onsdag den 24. oktober 2012

Opdatering af bloggen

Jeg har nu opdateret bloggens indlæg med oplysninger om de steder, vi har overnattet på. Altså, hvad stedet hedder, lidt om, hvordan det var og hvad det har kostet.

Desuden er der tilføjet noget om den forplejning, vi har fået på disse overnatningssteder.

Det er på denne tur - Chemin du Puy - lykkedes os helt at undgå at dele værelse med andre, selvom en del af stederne var gîtes, altså det, der svarer til alberguer i Spanien. Vi oplever nok, at kvaliteten af de franske gîtes er højere end de spanske alberguer.

Hotellerne har været af svingende kvalitet, men bortset fra et enkelt har de været ok.

Chambres d'hôtes, det der svarer til de spanske Casa Rural, og som egentlig er "Bed & Breakfast", har tilgengæld generelt været en fornøjelse at besøge. En del af dem har været fremragende og er steder, som vi kunne tænke os at besøge igen.

Generelt har vi spist bedre end på vores ture i Spanien:

Vi har altid fået morgenmad, der hvor vi har overnattet. På chambres d'hôtes er værelset altid med morgenmad. På gîtes har vi også altid fået morgenmad, men det er afregnet særskilt, ligesom på hotellerne. Men da vi så vidt muligt altid gik efter halvpension var morgenmaden nærmest en selvfølge. Morgenmaden har generelt været god. Ofte med brød, og næsten altid med croissanter! I Spanien kunne det knibe med at få ordentlig morgenmad på det sted man overnattede.

Vi har også på denne tur spist bedre frokost. Vi fandt ud af at man faktisk altid kan finde et brødudsalg, uanset hvor lille landsbyen er. En franskmand kan ikke undvære brød, så hvis bageren har lukket, så er der brødudsalg i tobaksforretningen eller et lignende sted. Brød opfattes som en menneskeret. bare tænk på 1789! Vi købte så noget ost og noget pølse til vores baguette og spiste det til frokost. Et simpelt baguette koster 0,85€, et mere lækkert "land"-baguette koster 1,20€, så det var ikke frokosterne, der tyngede vores budget.

Endelig, så spiste vi jo langt, langt bedre middagsmad her i Frankrig end i Spanien. For det meste 4 retter: forret, hovedret, ost og dessert. Og mere rigeligt end i Spanien. Vi gik aldrig sultne i seng og alligevel har vi hver tabt ca. 4 kilo.

Denne tur har været så god en oplevelse, at vi håber at komme tilbage til Frankrig. Enten på en ny vandring eller måske i bil. Vi får se.

torsdag den 11. oktober 2012

Kort over vores vandringsrute 2012

Vores gode ven, rejsekammerat til Nepal og tidligere kollega Erik Andresen har været så sød at lægge vores vandring op på Google Maps lige inden han selv tog på ferie til Kina, Tibet og Nepal med sin kone Hanne.

Vi er meget glade for kortet og Erik skal have en meget stor tak for det!

Vær opmærksom på, at vi jo har gået så langt, at ruten strækker sig over to sider!

Kortet kan ses ved at klikke på linket neden for.

Klik her for at se vores rute på Google Maps

onsdag den 3. oktober 2012

Måske et slutbillede fra Chemin le Puy?

St. Jean Pied-de-Port til Bayonne


Efter en dejlig stille formiddag med let sightseing i St. Jean PdP og en dejlig frokost i byen tog vi det lille tog til Bayonne kl 14.
En dejlig rolig (langsom) tur gennem det stadig smukke baskiske landskab.
Der er rigtig dejlig varmt i Bayonne og vi havde bestilt værelse på et hotel lige overfor banegården, så vi har det nemt både i dag og i morgen tidlig. Hotellet er ok, men ikke noget at skrive hjem om.
Efter næsten 35 dage i på landet, i bjergene eller i små eller meget små byer er Bayonne overvældende med trafik, støj, møg og masser af mennesker.
Vi glæder os nu endnu mere til at komme hjem. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok nu, så vi glæder os til et TGV i morgen. (TGV = Train Grand Vitesse = tog med høj hastighed).
Billedet viser et TPV ;-)
03.10.2012 Hôtel Côte Basque.  Et ok hotel lige ved banegården i Bayonne. Lille værelse. 82€ for værelset med morgenmad.

Jespers nye baskerhue og andre fotos fra den 2 oktober 2012

Jeg er meget stolt og glad over min nye baskerhue, som jeg købte af vores syngende vært i går aftes (under en vis indflydelse af vin), men med glæde bar fra i morges til det blev for varmt.

Desuden et stemningsbillede fra turen og Hanne på gaden i St. Jean PdP.

Ostabat-Asme til St. Jean PdP i alt 733 km (igen)


Det var utrolig dejligt at nå frem til St. Jean PdP og at have gennemført den lange vandring vi havde bestemt os for. Men der er også noget vemod og lidt tomhed med i stemningen. For St. Jean PdP er fuld af turister (rigtig, rigtig mange) og af folk, som skal til at begynde deres Camino igennem Spanien, eller af folk, som fortsætter vandringen. Vi skal bare hjem! Det er både lidt fladt og samtidig dejligt.
Det var dejligt at gense St. Jean PdP, som er en lille meget sød, køn og hyggelig by fyldt med turister, pilgrimme, vandrere og masser af biler og trafik. Og dennegang har vi et noget bedre værelse end sidst i 2008, hvor vi kun med nød og næppe fik et lille luset hummer til en uhyrlig pris, fordi alt var optaget, da vi sent nåede frem til byen.
Som lige nævnt i det forrige blogindlæg, så har det været en utrolig dejlig sidste vandringsdag. Fra morgenstunden med en smuk, smuk solopgang, over en let vandring uden store højdeforskelle til den vellykkede afslutning af turen tidligt på eftermiddagen.
Vejret har været det mest perfekte vandrevejr, man kan tænke sig: sol og skyfrit, men ikke for varmt og ingen vind. Om eftermiddagen lunt i solen. (Og lidt koldt på værelset. Her er fyringssæsonen bestemt ikke gået i gang).
Det baskiske landskab her lige under Pyrenæerne er bare så smukt. Det kan minde om landskaber fra Alperne. Også husene kan ligne. Det er meget grønt og frodigt at se på.
I aftes havde vi også en dejlig oplevelse. Vi boede på et Gite, men havde eget værelse med bad og toilet, men man spiser jo sammen ved langborde på Gites (albergue på spansk, herberg på dansk). Og værten optrådte under aperitiffen med baskiske sange, så det var en fryd. Han sang virkelig godt. Flot stemme. Og han fik de øvrige, alle fransktalende, til at synge med. Det var ret sjovt.
På billedet af de to baskere, er værten ham, der vinker.
Vi har i øvrigt opgjort hvor mange skridt Hanne har taget siden vi begyndte vandringen for 33 dage siden i Le Puy-en-Velay. Hanne har gået 1.081.469 skridt, altså over en million skridt siden starten! Jeg har vel taget nogenlunde lige så mange, så det er næppe noget under, at vi føler os lidt brugte.
I morgen tager vi toget til Bayonne, hvor vi så overnatter inden den store hjemrejsedag på torsdag den 4 oktober 2012.
Nå, trådløst internet er ikke altid lige til, når man skal bruge det. Så derfor først denne blog fra den 2 oktober her den 3.
02.10.2012 Hôtel-Restaurant Central. Ældre hyggeligt hotel midt i byen. Stort værelse. Man kunne ikke få halvpension, men vi spiste alligevel på hotellet. Det var ikke billigt, men til gengæld dejligt med en god vin. 171€ for middag, morgenmad og værelse.

tirsdag den 2. oktober 2012

Ostabat-Asme til St. Pied-de-Port i alt 733 km

Så nåede vi målet St. Jean Pied-de-Port kl 14 i dag!

Pragtfuldt og dejligt efter en vandring i det bedste og smukkeste vejr på hele turen.

Vi vender tilbage senere, når jeg har fundet noget ordentligt internet.

mandag den 1. oktober 2012

Lichos/Aroue til Ostabat-Asme i alt 711 km (igen)

Så kom vi på nettet og kan sende lidt billeder fra dagens vandring i gennem det baskiske landskab.

Lichos/Aroue til Ostabat-Asme i alt 711 km.

Næstsidste vandringsdag blev en fin tur gennem det smukke baskiske landskab vi nu er nået ind i. Vejret har i dag været et fint vandrevejr med skyer hele formiddagen og sol her sidst på eftemiddagen.
De 25 km gik gennem et meget smukt og MEGET bakket landskab. Vi kan godt mærke vi er nær ved Pyrenæerne. Det er vel ikke længere bakker, men snarere små bjerge (forbjergene til Pyrenæerne).
I morgen er det sidste vandringsdag, og vi glæder os virkelig til at nå frem til vores mål: St. Jean-Pied-de-Port, som vi jo begyndte vores første Camino vandring i, i september 2008.
Vi har nu vandret i 32 dage uden ophold, og selvom det har været utrolig dejligt, så har det også trukket tænder ud. Vi ER eller føler os noget brugte, så vi glæder os virkelig til i morgen, hvor vi kun har 21,5 km tilbage. Hver km vi tilbagelægger i morgen vil vi glæde os over.
Vi kommer som tidligere skrevet hjem sent torsdag aften med fly fra Paris-Orly, så tirdag overnatter vi i St. Jean-PdP og onsdag i Bayonne.
Der kommer ingen billeder med lige nu, da der ikke er internet p.t. Jeg håber at kunne lægge nogle op senere.
01.10.2012 Gîte d'ètape-Chambres d'hôtes Ferme Gaineko-Etxea. Igen et gîte, der også har værelser. Vi fik vores eget værelse med bad og toilet, og kunne sidde i solen uden for værelset og varme os efter badet. Middagen blev - som sædvanligt på et gîte - indtaget i fællesskab ved et langt bord. Værten underholdt med baskiske sange. Det var utrolig hyggeligt og fornøjeligt. Dejlig og rigelig mad og vin.82€ for halvpension. Desuden købte jeg en "béret" til 18€ og vi købte også to "Pique Nique" til i alt 12€.