torsdag den 6. september 2018

Vi fortsætter vores forberedelser til Shikoku 88

Der er nu i følge vores Finnair app 26 dage til afrejse og vi fortsætter på forskellig vis vores forberedelser til turen.

Vi er blevet vaccineret mod difteritis, stivkrampe og japansk hjernebetændelse og vi har tegnet en rejseforsikring gennem "danmark". Forsikringen gennem "danmark" var den billigste og man skulle ikke have en helbredsattest, som man skulle have hos f.eks. "Gouda", som vi ellers er meget glade for.

Vi følger også ret meget med i alle de ulykker, der for tiden vælter ned over Japan: tyfonen Jebi, der har oversvømmet og lukket Kansai lufthavn, som vi meget gerne skulle lande i, når vi når til Japan den 3. oktober 2018. Og jordskælvet, der ramte Hokkaido for et par dage siden.

Vi er blevet spurgt, om vi er bekymrede for naturkatastrofer eller lignende på vores tur, men det er vi - måske lidt naivt - absolut ikke. Vi har forberedt os en anelse på den måde, at jeg har hentet en app, der hedder "Yurekuru", Den giver en advarsel, når der sker et jordskælv på - har jeg sat den til - "lower 5" i den japanske jordskælvs skala, hvor "7" er det højeste.


App'en er på engelsk på min telefon, heldigvis. Og den virker! Jeg fik et ordentlig bip, da jordskælvet på Hokkaido fandt sted. Hokkaido er meget langt væk fra Shikoku, så man har næppe kunnet mærke rystelserne der.

Men hvordan vi så selv reagerer på et jordskælv, det må tiden vise. Vi prøvede et lille ét forrige år, da vi var på Gavdos, men det var et lille et, så det tæller vel næsten ikke.

Vi har også forberedt os ved at træne, det vil sige gået nogle lange ture. Så vi kender efterhånden en del til det sjællandske landskab - og det ER smukt. Vi kunne godt bruge noget træning i at gå op og ned, men det er lidt sværere at finde egnede steder til det, uden det går hen og bliver enormt kedeligt.

Vi krydser fingre for, at den oversvømmede Kansai lufthavn snart kommer i gang igen. Ikke bare for vores skyld, men ikke mindst for japanernes. Jeg har læst, at det - udover en masse passagerer - også er enorme mængder gods - import og eksport - der går over lufthavnen, så det har stor betydning for den japanske økonomi, at lufthavnen er i drift.

Vi er spændte og glæder os stadig til turen.

Ingen kommentarer: