tirsdag den 10. juli 2018

Flyrejsen er nu bestilt!

Efter vi er kommet hjem fra ferien på Kreta i vores elskede Sougia, er vi begyndt at træne til efterårets vandring. Det er faktisk gået så godt, at vi forleden bestilte flybilletterne!

Vi skal afsted i begyndelsen af oktober 2018 og rejser hjem igen i slutningen af november 2018. Efter denne plan har vi 57 dage til turen, hvilket er inden for de 60 dage, rejseulykkesforsikringen dækker, men også lidt længere end de 45 dage de hurtige kan vandre Shikoku 88 på.

Vi har valgt at flyve med Finnair fra Kastrup over Helsinki til Osakas lufthavn Kansai International. Dels på grund af en fornuftig pris, dels fordi vi er i Osaka ved 9-tiden om morgenen, og derfor burde kunne nå til byen Tokushima på Shikoku i løbet af ankomstdagen. Pilgrimsvandringen påbegyndes som hovedregel i Tokushima (徳島市 Tokushima-shi).

Vi har for en sikkerheds skyld tegne en afbestillingsforsikring hos Gouda, fordi Goudas forsikring dækker "formålsbetingede" skader. Eksempelvis vil en forstuvet tommelfinger give erstatning, hvis vi skulle på en golfrejse. Ligesom en forstuvet fod på en pilgrimsvandring vil gøre det. Hos andre  forsikringsselskaber skal man nærmest være døden nær for at få erstatning. Nå, men vi håber naturligvis ikke at få brug for forsikringen.

Når vi nu er kommet så langt, at vi har bestilt flybilletterne, så synes jeg godt, jeg kan tillade mig at pynte min blog med det lille japanske pilgrims ikon: