Flot udflugt til Takachiho

Vi mødtes med Niels og Annelise ved busstationern i Nobeoka kl 8:30 for at køre godt halvanden time til Takachiho, små 60 km inde i landet. Det blev en virkelig dejlig, spændende og sjov tur.

Det var en flot og smuk bustur nede fra Nobeoka ved vandet og op til Takachiho højt oppe i bjergene. Vi så de utroligt mange forskelligt grønne farver på træerne og skovene vi kom igennem. Vi kørte langs en bred flod med mange store broer og vi kørte forbi dybe dale og kløfter. En smuk tur uden fotografier fra bussen. Vejret var desuden ikke særlig godt. Det småregnede os skyerne lå tungt ned over bjergene.

Niels havde en klar plan for vores færden i Takachiho, så vi hyrede en taxa, som kørte os ud til Amanoiwato Shrine.

Vi havde tidligere snakket om og undret os over at der blev serveret så meget kylling på restauranterne, men vi havde aldrig observeret en levende høne eller hane. Men her ved denne helligdom gik der pludselig nogen stykker. De var rigtig flotte og Niels mente de på en eller anden måde indgik i helligdommens mytologi.

Amanoiwato Shrine er dedikeret til gudinden Amaterasu-Omikami, som er en del af den japanske mytologi. Læs mere om det på Niels’ hjemmeside Japan-tips.dk

Et nærbillede:

Lidt fra templet ligger en hule - Amanoyasukawara - som også indgår i den japanske mytologi. 

Her betragter Hanne de utallige små varder. Hvorfor de er der ved jeg ikke.

 

Blandt varderne var der kastet mønter og der stog også en lille Daruma.

På Niels’ hjemmeside står der naturligvis også om Daruma’en: Japan-tips.dk.

Vi var i øvrigt blevet kørt fra busstationen i Takachiho til dette shrine med en taxa, som ventede på os og kørte os til det nok mest spændende - selve Takachiho kløften. 

Men inden vi nåede derover stoppede taxachaufføren og viste os de flotte marker her med ris og spøjst nok tobaksplanter.

Det lysere forneden i billedet er tobakken.

Det var masser af mennesker ved Takachiho kløften, som var meget imponerende og flot. 

Her fotograferet igennem et hul i rækværket.

Man kunne leje en robåd og ro lidt rundt, men det gjorde vi nu ikke.

Et andet foto af robådene i kløften.

Et sted kunne man se tre broer i vidt forskellig højde over Takachiho kløften.

Her er Niels selv foran de tre broer.

Der var virkelig smukt at gå rundt. Især hvis man abstraherede fra de utroligt mange andre turister end os.

Det sidste punkt på Niels’ turplan var at vi skulle besøge Takachiho Shrine, som viste sig  at se ret beskedent ud.

Men udenfor stod der nogle kæmpestore cedertræer blandt andet det 800 år gamle Chichibu cedertræ.

Ved “salgskiosken” (hvor der solgtes forskellige amuletter og lykketing) havde - især jeg - en sjov oplevelse. Vi snakkede jo sammen Niels, Annelise, Hanne og jeg, så vi var ikke ubemærkede af nogle andre danskere, der skulle købe souvenirs.

Vi faldt i snak med dem og det viste sig at manden havde boet og arbejdet adskillige år hos Mitsubishi i Nagasaki. Hvor han havde været med til at bygge skibe. Så jeg kunne naturligvis ikke lade være med at vise ham mit foto af den mærkelige u-båd fra vandet ud for Saiki, som jeg skrev om forleden dag.

Jeg sagde, at jeg troede det var en u-båd fra 2. verdenskrig, men han sagde straks - da han så billedet på min telefon - at det var en aktiv nutidig u-båd, for ellers ville den ikke føre det japanske flådeflag. Desuden sagde han var den bygget efter 1985, for det var først efter 1985 at der var finner på u-bådenes tårne! Se det var en mand, der kunne sit kram.

Det var en virkelig fin dag på trods af det ikke særlig spændende vejr. 

Det mærkelige er, at vi her til aften er ligeså trætte som turister, som vi var når vi var vandrende.

Togtur fra Saiki til Nobeoka

Det bliver en kort blogpost i dag, som har været en fin rejsedag, men uden de helt store oplevelser. Og ganske uden fotografier.

