Rundtur på Onyujima

Byen Saiki er mildest talt ikke særlig spændende, men lige uden for ligger en lille ø Onyujima, som vi sejlede over til og vandrede rundt på i dag.

Her er et foto af øen hugget fra internettet. Øen er - som man måske kan ane - meget bjergfyldt, men vi gik udelukkende rundt langs kysten, hvor der er en god “landevej”.

Vi har været ekstremt heldige med vejret, forstået på den måde, at vi har haft en del regnvejrsdage, men når vi skulle ud og vandre eller være turister, så har det været virkelig godt vejr. Således også i dag, hvor solen skinnede dejligt.

Vi tog en lille båd over til Onyujima. 

Og fruen var i godt humør.

Vi blev sat af i en lille bugt - Horikiri - og begyndte vores rundtur på øen med idiotisk nok at tage en forkert sti, som var helt  umulig. Jeg påtager mig skylden. Det var tåbeligt, der var næsten ingen sti at gå på. 

Hanne tog det pænt. Det var i øvrigt også hende, der fandt den rigtige vej videre. Ak, ja!

Vi passerede et smukt sted med en meget lang - nærmest dæmning - mellem havet og en lille bugt. Der var ret smukt og Hanne som jo næsten er vandskræk (bortset fra onsen) gik glad over den.

Her et nærbillede. 

Det var betagende at gå langs kysten med de grønne høje bjergskrænter på højre hånd og havet med øer og skær på venstre hånd. (Vi gik med uret om Onyujima).

Vi så rigtig mange rovfugle på turen. Formentlig ørne, men de er ikke lige til at fotografere. Så er det nemmere med en sommerfugl (eller hvad sådan en hedder),

Vi var enormt imponeret af vejen, der går hele øen rundt. Det virker ret fantastisk at man har gjort så meget for at sikre en god infrastruktur på så lille en ø. Udover at have bygget vejen langs vandet har man boret i hvert fald fem eller seks tunneller.

Vi havde troet, at der var nogle steder, man kunne få noget at spise på Onyujima, men vi fandt ikke rigtig noget. Måske havde jeg misforstået de informationer, jeg havde læst.

Men vi fandt tilgengæld noget rigtig sjovt. Vi passerede en bygning eller nærmest et langt skur med en masse skilte og tekster på. Udelukkende på japansk selvfølgelig. Den så lukket ud, men Hanne er jo ikke så tilbageholdende, som man umiddelbart skulle tro, så hun åbnede døren og gik ind til fire gamle damer, der tog imod os med åbne arme. De var i gang med at presse citroner og - viste det sig - lave saft og marmelade ud af det.

Vi fik straks en kop te og lidt senere et par bolle med syltetøj og jeg fik en kop kaffe. Hanne fik også et glas varm citronsaft, som smagte virkelig godt. Jeg fik en prøvesmagning.

Den ene af de fire damer er i køkkenet. De var bare så søde. De lavede også forskelligt håndarbejde og vi købte selvfølgelig lidt. Da vi gik fik vi tre store citroner med, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre ved.

Et stykke tid og nogle kilometer efter vi havde forladt de fire damer, så vi noget mærkeligt ude på havet. Vi troede først det var en ø med et spøjst udseende, men det viste sig at være en u-båd, da vi så på den i kikkerten.

Den fører to flag: et almindeligt japansk med den røde sol på den hvide dug og ét, som jeg tror er fra den japanske marine. Det må være en u-båd fra 2. verdenskrig, men jeg har googlet og googlet og kan ikke finde en forklaring på, hvad det er for en størrelse. Jeg troede, at de alle var destrueret under eller efter krigen.

Min googlen gav dog den information, at havet ud for Saiki var et øvelsesområde for den japanske flåde under krigen, så måske er det “naturligt” at lade en u-båd ligge her. Men mærkeligt var det at se.

Vi tog den lille bilfærge tilbage til Kyushu. Det tog fem minutter.

Alt i alt er virkelig dejlig dag på trods af mit ikke så gennemtænkte valg af Saiki. 

I morgen skal vi med toget videre til Nobeoka, hvor vi skal møde Niels Clausen fra Dansk-Japansk Selskab.

Med tog fra Beppu til Saiki

Så har vi haft endnu en rejsedag, men denne gang med et tog fra JR, som er det store- formentlig statslige - japanske jernbaneselskab. 

Dagen startede dog med en gratis shuttlebus fra hotellet til Beppu Station. Vi havde i øvrigt sovet rodet fordi det tordnede og lynede i nat. Især det første tordenskrald var voldsomt. Det havde også regnet hele natten, men det stoppede faktisk inden vi forlod hotellet. 

Dagen i dag har været virkelig varm. Da vi trådte ud af shuttlebussen blev vi mødt af nærmest en føn: der var lummert med 24-25 grader og absolut ingen vind. Vejrudsigten for i morgen lover kun op til 21 grader, men det vil jo vise sig om det holder.

Vores tog var et decideret bumletog med talrige stop og ind imellem og en venten på et modkørende tog. Men vi sad med et flot udsyn ud over vandet og det landskab vi kørte igennem. Der var ganske få tunneller på denne tur, der sneglede sig nærmest langs kysten det meste af vejen. Det var en fin togtur fra Beppu over Oita til Saiki.

Heller ikke i dag nogen særlige fotos, for selvom landet og vandet og byerne ser flotte ud, når vi kører forbi, så er det ikke lige til at fange ud gennem et togvindue.

Vores hotel her i Saiki er helt ok, men nu igen med et værelse, der er ganske lille. Det virker selvfølgelig endnu mindre fordi vi de sidste to steder har haft pænt store værelser. Men som sagt helt ok.

Selve byen virker utroligt uspændende. Nok lidt af et fejlvalg fra min side. 

Vi har  naturligvis gået lidt rundt i Saiki og bortset fra en enkel “FamilyMart” (en convenience store ligesom 7-Eleven) og vores ret store hotel, så er der tilsyneladende ikke meget at komme efter. Bortset fra at der ligger en lille ø “Onyujima” lige uden for byen, som skulle tilbyde en spændende og smuk vandretur øen rundt.

Her er et foto af havnen i mangel af bedre og af “terminalen” til den lille turbåd til Onyujima.

Vi håber på godt vejr i morgen, så vi kan tage færgen eller turbåden til øen og så vandre rundt på den.

Vores hotel er et udpræget “herrehotel”. Vi har begge været i onsen inden vi spiste en glimrende middag i hotellets restaurant. Det var mest mandlige gæster, hvoraf adskillige dinerede i et outfit ligesom jeg har på. (Vi spiste dog i vores civile antræk).

Nå, men grunden til at jeg med sikkerhed kan sige, at dette er et hotel mest for mænd er denne:

Hotellets vaskemaskiner er anbragt i onsen området. Forstået på den måde, at man skal ind bag det røde forhæng hos damerne eller det blå forhæng hos mændene for at komme til vaskemaskinerne. Det viste sig, at Hanne kunne kun finde én vaskemaskine og én tørretumbler, men der hos mændene, hvor jeg jo kom er 4 (fire) vaskemaskiner og 4 tørretumblere.

Det er næppe fordi det japanske kønsrollemønster har ændret sig så markant, at der er så få vaskemaskiner hos kvinderne og så mange hos mændene. Fordelingen skyldes nok mere efterspørgslen.

Hotellet i Beppu som vi forlod i dag havde i øvrigt ingen vaskemaskiner til brug for gæsterne. Hvilket er det hidtil eneste vaskemaskineløse hotel vi har mødt i år og hvis vi ellers husker ret - nogensinde.

Regnvejrsdag i Beppu

Det var virkelig heldigt, at vi nåede at se alle syv jigoku’er i går, for i dag regner det i Beppu.

