mandag den 20. december 2021

Booster- eller re-vaccinationerne og omikron

Både Hanne og jeg har nu fået 3. vaccinestik med Pfizer BioNtech mod Covid19, hvilket vi er rigtig glade for. De fleste over 50 år i familien i øvrigt har også fået deres "booster"-stik, som det nu hedder på nydansk. Pr. dags dato har i alt 35 pct. af befolkningen fået dette stik, svarende til lidt over 2 millioner indbyggere i Danmark. Stikket hedder nu "første" revaccination på Statens Serum Instituts hjemmeside, så der er nok en forventning om mere end én fremtidig revaccination .

Nedenfor er vist en graf fra https://ourworldindata.org/ som viser antallet af booster- eller re-vaccinationer pr. 100 borgere i de lande, jeg sammenligner Danmark med på denne blog.

Danmark og Grækenland havde indtil for nogle dage siden næsten samme udrulning af revaccination, men nu er andelen vokset kraftigt i Danmark. Af andre grafer (vist tidligere 27. april 2021) fremgår det, at Grækenland har en kolossal vækst i andelen af døde pr. million indbyggere. Grækenland har inden for de seneste måneder "overhalet" mange lande og har nu flere døde pr. million indbyggere end Spanien. Det er endnu ganske uklart for mig, hvorfor det står så skidt til i Grækenland.

 

Siden slutningen af november 2021 har den nye omikron variant gjort sin entre på verdensscenen. I denne graf ses hvordan denne Covid19-variant har bredt sig i de enkelte lande. Det forventes, at omikron-varianten vil være dominerende i løbet af en måneds tid. Tallene skal tages med det forbehold, at der "sekventeres" (som det hedder) i forskelligt omfang mellem de enkelte lande.

onsdag den 7. juli 2021

Drømme om fremtidige vandringer

Det går vist meget godt i Danmark med Covid-19 virussen. Virkelig mange - især af os ældre - er blevet vaccineret mod sygdommen og der er ikke særlig mange indlagte på hospitalerne lige nu. Hvordan det går i verden udenfor Danmark er det sværere virkelig at få begreb om, men man kan jo håbe på, at det også går bedre der.

Derfor kan man nok godt tillade sig at drømme lidt om at komme ud og rejse igen. Både til de varme sydeuropæiske lande med strande og sol og vand og til de mere eksotiske med lange vandringsruter.

Vores to rejser til Japan har givet store oplevelser og - måske ikke mindst jeg - håber at vi kan vende tilbage til Japan og vandre nogle lange ture i det fantastiske land.

Én af de klassiske ruter - om end måske ikke den smukkeste nu til dags - er vejen mellem Kyoto og Tokyo: Tōkaidō (東海道). Den blev etableret i 1600-tallet som én af de fem hovedveje, der skulle forbinde hovedstaden Edo (nu Tokyo) med provinserne. (Se kortet neden for).

Tōkaidō vejen er ca. 500 km lang og følger stort set Stillehavskysten fra Tokyo og syd-vest på. I hvert fald så langt det er muligt, inden den drejer ind over land mod Kyoto, den gamle hovedstad. 

Ifølge det altid oplysende internet, så kan man sagtens vandre Tōkaidō uden større problemer. Man skal bare have 20-25 dage til rådighed. Det skulle ikke være nogen vanskelig rute, men med megen vandring i byer og ikke så megen vandring ad den oprindelige vej, som man kunne ønske sig.

Som en del af datidens infrastruktur blev der etableret 53 post stationer (shukuba) så de rejsende kunne hvile, spise og overnatte undervejs. Disse 53 Tōkaidō stationer er blevet udødeliggjort gennem Utagawa Hiroshiges "53 Tōkaidō stationer". I alt 55 tegninger/tryk med de 53 stationer samt start og slut i henholdsvis Tokyo og Kyoto.

Det skulle være muligt undervejs at genkende steder fra Hiroshiges tegninger.

Det ville være vildt, hvis man kunne vandre forbi og genkende et sted som dette (Station 13: Hara):



Eller dette: (Station 35: Goyu):

 

Én af de andre af de gamle veje (Kaidō) hedder Nakasendō (中山道)

Den går også fra Tokyo til Kyoto, men op igennem bjergene inde i landet.

Man kan naturligvis også vandre denne rute, men det skulle være meget mere anstrengende med mange stigninger.

Så foreløbig er en af drømmene at vandre Tōkaidō (東海道).

I øvrigt løber de fem veje: (五街道, Gokaidō) ifølge Wikipedia således:


 



tirsdag den 27. april 2021

A small step for mankind - a huge leap for me

I dag - tirsdag den 27. april 2021 - er jeg blevet vaccineret anden gang med Pfizer/BioNTech vaccinen mod Covid19.

Så - om et par dage - når dataene er kommet frem til "ourworldindata.org" indgår jeg i tallene bag den gode graf, der viser hvor stor en andel af befolkningerne i de lande, vi rejser i eller sammenligner os med, er fuldt vaccineret 😊

På mandag den 3. maj 2021 får Hanne også sit andet stik og i løbet af de næste uger/måneder er vore børn, familie og venner forhåbentlig også med i tallene bag grafen.

Men desværre går det jo ikke helt godt med Covid19 virussen alle steder. Dødsfaldene fortsætter jo selvom nogle af os er blevet vaccineret. I nedenstående graf ser udviklingen for Danmark fornuftig ud, men det ser ikke så godt ud for Grækenland. Her synes antallet af dødsfald at være eksponentielt stigende. I Frankrig går det tilsyneladende heller ikke for godt. Jeg kan frygte, at "genåbningen" af Danmark fører til flere indlæggelser og dødsfald. Men det vil jo vise sig.

mandag den 26. april 2021

Den danske Covid19 test-strategi

Jeg var inde på den fine hjemmeside ourworldindata.org og fandt denne figur over de enkelte landes gennemførte Covid19 tests.

Figuren viser ligesom tidligere viste figurer om Covid19 de lande vi rejser i eller sammenligner os med.

Desværre viser figuren enten antallet af udførte tests eller antallet af testede personer, så det er måske lidt svært at sammenligne, men alligevel 😊

Den højt besungne danske test-strategi turde fremgå ret tydeligt af figuren. Ifølge den er hver dansker i gennemsnit testet mere end 4 gange, mens englænderne i gennemsnit er testet 2 gange og amerikanerne lidt over 1 gang.

I følge Statens Serum Institut er der pr. 25.4.2021 gennemført 26.617.487 PCR tests4.726.376 personer ud af en befolkning i Danmark på 5.844.961 personer. Det vil sige, at i gennemsnit har hver af de testede taget 5,6 PCR-tests og at 81 pct. af befolkningen er PCR-testet. Ud fra figuren kan man se, at 91 pct. af befolkningen i Norge er testet. Danmark ligger således 10 procentpoint efter Norge i denne henseende.

onsdag den 31. marts 2021

Vaccine-udrulningen (fortsat)

Jeg har fået mit første skud Pfizer i går og Hanne skal have sit første skud Pfizer på tirsdag den 6. april i Roskilde. Andet skud bliver den 27. april for mig i Ballerup og 3. maj for Hanne i Roskilde.

Dejligt vi er kommet så langt.

lørdag den 27. marts 2021

Vaccine-udrulningen

Efter jeg i dag den 27. marts 2021 er blevet inviteret til mit første skud vaccine, synes jeg, det vil være på sin plads at vise en graf over vaccine-udrulningen i de lande vi rejser i eller sammenligner os med. 

Jeg skal vaccineres første gang på tirsdag og anden gang den 27. april 2021. Hanne har endnu ikke fået sin vaccine-invitation, men vi håber den snart dukker op. Jeg vil selvfølgelig opdatere bloggen, når det måtte ske.


tirsdag den 19. januar 2021

Opdatering af bloggen med Mallorca vandringen i 2010

Her i den stille tid under coronaens skygge har jeg taget mig sammen og opdateret min blog med Hannes og min vandring på Mallorca i april 2010.

Opdateringen bygger på mine fotos, Hannes dagbog og min dagbog, suppleret med lidt erindring.

Man kan komme direkte til det første blogindlæg ved at klikke her:

https://akacie.blogspot.com/2010/04/test-af-mallorca-tur.html 

Når man så vil følge bloggen videre skal man bare klikke på linket helt nede til venstre, hvor der står: "Nyere indlæg".

Men man kan også klikke på 2010 i bloggens højre side under "Blog Arkiv". Så folder året og april sig ud.

 

fredag den 1. januar 2021

Første dag i året 2021

Her på den første dag i det herrens år 2021 har jeg rettet titlen på min blog til at dække vandringer fra 2008 til 2021. 

Måske et forfængeligt håb, men måske ikke helt urealistisk. Der ER jo vaccinationer på vej! Så selvom det nok ikke kan lade sig gøre i foråret, så kan det måske lykkes i efteråret 2021 at gå nogle lange ture - ikke bare her i landet - men også i det store udland.

Vi krydser fingre for et bedre 2021.