Hjemme igen!

Lørdag havde vi en fin tur hjem fra Lourdes.

Fredag aften havde vi besøgt foreningen for Santiago-pilgrimme i Lourdes for at få vores stempel, og de var bare så søde og hjælpsomme. Da én af dem - Daniel - hørte vi skulle med fly næste formiddag tilbød han straks, at køre os til lufthavnen. Vi skulle bare mødes ved foreningens lokale (nærmest en butik på Boulevard de la Grotte), så ville han køre os til Lourdes/Tarbes lufthavn.

Og det gjorde han, mens han underholdt os hele vejen på sit franske, som jeg nok kun forstod halvdelen af. Men sød var han.

Jeg tror aldrig, vi har mødt så mange og hjælpsomme mennesker som i år.

Vi har altid mødt stor, stor hjælpsomhed, når vi har vandret. Være det sig på Kreta, i Nepal, i Spanien eller i Frankrig, men aldrig som på denne tur.

Bortset fra, at det har været et lortevejr - når man nu vil vandre - så har det jo ikke været nogen hård tur. Vi har ikke haft problemer med fødderne eller blot antydning af vabler på de 200 km, og selvom vi ind imellem har syntes, at bakkerne var lange og seje, så var det altså kun bakker.

Vejret er også skyld i at vi begge er blevet forkølet, hvilket vi ikke har prøvet før. Måske lige bortset fra én dag i Galicien på vores første Camino, hvor jeg blev syg, men reddet af en vært, der gav os timiansuppe mm. (Se bloggen http://akacie.blogspot.dk/2008/10/ponferrada-582-km.html).

Det mærkelige er, at vi for 10 år siden begyndte vores lange vandringer aldrig rigtig tænkte på vejret. Selvfølgelig kunne det blive regnvejr, men det var nok bare en byge. NU er det som om det bare regner altid, bortset fra august i Sydeuropa, hvor det er smeltende varmt!

Stierne og landskabet vi har gået igennem i år har bare været perfekte. Det kan virkelig anbefales. Smukt og afvekslende og når vejret var bedst med de høje flotte Pyrenæer bjerge foran!

Lourdes 12 km til fods

I dag har vi ikke vandret, men bare været rundt i Lourdes. Alligevel har Hanne registreret på sin skridttæller, at vi har gået 12 km.

Lourdes er virkelig et mærkeligt sted. Der er 147 hoteller samlet på meget lidt plads og formentlig ligeså mange eller flere restauranter, cafeer, barer og brasserie. 

Det hele bygger på en illusion - en fantasi eller forestilling - som en lille pige i 1858 havde og som den katolske kirke efter nogle år fandt ud af at kunne bruge. Det er simpelthen en industri uden lige, og alligevel kan man ikke undgå at blive påvirket, fordi vi aldrig har set så mange kørestole med syge mennesker fra det meste af verden samlet på så lille et sted. Folk kommer hertil fordi de tror og der opføres hver dag et eller flere shows, som for de involverede formentlig er oprigtige. 

Det er virkelig et mærkeligt sted. F.eks. så skulle vandet være af en særlig karakter - helbredende - eller hvad ved jeg, men vi har i hvert fald tappet noget, som vi vil forære til nogen, som tror på det. Det virker næppe på dem, som ikke tror på det.

Ved grotten, hvor den unge pige - Bernadette - så jomfru Maria, er der hver dag messer uanset vejret.

Om aftenen (kl 21) er der en procession, hvor tusindevis af mennesker: gående eller kørende i moderne kørestole eller ultra gammeldags vogne møder til en fælles Ave Maria. Også her øsregnede det. 

Når vi er hjemme med ordentligt internet poster jeg nogle billeder fra dette aftenarragement.

Ibos til Lourdes i alt 202 km

Ligeså dejlig en vandring vi havde i går til Ibos ligeså rædselsfuld har vandringen været i dag, hvor vi dog alligevel nåede frem til Lourdes.

Knap 40 minutter efter vi forlod det dejlige hotel i Ibos begyndte det at regne, og det fortsatte de næste seks timer!

Mit kamera var heldigvis igen pakket godt ned i min rygsæk, så de få billeder vi har taget i dag er taget med min våde iPhone. Den har dog overlevet og taget et foto af en af stierne. Det ser dejligt ud, hvis man var en frø.