Det regnede endnu ikke, da jeg tog dette billede fra vores værelse ud mod de to nærmeste “helveder” og man kan tydeligt se dampen fra de to steder. Vi kan faktisk se dampen stige op 7-8 forskellige steder, når vi ser ud ad vinduet, men jeg kan desværre ikke fange dem alle i et foto.

Vi slappede af på værelset om formiddagen under regnen,  men om eftermiddagen gik vi først en fin tur i et nærliggende parkområde med en masse kirsebærtræer, 

Som det kan ses, så er det ved at være på det sidste med de blomstrende træer her. Det var faktisk rigtig smuk med de faldende blomster. Lidt sne agtigt.

Det er lidt mærkeligt at færdes i Beppu området Kannawa, for hvor som helst - også blandt kirsebærtræerne - stiger der damp op fra jorden. Smukt og sært.

Vi fortsatte vores gåtur med en lang tur fra Kannawa helt ned til vandet. Vi gik også i dag ca. 12 km uden at være vandrere, men bare turister. Vi fik ikke taget nogen billeder på denne tur. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Men det var en fin tur ned gennem byen. Vi tog en lokal bus tilbage til hotellet. 

Aftensmaden var ikke rigtig japansk, idet vi har fundet en lille restaurant Mitsuboshi lige i nærheden, der serverede fransk mad dog med et stænk af Japan. Det var det bedste og møreste oksekød vi nogensinde har smagt og spist. Desuden var det gamle par, der har stedet, enormt søde. Det var i øvrigt lidt rart for en gangs skyld at spise med kniv og gaffel.

Vi sluttede dagen af med et dejligt bad i hotellets onsen, desværre hver for sig. 

Solrig dag i Beppu’s “helvede”

Vi vågnede op til dejligt solskinsvejr, men kun med op til 12-14 grader i løbet af dagen ifølge vejrudsigten. Efter morgenmaden startede vi på en rundvandring til de syv hoved attraktioner i Beppu: de syv”helveder”.

Egentlig kunne jeg nøjes med at henvise til Niels Clausens hjemmeside japan-tips.dk for her har han en fin fortælling om hvad de syv “helveder” er for noget og vi fulgte fuldstændig hans forslag til turen rundt til de syv steder.

For at citere fra Niels artikel, så er der i Beppu, 

“et særligt fænomen kaldet jigoku, som direkte oversat betyder helvede. Det er en betegnelse for en kilde så skoldende hed, at det bestemt ikke kan anbefales at bade i vandet fra den. 

I Beppu har syv forskellige jigoku’er slået sig sammen under betegnelsen ”De syv helveder”, og tilbyder sig selv med et turpas, som både sparer dig penge og animerer dig til at se alle syv.”

Men det vil nok være for nemt, så her kommer lidt om Hannes og min rundtur til de syv jigoku’er, som faktisk var en stor og sjov oplevelse. Jeg havde i øvrigt været utrolig heldig med valget af hotel i Beppu. Jeg havde valgt ét, jeg mente lå i nærheden af de fem af de syv jigoku’er og det viste sig at ligge lige i smørhullet. Der var kun få hundrede meter til de første fem!

Vi lagde ud med UMI JIGOKU, som Niels beskriver som det smukkeste af de syv steder og det var det!

Vi var ikke helt alene om at besøge stedet. Der kom mange busser fulde af besøgende, men det gik faktisk fint med at komme til.

Der var smukt.

Og der var også mærkeligt.

Besynderligt at stå og se på det mærkelige røde stads, der kommer op fra jorden. Men mærkeligere endnu, så så en anden pøl i samme jigoku sådan ud:

Lige ved siden af den første jigoku ligger ONIISHIBOUZU JIGOKU med en underlig grålig mudderboblen.

Ikke særlig kønt, men igen ret besynderligt. Der var nogle, der fandt smukkere motiver end det grå skoldhede mudder:

Den tredje helvede er KAMADO JIGOKU. Her var det også varmt mudder, der boblede op, men i en anden farve:

Der var dog også andre farver på det, der kom op fra jordens indre.

Vi havde en pudsig oplevelse her. En ung kvinde gav pludselig Hanne ét af sine i onsenvand hårdkogte æg. Hun sagde de havde købt for mange og efter at have smagt det vi fik, så er ét onsenvandkogt æg ét æg for meget.

Det fjerde helvede ONIYAMA JIGOKU var noget ganske andet, men vores hotel hedder mærkeligt nok det samme. Altså ikke jigoku, men Oniyama. Det er en krodille zoo eller hvad man nu skal kalde det. Det var bestem ikke nogen charmerende oplevelse og svært at tage billeder af de stakkels dyr, som lå helt helt stille i solen. Vi troede først de var døde, men en gang imellem bevægede en af dem sig. 

Så var det bedre at komme videre til det femte helvede SHIRAIKE JIGOKU. 

Når jeg nu prøver at skrive om disse helveder kan jeg mærker, at jeg begynder at have svært ved at holde stederne ude fra hinanden. Men jeg håber på tilgivelse, hvis jeg kommer til at placere et foto i et forkert helved.

Her var det grønt vand, der kom op fra jorden. Det er vores hotel i baggrunden.

Så var det slut med de fem jigoku’er, der lå nærmest, så vi besluttede at gå ud til de to sidste, som lå 2,8 km væk fra de andre. 

Vi havde en fin gåtur derud med meget op og ned, selvom Google Maps havde sagt “mostly flat”. Vi gik også hjem, så i alt har vi gået 12 km i dag uden at været andet end turister.

Nå, men det sjette helvede hedder CHINOIKE JIGOKU.

Her kan man se dampen, men ikke rigtig den røde farve.

Her kan man ikke se dampen, men de to farver i vandet og man kan ane det blå havvand helt ude. (Især, hvis man klikker på billedet og forstørrer det).

Det sidste helvede er TATSUMAKI JIGOKU og er specielt ved, at der med 30-40 minutters mellemrum springer en geyser op langs en klippevæg. Vi nåede lige at se den springe, men var nu ikke vildt imponeret, da vi engang har set den store geyser på Island.

Jeg fik desværre ikke taget et ordentlig foto af springvandet.

Så vi har i dag haft en fin og solrig dag i Beppu med mærkelige og anderledes oplevelser af hvad der kan komme op fra jordens indre. 

Flot bustur gennem bjergene fra Kurokawa til Beppu

Som sædvanligt her i Kurokawa ( vi har været her to dage) begyndte dagen med en dejligt og anderledes morgenmad end den ene skål yogurt vi nyder hjemme. Se bare hvor glad jeg ser ud. Hanne virker lidt mere forbeholden, men det er hun ikke.

Efter vi havde tjekket ud havde vi rigtig god tid til at besøge de fleste af Kurokawas butikker og den ene café. Den besøgte vi så to gange inden vi steg på bussen mod Beppu.

Vi havde også tid til et fodbad mens vi ventede på bussen.

Vandet i fodbadet var forfærdelig varmt. Hanne kunne godt have fødderne i vandet i længere tid, men jeg holdt kun et par minutter før jeg måtte trække dem op. De var så allerede blevet helt røde.

Apropos varmt vand, så glemte jeg at bringe et lidt fjollet billede fra i går. Efter det første af de to varme bade i går, købte vi to æg, der var kogt i det vand, der løber ned i badet. Eller i hvert fald fra samme kilde.

Ægget var grundigt kogt, men smagte godt.

Busstoppestedet ved Kurosawa Onsen.

Klokken 15 stod vi på bussen mod Beppu og de næste to og en halv time kørte vi igennem et utroligt flot og spændende landskab. Vi kørte op ad bjerge, nedad bjerge og gennem en stort naturområde “Aso Kuju National Park”. 

Det var meget smukt og meget anderledes bjerge end dem vi har set i Europa og i Nepal. De var mere “runde” og bløde end de bjerge vi før har set. Et enkelt sted lignede landskabet lidt bakket Sjælland, bortset fra at der lå store bjerge rundt omkring stedet.

Vi har ingen fotos fra den lange smukke køretur. Det er håbløst at fange bare noget af landskabets storhed og skønhed ud gennem et busvindue.

Vi har booket et meget moderne og nyt hotel i Beppu, så det var noget af en overraskelse, da vi opdagede at vi på femte sal i hotellet skulle sove på futons på gulvet. Især fordi vi lige have boet i en ældre ryokan og sovet i “almindelige” senge. 

Vi har det super fint med at sove på gulvet på futons. Det eneste problem er sådan set bare at komme op fra gulvet!

Onsen dag i Kurokawa Onsen

Dagens epistel kommer stort set kun til at handle om onsen. 

Måske er I trætte af at høre om de skønne varme japanske bade, men vi er ikke trætte af  at benytte dem, så derfor en masse onsensnak i dag.

Som lovet i går er her et foto af det helt private lille onsen, vi har for enden af vores værelse. Det ligger under et halvtag, men ellers er det lille private område under åben himmel. Desværre er der jo bare den hage ved det, at der ikke er vand i karret.

Så det kan ikke bruges til noget. Det samme gælder alle de andre badefaciliteter på denne ryokan (japansk kro/hotel). Grunden til at jeg lige netop valgte dette sted “Oku no Yu” var det store udbud af forskellige former for bade. Indendørs, mænd for sig, kvinder for sig, blandet mænd og kvinder, private bade, udendørs osv. Men altså intet af det fungerer. Vi kan se, der arbejdes på at få vandforsyningen op at køre igen og vi har som nævnt i går fået ca. 30 % af vores betaling retur.

En anden af kompensationerne er, at vi kan vandre rund i den lille by Kurokawa Onsen i vores smukke yukataer og besøge ligeså mange af de måske 25 andre onsen steder i byen uden beregning, som vi vil. Logoet på vores yukataer fortæller, hvor vi kommer fra og så er der fri adgang.

I gamle dage badede mænd og kvinder og børn helt naturligt i samme onsen, men efter krigen har det amerikanske snæversyn desværre ødelagt denne gamle skik. Så næsten alle steder bader mænd for sig og kvinder for sig. Der er dog nogle få steder i Japan, hvor man kan finde “ konyoku” eller “mixed onsen bath”. Kurokawa er ét af disse steder og er selvfølgelig valgt fordi Hanne og jeg naturligvis gerne vil bade sammen og fordi vi er på rejse på Kyushu og kunne komme forbi.

Byen Kurokawa virker ganske lille og overskuelig på kortet, men den ligger i en floddal, så der er  rigtig mange op- og nedstigninger, når man færdes i byen og den er svær at overskue. Så efter vores japanske morgenmad gik vi en tur i byen i vores civile antræk for at finde ud af, hvor de forskellige ryokans med deres onsen lå. 

Da vi endelig havde fundet en onsen med blandet bad, gik vi tilbage og skiftede til yukata. Det viste sig så, da vi troppede op, at der ikke var noget fælles bad, så vi kom til at bade hver for sig endnu engang.

På vej tilbage til Oku no Yu fandt vi (vistnok) byens eneste café.

Her venter vi på min kaffe, Hannes juice og lidt let frokost.

Om eftermiddagen gik jagten på en mixed onsen i gang igen. Vi nåede at besøge to, som ifølge internettet havde mixed onsen, men det var ikke korrekt.

Da vi passerede et tredje sted med onsen, så Hanne tilfældigvis at der stod der var “privat bad”. Så det sprang vi til. Vi måtte så betale 120kr.  for 50 minutter for at have badet for os selv. Men det var pengene værd.

Vandet var virkelig varmt så vi skiftede mellem at være helt i eller som Hanne her, at sidde halvvejs oppe. Vi brugte kun 30 minutter af de 50. Det er næppe hverken sundt eller til at holde ud at være længe indså varmt vand.

Så status på vores onsen besøg i Kurokawa er: 1 gang bad hver for sig, 1 gang fælles bad (i går) og 1 gang privat bad. Desuden har vi besøgt 3 andre onsen uden at bade dér. Samlet set er vi nok ret rene her til aften.

