Som nævnt i forrige blogindlæg, så har vi besluttet at booke overnatninger hele ferien igennem. Det betyder dog ikke, at vi er helt bundne. De allerfleste af vores bookninger er med mulighed for at afbestille inden en eller anden frist, der afhænger af det enkelte hotel eller ryokan.
Nedenfor har jeg på et kort over Kyushu angivet de i alt 13 steder, vi har booket overnatning. Vi har booket overnatning i 2, 3 eller 4 dage.
Og her er en kort gennemgang af vores rejseplan rundt på Kyushu:
Vi begynder vores ophold i Nagasaki (1) og tager så med tog til Shimabara (2). Derfra er det planen at sejle med en færge over til Kumamoto (3).
Herefter skal vi op i bjergene - denne gang med bus - til Aso (4), hvor det forhåbentligt bliver muligt at se en vulkan på lidt nærmere hold. Vi har booket hotel tre nætter her.
Efter Aso skal vi med endnu en bus til Kurokawa Onsen (5), for så med samme buslinje et par dage senere at køre til Beppu (6). Herfra fortsætter vi med tog til Saiki (7) og igen videre med tog til Nobeoka (8), hvor vi efter planen skal møde Niels for blandt andet at tage på nogle udflugter sammen. Vi følges med Niels videre til Miyazaki (9).
Efter Miyazaki er planen at sige farvel til Niels, hvorefter vi tager et tog til en onsen i Hayato (10). Efter et par dage her fortsætter vi med tog til Ibusuki (11) helt langt nede sydpå.
Dernæst er det planen at tage toget op til Hinagu Onsen (12) og derpå samme tog tilbage langs kysten, men nu til Kagoshima (13), som bliver sidste stop inden hjemrejsen over Tokyo.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar