tirsdag den 17. januar 2017

Det blev en Kestrel 48

Efter mit besøg hos Eventyrsport, surfede jeg rundt på nettet og kikkede på de forskellige muligheder for en afløser for min gamle Atmos 50.

Det endte så alligevel med det forslag Thomas, bestyreren i Eventyrsport, var kommet med, nemlig en Kestrel 48. Den vejer 1590 gram - en anelse mere end min Atmos 50 - men den har et indbygget regnslag, så der spares ca. 100 gram på det. Prisen var også ganske fornuftig. Faktisk mindre end jeg gav for min Atmos 50 i 2008.

Rygsækken ses nærmere beskrevet her.

Så er det bare at finde ud af, hvor vi skal lægge vandreturen i år. Måske fortsættelsen af turen i 2015 fra Arles til Toulouse: Chemin d'Arles (GR653).

mandag den 16. januar 2017

Opdateret pakliste

Min gode - efterhånden 9 år gamle - Osprey Atmos 50 rygsæk begyndte at revne ved sidelommerne, da vi vandrede i Frankrig i efteråret 2016. Det må simpelthen være solen, der har nedbrudt stoffet, samt at rygsækken naturligvis har været brugt både på Kreta og på vores lange vandringer i Spanien og Frankrig.

Derfor var jeg på besøg i Roskildes bedste forretning for fritidstøj mm., nemlig Eventyrsport på Algade for at se på en ny rygsæk. De er bare så søde og hjælpsomme i den butik, uden at være "besserwissere", hvilket man godt kan møde andre steder i byen. Især, hvis det er helt unge ekspedienter, der formentlig kun har vandret en brøkdel af, hvad Hanne og jeg har.

Nå, men jeg kom så til at fortælle om bloggen her til Eventyrsports bestyrer, Thomas. Vi så på paklisten sammen og da jeg begyndte at forklare, at det og det var ændret eller skiftet ud, så foreslog Thomas, at jeg lagde den reviderede pakliste fra 2016 ind også, så man kunne se ændringerne hen over de 9 lange vandringer.

Den reviderede pakliste fra 2016 ligger nu langt nede i højre spalte sammen med den oprindelige pakliste fra 2008.

I morgen tager jeg ned til Eventyrsport og køber en ny rygsæk, hvis jeg ellers kan få den jeg har kik på.