Aftenen er i øvrigt blevet afsluttet med sukiyaki middag. Dejligt, men vi skal spare jer for billeder. Vi tog ikke nogen.

Fra Aso til Kurokawa Onsen

Forleden dag skrev jeg noget om den måde vi rejser på i år. Jeg synes ikke det stod stjerneklart, hvad jeg mente, så jeg forsøger igen:

Den måde vi rejser på i år er helt anderledes end vi har gjort før. 

Når vi vandrede fra sted til sted havde vi booket næste nat og måske én nat til. Vi havde al vores baggage i én rygsæk hver. Når vi vågnede om morgenen stod vi op og gik i princippet bare afsted ud af døren på vej mod næste sted. Ingen venten, bare afsted derudaf. For det meste kerede vi os ikke om udtjekningstiden, vi var afsted længe inde. De allerfleste overnatningssteder/hoteller åbner først for indkvartering ed 15-16 tiden, men vi tilpassede stort set bare vores vandring, så vi nåede frem, når vi kunne få vores værelse.

Denne gang har vi hver en kuffert og en lille rygsæk, alle overnatningsteder er booket på forhånd og vi flytter os mellem stederne med offentlig transport. Det betyder at vi ofte - som for eksempel i dag - har noget “spildtid”. Vi skal være ude af værelset kl. 11 - hvilket er helt rimeligt - men bussen til næste sted går først kl. 14:09! Vi kunne tage en tidligere bus, men så havde vi bare “spildtiden” i den anden ende inden vi kunne få vores værelse. Selvfølgelig kan man ofte bruge ventetiden til at se noget af det, man ikke nåede dagen før, men lige her i Aso er der ikke meget nyt at opleve inden for den alligevel begrænsede tid vi har.

Det er et dilemma, som synes svært at løse med mindre man selvfølgelig rejser langt (= mange timer) med den offentlige transport. Kyushu er faktisk mindre end Danmark og har et meget effektivt offentligt bus- og tog-system, så det tager ikke ret lang tid at komme fra sted til sted her. 

Vi er super glade for vores rejse i åt, men vi tænker begge tilbage på den gang vi ikke havde spildtid, men bare kunne vandre derudaf med al vores habengut på ryggen.

Nå, men til dagen i dag, som har været super fin og god.

Vi dryssede rundt i vores venten på bussen kl. 14:09, men så mange pudsige ting undervejs. Blandt andet endnu et af de fantastiske tog, der kører rundt på Kyushu: “Seven Star Kyushu”. Et syv vogns tog, der kører rundt til de syv store byer på Kyushu: Fukuoka, Nagasaki, Kumamoto, Saga, Oita, Miyazaki, Kagoshima. Det holdt i flere timer på Aso Station. Vi tror det var fordi, de fik serveret frokosten. 

Mit foto viser ikke hvor flot og langt det var. Det var ikke kun Hanne og mig, der kiggede på.

Vi kom så afsted med bussen en anelse senere end de stipulerede 14:09, men vi nåede alligevel Kurokawa Onsen kl. 15:00 efter en flot bustur op over den bjerglandsby, der omkranser Aso-området (eller hvad det nu hedder).

Vi blev hentet ved stoppestedet i Kurokawa Onsen og kørt de 700 meter til vores ryokan Oku no Yu. 

Jeg havde gjort meget ud af at finde den helt rigtige ryokan med onsen i Kurokawa og havde bestilt et værelse med eget lille udendørs privat onsen. Desværre er der sket det, at Oku no Yu har et eller andet problem med deres vandtilførsel, så der kun er ét stort onsen hos dem, der fungerer. Vi er blevet underrettet om det for nogle dage siden med tilbud om gratis afbestilling, men vi besluttede at beholde bookningen, som vi så får en 30% reduktion på. Desuden kan vi gratis benytte alle de andre onsen i byen.

