Flot bustur gennem bjergene fra Kurokawa til Beppu

Som sædvanligt her i Kurokawa ( vi har været her to dage) begyndte dagen med en dejligt og anderledes morgenmad end den ene skål yogurt vi nyder hjemme. Se bare hvor glad jeg ser ud. Hanne virker lidt mere forbeholden, men det er hun ikke.

Efter vi havde tjekket ud havde vi rigtig god tid til at besøge de fleste af Kurokawas butikker og den ene café. Den besøgte vi så to gange inden vi steg på bussen mod Beppu.

Vi havde også tid til et fodbad mens vi ventede på bussen.

Vandet i fodbadet var forfærdelig varmt. Hanne kunne godt have fødderne i vandet i længere tid, men jeg holdt kun et par minutter før jeg måtte trække dem op. De var så allerede blevet helt røde.

Apropos varmt vand, så glemte jeg at bringe et lidt fjollet billede fra i går. Efter det første af de to varme bade i går, købte vi to æg, der var kogt i det vand, der løber ned i badet. Eller i hvert fald fra samme kilde.

Ægget var grundigt kogt, men smagte godt.

Busstoppestedet ved Kurosawa Onsen.

Klokken 15 stod vi på bussen mod Beppu og de næste to og en halv time kørte vi igennem et utroligt flot og spændende landskab. Vi kørte op ad bjerge, nedad bjerge og gennem en stort naturområde “Aso Kuju National Park”. 

Det var meget smukt og meget anderledes bjerge end dem vi har set i Europa og i Nepal. De var mere “runde” og bløde end de bjerge vi før har set. Et enkelt sted lignede landskabet lidt bakket Sjælland, bortset fra at der lå store bjerge rundt omkring stedet.

Vi har ingen fotos fra den lange smukke køretur. Det er håbløst at fange bare noget af landskabets storhed og skønhed ud gennem et busvindue.

Vi har booket et meget moderne og nyt hotel i Beppu, så det var noget af en overraskelse, da vi opdagede at vi på femte sal i hotellet skulle sove på futons på gulvet. Især fordi vi lige have boet i en ældre ryokan og sovet i “almindelige” senge. 

Vi har det super fint med at sove på gulvet på futons. Det eneste problem er sådan set bare at komme op fra gulvet!

Onsen dag i Kurokawa Onsen

Dagens epistel kommer stort set kun til at handle om onsen. 

Måske er I trætte af at høre om de skønne varme japanske bade, men vi er ikke trætte af  at benytte dem, så derfor en masse onsensnak i dag.

Som lovet i går er her et foto af det helt private lille onsen, vi har for enden af vores værelse. Det ligger under et halvtag, men ellers er det lille private område under åben himmel. Desværre er der jo bare den hage ved det, at der ikke er vand i karret.

Så det kan ikke bruges til noget. Det samme gælder alle de andre badefaciliteter på denne ryokan (japansk kro/hotel). Grunden til at jeg lige netop valgte dette sted “Oku no Yu” var det store udbud af forskellige former for bade. Indendørs, mænd for sig, kvinder for sig, blandet mænd og kvinder, private bade, udendørs osv. Men altså intet af det fungerer. Vi kan se, der arbejdes på at få vandforsyningen op at køre igen og vi har som nævnt i går fået ca. 30 % af vores betaling retur.

En anden af kompensationerne er, at vi kan vandre rund i den lille by Kurokawa Onsen i vores smukke yukataer og besøge ligeså mange af de måske 25 andre onsen steder i byen uden beregning, som vi vil. Logoet på vores yukataer fortæller, hvor vi kommer fra og så er der fri adgang.

I gamle dage badede mænd og kvinder og børn helt naturligt i samme onsen, men efter krigen har det amerikanske snæversyn desværre ødelagt denne gamle skik. Så næsten alle steder bader mænd for sig og kvinder for sig. Der er dog nogle få steder i Japan, hvor man kan finde “ konyoku” eller “mixed onsen bath”. Kurokawa er ét af disse steder og er selvfølgelig valgt fordi Hanne og jeg naturligvis gerne vil bade sammen og fordi vi er på rejse på Kyushu og kunne komme forbi.

Byen Kurokawa virker ganske lille og overskuelig på kortet, men den ligger i en floddal, så der er  rigtig mange op- og nedstigninger, når man færdes i byen og den er svær at overskue. Så efter vores japanske morgenmad gik vi en tur i byen i vores civile antræk for at finde ud af, hvor de forskellige ryokans med deres onsen lå. 

Da vi endelig havde fundet en onsen med blandet bad, gik vi tilbage og skiftede til yukata. Det viste sig så, da vi troppede op, at der ikke var noget fælles bad, så vi kom til at bade hver for sig endnu engang.

På vej tilbage til Oku no Yu fandt vi (vistnok) byens eneste café.

Her venter vi på min kaffe, Hannes juice og lidt let frokost.

Om eftermiddagen gik jagten på en mixed onsen i gang igen. Vi nåede at besøge to, som ifølge internettet havde mixed onsen, men det var ikke korrekt.

Da vi passerede et tredje sted med onsen, så Hanne tilfældigvis at der stod der var “privat bad”. Så det sprang vi til. Vi måtte så betale 120kr.  for 50 minutter for at have badet for os selv. Men det var pengene værd.

Vandet var virkelig varmt så vi skiftede mellem at være helt i eller som Hanne her, at sidde halvvejs oppe. Vi brugte kun 30 minutter af de 50. Det er næppe hverken sundt eller til at holde ud at være længe indså varmt vand.

Så status på vores onsen besøg i Kurokawa er: 1 gang bad hver for sig, 1 gang fælles bad (i går) og 1 gang privat bad. Desuden har vi besøgt 3 andre onsen uden at bade dér. Samlet set er vi nok ret rene her til aften.

Aftenen er i øvrigt blevet afsluttet med sukiyaki middag. Dejligt, men vi skal spare jer for billeder. Vi tog ikke nogen.

Fra Aso til Kurokawa Onsen

Forleden dag skrev jeg noget om den måde vi rejser på i år. Jeg synes ikke det stod stjerneklart, hvad jeg mente, så jeg forsøger igen:

Den måde vi rejser på i år er helt anderledes end vi har gjort før. 

Når vi vandrede fra sted til sted havde vi booket næste nat og måske én nat til. Vi havde al vores baggage i én rygsæk hver. Når vi vågnede om morgenen stod vi op og gik i princippet bare afsted ud af døren på vej mod næste sted. Ingen venten, bare afsted derudaf. For det meste kerede vi os ikke om udtjekningstiden, vi var afsted længe inde. De allerfleste overnatningssteder/hoteller åbner først for indkvartering ed 15-16 tiden, men vi tilpassede stort set bare vores vandring, så vi nåede frem, når vi kunne få vores værelse.

Denne gang har vi hver en kuffert og en lille rygsæk, alle overnatningsteder er booket på forhånd og vi flytter os mellem stederne med offentlig transport. Det betyder at vi ofte - som for eksempel i dag - har noget “spildtid”. Vi skal være ude af værelset kl. 11 - hvilket er helt rimeligt - men bussen til næste sted går først kl. 14:09! Vi kunne tage en tidligere bus, men så havde vi bare “spildtiden” i den anden ende inden vi kunne få vores værelse. Selvfølgelig kan man ofte bruge ventetiden til at se noget af det, man ikke nåede dagen før, men lige her i Aso er der ikke meget nyt at opleve inden for den alligevel begrænsede tid vi har.

Det er et dilemma, som synes svært at løse med mindre man selvfølgelig rejser langt (= mange timer) med den offentlige transport. Kyushu er faktisk mindre end Danmark og har et meget effektivt offentligt bus- og tog-system, så det tager ikke ret lang tid at komme fra sted til sted her. 

Vi er super glade for vores rejse i åt, men vi tænker begge tilbage på den gang vi ikke havde spildtid, men bare kunne vandre derudaf med al vores habengut på ryggen.

Nå, men til dagen i dag, som har været super fin og god.

Vi dryssede rundt i vores venten på bussen kl. 14:09, men så mange pudsige ting undervejs. Blandt andet endnu et af de fantastiske tog, der kører rundt på Kyushu: “Seven Star Kyushu”. Et syv vogns tog, der kører rundt til de syv store byer på Kyushu: Fukuoka, Nagasaki, Kumamoto, Saga, Oita, Miyazaki, Kagoshima. Det holdt i flere timer på Aso Station. Vi tror det var fordi, de fik serveret frokosten. 

Mit foto viser ikke hvor flot og langt det var. Det var ikke kun Hanne og mig, der kiggede på.

Vi kom så afsted med bussen en anelse senere end de stipulerede 14:09, men vi nåede alligevel Kurokawa Onsen kl. 15:00 efter en flot bustur op over den bjerglandsby, der omkranser Aso-området (eller hvad det nu hedder).

Vi blev hentet ved stoppestedet i Kurokawa Onsen og kørt de 700 meter til vores ryokan Oku no Yu. 

Jeg havde gjort meget ud af at finde den helt rigtige ryokan med onsen i Kurokawa og havde bestilt et værelse med eget lille udendørs privat onsen. Desværre er der sket det, at Oku no Yu har et eller andet problem med deres vandtilførsel, så der kun er ét stort onsen hos dem, der fungerer. Vi er blevet underrettet om det for nogle dage siden med tilbud om gratis afbestilling, men vi besluttede at beholde bookningen, som vi så får en 30% reduktion på. Desuden kan vi gratis benytte alle de andre onsen i byen.

Der kommer et foto i morgen af vores lille tomme onsen bad. Men her er et af værelset inden vi får det rodet til. Der er både en japansk del med et skab med futons og en “vestlig” del med senge. 

Men ellers er her som der skal være. Bare se os i vores nye outfit på vej til den nærmeste onsen.

Og her er Hanne på vej fra en af de sjældne onsen, som ikke er kønsopdelt.

Vi var jo først kommet til Kurokawa Onsen kl. 15:00 og der var servering af aftensmaden kl. 18:00, så vi havde lidt travlt, men vi nåede da at nyde det varme bad sammen. Det var nu lidt rodet med hensyn til vaskningen før fællesbadet, så vi prøver en ny onsen i morgen.

Vi kunne naturligvis møde op til middagen i vores yukata, så det gjorde vi naturligvis og der ventede os et fantastisk bord. Så mange fade og skåle til to personer og så kom der endda flere retter senere.

Hanne var heller ikke utilfreds med det.

Det var en super dejlig middagsmad med et hav af forskellige retter. Både fiske sashimi og okse sashimi og alle mulige små retter suppleret med ris og en skøn misosuppe.

Regnvejrsdag i Aso

Enten kan man sige, at er vi uheldige med vejret eller man kan sige det modsatte, at vi er svært heldige. For hvor vi i går havde det flotteste vejr oppe i bjergene, så har det pisregnet næsten hele dagen i dag. Så det var heldigt vi tog bjergturen i går og ikke i dag.

Men det er sgu surt med regnvejr, når man er turist. 

Sådan var udsigten fra vores værelse om formiddagen:

Og sådan var udsigten senere på dagen:

Hvis vi var kommet til Aso i eftermiddags ville vi ikke have troet, der var bjerge i nærheden;)

Vi brugte et lille ophold i regnen til at gå en tur, hvor vi som det vigtigste investerede i et par af de meget brugte gennemsigtige paraplyer formedelst 60 kr. (for begge!).

Desuden kom vi ved et tilfælde i denne regnpause til at se et af Kyushus berømte specialtog “ Aso Boy” holde ved Aso Station.

Toget logo og/eller maskot er en lille hund “Kuro”, som har et hundehus på stationen.

Det virker som om det er lidt af en attraktion, for der var en del mennesker, der stod og beundrede toget uden at skulle med det.

Vi har tilbragt en del tid på værelset må jeg nok indrømme, men i nævnte pause gik vi også over til en yakiniku restaurant, jeg havde fundet på nettet og bestilte bord til kl. 18. Vi valgte det tidspunkt, så vi kunne gå derover i dagslys og vi havde så vores lygter med til når vi skulle hjem til hotellet. 

At vi er ude på landet blev ret tydeligt, da vi på vej til at bestille bord kiggede over mod vores hotel.

Bag disse kirsebærtræer lå det lille yakiniku sted.

Det var et godt valg af både tid og sted, som nærmest har reddet dagen for os. Ikke fordi vi på nogen måde har kedet os -  vi har læst aviser og nyheder, hørt podcast og læst vores bøger - men det er lidt skævt at rejse til Japan og bruge tiden på noget vi normalt bare gør hjemme.

Man steger selv maden på kulgrillen midt på bordet. Det smagte vildt godt.

