torsdag den 7. september 2017

Pibrac til L'Isle Jourdain i alt 40 km

I dag er vi endelig kommet ud i det franske landskab, som vi holder så meget af.

Dagen begyndte tidligt: op kl. 7, og efter morgenmaden var vi afsted kl. 8:20. 

Det første stykke vej var et lærestykke i privatbilismens problemer: endeløse rækker af personbiler med én person i på vej mod Toulouse. Hvis vi havde gået mod Toulouse og ikke væk derfra var vi kommet hurtigere frem på vores gåben end dem i bilerne.

Under halvdelen af vandringen i dag følte vi at vi gik i en storbys opland, men heldigvis ændrede det sig i eftermiddag og vi kom igennem nogle smukke åbne lyse skove med rigtig gode stier. Senere blev det et bondeland med store åbne marker med - såvidt vi kunne se - høstede majsmarker og solsikkemarker under høst. Vi så én mark med 3 køer og én mark med 2 heste, men ellers var der absolut intet kvæg at se. Heller ikke andefarme eller svinefarme har vi set i dag.

Når man vandrer er afstande af umådelig betydning. Det betyder alt for ens velfærd, hvorlangt man har gået eller endnu vigtigere, hvorlangt man skal gå. Vi har mange mål for dagens vandring. Dels her jeg jo regnet ud, hjemmefra, hvor lang etapen er. Den skal helst være ca. 22 km, hvilket sjældent går op. I dag havde jeg regnet ud, at dagsmachen var på 25,8 km. Jeg fandt så ud af, at hvis vi kunne finde en "genvej" ville vi spare omkring 3 km. Det vil sige vi kom til at gå ca. 23 km i dag. 

Hanne har en skridttæller i lommen, der i dag viste 36.376 skridt svarende til 26,9 km. Hun har også en iPhone, der tæller skridt. Den sagde 37.794 skridt eller 27,8 km. Jeg har også en iPhone med i år (for første gang), som jo også tæller skridt uanset om man vil have det eller ej. Den viste 35.354 skridt eller 21,1 km. Hvad pokker skal man så regne med? Jeg har besluttet, at vi har gået 25 km i dag, men både Hannes og mine fødder og ben siger lige nu nogle og tredive km!

Vi overnatter på et dejligt hotel ved en sø: Hostellerie du Lac og skal snart ned og spise en velfortjent middag. Efter den prøver jeg at lægge fotos på bloggen ;-)

1 kommentar:

schaila sagde ...

Familie rückt um zehn Uhr an.
Machts gut, gut Nacht, bis morgen dann!