Hjemme igen - en slags status

Så er vi hjemme igen efter 40 dage på farten og efter et par dages vænnen sig til ikke at gå nogle og tyve kilometer om dagen.

Vi har tabt os og er kommet i rigtig god form. Hanne har tabt 3 kg og jeg tabt 4 kg, men samtidig med at vi er kommet i form, er de resterende kilo blevet fordelt lidt bedre - synes vi.

Det har været en fantastisk tur, men vi gør det ikke igen.

Vi er ret stolte af os selv: Vi har gået HELE turen fra St.-Jean-Pied-de-Port til Finisterra via Santiago uden overhovedet at have brugt andet end fødderne. 888 km plus det løse.

Vi har set utroligt meget, for vi har jo vandret igennem alt, og vandren er jo en meget langsom bevægelsesform, hvor man har tid til at se, høre og lugte.

Vi har mødt en masse mennesker, som jeg har skrevet meget lidt om, men de har også været en stor del af turen. Vi har mødt mennesker fra store dele af verden: Australien, Brazilien, Guatemala, Frankrig, Tyskland, USA, Skotland, Norge, Sverige og sågar Danmark. Nogle møder man - følges med - nogle dage. Andre - som danske 29 årige Rikke - mødte vi i flyet til Biarritz, og så igen 14 dage senere i Hontanas, og atter igen (yderligere 14 dage senere) i Melide, hvor vi spiste de skrækkelige Pulpo (blæksprutter) sammen. Vi sagde også - igen efter et tilfældigt møde - farvel til hende i Fisterra den sidste dag på turen.

Et par amerikanske kvinder, Cathy og Dawn, fulgtes vi med i begyndelsen fra Orisson og snakkede rigtig meget med, og senere har vi holdt forbindelse med dem via nettet, da de gav sig bedre tid end vi gjorde og derfor "sakkede" agterud.

Jeg tror, at én af grundene til at jeg ikke har skrevet om vores med-pilgrimme, er, at de fleste af de beskrivelser, der er af Caminovandringerne, handler utrolig meget om "de andre" og i mindre grad om vandringen. En anden grund er den, at bloggen er skrevet samme dag, som vi har vandret, og så fylder selve vandringen, vejret, fødderne, støvlerne og den svedige krop mere end dem man har mødt.

Det har været vidunderligt at lære Spanien at kende. Spanierne lærte vi knap så godt at kende, fordi kun ganske, ganske få af dem vi mødte på vores vej talte engelsk. Spansk vin har vi også fået stor, stor respekt for. Uanset hvilken pilgrimsmenu vi har spist, og uanset dens kvalitet, så har vi fået en rigtig dejlig vin dertil. For det allermeste en ung rødvin og altid meget kold (14-16 grader). Men dejlig.

Uden den dejlige spanske "cafe con leche" havde jeg heller ikke overlevet turen, for imodsætning til herhjemme fyldte jeg godt med sukker i den, så jeg havde noget at forbrænde. Det er iøvrigt billigt at drikke kaffe i Spanien. På de allerfleste barer og restauranter vi har besøgt, og vi har vel mindst besøgt 3-5 stykker om dagen, koster en "cafe con leche" 1,00 til 1,20 Euro.

Og det har værest fantastisk at bevæge sig igennem de forskellige spanske regioner med alle deres forskelligheder: Pyrenæerne (som mest var fransk), Baskerlandet, Rioja-distriktet, den uendelige Meseta og fra den flade Meseta over to bjergkæder til det dejlige Galicien.

Jeg har taget en masse billeder/fotografier, som jeg naturligvis gerne viser frem, men hvor interessante er de for andre? For Hanne og mig er det en hjælp til erindringen og de kan da give et indtryk af hvordan der så ud på dele af turen, men hvad vil de give andre?

Jeg vil arbejde lidt med det, og nok prøve at lave en mindre billedsamling, men om det bliver noget, der er interessant og givende for andre ved jeg altså ikke endnu.

Der har været visse kommentarer til den meget detaljerede pakkeliste, men faktisk har vores udstyr, og det vi har taget med os, været ret perfekt med meget få mangler: Vi undlod at tage nogle siddeunderlag med, og det savnede vi, når vi skulle holde hvil og ikke lige kunne finde en bænk. Den varme undertrøje jeg havde med var for lille til at bruge som sweater, så jeg blev nødt til at købe én større undervejs. Vi burde nok også have medbragt de to rygsækovertræk, så rygsækkene blev lidt bedre beskyttet både mod regn og mod møg. Endelig brugte vi ikke iPod'en så meget, som vi havde troet. Vi var nok for trætte om aftenen.

Når man læser beretningerne fra Caminoen er der tilsyneladende mange, der går den flere gange. Det kommer vi ikke til. Èn gang rækker. At gå den endnu en gang må være som at bestige den samme bjergtop anden gang. Og anden gang vil aldrig være som den første.

Men vi er ikke færdige med at vandre.