Her der ti små kyllingehjerter på grillen, men inden havde vi fået to slags lækkert oksekød og nogle grøntsager. Desuden fik vi en skål ris, som er den bedste vi nogensinde har fået. Det hedder “kamameshi” og er ris kogt i en jernpotte, der stilles på bordet.

Kamameshi’en står midt i billedet til venstre for mig. På den store tallerken ses noget af det lækre premium oksekød, der ligger parat til at blive stegt.

Vi fik i øvrigt to store fadøl til maden og det hele kostede 320 kr.

Så på trods af regnen blev det alligevel en fin dag på Kyushu. Vi havde selvfølgelig vores nyindkøbte paraplyer med, da vi gik for at spise, men fik ligeså selvfølgeligt ikke brug for dem.

Bjergtur ved aktiv vulkan

I dag har vi været virkelig aktive. Næsten ligesom i gamle dage da vi ikke var i firserne, men i halvfjerdserne ;)

Vi var tidligt oppe og fik morgenmad i en æske, som vi spiste i en slags spisestue (hotellet har ingen restaurant) sammen med en flok amerikanske turister på en cykel safari Kyushu rundt. Vi har fået mere interessant morgenmad tidligere på rejsen.

Nå, men vi skulle med den første bus fra Aso Station op til området med den aktive vulkan Nakadake og adskillige andre bjergtoppe. Som altid var jeg bekymret for om vi kunne komme med bussen eller den var fyldt, så vi skulle vente til den en time senere. Så selvom vi gik tidligt ned til busstoppestedet var der allerede kø.

Men vi kom med og køen blev så lang at der kom en ekstra bus. Så ingen grund til bekymring.

Bussen kørte os op til Mount Aso, som er en almindelig og nem, men egentlig forkert betegnelse for det bjergkompleks, der består af mindst fem toppe dannet ved vulkansk aktivitet og hvor én af dem - Nakadake - stadig er aktiv. Så vi ville jo gerne se nærmere på denne. 

Indtil 20. januar i år kunne man køre med en shuttlebus fra endestationen for bussen fra Aso Station helt op til kraterkanten, men den dag faldt en helikopter med tre personer ned i Nakadake krateret og siden har adgangen til krateret været spærret. Man har med en drone set resterne af helikopteren ligge i krateret, men det har ikke været muligt at bjerge den og de omkomne på grund af gasserne og varmen.

Vi gik en lang tur på nogle træstier i området, som var noget goldt.

Her er et skilt med lidt forklaring.

(Klik på fotoet, så bliver det større og lettere læseligt. Det gælder i øvrigt alle fotografierne.)

Men det var alligevel spændende at se. Træstien førte op til en klippevæg, som vi så nogle personer klatre op ad. Men vi vendte om. Det var for vildt.

Vi havde set Nakadake “ånde” nede fra vores hotel, men her kunne vi se det noget bedre og tydeligere. 

Jeg havde hjemmefra fundet en anden vandretur oppe i området, der var betegnet som “easy/moderate”. Hanne havde også læst beskrivelsen, så vi gik rundt om søen ( ses på billedet lidt længere nede) og fulgte stien til Mount Eboshi eller Eboshi-dake.

Her er Hanne på vej op. Hun smiler for at det skal se ud som om hun synes om det. Det sagde hun selv! Og hun ser kæk og dejlig ud. Det viste sig at være en hård tur, hvor vi “ ligesom” blev fanget af, at det syntes værre at skulle ned af det, vi lige var kommet op af, end at fortsætte. Vi fortsatte og fortsatte. 

Så det endte med at vi nåede helt op på toppen af Eboshi-dake, som her ses fra parkeringspladsen ved vulkan museet. Eboshi-dakes top ligger 1337 meter over havet, så vi er gået ca 300 meter op og ditto ned. 

Jeg tog mange fotos med mit Fuji kamera undervejs, men det er for besværligt at bringe dem her i bloggen. På bloggen kommer der kun fotos fra vores telefoner. 

En fin, hård og god dag.

Bustur fra Kumamoto til Aso

I dag har vi haft fint vejr og en dejlig køretur med bus fra storbyen Kumamoto til den lille by Aso midt i bjergene. 

Det er et rigtig stort skifte: Kumamoto er en by med 3/4 mill. indbygger og med brede gader med masser af biler, busser og sporvogne og masser af højhuse. Og Aso som opleves som ganske flad med høje bjerge ret tæt på hele vejen rundt. Google siger Aso kun har 24.000 indbyggere.

Som sagt en dejlig køretur med en bus, hvor vi havde et flot udsyn over først storbyen og så landet med grøn og frodig natur.

For nu at parafrasere Jyttes fine haiku:

en dejlig bustur

smukt syn over landskabet

intet tunnelsyn 

Vi bor på et dejligt hotel lige ved stationen. Hotellet er med sine fem etager den højeste bygning i Aso. Der synes at være virkelig mange turister her, men tilsyneladende kun på et kort besøg efter at have været oppe i bjergene for at se på vulkaner. Vi skal derop i morgen og håber på godt vejr. Fra vores værelse kan vi se en sky af damp og eller røg, der stiger op et bestemt sted bag bjergryggen. 

På billedet kan man ikke rigtig se det på grund af almindelige skyer. Jeg håber på et bedre foto i morgen.

Henne ved stationen står der en stor bronze statue af én af figurerne i manga/anime serien “One Piece”, som jeg skrev lidt om i går. (De første to sæsoner kan i øvrigt ses på DR-play. Der er 61 afsnit i sæson 1, men der skulle være 1155 afsnit i alt. Serien blev startet i 1999).

Man kan synes, det er mærkeligt med en statue af en fiktiv figur, men hvad så med “Den lille havfrue” i København ?

Her til aften fik vi virkelig at mærke, at vi var kommet langt ud på landet. Vi havde set, der skulle være et sted 100 meter fra hotellet som serverede ramen. Vi fandt det da også, men desværre var det et meget ydmygt og lille sted, som var fulgt optaget af en gruppe kinesiske turister. Værre endnu, så stod der en lille kø (af kinesiske turister) udenfor og ventede på at komme til ramen-fadet.

Der var ifølge Google endnu et ramen-sted, men det ligger lidt over 1 km væk. Vi kunne (naturligvis) sagtens have gået dertil, men nu var vi jo på landet og natten havde sænket sig over Aso, så det var bælgravende mørkt. Så vi turde simpelthen ikke gå ad de mørke veje ud til stedet og tilbage igen.

Så vi gjorde, som det viste sig en del kinesiske turister også havde fundet på: vi gik på Lawson! Lawson er en kæde fuldstændig ligesom 7-Eleven så der købte vi kopnudler, nigiri boller og et par dåseøl. Det tog vi med hjem på værelset og er ikke gået sultne i seng. 

I går boede vi et sted, hvor vi nedenunder os havde to-tre etager fyldt med alle mulige spisesteder og i dag faktisk kun ét sted indenfor en kilometers afstand. Lidt vildt!

Stille regnvejrsdag i Kumamoto

Regnen har silet ned hele dagen så vi har faktisk ikke været uden for en dør og så alligevel :)

Som jeg skrev i går og som man måske kan se af ovenstående foto, så ligger vores hotel (de tre lysegrå etager) oven på et kæmpestort indkøbscenter med masser af forretninger og restauranter af alle mulige slags. Så i stedet for at gå ud i regnen og de nu 12 grader i stedet for de 19 grader vi var vant til, kunne vi studere japansk folkeliv uden at blive våde. Vi tog bare elevatoren ned til 7. etage, så var vi midt i et utal af spisesteder.

Længere ned gjorde vi lidt indkøb i den store “Uniqlo” inden vi forvildede os ind i en butik, der udelukkende forhandlede merchandise omkring manga/anime serien “One Piece”.

“One Piece” er iøvrigt tegnet af Eiichiro Oda, der er født i Kumamoto og som efter jordskælvet i 2016, der skabte store ødelæggelser her i området, donerede en hulens masse penge til hjælp til genopbygningen. Han er derfor vildt populær her og hans figurer står som statuer rundt om i præfekturet Kumamoto. Hvis det ikke havde regnet havde vi nok set én af figurerne ude i byen. Nu måtte vi nøjes med disse. 

Der var også et kæmpe område fyldt med larmende automater, hvor man for en 100 yen kunne prøve lykken og fange en eller anden gyselig dukke eller et spil eller chokolade eller en t-shirt. Der var tilsyneladende ingen grænser. På samme etage lå der også en kæmpestor boghandel. Men så vidt vi kunne se udelukkende med japansksprogede bøger. Ingen engelske.

Selvom vi har holdt os inden døre, må vi alligevel have gået rimelig meget rundt i centret, for min iPhone siger jeg har gået 7.300 skridt i dag eller 4 km.

Det var lidt ærgerligt, at vi i dag ikke fik set bare noget af det vi havde planlagt i Kumamoto, men vi gad simpelthen ikke gøre det i regnvejret.

Så vi må sige dagen har været en hviledag, selvom Hanne også fik vasket vores tøj på én af hotellets seks vaskemaskiner. (En lille fiks detalje var her, at vi i realtid fra værelset på TV-et kunne følge, hvornår vasken var færdig.)

Det var kun vores vask, der var over på maskine 4.

Det har nok været ok med en sådan hviledag. I hvert fald har Hannes forkølelse fået det meget bedre.

Fra Shimabara til Kumamoto

Endnu en rejsedag. Denne gang mest med færge og ikke ret mange billeder.

Den gang i fordums dage, hvor vi vandrede fra det ene overnatningssted til det andet, da havde vi det ganske fint med hotellernes check-ind og check-ud tider. De er og var for det meste sådan, at man først kunne få sit værelse efter kl. 15 eller kl. 16 og at man skulle være ude inden kl. 10 eller måske kl. 11. Dengang stod vi jo tidligt op og var tidligt afsted og kom sent frem, fordi det tager tid at gå.

Nu, hvor vi benytter os af offentlig transport, er disse tider ikke særlig bekvemme. 

Eksempelvis skulle vi i dag være ude af hotellet senest kl. 10. På hotellet her i Kumamoto, kunne vi først tjekke ind kl. 15. Samtidig tog færgeoverfarten fra Shimabara til Kumamoto havn kun 1 time efterfulgt af en shuttlebus tur på godt en halv time. Da vi vandrede havde vi kun en rygsæk hver, nu slæber vi (desværre) rundt på rullekufferter, så hvis vi skal udnytte “ikke rejsetiden” skal vi enten have opbevaret bagagen eller slæbe rundt med den.

Vi havde noget “spildtid” fra vi forlod hotellet til færgen sejlede. Vi kunne ikke rigtig nå andet end at vandre til færgeterminalen og så vente på afgang. Men da vi nåede Kumamoto fik vi dog placeret vores bagage på det hotel vi nu bor på og kunne så gå ud i byen uden at slæbe.

Nå, det lyder nok lidt indviklet, men det korte af det lange er at vi vel egentlig synes, at “rejsedage”, når man vandrer er meget bedre end når man rejser med offentlig transport. 

Vejrudsigten havde lovet halvdårligt, overskyet vejr, men det blev faktisk ganske pænt i dag med blå himmel og lidt sol ind i mellem. Der var faldet 46 mm i løbet af natten. Vi havde en fin og stille færgeoverfart og da vi nåede Kumamoto havn holdt der en bus, der kørte direkte fra havnen til Kumamoto station, hvor vores hotel ligger. Det viste sig at busturen var gratis (eller også bare inkluderet i billetprisen for færgeoverfarten).

Vi har næsten ikke fået fotograferet noget i dag. Men her er dog en passerende færge af lidt ældre årgang end den vi sejlede med.

Efter vi havde fået anbragt vores habengut på hotellet på 9-12 etage nåede vi ud i Kumamoto og fik - ironisk nok i forhold til ovenstående- købt en ekstra kuffert hos Montbell. Butikken lå et stykke fra hotellet så vi har da fået gået vores 15.000 skridt i dag, selvom vi tog en sporvogn tilbage til hotellet. 

Vi rejste hjemmefra med en lidt større rygsæk, en rullekuffert, en totebag med vores støvler og Hannes lille rygsæk, men det har vist sig at være for bøvlet. Så nu har vi hver en rullekuffert og en rygsæk og håber det fungerer bedre.

Hotellet -The Blossom - er rigtig dejligt og flot. (Der kommer fotos indefra i morgen). Men det ligger ret absurd. Der er en direkte elevator fra stueplan til 9. etage, hvor lobbyen er og indtjekninger finder sted. Vi bor så på 12. etage, men uden nogen særlig udsigt idet vores værelse vender indad mod atriumgården. Som altså ligger på 9. etage!

Neden under hotellet ligger der et kæmpe indkøbscenter eller hvad man skal kalde Magasin, Illum, Fields, Fisketorvet og Frederiksberg Centret tilsammen!