Solrig udflugt til Aoshima

Vejrmæssigt har dagen i dag været den hidtil bedste mens vi har været på Kyushu. Sol fra om morgenen og varmt og dejligt i det hele taget. 

Vores udflugt til Aoshima har også været ganske dejlig. Det er jo vores sidste dag sammen med Niels og det blev en rigtig god dag.

Aoshima er en lille ø, som alligevel ikke er en ø, da den er forbundet med Kyushu via en landtange. Som vanligt på dagene med Niels vil jeg også her henvise til hans hjemmeside med beskrivelse af Aoshima og helligdommen på øen: 

japan-tips.dk.

Vi kørte godt en time med bus sydpå fra Miyazaki til Aoshima. Samme rute som i går, men i dag blev bussen stuvende fuld. Det var lidt anstrengende, selvom vi var steget tidligt på og havde siddepladser. Niels fandt senere på dagen ud af, at vi kunne tage et tog tilbage til Miyazaki, hvilket var både billigere, hurtigere og noget mere bekvemt.

Det er ikke et særlig godt foto, jeg ha fået taget af Aoshima set indefra Kyushu, men man kan da se en vej mellem sandstrande og en masse mennesker, der bevæger sig ud mod noget, der ligner en skov.

Aoshima er omgivet af nogle mærkværdige klippedannelser, der kaldes “djævlens vaskebræt”. Og her poserer jeg.

Vi kunne ikke finde ud af om der var lavvande eller om det altid ser sådan ud. Men besynderligt så det ud.

På Aoshima ligger Aoshima shrine, som Hanne er på vej op til. For en gangs skyld et shrine med få trin.

Det var faktisk et af de flottere Shinto shrines og det lå inden i en nærmest tropisk skov med masser af palmer.

Her er “indgangen” til palmeskoven

Det er ikke “ønskeskyen”, men en masser ønsker skrevet på små træstykker, der hænger forrest på stien ind til skoven.

For enden af den sti, der begyndte med ønskerne lå dette lille sted.

Tilhøjre for det lille røde shrine ligger en bunke, som Hanne var meget interesseret i.

Det var masser af muslingeskaller og konkylier og andet godt fra havet. Det betød, at da vi lidt senere gik rundt om øen, begyndte vi også at lede efter konkylier og fine muslingeskaller. 

Niels sagde at han havde det, som når han var med sine børn eller børnebørn på stranden.

Endnu et par fotos fra Aoshima.

Tilslut bare et foto af det tog vi kørte tilbage til Miyazaki med.

Togturen tilbage gik sådan set gennem samme område, men det var alligevel noget andet vi så, da vi kørte lidt længere fra kysten. Det mest interessante var de mange rismarker, som jeg desværre kun kunne fange gennem togets vindue.

Vi spiste middag ned Niels, som i morgen tager videre til Kumamoto og vi tager videre sydpå til en ryokan nær Hayato, som ligger på vej mod Kagoshima.

Udflugtsdag uden regn til Udo Jingu

Vi har haft en superfin dag i dag. Det har ikke regnet, luften var mild, ingen vind og vi besøgte en Shinto helligdom med Niels som rejsefører.

Udo jingu ligger ret langt fra Miyazaki, men det var absolut halvanden times kørsel værd at besøge stedet. En stor del af busturen foregik langs kysten, så vi havde vandet på venstre hånd og bjergene med de mange træer på højre hånd. En smuk køretur da vi først var kommet ud af Miyazaki.

Niels har selvfølgelig beskrevet Udo jingu eller Udo Shrine på sin hjemmeside: Japan-tips.dk, så der kan man læse mere om det.

Shinto helligdommen ligger smukt nede på kysten:

Selve det hellige ligger tilvenstre inde i en stor klippehule.

Klippekysten er ret flot med mærkelige former.

Her er Niels fotograferet samme sted som for mange år siden. Det foto skulle han bare have.

Truende sker, men det kom ikke til at regne i dag.

Der var enormt mange små “statuer” eller hvad man nu skal kalde det af harer. Her studerer Hanne en af dem.

Og her er et par stykker af dem i nærbillede.

Niels spurgte en af præsterne (eller hvad han nu var) om hvorfor der var så mange harer på stedet. Det var “fordi de stod  guderne nær”.

