tirsdag den 28. juli 2015

Le Puy en Velay endnu engang

I 2012 besøgte vi Le Puy en Velay første gang. Det var herfra vi begyndte vores vandring på Chemin St. Jacques: de 715 km til St. Jean Pied de Port. En fantastisk tur.

Vi besøgte Le Puy en Velay igen i 2013, idet vi denne gang sluttede vores vandring på godt 350 km fra Geneve, her.

I år vil vi igen tage til Le Puy en Velay og begynde endnu en vandring herfra.

Vi har planlagt at vandre en relativt kort rute, næsten stik syd: "Le Chemin de Régordane" eller "Chemin de Saint-Gilles". Det er en af Frankrigs mange "Grande Randonnée". Som det andet navn antyder, så slutter denne Grande Randonnée GR700 i byen Saint-Gilles, der ligger lige på kanten af Camargue'n. Turen er godt 250 km lang, men vi har tænkt at fortsætte ind i Camargue'n og gå til byen Saintes-Maries de la Mer, der ligger ved Middelhavet.

I 2014 gik vi fra Arles til Toulouse og den første vandringsdag sluttede i Saint-Gilles, hvor vi blandt andet oplevede tyre- og hesteløb (eller hvad man nu skal kalde det) i gaderne. Men i år skal vi helt ned i Camargue'n og se tyrene og hestene i deres "rigtige" omgivelser. Vi glæder os også til - forhåbentlig - at kunne se nogle af de mange forskellige fugle, der lever i naturparken Camargue. Ikke mindst de lyserøde flamingoer skulle være helt fantastiske.

Vi flyver til Paris lørdag den 5. september og tager derfra et TGV til Le Puy en Velay. Toget går direkte fra lufthavnen Charles de Gaulle, så det kan næsten ikke være nemmere. Alt i alt regner vi med at turen vil vare knap tre uger. Helt afhængig af hvor godt vi går, vejret, hvordan vi befinder os i Camargue'n og transportmulighederne (og priserne) for hjemturen.

1 kommentar:

Kasper sagde ...

Godt med gang i bloggen igen :-)