Nagasaki i solskin

Vi var jo ret flade efter den lange rejse, men da vi efter en god nats søvn tog fat på den japanske morgen mad fik vi nyt mod på livet.

Vi var også vågnet op til et dejligt solskins vejr og udsigten sagde op til 19 grader. Så vi gik ret glade ud i Nagasakis trafik. Byen er faktisk på størrelse med København med 1,2 mill. Indbyggere, så der er en ret stor trafik på de store gader i byen, hvor vi har hotel. Vores hotel ligger tæt på stationen og havnen og i et noget mindre charmerende område end jeg havde forestillet mig, da jeg bookede det. Det ligger ved en lille flod, men som lige nu nærmest er en halvtudtørret å.

Vi var faktisk lidt skuffede over byen, da vi bevægede os ud i den. For kønt var der ikke med alle mulige og helt umulige kæmpebygninger op ad hinanden. Man kan blive helt glad ved København ved synet af byggeriet her. Selv Roskilde synes smuk i sammen ligning med Nagasakis byggeri. 

Vi blev dog i løbet af dagen meget gladere for byen, men ikke på grund af dens arkitektur.

På grund af det fine vejr begyndte vi vores rundtur i Nagasaki med at vandre over til en svævebane, der går op til toppen af Mt. Inasa. Heroppe fra fik vi et flot, flot vue udover Nagasaki til den ene side og havet og de mange små og store øer på den anden side. Synet heroppe fra skulle være virkelig flot om aftenen. Måske tager vi derop én af aftenerne. 

Fotos af udsigter bliver sjældent særlig gode, så her er et andet dejligt syn på Mt. Inasa.

Vi tag svævebanen ned igen og gik over til en sporvogn for at køre ud til stedet, hvor verdens anden atombombeangreb fandt sted den 9. august 1945 kl. 11:02. Der er skabt et helt kompleks af parker, museum og mindested i området, hvor over bomben blev bragt til eksplosion. En fin park med en ret gyselig 10 meter høj statue skabt med en smuk hensigt: fred på jorden og aldrig mere brug af atomvåben.

Vi besøgte efter fredsparken epicentret og i nærheden af det et meget, meget smukt og betagende mindested for ofrene efter atombomben. Det var fantastisk enkelt og sobert og vi blev begge ret bevæget, selvom der overhovedet ikke var billeder eller andet. Bare enkelhed og stille vandflader. 

Heldigvis blev vi i lidt bedre humør ved synet af dette træ:

Vi tog sporvognen tilbage mod vores hotel, men valgte så at gå op til et sted, hvor jeg på nettet havde fundet en fotohandler med brugte kameraer. Det var dog lidt pauvert udvalg af kameraer, så samlingen blev (heldigvis) ikke forøget.

Men på grund af gåturen ud til butikken fandt vi et stort område med masser af butikker i overdækkede gader. Der var her et helt andet liv end nede ved stationen. Vi købte dog heller ikke her noget som helst, men det var sjovt at gå rundt i området.

Vi sluttede dagen af med besøg i hotellets onsen. Desværre jo ikke sammen, da man her bader kønsopdelte: mænd for sig og kvinder for sig. Mit onsenvand var 44 grader. Det var skønt. 

Ankommet til Nagasaki

Vi har haft en fin, men meget lang rejse inden vi her ved 19-tiden japansk tid nåede frem til vores hotel i Nagasaki.

Vi er lidt flade, for faktisk har vi jo været 24-timer om at nå helt frem siden vi tog fra Christianshavn i går.

Vi fløj med SAS fra Kastrup til Tokyos lufthavn Haneda. Vi havde været spændte på, hvilken rute uden om Rusland SAS ville vælge, men det blev den “syd om”.

Vores rute gik nedover Polen, Slovakiet, Ungarn (tæt på grænsen til Ukraine), så Rumænien inden vi lige snittede Bulgarien inden vi var over Sortehavet. Her fulgte vi en rute langs Tyrkiets Sortehavs nordkyst, men vi var vist lige inde over land et enkelt sted. Fra Sortehavet gik det over Georgien, nord om Armenien og ind i Azerbaijan uden at komme for tæt på Iran. Fra Azerbaijan over det Kaspiske Hav til Kazakhstan og videre ind over Kina i lang tid. Dernæst over det Gule hav og lige syd for Nordkorea ind over Sydkorea og så endelig over det Japanske Hav og Japan. 

Det var vist nogenlunde den samme rute vi fulgte i 2024. 

Belært af erfaringerne fra 2024, hvor SAS havde booket en afgang videre fra Haneda alt, alt for snævert tidsmæssigt, havde jeg booket et fly til Nagasaki kl. 15:00 og det var nok lige længe nok at befinde sig i en lufthavn, når vi var landet kl, 8. Men på den anden side blev ingen af os stressede over de japanske indvandringsprocedurer eller tiden for bagage udleveringen. Heller ikke skiftet fra Terminal 3 til 1 fik pulsen op.

Vi havde en afslappet flyvning med en kæmpe Boing maskine uden særlig mange passagerer til Nagasaki. Det tog to timer! Japan er et stort land. 

Fra Nagasaki lufthavn er der knapt tre kvarters kørsel med bus til Nagasaki centrum, hvor vi nu bliver i fire nætter på et udmærket hotel med et værelse i klassisk japansk miniformat. (Det er ok, men småt).

Der er en fin Onsen på hotellet, som jeg har brugt til aften, Hanne har bruse badet, vi har spist lidt sushi fra 7-Eleven og nu skal vi sove.

Snart på vej til Kyushu

Så nærmer tiden sig for vores afrejse til Japan. Vores fjerde besøg i det fantastiske land.

Vi glæder os voldsomt til denne tur, som bliver meget anderledes end de tre forrige. 

Det er i hvert fald planen: Vi skal nemlig ikke vandre, men bare være "turister" og  vi skal ikke ustandselig lede efter et sted at overnatte, da vi har booket overnatning alle nætterne!

Selvom vi ikke skal vandre og meget er planlagt på forhånd, håber jeg bloggen her alligevel kan blive lidt interessant at læse. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste og jeg håber at kunne lægge mange fotografier fra Kyushu op på bloggen. 

Det er i øvrigt dejligt at tage afsted og vide, at venner og naboer ser efter og passer på vores hjem.

Vi er også spændte på om vi får ligeså mange og dejlige kommentarer, som vi har fået de tidligere år. Det håber vi på.

 

Rejseplan for Kyushu 2026

Som nævnt i forrige blogindlæg, så har vi besluttet at booke overnatninger hele ferien igennem. Det betyder dog ikke, at vi er helt bundne. De allerfleste af vores bookninger er med mulighed for at afbestille inden en eller anden frist, der afhænger af det enkelte hotel eller ryokan.

Nedenfor har jeg på et kort over Kyushu angivet de i alt 13 steder, vi har booket overnatning. Vi har booket overnatning i 2, 3 eller 4 dage. 

Og her er en kort gennemgang af vores rejseplan rundt på Kyushu:

Vi begynder vores ophold i Nagasaki (1) og tager så med tog til Shimabara (2). Derfra er det planen at sejle med en færge over til Kumamoto (3).

Herefter skal vi op i bjergene - denne gang med bus - til Aso (4), hvor det forhåbentligt bliver muligt at se en vulkan på lidt nærmere hold. Vi har booket hotel tre nætter her.

Efter Aso skal vi med endnu en bus til Kurokawa Onsen (5), for så med samme buslinje et par dage senere at køre til Beppu (6). Herfra fortsætter vi med tog til Saiki (7) og igen videre med tog til Nobeoka (8), hvor vi efter planen skal møde Niels for blandt andet at tage på nogle udflugter sammen. Vi følges med Niels videre til Miyazaki (9).

Efter Miyazaki er planen at sige farvel til Niels, hvorefter vi tager et tog til en onsen i Hayato (10). Efter et par dage her fortsætter vi med tog til Ibusuki (11) helt langt nede sydpå. 

Dernæst er det planen at tage toget op til Hinagu Onsen (12) og derpå samme tog tilbage langs kysten,  men nu til Kagoshima (13), som bliver sidste stop inden hjemrejsen over Tokyo.

Planlægning med booking eller improvisation?

Da vi vandrede i Spanien og Frankrig havde vi - naturligvis - planlagt vandringen, men vi havde ikke booket overnatningerne på forhånd. Det var jo ikke til at vide, hvor langt vi faktisk kunne gå hver dag. 

På vores allerførste lange vandring i 2008 - Caminoen fra St-Jean-Pied-de-Port til Santiago de Compostella - fandt vi først logi, når vi nåede frem til den by eller det sted, vi nu var nået til den dag. 

Det var ikke altid lige spændende steder, vi kom til at overnatte, men det gik jo. Desuden var det en stor udfordring - for nu ikke at kalde det et problem - at vi sædvanligvis var trætte efter vores vandring og derfor blev endnu mere trætte ved at skulle vandre rundt for at lede efter et overnatningssted.

På alle de efterfølgende ture i Frankrig og Spanien har vi så bestilt overnatning én til to dage forud. Enten ved at bede værten på overnatningsstedet om at booke næste sted eller ved at vi selv gjorde det. Det gav en god ro i sjælen og mindre trætte ben. 

Vi har - stort set - brugt samme fremgangsmåde de tre gange vi har besøgt Japan. Det gik godt på Shikoku88 i 2018, men på Kumano Kodo i 2019 blev vi nødt til at bestille en del overnatninger hjemmefra på grund af relativt få overnatningssteder (og enormt mange australske pilgrimme/turister). Og i 2024, hvor intentionen var at vandre Tokaidoen - men måtte opgive på grund af at jeg fik et achillessene problem - havde vi heldigvis brugt samme fremgangsmåde, hvilket betød at vi kunne ændre vores rejseplaner uden at skulle aflyse en masse forhånds bookninger.

Vores kommende rejse til Japan bliver ikke en vandretur. Vi tør simpelthen ikke kaste os ud i at skulle bære vores grej på ryggen og vandre fra sted til sted. Vi er trods alt begge 81 år. Hanne har ind imellem problemer med sin slidgigt og jeg er blevet voldsomt utryg over mine problemer fra 2024 med venstre achillessene, selvom jeg ikke har nogen problemer lige nu.

Derfor bliver vores tur i år til Japan en turist-tur. 

Det vil sige, at vi flytter os fra sted til sted med offentlige transportmidler som tog, bus eller færge. Så vil vi slå os ned et sted 2, 3 eller måske 4 dage og så naturligvis bruge benene til at bevæge os rundt UDEN rygsækkene. Men altså absolut ikke en decideret vandretur og hvis der skulle være en sporvogn, vil vi nok også benytte os af den.

Vi har valgt udelukkende at besøge Japans sydligste af de fire store øer: KYUSHU, men skulle vi så nu improvisere os frem eller skulle vi planlægge hele rejsen hjemmefra? Begge måder at rejse på har jo sine fordele og ulemper.

Svaret begyndte at give sig selv, da det viste sig, at Niels fra Dansk-Japansk Selskab (med hjemmesiden japan-tips.dk) også skulle til Kyushu indenfor samme periode som os. Vi skal selvfølgelig mødes med ham når han nu er på Kyushu, så det gav ligesom sig selv, at vi skulle booke hoteller i de to byer, vi skal mødes i.

Da vi har købt flybilletter til Nagasaki fra Tokyo, hvor vi lander med SAS, og derfor har bestilt hotel dér, så begyndte der at tegne sig et billede af, at vi lige så godt kunne planlægge hele turen for at kunne få det hele til at gå op.

Så det har vi gjort! Men mere om det senere. 

Japan foråret 2026

Der nu gået næsten 2 år siden vi besøgte Japan sidst. Vi havde nok troet, det ville blive vores sidste tur til det fantastiske land, men vi har nu besluttet at tage derover igen i slutningen af marts i dette mærkelige år 2026.

Da vi kom til Japan i marts 2024 for at vandre ad Tokaidoen var det faktisk ret køligt i både Nara og senere Tokyo, så i år har vi besluttet at besøge den sydligste af de fire store øer, Kyushu.

Planen er, at vi samme dag vi lander i Tokyo (Haneda Airport), flyver videre til Nagasaki på Kyushu. Vi håber så, at der både er varmt og at kirsebærtræerne er begyndt at blomstre.

Nagasaki ligger ret langt mod syd på 32,7 graders nordlig bredde, hvor eksempelvis Rom ligger helt oppe på 42 graders nordlig bredde, mens Haifa i Israel ligger på 32,8 graders nordlig bredde. Så vi tror og håber på dejligt varmt vejr også i slutningen af marts, når vi kommer til øen.  

