onsdag den 7. august 2019

Planerne bliver mere konkrete

Der er nu mindre end to måneder til vi skal afsted igen til Japan. Udover, at vi glæder os urimeligt meget, så planlægger vi jo også. Faktisk er selve planlægningen ikke nogen ringe del af oplevelsen.

Men i år har planlægningen været langt mere nervepirrende og spændende end man kunne ønske sig.

I grove træk er vores planer for de fire uger i Japan, at vi de to første uger opholder os på Kii "halvøen" syd for Kyoto og Osaka, og vandrer over bjergene for at besøge Kumano Sanzan, hvilket vil sige de tre hellige shinto templer: Kumano Hongu Taisha, Kumano Nachi Taisha  og Kumano Hayatama Taisha. I de sidste to uger tager vi til Kyoto med et "smut" til Tokyo.

Når vi er landet i Kansai Airport tager vi direkte til Nara, inden vi tager på vores vandretur og vi tager også et par nætter i Nara på vej fra vandreturen til Kyoto.

Vandreruterne er angivet på kortet neden for, der også antyder områdets placering i Japan.

Vores oprindelige plan var at vandre den rute, der hedder Kumano Kodo Nakahechi, hvilket ville føre os til Hongu Taisha og Nachi Taisha. Derefter ville vi tage en bus tilbage til Hongu og derefter vandre ad Kumano Kodo Kohechi til Koyasan. (Koyasan var dér vi sluttede vores pilgrimsvandring Shikoku 88).

Men det har vist sig helt umuligt at finde ledige overnatningssteder på Nakahechi-ruten i oktober 2019. Jeg tror, Japan er ved at blive er så populært rejsemål, at det meget aktive turistkontor Kumano Travel nærmest har fået "oversolgt" pilgrimsvandringerne i området, idet der ikke er blevet etableret flere overnatningssteder såsom hoteller, minshuku'er eller ryokan'er.

Det er så lykkedes at konstruere en rute, der bringer os til de tre Taisha'er, men desværre med lidt mindre vandring og noget mere buskørsel. I stedet for at vandre ca. 140 km, bliver det nok kun 90 km.

Planen er nu den, at vi starter i Koyasan og så vandrer Kohechi-ruten i fire dage til Hongu Taisha, hvor vi overnatter i et lille sted, Yunomine Onsen, i to nætter. Derpå må vi tage en bus til Nachi Taisha, hvor vi heldigvis fik én overnatning. Fra Nachi Taisha skal vi så vandre ned til kysten og frem til Hayatama Taisha, hvor vi bor to nætter i byen Shingu.

Bortset fra de sidste tre dage i Kyoto er der nu booket overnatninger hele vejen igennem. Det er på Guetshouse, tempel, hoteller og minshuku'er. Så nu glæder vi os bare.


Ingen kommentarer: