søndag den 13. august 2017

Årets vandretur 2017

Om tre uger tager vi afsted på vores efterhånden årlige lange vandretur.

Vi har købt flybilletter hos Norwegian, der flyver os til Montpellier mandag den 4. september 2017. Fra Montpellier tager vi om eftermiddagen et TGV til Toulouse, hvor vi så skal overnatte i 2 døgn inden vi fortsætter Chemin d'Arles mod Saint Jean Pied de Port.

Vi sluttede første del af Chemin d'Arles i Toulouse i 2014 og genoptager således vandringen dér.

Toulouse er en dejlig by, så derfor bruger vi en dag der, inden vi skal ud på Via Tolosana, som Chemin d'Arles også hedder. Den hedder også GR653 i følge det franske vandreforbund FFRandonnée.

Vi har planlagt en tur på knapt 400 km og regner med at det vil tage os ca. 3 uger.

Det er lidt en tilsnigelse, når jeg skriver, at vi skal følge Chemin d'Arles, for vi har planlagt en rute, der dels følger Chemin d'Arles i godt en uge, så drejer vi fra GR653 og går tre dage ad GR101 til Lourdes, som skulle være en ganske særlig oplevelse.

Derfra følger vi GR78 til en by, der hedder Oleron Sainte Marie og bruger en dag på at gå derfra til GR65 ved Navarrenx. Vi følger tilsidst GR65 til Saint Jean Pied de Port. De sidste tre dag bliver en gentagelse af vandringen fra 2012, hvor vi jo gik fra Le Puy en Velay til Saint Jean Pied de Port.

Dette er altså planen, men som det har vist sig i både 2015 og 2016, så synes vejret - ikke mindst regnen - at få større og større indflydelse på vores vandringer. Så om planen kommer til at holde og vi kommer til at gennemføre turen bliver ganske afhængigt af vejrliget. For at sige det lige ud, så gider vi ikke gå i regn i dagevis.

Vi er optimister og håber på godt vejr og gode ben, som de siger i Tour de France studiet.


Ingen kommentarer: