torsdag den 22. april 2010

Palma de Mallorca til Christianshavn

 Vi skulle flyve hjem  kl. 12:25, men på grund af situationen stod vi op kl. 7, spiste morgenmad på Hotel Born kl. 8 og var afsted før kl. 9.

Med bus 1 til Aeropuerto var vi fremme kl 9:25, altså 3 (tre) timer før afgang. Skranken åbnede kl. 10:00 og vi var ret langt fremme i køen og havde INGEN problemer med at tjekke ind.

Vi nåede således hjem til ganske normal tid uden at være synderlig forstyrret af askeskyen og dens eftervirkninger i flytrafikken i Europa.

Så vi nåede også Gretes bisættelse uden problemer efter en dejlig tur på Mallorca.

onsdag den 21. april 2010

Pollenca til Palma de Mallorca

Ingen vandring i dag, men en bus fra Pollenca til Palma de Mallorca kl. 10:15 og fremme 45 minutter senere i sol og varme.

Hotel Born ligger i et fantastisk, stort og gammelt hus fra 17-tallet. Vi fik en suite til €108 med engle og blomster i loftet. Et dejligt sted, men der var en del larm fra den meget smalle gade udenfor hotellet.



Vi har haft en dejlig dag og aften i byen. Vi havde lidt svært ved at finde et ordentligt spisested, men fandt til sidst et en lille italiensk restaurant på en lille plads. Meget meget hyggeligt og fint vejr med månen  - næsten - lige over.

Hanne fik i løbet af dagen købt 5 par sko, hvoraf de to dog var til Amanda og Elena. Jeg fik også købt en skjorte og Hanne en strikbluse.

Palma er alt i alt en dejlig by, man godt kunne lære bedre at kende.

Vi har dog brugt megen tid og mange tanker på om vi kan komme hjem i morgen på grund af "flyveasken"!

tirsdag den 20. april 2010

Lluc til Pollenca

Ingen morgenmad på klostret. Den nærliggende restaurant var lukket! Men ellers en fin, fin vandringsdag fra Lluc til Pollenca. En lang - 18 km - men nem vandring, det meste lidt nedad. Dejligt at gå i - ikke spor svært, som Hanne skriver i dagbogen.

Vejret var flot og varmt. Faktisk den første rigtige sommerdag på Mallorca - synes vi.





Pollenca er en sød by og Hotel l'Hostal (€75) bare i top, så efter en tur i badekarret var vi friske igen.

En meget fin aften, hvor vi fandt en hyggelig restaurant på torvet og vi kunne sidde udendørs og spise (€72).

mandag den 19. april 2010

Sóller til Lluc

Op kl. 7:00 og pakke sammen, for vi skulle med bussen til Lluc kl.9:10. 

Bussen kørte fra Port de Sóller til Sóller og var fuld, så vi og mange andre kunne ikke komme med før kl. 15:10. Hvis den altså ikke var fuld igen, når den nåede Sóller. Vi besluttede derfor at tage en taxa til klostret i Lluc, hvor vi skulle overnatte. Taxaen kostede €45, men turen var det hele værd. Det var en meget smuk tur.

Klosteret i Lluc har en skole og børnene på skolen danner et sangkor, som vi nåede at høre to gange, mens vi boede der. De "blå drenges sangkor" - som også havde piger med sang virkelig smukt. Og det var i det hele taget en fin oplevelse at bo på klostret.




Værelset på Santuari de Lluc (Hostatgeria) (€40) var ganske fint og rent, som værelserne har været på hele turen. Værelset her har i lighed med de andre vi har boet i, været ret kølige og vi har nok taget lidt for lidt varmt tøj med. I øvrigt har bjergene på turen været noget højere og mere rå at gå i end vi havde forventet.







søndag den 18. april 2010

Stille søndag i Sóller

Stille søndag i Soller med en tur til Port de Soller.

Vi gik en fin tur fra Soller til havnen, hvor vi mødte de fire engelske venner, vi havde mødt tidligere på turen. De skulle sejle til en lille by på vestkysten og så gå tilbage til Soller. Vistnok en hård tur. Vi tog - for sjov - sporvognen tilbage til Soller. Ret dyr tur (2 x €4) for så kort en strækning (4 km).









Der foregik et eller andet i byen, men vi fandt aldrig ud af, hvad det handlede om. 

Om eftermiddagen surfede jeg på nettet for at finde alternative transportmuligheder hjem til København, hvis vi nu ikke kunne flyve. Nogen havde foreslået, at vi kunne tage en færge til Barcelona og så leje en bil og køre til Danmark. Den løsning var dog lidt vanskelig, da jeg ikke havde taget mit kørekort med på turen. Vi besluttede bare at se tiden an.

lørdag den 17. april 2010

Hviledag i Sóller

Fint lille hotel Først op til morgenmad kl. 9. Den ene tjener på Hotel El Guia ligner Manuel fra "Fawlty Towers". Der var markedsdag i Soller. Rigtig hyggeligt. Jeg købte et par Campers (€105) og smed de hvide sko ud. De havde koste 169,- kr. og var også derefter.




Morten ringede igen om vulkanasken, som måske ville forhindre os i at nå hjem til den 23. april, hvor Grete (vores mor) jo skulle bisættes. Senere snakkede jeg med Kasper, som lovede at holde min tale for Grete, hvis vi ikke nåede hjem dagen før som planlagt.

fredag den 16. april 2010

Deia til Soller

Fin tur Deia til Soller. Næsten en ren slentretur uden særlig store stigninger eller fald. Mest vandring på oliventerrasser eller rettere stier parallelle med terrasserne. 19 km.

På vejen fik jeg den idé, at vi kunne afblæse den hårde vandring i bjergene ved at blive en dag mere i Soller og aflyse Tossal Verds. Så kunne vi køre med bussen til Lluc og vandre den sidste etape til Pollenca for dog at få nogen vandring ud af det.







Hotel El Guia (€84) var rigtig dejligt. Ikke luksus og også koldt, men som i Deia brugte vi vores soveposer som dyner. Også på dette hotel fik vi en dejlig middag for ingen penge. €18 for en menu til én. Værtinden er utrolig sød og ringede afbud til Tossal Verds. På Tossal Verds takkede de for afbuddet, men beholdt de €17,60 vi havde betalt på forhånd. 

Vejret var fint til ud på eftermiddagen. 

torsdag den 15. april 2010

Esporles via Valldemossa til Deia

Dejlig morgenmad på hotellets terrasse. Køligt, men alligevel dejligt. Afsted kl. 9:30 mod Valldemossa. En tur beregnet til ca. 3,5 timer. 

Det blev en god, men hård tur. Vi nåede helt op i 704 m.o.h. Hanne var kun bange én gang.





Min planlægning viste sig at helt håbløs. Jeg havde lige glemt, at 10 km i bjergene absolut ikke svarer til 10 km ad en landevej, så da vi nåede Valldemossa nåede vi heldigvis kl. 14:00 bussen til Deia. 

Vi skulle have gået først de 10 km fra Esporles op over bjergene til Valldemossa, og så fra Valldemossa op over de næste bjerge til Deia, men det blev altså en bus det sidste stykke. 

Egentlig burde jeg havde kunnet forudse, at bjergene på Mallorca er pænt høje og "Ruta-de-Pedra-en-Sec" ikke bare er som en tur på Lolland, for jeg havde set - men åbenbart ikke forstået - dette højdekort:



Deia er en sød lille by, men det er køligt og overskyet. Pension Miramar (€95) var lidt af en skuffelse. Ingen komfort overhovedet - ikke engang et vandglas. Men vi fik en dejlig middag i Deia. 

Deia er i øvrigt en dejlig lille by med masser af appelsin- og citrontræer. Her er meget smukt faktisk.

Morten ringede kl. 19:44 og havde behov for at snakke. Der var sket det, at en islandsk vulkan Eyjafjallajökull var eksploderet og havde sendt en askesky over 10 km op i atmosfæren. Frygten for den vulkanske askes indvirken på jetmotorer fik den 15. april 2010 lukket luftrummet over Danmark, Færøerne, Norge, Storbritannien og Irland.

onsdag den 14. april 2010

Estellencs til Esporles

En fin dag. men alligevel hård:16 km. Først fra Estellencs til Banyalbufar ca.7,5 km, så fra Banyalbufar - hvor vi fik lidt hvil med kaffe, te og kage - til Esporles. Hård opstigning fra Banyalbufar. Ca. fra 100 m.o.h. til 450 m.o.h. Det tog især pusten fra mig. Hanne er god til at gå op. Hun har det værre med at gå nedad.

Stien blev dårlig - ikke at følge - (det var ret nemt), men med enormt mange sten, man skulle passe gevaldigt på.





Hotel l'Estada (€103) var er gammelt flot renoveret hus. Lidt dyrt, men dejligt. Vi var flade efter turen. Vi kunne mærke den i benene, men især i fødderne.

tirsdag den 13. april 2010

Sant Elm til Estellencs

En hård, men god dag! Det var overskyet fra om morgenen. Det blev en hård opstigning til La Troya. Især fordi vi på et stykke måtte klatre på alle fire ad nogle ret glatte sten. Det havde nemlig også småregnet lidt. Vi klarede os uden at tage regnslag på, men surt var det.

Vi vandrede i alt 25 km, hvoraf de første 12 var op over bjerge, mens de sidste var ad en landevej. En smuk tur, men Hanne syntesabsolut ikke om første del af turen.



Vi overnattede på Hotel Maristel (€87) i Estellencs. Et luksushotel som vi nød meget. Vi fik en pragtfuld aftensmad på et lille lokalt sted, hvor vi valgte mallorkinske retter.


mandag den 12. april 2010

Fra Port d'Andraxt til Sant Elm

Op kl. 8 og morgenmad på hotellet. Afsted kl. 9:45 og så en fin, men oplevelsesmæssigt hård opstigning til 300 m.o.h. Det var nemt at finde vej, så forhåbentlig bliver morgendagen også ok. På vej ned fik Hanne bestyrket sin angst for at gå nedad. Det er lidt et problem, men vi arbejder med det.


Hotel Dragonera (€60) i Sant Elm lå helt nede ved vandet og vi fik et lille, men meget rent værelse med udsigt over vandet. Fin middag på hotellet til ingen penge: €30!


Sant Elm er meget stille efter kl. 21, hvor vi gik en lille aftentur. 

Morten ringede. Det var ok med musikken til Gretes bisættelse.


søndag den 11. april 2010

Christianshavn til Palma de Mallorca

Fly fra København til Palma de Mallorca 

Vi stod sindssygt tidligt op! Kl. 02:00, fordi vi skulle nå et fly kl. 6:25 fra Kastrup.

Vi nåede det og ankom til Palma kl. 9:05. Efter den sædvanlige ørkesløse venten på bagagen kunne vi tage bus 1 ind til selve Palma. Det kostede €2 pr. næse ;-)

Vi havde en fin rundtur i byen og nåede at tage nogle fotos af hinanden.



Derefter tog vi bus 102 til Port d'Andraxt, hvor vi skulle overnatte på Hotel Brismar til kun €36 pr. nat for os begge inkl. morgenmad. Til gengæld var der enormt lydt på værelset.

 

Vi fik også gået lidt rundt i Port d'Andraxt og set på havnen og de meget stærkt-blå fiskenet.




Det var i det hele taget et meget billigt sted. Middagen kostede i alt €57 eller ca. 430 kr for os begge. Det var en menu til €15 pr. næse, vin, kaffe og te. Hyggelig middag, hvor vi kom i snak med et par danske gæster.