Harerne stod i lange rækker og var ret nuttede, hvilket ikke rigtig fremgår af dette foto, men forhåbentlig af de ovenstående.

Selvom man havde kørt langt måtte man også slide for at komme først op, så ned og så op og ned igen.

Som ved alle de Shinto helligdomme vi har besøgt var der også souvenir butikker, som sælger især lykkebringende genstande. Vi har naturligvis også købt nogen, for man kan jo aldrig vide….

Man kunne også købe fem små lerkugler for 200 yen (8 kr). Dem kunne kvinder så kaste med højre hånd eller mænd med venstre hånd ud og forsøge at ramme inden for rebet, det ligger nede på klippen. Atvramme indenfor er lykkebringende. 

 

Jeg ramte slet ikke med min kugle. Men Hanne kastede de fire og ramte indenfor med de to. Så jeg håber hun deler lykken med mig.

En lang, men fin bustur tilbage til Miyazaki. 

Her fandt jeg frem til byens eneste fotohandler med brugte kameraer, men ulykkeligvis  var butikken lukket. Tilsyneladende for evigt. 

Fra Nobeoka til Miyazaki igen i regnvejr

På en måde har vi været heldige med vejret på denne tur. For vi har haft en del regnvejrsdage, men også fine dage ind imellem, som vi har nydt. 

Men på den anden side så har vi altså også haft sure regnvejrsdage, hvor man bare har lyst til at blive på værelset og læse bøger eller se Netflix. Og sådan en dag har det været i dag.

Vi kørte med toget fra Nobeoka sydpå til Miyazaki i morges. Det øsregnede fra vi kom ud af hotellet og det har det gjort hele dagen. Vi tog sammen med Niels et bumletog, for der var jo ingen grund til at forhaste sig i møgvejret. Toget kører lange strækninger langs kysten og vi kunne i princippet se havet, hvis det ikke havde været for tågen eller lavtliggende skyer. Det var nu alligevel en pæn togtur gennem et landskab, som synes at blive grønnere og grønnere jo længere sydpå vi kommer. Det hjælper også at vi nu er midt i april.

Niels havde valgt et hotel klods op ad Miyazaki station, mens jeg - uvist af hvilken grund - havde valgt et hotel, der lå så tilpas langt væk at vi måtte tage en taxa dertil, for at undgå at få våde kufferter. Taxaen kom til at koste den formidable sum af 900 yen eller godt 36 kr.

Som sædvanligt kunne vi først få vores værelse klokken 15:00, så efter at have afleveret dem på hotellet gik vi tilbage til området omkring stationen. Det viste sig dels, at der ikke var specielt langt (23 minutters gang), dels at størstedelen af strækningen var overdækket.

Dels af en slags halvtag, som ses på fotoet, dels af nogle overdækkede forretningsgader. Sådanne overdækkede gader har vi mødt mange steder i de større (og mindre store) byer både her på Kyushu og da vi var her i 2024.

Men det er nu alligevel lidt surt at bevæge sig rundt med en stor paraply. Samtidig skal man helst undgå vandpytterne.

Heldigvis blæste det overhovedet ikke og det har været ret lunt i vejret i dag.

Nu håber vi så bare på at dagen i morgen bliver tålelig og at prognosen for torsdag - som lover super flot vejr - holder.

Flot udflugt til Takachiho

Vi mødtes med Niels og Annelise ved busstationern i Nobeoka kl 8:30 for at køre godt halvanden time til Takachiho, små 60 km inde i landet. Det blev en virkelig dejlig, spændende og sjov tur.

Det var en flot og smuk bustur nede fra Nobeoka ved vandet og op til Takachiho højt oppe i bjergene. Vi så de utroligt mange forskelligt grønne farver på træerne og skovene vi kom igennem. Vi kørte langs en bred flod med mange store broer og vi kørte forbi dybe dale og kløfter. En smuk tur uden fotografier fra bussen. Vejret var desuden ikke særlig godt. Det småregnede os skyerne lå tungt ned over bjergene.

Niels havde en klar plan for vores færden i Takachiho, så vi hyrede en taxa, som kørte os ud til Amanoiwato Shrine.

