torsdag den 14. september 2017

Ibos til Lourdes i alt 202 km

Ligeså dejlig en vandring vi havde i går til Ibos ligeså rædselsfuld har vandringen været i dag, hvor vi dog alligevel nåede frem til Lourdes.

Knap 40 minutter efter vi forlod det dejlige hotel i Ibos begyndte det at regne, og det fortsatte de næste seks timer!

Mit kamera var heldigvis igen pakket godt ned i min rygsæk, så de få billeder vi har taget i dag er taget med min våde iPhone. Den har dog overlevet og taget et foto af en af stierne. Det ser dejligt ud, hvis man var en frø.




De første 19 km var det ikke muligt for os at have ét eneste hvil, hvor vi kunne sidde ned og få rygsækken af. Det pissede simpelthen ned hele tiden og alt var bare så vådt, så vådt. Vi holdt et slags hvil stående og spiste lidt brød og vores "nødrationer" (et par energibarer):





Hanne så ikke udpræget mere munter ud end jeg. Det begyndte i øvrigt også at blæse kraftigt, hvilket jo ikke gjorde vandringen sjovere.

Vi havde gået rigtig rigtig meget i skov, men på et tidspunkt kom vi så endelig ud af den og kunne så se at vi var ved at være ved bjergene:



Det var dejligt at se gennem regndisen!

Godt 4 km før Lourdes kom vi igennem en lille by Bartrés, hvor vi på en café fik cola, te og kaffe. Vi var for flade til at spise.

Vi nåede som sagt Lourdes efter lidt over seks timers vandring og fandt vores hotel og begyndte at pakke vores grej ud inden vi skulle bade og skifte til tørt tøj, da Hanne pludselig opdagede at en del af hendes tøj i rygsækken var vådt! Vi har begge et særligt regnovertræk trukket ud over rygsækken, når det ser ud til regn. Men enten virker det ikke, eller det har bare regnet så meget og blæst sådan, at regnen er trængt ind, hvor den ikke burde komme. Det viste sig desuden, at også noget af mit rygsækindhold var blevet vådt. Bare ikke helt så slemt som Hannes.

Vi har nu vandret i ni dage. Fire dag uden regn og fem dage med regn. 

Livet er alt, alt for kort til vandring i regn med vådt tøj i rygsækken - og forkølede oveni - så vi slutter årets vandring her i Lourdes!

Vi bliver i Lourdes i morgen fredag, og kommer så hjem på lørdag. Vi flyver fra Lourdes/Tarbes lufthavn til Orly i Paris og derefter med Norwegian fra Orly til Kastrup.

1 kommentar:

schaila sagde ...

Stop, sprach der Weg, hier geht's nicht durch,
denn nur ein Frosch oder ein Lurch
kommt durch dies grosse Wasserloch.
Und unsre beiden Pilgrim sprachen:
Fürwahr, denn solche grossen Lachen
behindern wahre Pilger doch.
Wer kann uns über's Wasser heben?
Es ist wohl besser, wir entschweben
anstatt zu bleiben länger noch.

Sankt Ib sagt: Ja, ihr sprechet wahr.
Ihr kommt ja wieder nächstes Jahr.