Vi kørte med et flot tog fra Saiki kl 11:18 til Nobeoka. Desværre var der også på denne tur ret mange tunneller, hvilket selvfølgelig gør rejsen kortere, men også kedeligere.

I Nobeoka mødte vi Niels Clausen og Annelise Raahauge -  begge fra Dansk-Japansk Selskab - og ikke et par. De var mødtes på Shikoku og fulgtes her til Nobeoka. 

Vi spiste en hyggelig middag med dem her til aften. 

I morgen skal vi alle fire besøge Takachiho (mere om hvad det er i morgen), hvorefter Annelise rejser videre alene og Niels og Hanne og jeg følges ad endnu et par dage.

Det bliver en forandring for Hanne og mig, for både Niels og Annelise taler japansk, så vi kan få forklaringer på mange ting og vi behøver ikke at gætte så meget de næste dage.

Rundtur på Onyujima

Byen Saiki er mildest talt ikke særlig spændende, men lige uden for ligger en lille ø Onyujima, som vi sejlede over til og vandrede rundt på i dag.

Her er et foto af øen hugget fra internettet. Øen er - som man måske kan ane - meget bjergfyldt, men vi gik udelukkende rundt langs kysten, hvor der er en god “landevej”.

Vi har været ekstremt heldige med vejret, forstået på den måde, at vi har haft en del regnvejrsdage, men når vi skulle ud og vandre eller være turister, så har det været virkelig godt vejr. Således også i dag, hvor solen skinnede dejligt.

Vi tog en lille båd over til Onyujima. 

Og fruen var i godt humør.

Vi blev sat af i en lille bugt - Horikiri - og begyndte vores rundtur på øen med idiotisk nok at tage en forkert sti, som var helt  umulig. Jeg påtager mig skylden. Det var tåbeligt, der var næsten ingen sti at gå på. 

Hanne tog det pænt. Det var i øvrigt også hende, der fandt den rigtige vej videre. Ak, ja!

Vi passerede et smukt sted med en meget lang - nærmest dæmning - mellem havet og en lille bugt. Der var ret smukt og Hanne som jo næsten er vandskræk (bortset fra onsen) gik glad over den.

Her et nærbillede. 

Det var betagende at gå langs kysten med de grønne høje bjergskrænter på højre hånd og havet med øer og skær på venstre hånd. (Vi gik med uret om Onyujima).

Vi så rigtig mange rovfugle på turen. Formentlig ørne, men de er ikke lige til at fotografere. Så er det nemmere med en sommerfugl (eller hvad sådan en hedder),

Vi var enormt imponeret af vejen, der går hele øen rundt. Det virker ret fantastisk at man har gjort så meget for at sikre en god infrastruktur på så lille en ø. Udover at have bygget vejen langs vandet har man boret i hvert fald fem eller seks tunneller.

Vi havde troet, at der var nogle steder, man kunne få noget at spise på Onyujima, men vi fandt ikke rigtig noget. Måske havde jeg misforstået de informationer, jeg havde læst.

Men vi fandt tilgengæld noget rigtig sjovt. Vi passerede en bygning eller nærmest et langt skur med en masse skilte og tekster på. Udelukkende på japansk selvfølgelig. Den så lukket ud, men Hanne er jo ikke så tilbageholdende, som man umiddelbart skulle tro, så hun åbnede døren og gik ind til fire gamle damer, der tog imod os med åbne arme. De var i gang med at presse citroner og - viste det sig - lave saft og marmelade ud af det.

Vi fik straks en kop te og lidt senere et par bolle med syltetøj og jeg fik en kop kaffe. Hanne fik også et glas varm citronsaft, som smagte virkelig godt. Jeg fik en prøvesmagning.

Den ene af de fire damer er i køkkenet. De var bare så søde. De lavede også forskelligt håndarbejde og vi købte selvfølgelig lidt. Da vi gik fik vi tre store citroner med, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre ved.

Et stykke tid og nogle kilometer efter vi havde forladt de fire damer, så vi noget mærkeligt ude på havet. Vi troede først det var en ø med et spøjst udseende, men det viste sig at være en u-båd, da vi så på den i kikkerten.

Den fører to flag: et almindeligt japansk med den røde sol på den hvide dug og ét, som jeg tror er fra den japanske marine. Det må være en u-båd fra 2. verdenskrig, men jeg har googlet og googlet og kan ikke finde en forklaring på, hvad det er for en størrelse. Jeg troede, at de alle var destrueret under eller efter krigen.

