Endnu en fin dag i Kagoshima

Vejrudsigten havde igen lovet regn over Kagoshima, men den ville først begynde ud på eftermiddagen. Så lidt i 10 begav vi os ud i byen. 

Først ned til en af de overdækkede gader, hvor vi i går havde handlet lidt. Der var ingen boder midt på gaden, da vi kom, men nøjagtig kl. 10 blev bordene flyttet fra siden af gaden ind på midten. Vi havde set et skilt med alt indkørsel forbudt fra kl. 10, så selvfølgelig blev tiden overholdt. Vi er jo i Japan, hvor man absolut ikke går overfor rødt lys. INGEN går over for rødt lys og bilerne stopper op bare man nærmer sig en fodgænger overgang. Man står i øvrigt også stille på rulletrapperne, man går ikke. Det giver faktisk en helt utrolig ro og en lille pause. Både det at vente på grønt lys og at stå stille på rulletrapperne.

Efter at have drukket en kop kaffe og en yuzu- te på vores favorit café “Starbucks” gik vi igen ned mod havnen for at se om vi kunne se Sakurajima vulkanen og for at se anden dagen af festlighederne. (Når Starbucks er en yndlings café, skyldes det, at det ét af de få steder Hanne kan få en “rigtig” kop te.)

Vi kunne igen ikke se toppen af Sakurajima.

Men festlighederne var der fuld gang i.

Vi er vildt imponeret over de fantastiske dragter og gevanter de optrædende har på. Og silkeflagene er vildt flotte og tilsyneladende ikke lige nemme at håndtere i vinden. Men her står det flot.

Vi var til gengæld lidt skuffede over de optrædendes kunnen. Dem vi så i går var langt bedre, synes vi.

Derfor gik vi hen for at se på nogle drager, der var sat op.

Det viste sig at være tre ældre mænd, der sad i et lille telt og spiste og drak øl, der stod for showet. De havde medbragt dragerne, men lod gladeligt de unger, der ville, bruge dem.

Vi blev helt gode venner med to af dem. De snakkede japansk og vi snakkede dansk og “okay” og “arrigato”.

Den sødeste af dem ville have et foto med os og den fantastiske Ukraine drage, som han fortalte en lang, lang historie om og pegede på dragens enkelte elementer.

Det var ret sjovt. Det er desværre alt for længe siden, jeg selv har sat en af mine egne drager op. Det må jeg gøre noget ved til sommer.

Vi gik tilbage til hotellet, hvilket viste sig at være svineheldigt. For mens vi tog en slapper på værelset efter den begivenhedsrige formiddag, begyndte det at regne i stride strømme. 

Men så efter et par timer holdt regnen op og det lysnede. Derfor gik vi igen ud i byen, hvor der igen var mange mennesker.

Jeg fik taget et foto af en ret fin ting i Kagoshima.

Man har jo to sporvognslinjer i Kagoshima og på “banelegemet” eller hvad man nu skal kalde det, har man sået græs. I alt - har jeg læst - 35.000 m2 græs midt i byen!

Efter vi havde spist vores aftensmad og skulle til at gå tilbage til hotellet opdagede vi, at der nu var helt skyfrit og blå himmel. Måske kunne vi nu se Sakurajima vulkanen i sin helhed. Så vi ilede igen ned til havnen og der lå den sgu!

Jeg prøvede at få lidt bedre fotos af den. Men det er ikke så nemt, selv med en iPhone 17pro.

Jeg prøvede også at fange den røg og damp, der står op af vulkanen med zoomen.

Endelig tog vi - hvad vi begge egentlig afskyr - en selfie ned Sakurajima i baggrunden.

Så selvom vi ikke ligefrem har danset på vulkaner, så lykkedes det da til sidst at se Sakurajima.

En broget dag i Kagoshima

Det blev en ret så blandet og broget dag i Kagoshima.

Dagen begyndte særdeles skidt for mig. 

Under morgenmaden lykkedes det mig at vælte misosuppen, der i dag var bygget på noget fisk, ned over mine bukser. Heldigvis var Hanne og jeg de eneste i spisesalen udover det søde personale, som straks kom farende med klude og som oven i købet kom med en ny skål misosuppe. Ud over at være enormt flov over at have blameret mig, så viste det sig, da vi kom op på værelset, at selvom vi havde tørret bukser og skjorte af, så hang der en let odeur af fisk over værelset.

Jeg har altid hævdet på grundlag af efterhånden mange overnatninger i Japan, at der altid er en vaskemaskine man kan bruge som gæst. Dette gælder desværre ikke dette hotel og i øvrigt heller ikke det forrige i Ibusuki. Så bukserne er tørret og luftet og pakket en tæt plastikpose nederst i kufferten.

Nå på med et par rene bukser fra kufferten og ud i byen. Vejret skulle holde tørt i dag og vi ville jo se om vi kunne få Sakurajima at se. Det er en såkaldt stratovulkan på 1117 meter, der stadig er aktiv.

Vi nåede at tage et foto af mig og nogle små samuraier.

Så begyndte det så småt at regne. Men vi fortsatte ned til vandet og håbede det bare var en lille let byge.

Nede ved vandet var der et leben og vi kunne ane Sakurajima på den anden side af vandet.

Der var masser af mennesker og boder og telte og loppe- eller kræmmermarked. Men det blev for vådt for os, så vi vende om og gik op mod byen igen.

På vej op til byen mødte vi nogle særdeles spraglet og flot klædte grupper, som vi ikke fattede hvad var eller hvad de skulle.

En anden gruppe lidt længere oppe i byen.

Nå, men det regnede stadig, så vi fandt et sted, hvor vi fik kaffe, te og kage. Mens vi sad der på caféen kunne vi se, at solen faktisk begyndte at komme frem. Så vi besluttede at gå tilbage forsat se, hvad det var for noget, der var i gang.

Det viste sig at være det årlige forårs Kagoshima Harumatsuri Daihanya, som er en årlig to-dages fest med optræden af masser af grupper, der danser og synger.

Det viste sig at være enormt skægt og sjovt at overvære. Grupperne var fantastisk udklædte i virkelig farverige gevanter.

En del af grupperne havde små børn med på scenen.

De var vildt søde og dygtige.

Farver var der nok af.

Til sidst blev vi trætte af at stå og glo selvom det var sjovt og gik tilbage til alle loppeboderne og købte et par ting og fik en øl.

Vi fik også et lidt bedre foto af Sakurajima, men hele vulkanen har vi ikke set endnu,

Festlighederne skulle fortsætte i morgen, så vi går derned og kigger på, selvom det nok bliver endnu en dag med paraplyer i følge vejrudsigten.

Stille dag i Kagoshima med (forsøg på) shopping

Vi vågnede igen til en grå og regnfuld dag. Ret surt! Ikke mindst fordi vi så må bevæge os rundt i byen slæbende på to paraplyer, vi har lånt på hotellet. 

Vi gik nu en fin tur fra hotellet til det store stationskompleks omkring Kagoshima-chuo - den store station, der også rummer endestationen for Shinkansen på Kyushu. På vejen morede vi os over en række bronze statuer.

Jeg har for en gangs skyld ikke kunnet google mig frem til, hvorfor de små figurer står der. De er faktisk ret søde og sjove.

Målet for vores lille vandretur til stationen var dels at besøge et af byens stormagasiner, dels at finde ud af hvorfra vi skulle tage bussen til lufthavnen mandag morgen, når vi skal flyve til Tokyos lufthavn Haneda. (Jeg kan jo godt lide at have styr på tingene.)

Bagefter brugte vi mange skridt og megen energi på at finde en noren, som Kasper havde bedt os om at købe, når vi nu var i Japan. En noren er et stykke stof, der traditionelt bruges som et slags forhæng foran en butik eller et spisested. Man kan også - som jeg selv - hænge det foran sin alkove.

Jeg havde googlet og fundet et par butikker i det store Tenmonkan forretningsområde, vi bor lige ved. Men alle steder var dem vi spurgte enormt hjælpsomme og henviste til enten et sted vi havde været eller et nyt sted, der heller ikke havde nogen noren. Vi kom meget rundt i området og heldigvis er mange  af gaderne overdækkede arkader, så vi ikke behøvede at bruge paraplyerne så meget.

Her er indgangen til en af de overdækkede gader.

Jeg skrev i går, at vi havde besøgt en fotoforretning. Den lå på 1. etage og i dag opdagede jeg, at den faktisk havde en ret flot facade oppe på førstesalen.

Med alle de mange visuelle signaler der møder én på de japanske forretningsgader kan det faktisk været svært at finde det man søger.

Nå, men vejrudsigten lover ikke sol, men dog tørvejr i morgen, så vi håber på at kunne se vulkanen Sakurajima. 

Med tog fra Ibusuki til Kagoshima

Vi sagde pænt farvel til Ibusuki og vores dejlige hotelværelse med den skønne havudsigt i fint vejr i morges. Så vi gik med vores MontBell rullekufferter de 1,8 km hen til Ibusuki station. 

Lige udenfor stationen stødte vi på dette fantastiske kloakdæksel.

Og ventede så på bumleren kl. 11:06.

Det er ikke nogen stor station, men den er dog mere end et trinbræt. Man kan måske også ane det på fotoet: himlen på den anden side af stationen er ret mørk. Regnen truer igen.

Efter godt en times bumlen nåede vi Kagoshima, som virker som en kæmpestor by. Jeg googlede indbyggertallet og det er på størrelse med Københavns kommunes.

