søndag den 30. september 2018

Tyfoner

Vi skal afsted til Japan og Shikoku om et par dage og følger rimelig godt med i, hvad der sker med tyfonen Thami. Den har lige passeret Shikoku og er ved at passere Osaka for lidt senere vores søndag/japansk mandag at nå til Tokyo. Selvom vi følger med på den japanske tv-kanal NHK’s engelske sider, så er der endnu ikke meget nyt om, hvad der måtte være sket af ødelæggelser.

Kansai lufthavn, som vi forhåbentlig kan lande i på onsdag morgen japansk tid, er lukket ned indtil mandag.

Vi er egentlig ikke bekymrede for os selv, men tænker selvfølgelig på de stakkels beboere i de berørte områder i Japan. Og så tænker vi da på, hvor meget vejene og stierne og ikke mindst templerne bliver ramt af tyfonen. Der følger en masse vand med en tyfon, så der er også stor risiko for jordskred, men indtil nu, har NHK ikke fortalt om det.

Så vi fortsætter vores forberedelser og har i dag lavet en prøvepakning af vores rygsække og vejet dem. Min vejer 10 kg og Hannes vejer 6 kg. Det er naturligvis for meget, men det kunne have været værre. Alt i alt er det ikke meget at tage 16 kg med på en tur på næsten to måneder. Især i betragtning af, at vi på flyrejsen hver må medtage 2 stk bagage af 23 kg plus 8 kg håndbagage.


Vi har vores pas i orden og vi har købt lidt japanske yen, har brugt nogen tid på at prøve at lære lidt japanske ord, hvilket ikke er nemt, og vi (jeg) har studeret guidebogen! 

Vi glæder os vildt, og her på så lang afstand kan en tyfon ikke slå os ud. Det kan så være piben får en anden lyd, når vi lander på Kansai og ser, hvad der måtte være sket.

1 kommentar:

schaila sagde ...

Tag min Haiku med
Den vejer ikke meget
Skal den fortoldes?