Min googlen gav dog den information, at havet ud for Saiki var et øvelsesområde for den japanske flåde under krigen, så måske er det “naturligt” at lade en u-båd ligge her. Men mærkeligt var det at se.

Vi tog den lille bilfærge tilbage til Kyushu. Det tog fem minutter.

Alt i alt en virkelig dejlig dag på trods af mit ikke så gennemtænkte valg af Saiki og så fik vi 16,5 km i benene.

I morgen skal vi med toget videre til Nobeoka, hvor vi skal møde Niels Clausen fra Dansk-Japansk Selskab.

Med tog fra Beppu til Saiki

Så har vi haft endnu en rejsedag, men denne gang med et tog fra JR, som er det store- formentlig statslige - japanske jernbaneselskab. 

Dagen startede dog med en gratis shuttlebus fra hotellet til Beppu Station. Vi havde i øvrigt sovet rodet fordi det tordnede og lynede i nat. Især det første tordenskrald var voldsomt. Det havde også regnet hele natten, men det stoppede faktisk inden vi forlod hotellet. 

Dagen i dag har været virkelig varm. Da vi trådte ud af shuttlebussen blev vi mødt af nærmest en føn: der var lummert med 24-25 grader og absolut ingen vind. Vejrudsigten for i morgen lover kun op til 21 grader, men det vil jo vise sig om det holder.

Vores tog var et decideret bumletog med talrige stop og ind imellem og en venten på et modkørende tog. Men vi sad med et flot udsyn ud over vandet og det landskab vi kørte igennem. Der var ganske få tunneller på denne tur, der sneglede sig nærmest langs kysten det meste af vejen. Det var en fin togtur fra Beppu over Oita til Saiki.

Heller ikke i dag nogen særlige fotos, for selvom landet og vandet og byerne ser flotte ud, når vi kører forbi, så er det ikke lige til at fange ud gennem et togvindue.

Vores hotel her i Saiki er helt ok, men nu igen med et værelse, der er ganske lille. Det virker selvfølgelig endnu mindre fordi vi de sidste to steder har haft pænt store værelser. Men som sagt helt ok.

Selve byen virker utroligt uspændende. Nok lidt af et fejlvalg fra min side. 

Vi har  naturligvis gået lidt rundt i Saiki og bortset fra en enkel “FamilyMart” (en convenience store ligesom 7-Eleven) og vores ret store hotel, så er der tilsyneladende ikke meget at komme efter. Bortset fra at der ligger en lille ø “Onyujima” lige uden for byen, som skulle tilbyde en spændende og smuk vandretur øen rundt.

Her er et foto af havnen i mangel af bedre og af “terminalen” til den lille turbåd til Onyujima.

Vi håber på godt vejr i morgen, så vi kan tage færgen eller turbåden til øen og så vandre rundt på den.

Vores hotel er et udpræget “herrehotel”. Vi har begge været i onsen inden vi spiste en glimrende middag i hotellets restaurant. Det var mest mandlige gæster, hvoraf adskillige dinerede i et outfit ligesom jeg har på. (Vi spiste dog i vores civile antræk).

Nå, men grunden til at jeg med sikkerhed kan sige, at dette er et hotel mest for mænd er denne:

Hotellets vaskemaskiner er anbragt i onsen området. Forstået på den måde, at man skal ind bag det røde forhæng hos damerne eller det blå forhæng hos mændene for at komme til vaskemaskinerne. Det viste sig, at Hanne kunne kun finde én vaskemaskine og én tørretumbler, men der hos mændene, hvor jeg jo kom er 4 (fire) vaskemaskiner og 4 tørretumblere.

Det er næppe fordi det japanske kønsrollemønster har ændret sig så markant, at der er så få vaskemaskiner hos kvinderne og så mange hos mændene. Fordelingen skyldes nok mere efterspørgslen.

Hotellet i Beppu som vi forlod i dag havde i øvrigt ingen vaskemaskiner til brug for gæsterne. Hvilket er det hidtil eneste vaskemaskineløse hotel vi har mødt i år og hvis vi ellers husker ret - nogensinde.

Regnvejrsdag i Beppu

Det var virkelig heldigt, at vi nåede at se alle syv jigoku’er i går, for i dag regner det i Beppu.

