mandag den 22. august 2016

Så skal vi snart afsted igen!

Der er nu næsten gået et år siden vi kom hjem fra vandreturen Chemin de Regordane fra Le Puy en Velay til St. Gilles og videre til Camarguen.

Så nu er det på tide at komme afsted igen.

Også denne gang er det en vandretur i Frankrig det gælder og igen en af pilgrimsruterne. Frankrig, fordi det er et pragtfuldt land at vandre i og en pilgrimsrute fordi infrastrukturen - alt andet lige - er bedre end på de "almindelige" vandreruter: der er langt flere overnatningssteder og spisesteder.

Vi har i år valgt at gå på Voie de Vézelay og vi tager afsted om 14 dage.

Ruten starter i den lille - vistnok meget smukke - by Vézelay i Bourgogne og går så mod sydvest hele vejen til Saint-Jean Pied-de-Port ved Pyrenæerne.

Saint-Jean Pied-de-Port var dér vi begyndte vores allerførste lange vandring i 2008.


Der er to veje fra Vézelay: en nordlig og en sydlig rute. Vi vælger nok den sydlige rute, da der synes at være flere overnatningsmuligheder på denne end på den nordlige gren.

Vi når næppe til Saint-Jean Pied-de-Port i år. Hele turen er omkring 925 km, og når man som os kun går omkring 20-24 km pr. dag vil det tage over 40 dage at gå hele vejen. Men man kan aldrig vide ;-)

Så vidt vi kan læse os til skulle denne pilgrimsrute være noget lettere at gå, fordi man går uden om Massif Central, og derved - forhåbentlig - ikke møder så mange bjerge og dermed opstigninger og nedstigninger.

Så hvis nu det går fantastisk godt med fødderne og med vejret,  kan det være vi bliver længe væk og vandrer langt, men hvis vejret arter sig som sidste år, så bliver det nok en kortere tur. Og i sidste ende er det jo fødderne, benene og helbredet, der styrer.

Men mere om det senere.