tirsdag den 27. april 2021

A small step for mankind - a huge leap for me

I dag - tirsdag den 27. april 2021 - er jeg blevet vaccineret anden gang med Pfizer/BioNTech vaccinen mod Covid19.

Så - om et par dage - når dataene er kommet frem til "ourworldindata.org" indgår jeg i tallene bag den gode graf, der viser hvor stor en andel af befolkningerne i de lande, vi rejser i eller sammenligner os med, er fuldt vaccineret 😊

På mandag den 3. maj 2021 får Hanne også sit andet stik og i løbet af de næste uger/måneder er vore børn, familie og venner forhåbentlig også med i tallene bag grafen.

Men desværre går det jo ikke helt godt med Covid19 virussen alle steder. Dødsfaldene fortsætter jo selvom nogle af os er blevet vaccineret. I nedenstående graf ser udviklingen for Danmark fornuftig ud, men det ser ikke så godt ud for Grækenland. Her synes antallet af dødsfald at være eksponentielt stigende. I Frankrig går det tilsyneladende heller ikke for godt. Jeg kan frygte, at "genåbningen" af Danmark fører til flere indlæggelser og dødsfald. Men det vil jo vise sig.

mandag den 26. april 2021

Den danske Covid19 test-strategi

Jeg var inde på den fine hjemmeside ourworldindata.org og fandt denne figur over de enkelte landes gennemførte Covid19 tests.

Figuren viser ligesom tidligere viste figurer om Covid19 de lande vi rejser i eller sammenligner os med.

Desværre viser figuren enten antallet af udførte tests eller antallet af testede personer, så det er måske lidt svært at sammenligne, men alligevel 😊

Den højt besungne danske test-strategi turde fremgå ret tydeligt af figuren. Ifølge den er hver dansker i gennemsnit testet mere end 4 gange, mens englænderne i gennemsnit er testet 2 gange og amerikanerne lidt over 1 gang.

I følge Statens Serum Institut er der pr. 25.4.2021 gennemført 26.617.487 PCR tests4.726.376 personer ud af en befolkning i Danmark på 5.844.961 personer. Det vil sige, at i gennemsnit har hver af de testede taget 5,6 PCR-tests og at 81 pct. af befolkningen er PCR-testet. Ud fra figuren kan man se, at 91 pct. af befolkningen i Norge er testet. Danmark ligger således 10 procentpoint efter Norge i denne henseende.