Vi føler virkelig, vi er kommet fra den ene yderlighed til den anden. Fra et søvnigt badested uden for sæsonen til en vild storby med sporvogne og store overdækkede handelsgader fyldt med mennesker. 

Det viste sig, at jeg endnu engang havde fået bestilt et værelse i japansk stil. Altså med futons på tatamimåtte gulvet. Så de sidste fire nætter på Kyushu bliver tilbragt på gulvet, hvilket vi begge egentlig har det fint med. Men det er nu mere besværligt at komme op fra gulvet end at stige ud på gulvet fra en seng. Ikke mindst når man er over firs.

Det mærkeligste ved de stort set alle de værelser, vi har beboet i Japan, er belysningen. Et godt eksempel er belysningen her. Et cirkelrundt lysstofrør midt på loftet.

Det er muligt at dæmpe lyset ved at trække i snoren, men det bliver ikke særlig meget hyggeligere af det. Blot lidt mindre lyst.

Nu jeg er ved noget, vi har observeret i år og ikke tidligere bidt mærke i, så får jeg altid serveret før Hanne. Det gjaldt her til aften på et beskedent spisested i Kagoshima, såvel som på det flotte badehotel og det suveræne onsenhotel, hvor vi fik kaiseki menu i den store stil.  Vi har ikke lagt mærke til det ved vores tidligere besøg i Japan, så om det kun gælder for Kyushu ved vi ikke. Men den japanske høflighed tager altså ikke her damerne først.

Vi tog en taxa fra Kagoshima-chuo, hvor vi stod af toget fra Ibusuki, til hotellet. Dels fordi det regnede og vi ikke orkede at have kufferterne med i sporvognen, dels fordi det er så billigt. De kostede 1.020 yen eller godt 40 kr. Sporvognen ville havde kostet os 370 yen plus besværet.

Vi fik afleveret kufferterne på hotellet og gav os så ud i byen for at rekognoscere. Det viste sig, at kvarteret, der hedder - tror jeg - Tenmonkan, er et kæmpe handelsområde med mange overdækkede gader. Hvilket er rigtig dejligt en regnfuld dag. Så vi dryssede rundt og vi fandt også en fotoforretning, der handlede med brugte kameraer. Jeg købte dog ikke noget brugt kamera. Butikken var i øvrigt ganske nydelig - grænsende til det kedelige.

Vi har tre fulde dage her i Kagoshima, så vi håber vejret bliver bedre, så vi kan komme til at se den aktive vulkan Sakurajima, der ligger lige overfor på den anden side af lidt vand. Vi burde have kunnet se den da vi kørte med toget, men der var altforvdiset og skyerne lå lavt.

Regnfuld dag i Ibusuki

Vores værelse vender mod øst med udsigt over vandet og vi vågnede til flot solskinsvejr, der næsten gjorde det for varmt at sidde og skue mod den fjerne kyst i vores vindue med de to “rigtige “ stole.

Vejrudsigten havde spået en dag med overskyet formiddag og regnfuld eftermiddag. Regnen skulle så fortsætte hele formiddagen i morgen.

Vi nåede at gå en fin lille tur i området syd for hotellet. 

Vi har ikke på vores tidligere rejser til Japan set så megen dyrkning af grøntsager som her på Kyushu. Vi har set masser af store flade strækninger, hvor der har været dyrket ris eller grøntsager af alle mulige slags. Ovenstående foto fra vores gåtur er bare et lille eksempel. Vi har mest set områderne fra toget, når vi kører forbi.

Et træ med en ukendt frugt.

Ukendt, men ikke for Google, som kalder frugten for Loquats (eller Eriobotrya  japonica). En subtropisk plante.

Ikke langt derfra så der endnu mere subtropisk ud.

Det viste sig at være haven til et kæmpestort forladt og lukket hotel. 

Det så meget trist og mærkeligt ud. Man kan gisne om, hvad årsagen til lukningen har været. Vi hælder til det synspunkt, at Ibusuki alligevel ikke kan bære så megen turisme, for vi er meget langt ude på landet og der er ikke mange turister at se, hvis man ser bort fra dem, der besøger sandbadet. Vi har faktisk en oplevelse af, at vi er kommet her uden for sæsonen.

Efter gåturen gik vi tilbage til hotellet og slappede af med vores gode bøger og kiggede ud over det mere og mere grå og regnfulde hav.

I morgen venter Kagoshima, vores sidste stop på Kyushu inden vi flyver til Tokyo (Haneda) på mandag for så at flyve hjem til Danmark.

I øvrigt må vi takke for de fine kommentarer, som vi altid bliver glade for at få.

Solrig dag i Ibusuki og omegn

Det er som vejret skifter fra sol den ene dag og til regn den næste. I dag var så en dag, hvor der var spået overskyet hele dagen, men hvor det faktisk blev ret solrigt. Det var også varmt. Varmt og fugtigt.

Vi ville gerne ud og se en lille (924 meter høj) vulkan ved navn Mount Kaimon. Den er overhovedet ikke aktiv mere, men har en perfekt form. Jeg døjede med at få den fotograferet ordentligt. Men her er et foto taget ud gennem togvinduet.

Vulkanen er berømmet fordi den i sin form er næsten lige så perfekt som Mount Fuji. Men altså kun en tredjedel så høj.

Den jernbanelinje vi benyttede for at komme til Ibusuki løber videre og passerer Mount Kaimon, så vi tog et af de ret få tog, der kører fra Ibusuki til Kaimon. Det er i bogstaveligste forstand den mest rystende togtur vi nogensinde har været på. 

Toget var såmænd ok, men skinnerne! 

Kaimon “stationen” var et meget lille og beskedent trinbrædt. Vi ER i udkants Japan og endda lidt uden for sæsonen. Vi var ikke mange, der stod af der. Udover os kun ét andet par.

Hvis vi havde været tyve år yngre ville vi nok have forsøgt at bestige Mount Kaimon. Der går en sti hele vejen til toppen, men man stiger 800 meter på ca. 3-4 kilometer. Turen er anslået til 3,5 timer op for “seniorer” og 3 timer ned. Nok lige i overkanten for 81 årige.

Vi gik fra “stationen” op til noget, der kaldtes “trail head 2”, hvor denne sti begyndte:

Vi mødte en ung fyr, der havde været på toppen. Han sagde det var en ok tur, men vi skulle ikke nyde noget (desværre).

Her er nogle fotos af bjerget lidt tættere på. Det var ret smukt.

Undervejs op til trail head 2 så vi nogle kolibrier - troede vi først - det var nu nogle store sorte sommerfugle, vi senere fandt ud af hedder “nagano”. De fløj sindssygt hurtigt rundt, så de var stort set umulige for mig at fotografere, men der var én, der lå på vejen og spillede død og som fløj videre, da jeg havde fotograferet den.

Måske kan man ane en anden her.

Det var i øvrigt et meget frugtbart landskab med masser af grøntsagsmarker, vi passerede på vej til Kaimon. Enormt velordnet og ordentligt. 

Efter vi kom tilbage til hotellet har vi nydt udsigten over havet, badet og spist endnu en fantastisk japansk kaiseki middag på hotellet.

Fra Hinatayama til Ibusuki

Det havde øsregnet hele natten, men vi vågnede op til sol og varme. Det tegnede til at blive en fin dag.

Vi spiste vores nu “sædvanlige” japanske morgenmad, pakkede vores kufferter og tog afsked med vores lille hus med vores egen private onsen. Et virkelig dejligt sted!

Vi havde bestilt en taxa via receptionen og kørte til Hayato station, hvor vi mødte vores allerførste sure og studse japaner. Det var den ene mand i billetkontoret! Han var modsætningen til alt, hvad vi ellers har mødt i Japan. Måske var han bare korrekt, men han var ikke bare antydningsvis sød eller venlig og snakkede bare japansk i et væk.

Nå, men vi nåede frem til Ibusuki med først et fint elektrisk eksprestog og derefter med et diesel bumletog af ældre dato.

Vi har - igen - fået et dejligt værelse i japansk stil med futons på tatami måtterne og en flot, flot udsigt over vandet. Værelset er på 6. sal, hvad der svarer til vores 5. sal, da man i Japan kalder “stue etagen” for 1. sal. 

Det ser ud til, at hoved attraktionen i Ibusuki er at tage et varmt sandbad (sic). Man skifter til en yukata og så lader man sig dække af varmt sand nede på stranden, hvor man kan se det damper. Der må løbe varme kilder ud i sandet her.

Man kan se det damper bag den overdækning, der er ved at blive etableret. Jeg kunne desværre ikke fotografere de sandbadende, da det foregår under en noget pauver overdækning.

Hverken Hanne eller jeg skal nyde noget af sandbadning.

Også på dette hotel i Ibusuki har vi bestilt med halvpension, hvilket vi nok skal være glade for, for vi føler lidt at vi er i hvad man kunne kalde “udkants Japan”. Desuden viste det sig, at vi fik en fantastisk middag her på hotellet.

Det man kan se på billedet er jo kun den spæde start på måltidet. Neden for ses hele menuen.

Lidt voldsomt, men mange af retterne er ganske små. Vi har også i dag undret os over at risen bliver serveret så sent i måltidet. Vi har været ude for det før, men synes stadig det er lidt mærkeligt. Til gengæld er det vildt dejligt med det smilende Onsen-kogte æg over risen.