Kyushu skulle være en helt fantastisk ø med alt hvad man som dansk turist kan ønske sig: bjerge og vulkaner, smukke strande, hyggelige småbyer og pulserende storbyer. Kyushu skulle have det hele.

Men en yderligere grund til at vælge Kyushu ses af nedenstående kort, der viser de erfaringsmæssigt mest overturistede steder i Japan. 

 

Som det fremgår af kortet, så skulle Kyushu slet ikke være blandt de overturistede områder i Japan.

Men det vil vi kunne fortælle mere om undervejs. For selvom det ikke bliver en vandretur i år, så agter jeg alligevel at skrive på denne blog hver aften, såfremt det er muligt. 

I 2024 havde vi én klar plan, som så måtte skrottes. Om det kommer til at gå på samme måde i år ved vi naturligvis ikke, men den plan, vi har nu, er at opholde os alle fem uger på Kyushu. 

Men mere om det og rejsen senere. 

 

 

 

 

Ved årsskiftet 2024 til 2025

Bloggen her hedder jo til "Til fods i verden...", men som det jo gik med vores Tokaido vandring i Japan i 2024, så er det måske ved at være så som så, det med at gå. 

I hvert fald de meget lange ture, som vi har dyrket og holdt så meget af. Vi er begge nu fyldt 80 år og selvom det er ganske svært at erkende, så er benene ikke, hvad de har været. Så vi må nok til at indse, at hvis vi skal rundt i verden, så bliver det ikke til fods.

På turen i Japan fik jeg jo betændelse i achillessenen - måske på grund af en lidt for tung rygsæk - og Hanne havde det ikke helt godt i sin hofte allerede inden vi tog hjemmefra, så vi skal nok til at overveje andre måder at komme rundt på.

Vi har ikke de helt store planer i år, men vi har dog planlagt en tur til vores elskede Sougia på Kreta i maj/juni. Der kan vi frit vælge, hvor meget og hvor langt vi vil gå. Vi kan også bare vælge at daffe ned til stranden og sole os og nyde vandet, hvis dette altså er blevet varmt nok til os ;)

Vi håber, at vi til næste år - i 2026 - er i stand til - helbredsmæssigt og økonomisk - at besøge Japan igen. Det skal så helst igen være om foråret. Vi har været i Japan to gange om efteråret og én gang om foråret og selvom efteråret i Japan har virkelig smukke farver, så er foråret med de blomstrende kirsebærtræer bare helt vidunderligt. Og det vil vi gerne opleve endnu engang.

vi er blevet firs

og vil så gerne vandre

i forårs Japan.

Bloggen her har ofte fået indlæg i haiku-form og jeg er begyndt - på bedste amatørvis - at digte nogen selv. Jeg sørger altid for, at min haiku'er lever op til kravet om de fem, syv, fem stavelser, men det lykkes ikke altid at sikre kravet om en årstids-reference. Det er dog lykkedes her ;)

Fra Itami lufthavn ved Osaka til København

I dag på vores sidste dag i Japan - hvor vi skulle flyve hjem - oplevede vi endnu engang den helt utrolige japanske hjælpsomhed og venlighed. En hjælpsomhed, der går langt ud over, hvad vi har mødt i noget andet land, vi har været i.

Da jeg før jul sidste år hos SAS bestilte flybilletterne til rejsen, der jo gik fra Købehavn over Tokyo til Osaka og retur fra Osaka over Tokyo til København, lagde jeg ikke noget særligt i, at der hverken på udturen eller på hjemrejsen var særlig lang tid til at skifte fly i Tokyo.

På udturen var der 2 timer og 5 minutter, som blev forøget med 29 minutter, da vi landede lidt før planlagt. Alligevel blev det enormt stressende at skifte til flyet til Osaka (Itami), dels fordi vi skulle skifte fra terminal 3 til terminal 2, dels fordi det tog en hulens tid før vi fik vores kufferter, samt at vi jo “lige” skulle igennem den japanske immigrationskontrol.

Så derfor var jeg enormt bekymret over, at vi på hjemturen kun havde 1 time og 35 minutter til at skifte terminal og fly. Det skal lige siges, at terminalerne i Tokyos Haneda lufthavn er kæmpestore komplekser, der ligger langt fra hinanden. Ikke som i lilleput lufthavnen i Kastrup.

Faktisk var jeg så bekymret, at jeg næsten ikke lukkede et øje i nat. Jeg ruminerede og ruminerede, men fandt jo ingen løsninger. Vi skulle afsted med et fly fra Itami lufthavnen i Osaka kl. 9:00. Det var derfor vi havde booket hotel i selve lufthavnen, så vi kunne være sikre på at nå dette fly.

Kl. 7:20 stod vi ved indtjekningskranken og blev mødt af den sødeste og mest hjælpsomme pige fra ANA flyselskabet. Da hun så, at vi kun havde den sølle time og 35 minutter spurgte hun om vi ikke hellere ville med et fly kl. 8:00 fremfor kl. 9:00. Hun undskyldte så, at hun ikke kunne give os en vinduesplads på det tidlige fly. Jeg var grædefærdig af glæde over at få en ekstra time til flyskiftet. Men så spurgte hun, om hun ikke også skulle tjekke vores kufferter ind helt til Kastrup, så vi slap for at vente på at få dem i terminal 2 og slæbe dem med over i terminal 3 og så tjekke dem ind igen der. Nu var jeg helt væltet.

For at sætte kronen på værket, så fulgte hun os fra skranken op på næste etage, hvor vi skulle igennem sikkerhedskontrollen og lodsede os uden om alle køer. Det var jo blevet sent i forhold til at stige ombord på 8:00 flyet. Så bukkede hun og vi takkede og takkede og kom så igennem kontrollen. Det var helt vildt, så flot en service vi fik af pigen fra ANA.

Nå, men så skulle vi ombord på ANA HN16 til Tokyo. Et kæmpe Boing 737 fly med hundredvis af jakkeklædte japanske mænd og smarte japanske damer. Vi var vist de eneste blåøjede, der skulle ombord.

Hanne gik fint igennem med sit boarding kort, men da jeg lagde mit på scanneren bippede det og blinkede rødt og jeg kunne ikke komme igennem! En ligeså sød ANA ung dame sagde noget om høretelefoner i min kuffert. Jeg fattede ikke en snus. Men jeg blev bedt - vanvittig høfligt naturligvis - om at træde tilside og gå hen til en afskærmning, der fluks var blevet sat op. Hanne fattede selvfølgelig heller noget, men ventede lige på den anden side af boarding kontrollen og vi kunne heldigvis hele tiden se hinanden.

Tiden gik, det nærmede sig afgang og man holder tiderne, men personalet virkede sådan set meget afslappet og én af dem sagde til Hanne at jeg nok skulle komme med flyet.

Så kom der en uniformeret mand og vupti var min kuffert der også. Han stod med kufferten inde bag afskærmningen, men jeg stod udenfor bag et plastikforhæng, så jeg kunne se, men ikke røre kufferten. Han bad om koden til min lås, hvad jeg selvfølgelig straks gav ham. Han lynede kufferten op og vejhjælp af et foto af røntgenbilledet af min kuffert fandt han lynhurtigt mine gamle ikke særlig brugbare AirPods, som jeg havde glemt alt om og slet ikke brugt på turen. Han tog den lille hvide æske op, rakte mig den og sagde at jeg kunne fortsætte min ombordstigning. Da jeg så gik igennem kontrollen, så takkede ANA manden, der stod der, for min samarbejdsvilje!

Flyet lettede - naturligvis - kl. 8:00 og jeg ved nu, at man skal have sine AirPods på sig og ikke i kufferten. (Jeg anede ikke det med disse AirPods, men jeg havde sørget for at vi havde vores powerbanks og batterier til kameraet i håndbagagen).

Vi nåede selvfølgelig SAS flyet til København, så nu skal jeg bare bekymre mig om de to kufferter faktisk ER kommet med.

Vi landede i Kastrup kl. 18:00 - et kvarter før berammet - efter en 13 timer lang flyvetur - OG kufferterne VAR med. 

Flyvningen gik i øvrigt denne gang nord om Rusland, altså noget der kunne ligne SAS’ gamle rute over Nordpolen. Det var en lang flyvning, men det gik forbavsende smertefrit. Også fordi vi var så heldige at sædet ved siden af os var ledigt, så vi havde et ekstra sæde at brede os på.