Det regnede endnu ikke, da jeg tog dette billede fra vores værelse ud mod de to nærmeste “helveder” og man kan tydeligt se dampen fra de to steder. Vi kan faktisk se dampen stige op 7-8 forskellige steder, når vi ser ud ad vinduet, men jeg kan desværre ikke fange dem alle i et foto.

Vi slappede af på værelset om formiddagen under regnen,  men om eftermiddagen gik vi først en fin tur i et nærliggende parkområde med en masse kirsebærtræer, 

Som det kan ses, så er det ved at være på det sidste med de blomstrende træer her. Det var faktisk rigtig smuk med de faldende blomster. Lidt sne agtigt.

Det er lidt mærkeligt at færdes i Beppu området Kannawa, for hvor som helst - også blandt kirsebærtræerne - stiger der damp op fra jorden. Smukt og sært.

Vi fortsatte vores gåtur med en lang tur fra Kannawa helt ned til vandet. Vi gik også i dag ca. 12 km uden at være vandrere, men bare turister. Vi fik ikke taget nogen billeder på denne tur. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Men det var en fin tur ned gennem byen. Vi tog en lokal bus tilbage til hotellet. 

Aftensmaden var ikke rigtig japansk, idet vi har fundet en lille restaurant Mitsuboshi lige i nærheden, der serverede fransk mad dog med et stænk af Japan. Det var det bedste og møreste oksekød vi nogensinde har smagt og spist. Desuden var det gamle par, der har stedet, enormt søde. Det var i øvrigt lidt rart for en gangs skyld at spise med kniv og gaffel.

Vi sluttede dagen af med et dejligt bad i hotellets onsen, desværre hver for sig. 

Solrig dag i Beppu’s “helvede”

Vi vågnede op til dejligt solskinsvejr, men kun med op til 12-14 grader i løbet af dagen ifølge vejrudsigten. Efter morgenmaden startede vi på en rundvandring til de syv hoved attraktioner i Beppu: de syv”helveder”.

Egentlig kunne jeg nøjes med at henvise til Niels Clausens hjemmeside japan-tips.dk for her har han en fin fortælling om hvad de syv “helveder” er for noget og vi fulgte fuldstændig hans forslag til turen rundt til de syv steder.

For at citere fra Niels artikel, så er der i Beppu, 

“et særligt fænomen kaldet jigoku, som direkte oversat betyder helvede. Det er en betegnelse for en kilde så skoldende hed, at det bestemt ikke kan anbefales at bade i vandet fra den. 

I Beppu har syv forskellige jigoku’er slået sig sammen under betegnelsen ”De syv helveder”, og tilbyder sig selv med et turpas, som både sparer dig penge og animerer dig til at se alle syv.”

Men det vil nok være for nemt, så her kommer lidt om Hannes og min rundtur til de syv jigoku’er, som faktisk var en stor og sjov oplevelse. Jeg havde i øvrigt været utrolig heldig med valget af hotel i Beppu. Jeg havde valgt ét, jeg mente lå i nærheden af de fem af de syv jigoku’er og det viste sig at ligge lige i smørhullet. Der var kun få hundrede meter til de første fem!

Vi lagde ud med UMI JIGOKU, som Niels beskriver som det smukkeste af de syv steder og det var det!

Vi var ikke helt alene om at besøge stedet. Der kom mange busser fulde af besøgende, men det gik faktisk fint med at komme til.

Der var smukt.

Og der var også mærkeligt.

Besynderligt at stå og se på det mærkelige røde stads, der kommer op fra jorden. Men mærkeligere endnu, så så en anden pøl i samme jigoku sådan ud:

Lige ved siden af den første jigoku ligger ONIISHIBOUZU JIGOKU med en underlig grålig mudderboblen.

Ikke særlig kønt, men igen ret besynderligt. Der var nogle, der fandt smukkere motiver end det grå skoldhede mudder:

Den tredje helvede er KAMADO JIGOKU. Her var det også varmt mudder, der boblede op, men i en anden farve:

Der var dog også andre farver på det, der kom op fra jordens indre.

Vi havde en pudsig oplevelse her. En ung kvinde gav pludselig Hanne ét af sine i onsenvand hårdkogte æg. Hun sagde de havde købt for mange og efter at have smagt det vi fik, så er ét onsenvandkogt æg ét æg for meget.

Det fjerde helvede ONIYAMA JIGOKU var noget ganske andet, men vores hotel hedder mærkeligt nok det samme. Altså ikke jigoku, men Oniyama. Det er en krodille zoo eller hvad man nu skal kalde det. Det var bestem ikke nogen charmerende oplevelse og svært at tage billeder af de stakkels dyr, som lå helt helt stille i solen. Vi troede først de var døde, men en gang imellem bevægede en af dem sig. 

Så var det bedre at komme videre til det femte helvede SHIRAIKE JIGOKU. 

Når jeg nu prøver at skrive om disse helveder kan jeg mærker, at jeg begynder at have svært ved at holde stederne ude fra hinanden. Men jeg håber på tilgivelse, hvis jeg kommer til at placere et foto i et forkert helved.

Her var det grønt vand, der kom op fra jorden. Det er vores hotel i baggrunden.

Så var det slut med de fem jigoku’er, der lå nærmest, så vi besluttede at gå ud til de to sidste, som lå 2,8 km væk fra de andre. 

Vi havde en fin gåtur derud med meget op og ned, selvom Google Maps havde sagt “mostly flat”. Vi gik også hjem, så i alt har vi gået 12 km i dag uden at været andet end turister.

Nå, men det sjette helvede hedder CHINOIKE JIGOKU.

Her kan man se dampen, men ikke rigtig den røde farve.

Her kan man ikke se dampen, men de to farver i vandet og man kan ane det blå havvand helt ude. (Især, hvis man klikker på billedet og forstørrer det).

Det sidste helvede er TATSUMAKI JIGOKU og er specielt ved, at der med 30-40 minutters mellemrum springer en geyser op langs en klippevæg. Vi nåede lige at se den springe, men var nu ikke vildt imponeret, da vi engang har set den store geyser på Island.

Jeg fik desværre ikke taget et ordentlig foto af springvandet.

Så vi har i dag haft en fin og solrig dag i Beppu med mærkelige og anderledes oplevelser af hvad der kan komme op fra jordens indre. 

Flot bustur gennem bjergene fra Kurokawa til Beppu

Som sædvanligt her i Kurokawa ( vi har været her to dage) begyndte dagen med en dejligt og anderledes morgenmad end den ene skål yogurt vi nyder hjemme. Se bare hvor glad jeg ser ud. Hanne virker lidt mere forbeholden, men det er hun ikke.

Efter vi havde tjekket ud havde vi rigtig god tid til at besøge de fleste af Kurokawas butikker og den ene café. Den besøgte vi så to gange inden vi steg på bussen mod Beppu.

Vi havde også tid til et fodbad mens vi ventede på bussen.

Vandet i fodbadet var forfærdelig varmt. Hanne kunne godt have fødderne i vandet i længere tid, men jeg holdt kun et par minutter før jeg måtte trække dem op. De var så allerede blevet helt røde.

Apropos varmt vand, så glemte jeg at bringe et lidt fjollet billede fra i går. Efter det første af de to varme bade i går, købte vi to æg, der var kogt i det vand, der løber ned i badet. Eller i hvert fald fra samme kilde.

Ægget var grundigt kogt, men smagte godt.

Busstoppestedet ved Kurosawa Onsen.

Klokken 15 stod vi på bussen mod Beppu og de næste to og en halv time kørte vi igennem et utroligt flot og spændende landskab. Vi kørte op ad bjerge, nedad bjerge og gennem en stort naturområde “Aso Kuju National Park”. 

Det var meget smukt og meget anderledes bjerge end dem vi har set i Europa og i Nepal. De var mere “runde” og bløde end de bjerge vi før har set. Et enkelt sted lignede landskabet lidt bakket Sjælland, bortset fra at der lå store bjerge rundt omkring stedet.

Vi har ingen fotos fra den lange smukke køretur. Det er håbløst at fange bare noget af landskabets storhed og skønhed ud gennem et busvindue.

Vi har booket et meget moderne og nyt hotel i Beppu, så det var noget af en overraskelse, da vi opdagede at vi på femte sal i hotellet skulle sove på futons på gulvet. Især fordi vi lige have boet i en ældre ryokan og sovet i “almindelige” senge. 

Vi har det super fint med at sove på gulvet på futons. Det eneste problem er sådan set bare at komme op fra gulvet!