kender tilbage fra Shikoku turen, havde inviteret til middag i deres store hus i Ikoma, der ligger knap 20 minutters togkørsel fra Nara.

Det blev en vældig hyggelig og dejlig middag, hvor vi lærte at spise “okonomiyaki”. Det er i virkeligheden “blot” en særlig slags æggekage, der tilberedes på en varmeplade på bordet. I “æggekagen” kom der både rejer, blæksprutte og forskellige krydderurter. Faktisk rigtig hyggeligt og sjovt. Og det smagte virkelig godt.

Til maden fik vi en super dejlig saké!

Hanne og jeg er enige om at bede “Den franske vinhandel” i Roskilde om at importere den eller i hvert fald skaffe den. For den var virkelig god. “Mimorosugi”, det skal vi huske og så er den fra Nara.

Ved middagen deltog også en nabo til Mayumi og Bob. En kær lille livlig dame på 77 år. Hun dyrker en masse urter og krydderplanter, så Mayumi omtaler hende som “the herb lady”. Hun talte meget lidt engelsk, men Mayumi oversatte for os begge veje.

Bob har én kat og den kære dame to katte, så da Bobs kat endelig viste sig, skulle den naturligvis forkæles til alles - bortset fra min - store interesse.

Så vi fik igen en fin dag i Nara med en afstikker til Ikoma.

Kyoto til Nara

En dag i bragende solskin, hvor vi er rejst fra Kyoto tilbage til Nara, hvor vi begyndte vores Japan rejse for en måned siden.

Et dejligt gensyn i nye omgivelser. Vi er nemlig nu installeret i et lille meget sødt og meget gammel tempel, Renjo-ji. Templet ligger ikke så langt fra Naramachi Guesthouse, hvor vi skal bo de sidste to nætter., vi er i Nara.

Vi blev hentet på Kintetsu Nara station af den kvindelige munks datter., Noriko. Hun var enormt sød og talte et fint engelsk, hvad hendes mor desværre ikke gør. Datteren bor her ikke, men hjælper med gæsterne i shukubo’en og vistnok også mange andre ting her i templet. Moderen er lige nu syg, så vi kommer nok ikke til at se så meget til hende de første par dage..

Templet har en fin hjemmeside også på engelsk, der blandet fortæller om de tre Buddha statuer de har og som er mellem 800 og 1300 år gamle. Templets hjemmeside er her.

Men alligevel lige et par af vores egne fotos fra vores nye bolig.

Vi har et helt lille hus med bad og køkken helt for os selv. Det er ganske dejligt for nu ikke at sige pragtfuldt.

Og her er jeg så foran Renjo-ji, hvor vi er på vej til at besøge et andet tempel, Nigatsu-do oppe bag det store og berømte Todaiji tempel.

Nærmest oppe over Nara ligger Nigatsu-do og der er en flot udsigt ud over byen. Vi ventede til solen gik ned bag bjergene. Det var meget smukt, hvilket ikke helt kan ses af fotografierne.

En dejlig retur til Nara, som sammen med Kyoto er vores yndlingsbyer i Japan.

Kyoto - en dejlig by

Vi holder meget af Kyoto. Det er en fin by, hvor man både kan være ved at gå til over de mange tusinde turister og hvor man kan gå næsten alene ned langs Takasegawa og nyde månen, der står næsten lige over hovedet på én.

Også i dag har vi haft en fin dag i Kyoto, hvor vi begyndte med at besøge det vilde Nishiki marked. Som sædvanligt gik vi langsTakasegawa for at nå op (= nordpå) til området hvor markedet ligger.

Nishiki marked er egentlig bare én lang overdækket gade fyldt med boder og forretninger og sort af besøgende. Men der er virkelig flotte udstillinger af alt muligt og umuligt spiseligt.

Meget af maden er noget på en pind, så man kan spise den gående.

Hanne blev lidt forarget over at man kunne købe spurvefugle på spid, men også lidt nysgerrig efter at smage på dem.. Det var nok min lidt større forargelse, samt tanken om hvad Tove ville sige, der hindrede Hanne i at smage på stegt gråspurv.

Søpindsvin ser også lækre ud. Om de 2000 yen er pr. styk eller pr. kilo ved vi ikke.

Der blev i det hele taget solgt megen mad, vi ikke ser hver dag i Danmark.

Men flot så det ud.

Området er præget af to store overdækkede gader, hvor der ligger hundredvis af butikker, caféer, spisesteder og sågar stormagasiner. Et fantastisk område der er mindst ét besøg værd. Vi nød at gå (humpe) rundt og se på butikker uden at købe ret meget.

Om eftermiddagen fik vi afslutningen på noget, der var startet på antik markedet i går. Det var denne lille terning, der satte gang i det.

Terningen tilhører Kasper og han havde bedt mig om at lede efter terninger på vores Japan tur, der kun havde de japanske tegn for tallene. På billedet kan man se 1, 2 og 3, samt nogle mønstre. Der skulle ikke være mønstre, men kun taltegnene.

På antikmarkedet trak jeg på et tidspunkt terningen op af lommen og spurgte en stadeholde om han havde noget lignende. Der var så lige ved at gå virkelig ged i det på grund af vores sproglige kommunikations vanskeligheder og jeg var lige ved at blive tyvtet! Manden jeg spurgte, troede jeg havde fundet terningen i en af naboens rodekasser og derfor sendte han mig over til ham, naboen, der åbenbart ikke kendte helt til indholdet i egne kasser og spurgte (via sin telefon), hvor jeg havde den fra. Jeg svarede selvfølgelig “Denmarku”, hvilket ikke gjorde det mere klart for ham. Nå, men tilslut trak han os over til en tredje stadeholder, som han åbenbart vidste havde mange terninger (dices). 

Denne tredje mand var virkelig sød og på gebrokkent engelsk og med en fin lille tegning på sit visitkort fik han forklaret hvor hans rigtige butik lå. Han fik dog også forklaret, at han aldrig havde set en terning som den jeg viste ham.

Vi aftalte så, vi skulle besøge ham i dag kl. 15:00 i butikken. Og det gjorde vi, for hvad gør man ikke for sønnen.

 Det blev så et virkelig sjovt og fint besøg på mindst en times tid i butikken. Vi fik grøn te serveret af fruen og vi fik lov at tage fotos. Den søde ejer, hvis navn jeg aldrig fik fat på, havde en meget lille butik med masser af bittesmå figurer og ting og sager. 

Der var også større ting, som det kan ses, men hovedparten var små fine ting med oprindelse i Kyoto. 

Vi fik også nogle terninger med hjem til Kasper, men næppe helt det han havde håbet.

Den øverst til højre stammer fra et fængsel og dem øverst til venstre er meget gamle. 

Her sidder en glad mand i butikken.

Vi købte også nogle andre ting og vi fik taget foto, da vi forlod butikken med den meget søde indehaver.

Endnu en fin dag i Kyoto.