Der kommer et foto i morgen af vores lille tomme onsen bad. Men her er et af værelset inden vi får det rodet til. Der er både en japansk del med et skab med futons og en “vestlig” del med senge. 

Men ellers er her som der skal være. Bare se os i vores nye outfit på vej til den nærmeste onsen.

Og her er Hanne på vej fra en af de sjældne onsen, som ikke er kønsopdelt.

Vi var jo først kommet til Kurokawa Onsen kl. 15:00 og der var servering af aftensmaden kl. 18:00, så vi havde lidt travlt, men vi nåede da at nyde det varme bad sammen. Det var nu lidt rodet med hensyn til vaskningen før fællesbadet, så vi prøver en ny onsen i morgen.

Vi kunne naturligvis møde op til middagen i vores yukata, så det gjorde vi naturligvis og der ventede os et fantastisk bord. Så mange fade og skåle til to personer og så kom der endda flere retter senere.

Hanne var heller ikke utilfreds med det.

Det var en super dejlig middagsmad med et hav af forskellige retter. Både fiske sashimi og okse sashimi og alle mulige små retter suppleret med ris og en skøn misosuppe.

Regnvejrsdag i Aso

Enten kan man sige, at er vi uheldige med vejret eller man kan sige det modsatte, at vi er svært heldige. For hvor vi i går havde det flotteste vejr oppe i bjergene, så har det pisregnet næsten hele dagen i dag. Så det var heldigt vi tog bjergturen i går og ikke i dag.

Men det er sgu surt med regnvejr, når man er turist. 

Sådan var udsigten fra vores værelse om formiddagen:

Og sådan var udsigten senere på dagen:

Hvis vi var kommet til Aso i eftermiddags ville vi ikke have troet, der var bjerge i nærheden;)

Vi brugte et lille ophold i regnen til at gå en tur, hvor vi som det vigtigste investerede i et par af de meget brugte gennemsigtige paraplyer formedelst 60 kr. (for begge!).

Desuden kom vi ved et tilfælde i denne regnpause til at se et af Kyushus berømte specialtog “ Aso Boy” holde ved Aso Station.

Toget logo og/eller maskot er en lille hund “Kuro”, som har et hundehus på stationen.

Det virker som om det er lidt af en attraktion, for der var en del mennesker, der stod og beundrede toget uden at skulle med det.

Vi har tilbragt en del tid på værelset må jeg nok indrømme, men i nævnte pause gik vi også over til en yakiniku restaurant, jeg havde fundet på nettet og bestilte bord til kl. 18. Vi valgte det tidspunkt, så vi kunne gå derover i dagslys og vi havde så vores lygter med til når vi skulle hjem til hotellet. 

At vi er ude på landet blev ret tydeligt, da vi på vej til at bestille bord kiggede over mod vores hotel.

Bag disse kirsebærtræer lå det lille yakiniku sted.

Det var et godt valg af både tid og sted, som nærmest har reddet dagen for os. Ikke fordi vi på nogen måde har kedet os -  vi har læst aviser og nyheder, hørt podcast og læst vores bøger - men det er lidt skævt at rejse til Japan og bruge tiden på noget vi normalt bare gør hjemme.

Man steger selv maden på kulgrillen midt på bordet. Det smagte vildt godt.

Her der ti små kyllingehjerter på grillen, men inden havde vi fået to slags lækkert oksekød og nogle grøntsager. Desuden fik vi en skål ris, som er den bedste vi nogensinde har fået. Det hedder “kamameshi” og er ris kogt i en jernpotte, der stilles på bordet.

Kamameshi’en står midt i billedet til venstre for mig. På den store tallerken ses noget af det lækre premium oksekød, der ligger parat til at blive stegt.

Vi fik i øvrigt to store fadøl til maden og det hele kostede 320 kr.

Så på trods af regnen blev det alligevel en fin dag på Kyushu. Vi havde selvfølgelig vores nyindkøbte paraplyer med, da vi gik for at spise, men fik ligeså selvfølgeligt ikke brug for dem.