De første 19 km var det ikke muligt for os at have ét eneste hvil, hvor vi kunne sidde ned og få rygsækken af. Det pissede simpelthen ned hele tiden og alt var bare så vådt, så vådt. Vi holdt et slags hvil stående og spiste lidt brød og vores "nødrationer" (et par energibarer):

Hanne så ikke udpræget mere munter ud end jeg. Det begyndte i øvrigt også at blæse kraftigt, hvilket jo ikke gjorde vandringen sjovere.

Vi havde gået rigtig rigtig meget i skov, men på et tidspunkt kom vi så endelig ud af den og kunne så se at vi var ved at være ved bjergene:

Det var dejligt at se gennem regndisen!

Godt 4 km før Lourdes kom vi igennem en lille by Bartrés, hvor vi på en café fik cola, te og kaffe. Vi var for flade til at spise.

Vi nåede som sagt Lourdes efter lidt over seks timers vandring og fandt vores hotel og begyndte at pakke vores grej ud inden vi skulle bade og skifte til tørt tøj, da Hanne pludselig opdagede at en del af hendes tøj i rygsækken var vådt! Vi har begge et særligt regnovertræk trukket ud over rygsækken, når det ser ud til regn. Men enten virker det ikke, eller det har bare regnet så meget og blæst sådan, at regnen er trængt ind, hvor den ikke burde komme. Det viste sig desuden, at også noget af mit rygsækindhold var blevet vådt. Bare ikke helt så slemt som Hannes.

Vi har nu vandret i ni dage. Fire dag uden regn og fem dage med regn. 

Livet er alt, alt for kort til vandring i regn med vådt tøj i rygsækken - og forkølede oveni - så vi slutter årets vandring her i Lourdes!

Vi bliver i Lourdes i morgen fredag, og kommer så hjem på lørdag. Vi flyver fra Lourdes/Tarbes lufthavn til Orly i Paris og derefter med Norwegian fra Orly til Kastrup.

Maubourguet til Ibos i alt 179 km

En flot og dejlig vandredag med SOLSKIN!

Endelig kom solen frem og lyste på os. Det er helt utroligt så dejligt, det er at vandre, når det ikke regner. Vi havde næsten glemt vandreglæden, men vi fik den igen i dag. Også fordi vi i dag kunne se de flotte Pyrenæer bjerge i det fjerne og langsomt kom dem nærmere og nærmere. Vi havde i går set et glimt af dem på et tidspunkt hvor skyerne havde lettet lidt. Men i dag så vi den så for alvor igen.

Det blev kun til 19 km i dag fordi vi ikke kunne finde et overnatningssted i rimelig afstand fra Maubourguet. Jeg havde ellers en række hoteller og chamber d'hotes adresser med, men alt var optaget i og omkring Vic-en-Bigorre. Det er ellers en pænt stor by, men det viste sig, at der var en kongres eller lignende blandt de franske fængselsbetjente i byen i disse dage. Det havde jeg jo ikke ligefrem kalkuleret med hjemmefra.

Vi tog derfor en taxi til det næste af mine planlagte overnatningssteder og har dermed sprunget en vandringsdag på godt 25 km over. Tilgengæld bor vi nu virkelig dejligt lige uden for Ibos og lige hvor stien passerer forbi, så det burde være let at fortsætte i morgen på trods af vejrudsigten i morges:

Da vi startede i morges så himlen og Hanne således ud:

Lige nu har vi det begge godt. Vi har spist og drukket som landets rigeste adel, og vores forkølelser er tilsyneladende under kontrol, selvom vores næser er lidt røde. Sol og varme hjælper på meget.

Monlezun til Maubourguet I alt 160 km

Hvor er det bare surt at vandre i sit skrækkelige regnvejrs outfit en hel dag. Ikke bare fordi det er pilGRIMT, som Mette skriver i sin kommentar, men fordi man bliver våd inden under jakkerne og bukserne af sved, og når man så får lejlighed til at tage jakken af for en stund, så fryser man fordi det blæser.

Og dagen i dag var slem, selvom den egentlig begyndte fint. Vores søde vært i Monlezun skulle nemlig til Marciac næste morgen (vistnok for at hente nye forsyninger af medikamenter på apoteket) og han tilbød at tage os med, så vi sparede 5,9 km. Det sagde vi naturligvis ja tak til. Vi er jo ikke længere så hellige, at hver eneste meter på turen skal være betrådt af os. Det var kun de første år. Nu skal det også være sjovt.

Marciac viste sig at være en fin lille "rigtig" by med det hele. Men lige så snart vi gik derfra begyndte det at regne! Så de første mange km gik vi i fuld regntøjsudrustning.

Én ting er at man bliver skiftevis våd og varm og våd og kold. Det er slemt. Værre er mudderet!

For første gang forstår jeg nu rigtig de fotografier fra det tyske tilbagetog fra Rusland, hvor soldaterne kæmper med mudderet. For når vi i dag gik ned ad de - i godt vejr - smukke hulveje, så klumpede der sig op mod 10 cm tykke mudderkager under sålerne, så man hele tiden var ved at glide og skride på røven. Jeg ville have taget at foto af støvlerne med mudderklumperne, men jeg var hunderæd for at skvatte ned af bakken, hvis jeg slap mine stave bare et øjeblik.

Vejret skiftede mellem regn, byger, støvregn og lidt solskin. 

På billedet har Hanne lagt regnjakker, stien er flad og på kirken længst væk skinner solen lidt gennem de tunge sorte skyer. 

Det ser ud til at blive ret pænt vejr i morgen, men de lover regn de efterfølgende dage. Det er surt!

Blandt dagens små glæder - som man kan tillade sig at fotografere - var denne dessert med verveine eller på dansk verbena eller jernurt.

Vi er i øvrigt nået til sidste stop på GR653, altså Chemin d'Arles og går i morgen ad GR101 mod Lourdes og jeg er også nået at få ondt i halsen og snot i næsen. Men vi har forsynet os med Strepsiler og Arnica-pillerne har vi stadig nogen af, så det går vel. Især hvis vejret bliver bare lidt bedre.

L'Isle de Noë til Monlezun i alt 142 km

Hanne havde det meget bedre i morges efter en ordentlig gang paracetamol suppleret med nogle magiske bitte små sugepiller ved navn Arnica. Alle franskmændene og vores engelske værtinde, Edna, svor Arnica bare var det bedste ved ondt i kroppen. Jeg har slået Arnica op på Google. Det er noget fra en blomst, der hedder "guldblomme".

Måske fik Hanne det bare bedre ved at sove og slappe af, selvom det sidste bestemt ikke var nemt under de mildt sagt ikke særlig hygiejniske forhold. Men Edna var fantastisk sød og hjælpsom. 

Nå, men ellers startede dagen med regn, selvom vi prøvede at benægte det og først tog vores regnbukser på, da det var begyndt at regne. Som det ses er jeg nu fuldt sikkerhedsmæssig korrekt signalfarve udrustet.

Og måske lidt surt udseende over vejret.

Vi beholdt de smukke bukser på hele dagen, selvom det skiftede meget mellem regn, lidt sol, vindstød og byger. Jakkerne havde vi af og på i en uendelighed, fordi vi blev for varme med dem på op ad bakke og blev våde, når regnen kom uden dem osv. osv.

Igen i dag bugtede vandringsruter sig op og ned og igennem små skove og større skove, langs marker, igennem hulveje, forbi små landsbyer, store kirker (aflåste) og enkelte store andefarme med tusindevis af ænder. Meget varieret og meget smukt. Men også sindssygt meget mudder på støvlerne og under dem!

På vejen så vi også for første gang gule nøgen jomfruer:

Dette foto er ligesom de fleste andre på bloggen taget med telefonen, fordi mit dejlige Fuji X-T20 er lagt ned i rygsækken på grund af regnen. 

Auch til L'Isle de Noë i alt 116 km

En mærkelig dag i dag. Mest fordi Hanne ret tidligt på dagen begyndte at have det skidt med ondt i halsen og øm i kroppen. Så den første del af turen var tung for hende. Det blev lidt bedre efter et hvil, men det blev en hård dag.

Vi passerede Auch uden at tage os tid til at besøge katedralen, fordi dagen efter planen faktisk var den længste på hele turen og Hanne havde det skidt. Det var måske lidt ærgerligt for folk, vi har mødt, siger både byen og kirke mm. skulle være udsøgt.

Vejret var virkelig omskifteligt mest med tunge skyer, men også med sol ind imellem, samt en ordentlig byge ved 14-tiden. Det blæste også, så når vi var våde af sved og blæsten fik én, så blev det skidekoldt. Det er nok også en af grundene til at Hanne er forkølet eller hvad det nu er.

Landskabet er smukt med store bølgende marker og skove og stadig næsten intet kvæg. Det virker som et meget frodigt område. Som jeg skrev en af de andre dage, så et landskabet bølgende bakker, som på Sjælland, men så alligevel ikke. Bakkerne er meget større og bredere, men stadig med en  - undskyld jeg skriver det - kvindelig blødhed.

Da vi nåede den første landsby, Barran, efter Auch, havde vi gået 21 km (Hannes skridttæller siger 26 km) og Hanne orkede ikke at gå videre, så vi ledte efter en café eller lignende eller i det mindste et sted med et telefonnummer til en taxi. Der var ingenting! Som i virkelig ingenting! Landsbyen så sød ud. Med en kirke og en gammel plads med overdækket markedsplads. Der syntes at være en del turister i byen, men altså intet at købe.

Ved markedspladsen satte vi os på en bænk under en buegang lige ved siden af en hvid Audi, som stod lidt malplaceret. Knapt havde vi siddet i to minutter, så kom en dame ud og spurgte om vi trængte til noget. Vi spurgte naturligvis efter en café, men der var jo intet. Så tilbød hun at lave kaffe til mig og te til Hanne, som hun så bragte ud til os på bænken. Hun var bare fantastisk sød. 

Jeg spurgte så efter en taxi, men det fandtes heller ikke, og da jeg så forklarede, at Hanne havde det skidt, hentede hun dels noget til halsen, der skulle være ligesom Strepsiler, dels noget homoepatisk noget (arnica), der klarede både ondt det ene og det andet sted. Hun var bare så hjælpsom, som vi aldrig tidligere har oplevet det. Som kronen på værket sagde hun, at når hendes mand kom tilbage fra en jagttur, ville han køre os til vores bestemmelsessted. Det var så kun 5 km ad landevejen, men 7,5 km til fods af vandrestien. 

Og det gjorde han naturligvis da han kom en trekvarter senere. Uden et kny, men fantastisk sød og venlig.

Vi bor så nu på et af de mest mærkværdige steder vi har mødt. En utrolig sød engelsk kvinde - Erna - driver det eneste chambres d'hotes i miles omkreds. Hun er virkelig sød, men hendes sted er miserabelt. Hendes mad var dejlig og rigelig, men det kan man vist ikke sige om rengøringen. Og værelser og senge et noget værre skrabsammen. Det er ikke et af Hannes favoritsteder, så vi bliver her under ingen omstændigheder i morgen.

Udefra ser stedet rigtig sødt ud!

Vi bor i alt otte "pilgrimme" på stedet. De to har vi mødt flere gange de sidste par dage, men et svejtsisk par og to fransktalende mænd fra Canada har vi ikke mødt før.

Gimont til Auch i alt 93 km

Vi havde et fantastisk dejligt ophold på et lille, meget elegant og sødt hotel med meget venligt personale og en udsøgt middag i Gimont. Hotellet hedder Hotel Villa Cahuzac og kan virkelig anbefales.

Vi havde med gru tjekket vejrudsigterne for i dag, og det skulle regne hele dagen, men mest mellem 8 og 9 om morgenen. Så vi stod lidt senere op end vanligt på vores vandreture og var afsted et kvart over 9. Da smådryppede det kun efter det havde regnet en hel del tidligere.

Der var pissevådt allevegne og mudderet samlede sig på og ikke mindst under vores støvler med de gode Vibram såler, som viste sig især at være gode til at samle store mudderkager.

På trods af vejrudsigterne slap vi faktisk igennem dagen uden at blive rigtig våde. Ved et tilfælde havde vi gjort ophold for at tage en pause på en bænk foran en kirke, og da der pludselig kom en kraftig byge med masser af vand nåede vi i ly under et stort halvtag ved kirken! Et svineheld.

Vi har nogle gode regnjakker med i farver, der skaber sikkerhed sammen med rygsækovertrækkene. Hannes farver er dog ikke lige så sikre som mine.

I morgen går vi nok i shorts, for buksebenene blev ret mudrede. Vi har også regnbukser med, men deres gule farve er helt forfærdelig, og så er de også frygtelige at have på, for ikke at tale om at gå i.

L'IsleJourdain til Gimont i alt 65 km

Tredje vandringsdag har været en fin dag. Vejret startede ligesom i går med gråvejr, men - imodsætning til i går - klarede det op og vi fik solen at se og mærke. Dejligt!

Det er et meget varieret og dejligt landskab, vi vandrer igennem. Smukt bølgende bakker - ikke som sjællandske - lidt større, lidt bredere og ikke så blide. Gode at gå i.

Der høstes solsikker så det er en lyst. Indimellem er der en majsmark. En meget venlig mand, der åbnede en lille landsby café, mens vi sad og hvilede lige uden for, fortalte at man skiftede mellem majs, solsikke og hvede. Så man aldrig dyrkede den samme afgrøde på samme jord to år i træk. Og i år var det altså stort set solsikker. Høstmodne solsikkemarker er enormt triste at se på. Alt er sort og solsikkerne ser fuldstændig døde og udtørrede ud lige inden de høstes.

Den lille café var landsbyen Giscaro's forsøg på at skabe lidt liv for de godt 100 mennesker i byen. Et socialt initiativ med vilde priser: en kop kaffe eller te koster 20 centimes! Og vi fik så i øvrigt chokoladekiks til.

Frankrig har et fantastisk net af gamle hulveje, som de kloge mennesker, der lægger markeringerne til de store vandreruter (f.eks. GR 653, som vi følger nu) bruger overmåde klogt. De er utroligt smukke. Jeg har en forklaring på, at de gamle veje/stier stadig eksisterer i Frankrig og ikke i Danmark. Om den holdet ved jeg ikke, men jeg tror, at Frankrig er så stort et land, at man bare laver nogle nye veje, når man har behov herfor. I Danmark bliver vi nødt til at lave de nye veje oven i de gamle!

Men i "alla fall", så er det fantastisk dejligt at gå ad de gamle hulveje: de er smukke, der er skygge og ingen andre trafikanter bruger dem. Vi har dem for os selv.

Dagens middag

Selvom man har vandret 25 km - eller hvad det nu var - med rygsæk, kan man jo godt se godt ud i sin Ralph Lauren silkekjole, der hverken krøller eller vejer noget som helst, nå man spiser sin and og får en dejlig rødvin hertil.

Pibrac til L'Isle Jourdain i alt 40 km

I dag er vi endelig kommet ud i det franske landskab, som vi holder så meget af.

Dagen begyndte tidligt: op kl. 7, og efter morgenmaden var vi afsted kl. 8:20. 

Det første stykke vej var et lærestykke i privatbilismens problemer: endeløse rækker af personbiler med én person i på vej mod Toulouse. Hvis vi havde gået mod Toulouse og ikke væk derfra var vi kommet hurtigere frem på vores gåben end dem i bilerne.

Under halvdelen af vandringen i dag følte vi at vi gik i en storbys opland, men heldigvis ændrede det sig i eftermiddag og vi kom igennem nogle smukke åbne lyse skove med rigtig gode stier. Senere blev det et bondeland med store åbne marker med - såvidt vi kunne se - høstede majsmarker og solsikkemarker under høst. Vi så én mark med 3 køer og én mark med 2 heste, men ellers var der absolut intet kvæg at se. Heller ikke andefarme eller svinefarme har vi set i dag.

Når man vandrer er afstande af umådelig betydning. Det betyder alt for ens velfærd, hvorlangt man har gået eller endnu vigtigere, hvorlangt man skal gå. Vi har mange mål for dagens vandring. Dels her jeg jo regnet ud, hjemmefra, hvor lang etapen er. Den skal helst være ca. 22 km, hvilket sjældent går op. I dag havde jeg regnet ud, at dagsmachen var på 25,8 km. Jeg fandt så ud af, at hvis vi kunne finde en "genvej" ville vi spare omkring 3 km. Det vil sige vi kom til at gå ca. 23 km i dag. 

Hanne har en skridttæller i lommen, der i dag viste 36.376 skridt svarende til 26,9 km. Hun har også en iPhone, der tæller skridt. Den sagde 37.794 skridt eller 27,8 km. Jeg har også en iPhone med i år (for første gang), som jo også tæller skridt uanset om man vil have det eller ej. Den viste 35.354 skridt eller 21,1 km. Hvad pokker skal man så regne med? Jeg har besluttet, at vi har gået 25 km i dag, men både Hannes og mine fødder og ben siger lige nu nogle og tredive km!

Vi overnatter på et dejligt hotel ved en sø: Hostellerie du Lac og skal snart ned og spise en velfortjent middag. Efter den prøver jeg at lægge fotos på bloggen ;-)

Toulouse til Pibrac i alt 15 km

Så kom vi i gang med vandringen og gik en kort tur på 15 km gennem forskellige forstæder til Toulouse. Ikke en specielt charmerende tur, men man får jo set mange sider af storbyen. (Toulouse er Frankrigs fjerde største by).

Grunden til at vi kun skulle gå en kort tur i dag var problemet med at finde et sted at sove, samtidig med vandreetaper på omkring 22-24 km. Den eneste måde jeg har kunnet få det til at gå op var ved at starte med en meget kort dagsmarch. Fremover bliver det noget længere.

Man kan gå ud af Toulouse ved at følge de rød/hvide markeringer, som bruges af FRPP, det franske "vandrelaug", eller den gule muslingeskal på blå baggrund, som de forskellige pilgrimsforeninger bruger. Vi fulgte den gule muslingeskal, fordi denne rute er langt kortere end den anden. 

Markeringen var ind i mellem svær at se - hvilket det næsten altid er i byerne - men vi er da nået frem i dag. 

Dagen begyndte med en overskyet himmel og ind i mellem lidt fint støvregn, men her ud på eftermiddagen er det blevet solskin og super fint vejr igen. 

En dejlig dag i Toulouse

I 2014 afsluttede vi vores vandring fra Arles i Toulouse og havde et par dage i byen inden vi fløj hjem.

Vi kendte derfor lidt til Toulouse, da vi kom hertil i går. Og det var et fint gensyn. Ikke mindst fordi vejret bare er perfekt: høj sol, varme og ingen vind.

Vi har leget turister i Toulouse sammen med de 10.000 andre turister, men det har været dejligt. Vi fik også besøgt katedralen Saint- Sernin igen, og fik denne gang et stempel i vores pilgrimspas i kirken.

Sankt Jacques eller om han mærkelig nok hedder på dansk - Sankt Ib - har som sit token oen muslingeskal, og i Hotel Saint-Jacques ( som er et tidligere hospital) er der en rigtig stor kopi:

Senere har vi nydt en dejlig, men dyr øl på den store, smukke plads foran Capitolium, Toulouses gamle administrationsbygning. 120 kr. for to øl:

Toulouse

Vi stod op kl. 7, hvilket er noget tidligere end vi plejer, men ikke særlig slemt, når man skal ud at flyve. Vi kan godt lide at have god tid om morgenen, så lidt over kl 9 var vi ude af døren.

Vi så sådan ud, da vi stod i gråvejret ved Christianshavns Kanal:

Vi skulle først flyve kl. 10:45.

Flyet til Montpellier var fyldt med golfspillere og børnefamilier. Det var golfspillerne, der støjede mest i flyet. Men en ok tur uden de store oplevelser.

I Montpellier lufthavn tog vi med bus 120 = lufthavnsbussen til banegården i Montpellier, idet vi dog skulle skifte til en sporvogn undervejs. Vi havde også god tid her, så vi dryssede lidt rundt i byen, som vi jo havde været i gennem i 2014 på vores vandring fra Arlas til Toulouse. Vejret i Montpellier var perfekt: ingen vind og 26 grader og sol! Langt bedre end vi havde håbet.

16:58 kørte vi med toget mod Toulouse og efter 2 timer og 19 minutter var vi i Toulouse uden et eneste stop undervejs.

Vi havde booket  værelse på Hotel Ours Blanc - Wilson, der viste sig at være et dejligt lille hotel med et godt, men et lidt lille værelse.

Vi spiste så middag på pladsen lige ved hotellet. Dejligt!

En fin rejsedag uden de store hændelser, men helt som håbet og planlagt.

Så er vi ved at være klar til afgang

Vi har prøvepakket alt vores grej. Hannes rygsæk kom til at veje 5 kg og min 11 kg. Det laver vi nok om i aften, når vi pakker "rigtigt".

Eller rettere vi kan ikke pakke helt rigtigt, fordi vi jo altid lader den ene rygsæk (min) gå som indskrevet bagage og Hannes som håndbagage.

Vi har en særlig "transportsæk" til rygsækken, som vi så indskriver som bagage. I transportsækken lægger vi blandt andet vores vandrestave, og i min rygsæk skal så alt toiletgrejet, knive mv. pakkes af hensyn til alle bestemmelserne om, hvad man må have med i et fly nu om dage.

Først når vi er fremme på vores første hotel får vi pakket rygsækkene helt. Det er også først her vi hver fylder de to vandflasker med vand. Det giver os ekstra 1,5 kg hver. Men så har vi også alt vores grej med os og skal ikke tage stilling til, hvad vi skal bringe med eller ikke bringe med.

Vi har også allerede tjekket ind på flyet til Montpelier via app'en. Smart og effektivt:

 Det er så også vores boardingkort. Ikke noget med papir her ;-)