Vi havde tidligere snakket om og undret os over at der blev serveret så meget kylling på restauranterne, men vi havde aldrig observeret en levende høne eller hane. Men her ved denne helligdom gik der pludselig nogen stykker. De var rigtig flotte og Niels mente de på en eller anden måde indgik i helligdommens mytologi.

Amanoiwato Shrine er dedikeret til gudinden Amaterasu-Omikami, som er en del af den japanske mytologi. Læs mere om det på Niels’ hjemmeside Japan-tips.dk

Et nærbillede:

Lidt fra templet ligger en hule - Amanoyasukawara - som også indgår i den japanske mytologi. 

Her betragter Hanne de utallige små varder. Hvorfor de er der ved jeg ikke.

 

Blandt varderne var der kastet mønter og der stog også en lille Daruma.

På Niels’ hjemmeside står der naturligvis også om Daruma’en: Japan-tips.dk.

Vi var i øvrigt blevet kørt fra busstationen i Takachiho til dette shrine med en taxa, som ventede på os og kørte os til det nok mest spændende - selve Takachiho kløften. 

Men inden vi nåede derover stoppede taxachaufføren og viste os de flotte marker her med ris og spøjst nok tobaksplanter.

Det lysere forneden i billedet er tobakken.

Det var masser af mennesker ved Takachiho kløften, som var meget imponerende og flot. 

Her fotograferet igennem et hul i rækværket.

Man kunne leje en robåd og ro lidt rundt, men det gjorde vi nu ikke.

Et andet foto af robådene i kløften.

Et sted kunne man se tre broer i vidt forskellig højde over Takachiho kløften.

Her er Niels selv foran de tre broer.

Der var virkelig smukt at gå rundt. Især hvis man abstraherede fra de utroligt mange andre turister end os.

Det sidste punkt på Niels’ turplan var at vi skulle besøge Takachiho Shrine, som viste sig  at se ret beskedent ud.

Men udenfor stod der nogle kæmpestore cedertræer blandt andet det 800 år gamle Chichibu cedertræ.

Ved “salgskiosken” (hvor der solgtes forskellige amuletter og lykketing) havde - især jeg - en sjov oplevelse. Vi snakkede jo sammen Niels, Annelise, Hanne og jeg, så vi var ikke ubemærkede af nogle andre danskere, der skulle købe souvenirs.

Vi faldt i snak med dem og det viste sig at manden havde boet og arbejdet adskillige år hos Mitsubishi i Nagasaki. Hvor han havde været med til at bygge skibe. (Han havde i øvrigt også en gang været ansat i Knud E. Hansen, men kendte ikke Mette). Så jeg kunne naturligvis ikke lade være med at vise ham mit foto af den mærkelige u-båd fra vandet ud for Saiki, som jeg skrev om forleden dag.

Jeg sagde, at jeg troede det var en u-båd fra 2. verdenskrig, men han sagde straks - da han så billedet på min telefon - at det var en aktiv nutidig u-båd, for ellers ville den ikke føre det japanske flådeflag. Desuden sagde han var den bygget efter 1985, for det var først efter 1985 at der var finner på u-bådenes tårne! Se det var en mand, der kunne sit kram.

Det var en virkelig fin dag på trods af det ikke særlig spændende vejr. 

Det mærkelige er, at vi her til aften er ligeså trætte som turister, som vi var når vi var vandrende.

Togtur fra Saiki til Nobeoka

Det bliver en kort blogpost i dag, som har været en fin rejsedag, men uden de helt store oplevelser. Og ganske uden fotografier.

Vi kørte med et flot tog fra Saiki kl 11:18 til Nobeoka. Desværre var der også på denne tur ret mange tunneller, hvilket selvfølgelig gør rejsen kortere, men også kedeligere.

I Nobeoka mødte vi Niels Clausen og Annelise Raahauge -  begge fra Dansk-Japansk Selskab - og ikke et par. De var mødtes på Shikoku og fulgtes her til Nobeoka. 

Vi spiste en hyggelig middag med dem her til aften. 

I morgen skal vi alle fire besøge Takachiho (mere om hvad det er i morgen), hvorefter Annelise rejser videre alene og Niels og Hanne og jeg følges ad endnu et par dage.

Det bliver en forandring for Hanne og mig, for både Niels og Annelise taler japansk, så vi kan få forklaringer på mange ting og vi behøver ikke at gætte så meget de næste dage.

Rundtur på Onyujima

Byen Saiki er mildest talt ikke særlig spændende, men lige uden for ligger en lille ø Onyujima, som vi sejlede over til og vandrede rundt på i dag.

Her er et foto af øen hugget fra internettet. Øen er - som man måske kan ane - meget bjergfyldt, men vi gik udelukkende rundt langs kysten, hvor der er en god “landevej”.

Vi har været ekstremt heldige med vejret, forstået på den måde, at vi har haft en del regnvejrsdage, men når vi skulle ud og vandre eller være turister, så har det været virkelig godt vejr. Således også i dag, hvor solen skinnede dejligt.

Vi tog en lille båd over til Onyujima. 

Og fruen var i godt humør.

Vi blev sat af i en lille bugt - Horikiri - og begyndte vores rundtur på øen med idiotisk nok at tage en forkert sti, som var helt  umulig. Jeg påtager mig skylden. Det var tåbeligt, der var næsten ingen sti at gå på. 

Hanne tog det pænt. Det var i øvrigt også hende, der fandt den rigtige vej videre. Ak, ja!

Vi passerede et smukt sted med en meget lang - nærmest dæmning - mellem havet og en lille bugt. Der var ret smukt og Hanne som jo næsten er vandskræk (bortset fra onsen) gik glad over den.

Her et nærbillede. 

Det var betagende at gå langs kysten med de grønne høje bjergskrænter på højre hånd og havet med øer og skær på venstre hånd. (Vi gik med uret om Onyujima).

Vi så rigtig mange rovfugle på turen. Formentlig ørne, men de er ikke lige til at fotografere. Så er det nemmere med en sommerfugl (eller hvad sådan en hedder),

Vi var enormt imponeret af vejen, der går hele øen rundt. Det virker ret fantastisk at man har gjort så meget for at sikre en god infrastruktur på så lille en ø. Udover at have bygget vejen langs vandet har man boret i hvert fald fem eller seks tunneller.

Vi havde troet, at der var nogle steder, man kunne få noget at spise på Onyujima, men vi fandt ikke rigtig noget. Måske havde jeg misforstået de informationer, jeg havde læst.

Men vi fandt tilgengæld noget rigtig sjovt. Vi passerede en bygning eller nærmest et langt skur med en masse skilte og tekster på. Udelukkende på japansk selvfølgelig. Den så lukket ud, men Hanne er jo ikke så tilbageholdende, som man umiddelbart skulle tro, så hun åbnede døren og gik ind til fire gamle damer, der tog imod os med åbne arme. De var i gang med at presse citroner og - viste det sig - lave saft og marmelade ud af det.

Vi fik straks en kop te og lidt senere et par bolle med syltetøj og jeg fik en kop kaffe. Hanne fik også et glas varm citronsaft, som smagte virkelig godt. Jeg fik en prøvesmagning.

Den ene af de fire damer er i køkkenet. De var bare så søde. De lavede også forskelligt håndarbejde og vi købte selvfølgelig lidt. Da vi gik fik vi tre store citroner med, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre ved.

Et stykke tid og nogle kilometer efter vi havde forladt de fire damer, så vi noget mærkeligt ude på havet. Vi troede først det var en ø med et spøjst udseende, men det viste sig at være en u-båd, da vi så på den i kikkerten.

Den fører to flag: et almindeligt japansk med den røde sol på den hvide dug og ét, som jeg tror er fra den japanske marine. Det må være en u-båd fra 2. verdenskrig, men jeg har googlet og googlet og kan ikke finde en forklaring på, hvad det er for en størrelse. Jeg troede, at de alle var destrueret under eller efter krigen.

Min googlen gav dog den information, at havet ud for Saiki var et øvelsesområde for den japanske flåde under krigen, så måske er det “naturligt” at lade en u-båd ligge her. Men mærkeligt var det at se.

Vi tog den lille bilfærge tilbage til Kyushu. Det tog fem minutter.

Alt i alt en virkelig dejlig dag på trods af mit ikke så gennemtænkte valg af Saiki og så fik vi 16,5 km i benene.

I morgen skal vi med toget videre til Nobeoka, hvor vi skal møde Niels Clausen fra Dansk-Japansk Selskab.