Da jeg i søndags om morgenen stod under bruseren, kom jeg til at tænke på, hvor meget jeg savnede de skoldhede japanske bade.
Det var måske, fordi jeg aftenen før havde været til generalforsamling i Dansk-Japansk Selskab, at jeg pludselig fik en stor – nærmest længsel – efter de varme japanske bade og ritualerne omkring dem.
Der er gået omkring 3½ år siden Hanne og jeg var i Japan sidst. Første gang vi besøgte Japan var i 2018, hvor vi vandrede Shikoku 88 med besøg på alle templerne og med afslutning i Koyasan. Anden gang var i 2019, hvor vi også vandrede en pilgrimsrute – Kumano Kodo – men også havde en mere ”turistagtigt” rejse til Nara, Kyoto og Tokyo.
Den umiddelbart største forskel mellem Hannes og mine badevaner i Danmark og Japan er naturligvis tidspunktet for det daglige bad. Herhjemme bader vi altid om morgenen, men i Japan altid om aftenen. Og for vandrende pilgrimme ligger det japanske aftenbad bare helt perfekt!
Når vi har vandret i Frankrig eller Spanien er vi selvfølgelig også blevet svedige, snavsede og udmattede og har så taget et brusebad eller i ganske få tilfælde et karbad, hvis det var muligt.
Men når vi har vandret på Shikoku og er nået frem til vores ryokan, minshuku eller et hotel, så har vi altid kunnet finde et dejligt skoldhedt bad, hvor vi kunne restituere vores slidte kroppe.
Man når frem efter at have gået måske 20 kilometer med besøg på et par templer eller tre og kommer så ind på minshuku’en. Får smidt sit svedige tøj, og skiftet til en ren nystrøgen yukata og får af den venlige og altid superhøflige værtinde – det er næsten altid en kvinde – besked om, at hun vil kalde på os, når badet er klart.
Hvis vi så har været så heldige at være de første gæster på stedet, så kommer vi først til badet. Hvis det er et lille sted med bare et stort kar og ikke en egentlig onsen, så kommer Hanne først i og derpå jeg: man kommer til badet i den orden, man er kommet til stedet og damerne først.
Første gang i det skoldende hede bad i en minshuku var noget af et chok for mig. Det var på Shikoku efter vi havde besøgt de første fem templer og gået 17 km i en del regn. Så vi var selvfølgelig noget kolde. Det var også vores allerførste minshuku, vi skulle sove på gulvet på futonerne og så skulle vi i bad. Egentlig tror jeg bare, at værtinden og hendes mor havde gjort alt hvad de kunne, for at vi skulle have det godt. Men jeg troede, jeg skulle dø, da jeg satte fødderne ned i karret. Det blev ikke bedre, da de ædlere dele nåede det skoldhede vand, men jeg overlevede da. Til gengæld frygtede jeg, hvordan det ville gå siden hen på vores vandring med et sådant frygteligt varmt bad på førstedagen.
Næste dag var vejret dejligt med masser af sol, så vi kom gennemblødte af sved frem til vores ryokan, der lå lige før tempel 11. Men vi opførte os som virkelig dumme udlændinge og tog kun et brusebad.
Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår vi lærte at nyde det japanske bad, men jeg skriver på dag 6 i min blog (https://akacie.blogspot.com):
”Badet var helt vidunderligt: et stort spabassin med virkelig varmt vand. Desværre ét for mænd og ét for kvinder, så vi kunne ikke sammen nyde den lise, det var at ligge i det varme boblende vand. Vi havde dog begge badet for os selv.”
Så i hvert fald fra den dag har vi nydt det japanske bad uanset om det var et privat lille kar, en stor offentlig onsen eller en lille svovlholdig 1000 årig gammel kilde.
UNESCO World Heritage Onsen “Tsuboyu” i Yunomine Onsen
Selvom det varme vand jo er lige vidunderligt om man bader privat eller i en onsen, så er det en ekstra oplevelse at bade i et offentligt bad. Næsten alle steder er badene kønsopdelte, så man skal lige lære tegnene for kvinder og mænd, hvis man skal opføre sig anstændigt. Man skal også – ligesom vi gør det i Danmark, når vi skal i svømmehallen – vaske sig grundigt inden man går i karret eller bassinet. Vi oplever dog at grundigheden er noget større i Japan.
Hanne har haft nogle virkelig sjove og gode oplevelser med japanske kvinder i badene, hvor de spurgte – ikke mindst til hendes hvide hår - og snakkede løs selvom Hanne ikke forstod deres japanske og de hverken hendes danske eller engelske.
Jeg har i mandebadene kun oplevet en uhyre reserverethed: ingen snak eller henvendelser. Bare nydelsen af vandet og oftest – om ikke med ryggen til – så dog ud fra devisen: nøgenheden ses, men man glor ikke. Og det lille bitte håndklæde blev flittigt brugt til at dække klenodierne.
En enkelt gang, jeg kan desværre ikke huske hvor, men det var en tidlig lørdag eftermiddag i en offentlig onsen blev jeg virkelig overrasket. For i badet var der en del unge fædre, der nød det med deres relativt små børn. Min stereotype forestilling var selvfølgelig, at dét brugte japanske mænd hverken tid eller kræfter på. Jeg prøvede at snakke med fædrene, men vi var desværre uden et fælles sprog.
Når man har vandret mange kilometer sammen så har vi ofte følt det var ærgerligt, vi ikke også kunne nyde badet sammen. Slappe af sammen i det varme lækre vand. Kun to gange har vi kunnet gøre det.
Det ene var – af alle steder – i tempel Henjokoin i Koyasan. Det var relativt sent i november 2018 og Koyasan ligger i 800 meters højde, så det var lidt køligt. Alligevel havde munkene i templet kun tilberedt damebadet. Så der stod jeg og frøs. Men som den vagthavende munk så sagde, var vi jo et par, så jeg kunne bare gå ind i badet, hvor Hanne var alene.
Det andet sted var en minshuku på Shikokus østkyst:
Badet lå med en flot udsigt over Stillehavet – som i øvrigt levede fint op til sit navn den dag. En smuk udsigt med et dejligt træbadekar fyldt med skoldhedt vand, som vi nu virkelig havde fået smag for.
De allerbedste onsen – synes jeg – er dem, der både har
indendørs- og udendørsbassiner. Desværre er det kun nogle få gange vi har
oplevet det. Men at ligge i det varme vand og kikke op på fuglene, der svæver
højt over én, er bare vidunderligt.
Så her i marts 2023 med sol - men koldt – kan man godt drømme sig tilbage til et japansk bad: karbad eller onsen. Bare det er varmt og i Japan.
