Tokaido dag 8: Ninomiya til Odawara

En flot varm dag at vandre videre i. Desværre kun de knapt 3 km fra det store hotel til stationen i Ninomiya for min fod eller nærmere læg er ikke blevet særlig meget bedre af hviledagene. Jeg halter stadig når jeg går, fordi det gør ondt i læggen. Det er som efter en krampe, at musklen er benhård og gør ondt, når den bruges.

Bortset fra at jeg går ret langsomt og vel ligner en knapt 80 årig dårligt gående gammel mand, så har det været en fin og sjov dag.

Vi tog med lokaltoget de 10-12 km til Odawara, så selvom vi ikke går så følger vi da stadig Tokaido’en, hvor Odawara er station 8.

Vi havde en forventning om at kirsebærtræerne stod i fuld blomst i Odawara Castle Park, men der er efter sigende et par dage til. Vi gik over til denne park og der var liv og glade dage. Det er jo søndag, foråret er på vej og skolebørnene har sluttet skoleåret for at begynde et nyt i begyndelsen af april, så der var fyldt med familier med børn i parken. Der var masser af boder og optræden. 

Hanne var lidt betaget af de små pigers energi, hvilket måske ikke lige kan ses på fotoet.

Vi sad længe i parken uden at besøge slottet, der havde stimer af besøgende. Vi kunne se at trappen op til slottet var fyldt, så vi orkede ikke engang at prøve at komme derop. Til gengæld nød vi udover et par lokale øl og lokal mad synet af de enormt forskelligt påklædte mennesker på pladsen. Der synes ikke at være nogen grænser for, hvordan man kan klæde sig. Dejligt!

Vi havde herudover to små, men gode oplevelser med søde japanere. Vi havde siddet på en kant - alle bænkene var optaget - ved siden af et par, der pludselig hentede to (vel nærmest) fiskefrikadeller på pind til os. De kunne ikke et ord engelsk. Vi takkede med vores sølle “arrigato” og vi bukkede og de bukkede osv. osv.

Lidt senere henvendte en nydelig mand sig til os på formfuldt engelsk. Han havde sat sig med sin kone og tre børnebørn ved siden af os og vi fik en lang snak med ham og konen. Han havde boet i Sverige for 50 år siden og havde desuden boet i Slovenien og USA. En beleven og berejst mand (og konen med). Vi fik en god oplevelse.

I øvrigt var Hanne og jeg måske ikke de eneste udlændinge på pladsen, men i hvert fald de eneste med blå øjne.

Et enkelt kirsebærtræ i en af gaderne i Odawara er lidt foran træerne i Odawara Castle Park. Vi overnatter i to nætter her i Odawara, så vi håber de andre kirsebærtræer følger dette træs eksempel inden vi tager videre på tirsdag.

I morgen er planen at tage på “Hakone Golden Course”. Mere om det i morgen.

Tokaido dag 7: Hviledag i Oiso, sol og onsen

Vi vågnede op til flot solskinsvejr og løfte om varme op til 24 grader. Herligt.

Efter morgenmaden gik vi ud i området omkring hotellet. Det er fyldt med alle mulige swimmingpools. En til udspring, en til sopning, en til kortbanesvømning og noget længere væk - desværre afspærret - et vandland med lange svømmebaner og vandrutchebane.

Sæsonen er klart nok ikke begyndt endnu, så vi kunne ikke bevæge os så meget rundt i området på grund af afspærringer, men vi fik da sol en time til halvanden. Det nød vi på en stenbænk uden ryglæn. Men dejligt var det at være i solen.

Området foran hotellet ligger ud til Stillehavet - tror man - men der ligger lige en motorvej mellem hotellets område og havet. Hvilket kan anes til venstre på fotografiet af Hanne med Fuji-san i baggrunden.

Hotellet ser i øvrigt lidt mere elegant ud fra søsiden, men det er en klods. Det har nu været fint at bo her og hvile fødderne. Værelset har også været godt.

Efter solen gik vi i onsen. Desværre jo hver for sig, men virkelig dejligt alligevel med et supervarmt bad. Man kunne i øvrigt sidde både uden- og indendørs i badet og der var udsigt over Stillehavet oven i hatten.

Der hænder ikke så meget på en hviledag, det er jo faktisk formålet med den, men det er lidt surt, at være rejst 8-9000 kilometer for at holde hviledage på et dyrt hotel. Vi har dog nydt de to meget smukt serverede japanske middage på hotellets Kaizan restaurant. Æstetiske og smagfulde måltider i bogstaveligste forstand.

En sushi og sashimi ret, bare så dejligt et måltid.

I morgen går vi tilbage til stationen i Ninomiya og tager toget til Odawara.

Til slut i dag endnu en lille praktisk oplysning om at rejse i Japan i modsætning til Europa. Som fortalt på Tokaido dag 1 var vores værelse på hotellet i Kamata udstyret med egen vaskemaskine. Det har vi dog aldrig oplevet før, men jeg vil vove den påstand, at man på stort set alle japanske hoteller kan finde en “laundromat”, hvor man selv - mod beskedne møntindkast - kan vaske og tørre sit tøj. For selv her på Oiso Prince Hotel fandt vi kælderetagen 6 store vaske/tørremasiner. Der var også en automat med vaskepulver og en vekselautomat fra sedler til de 100 yen mønter, der skal bruges i maskinerne. På vores to tidligere ture til Japan havde vi samme oplevelse: vaskemaskiner på alle hoteller. Det har vi ikke oplevet på vores vandringer i Spanien og Frankrig.

Tokaido dag 6: Hiratsuka til Oiso

Efter hviledagen på “ hotel miss morgan”, som var et fint lille hotel med utroligt søde og hjælpsomme unge mennesker - gik vi til Hiratsuka station. Herfra tog vi toget (kun 8 minutters kørsel) til Ninomiya station og gik de sidste godt 2,5 km til Oiso Prince Hotel, hvor især jeg skal hvile min fod og ben.

Oiso var for øvrigt stedet for station 8 Oiso på Tokaido‘en.

Det er blevet rigtig fint vejr og der loves solskin og op til 24 grader i morgen! Noget af en forandring i løbet af den sidste uge. 

Natten til i dag var ellers præget af et kraftigt regnvejr: i løbet af de seneste 24 timer er der faldet 57 mm regn. Men vi var super heldige for det holdt stort set op med at regne, da vi forlod hotellet. Og vores lille vandring til hotellet i Oiso skete i fint omend kraftigt blæsevejr.

Bortset fra at jeg haltede og stadig har ondt især i læggen, så var det en fornøjelse at gå fra stationen til det store hotel. For første gang på turen så vi nemlig marker og haver (gartnerier) og masser af grøntsager. Desværre stod en del af grøntsagerne i vand. Der var meget meget vådt. Men det var dejligt at gå næsten uden at møde nogen. Hverken mennesker til fods, i bil eller de værste: by-cyklisterne.

Hotellet er ikke noget kønt syn.

MEN fra vores værelsesvindue på ottende etage kan vi se Fuji bjerget.

Her ses det fotograferet fra vinduet. Vi håber i morgen at kunne se og fotografere det noget bedre.

En af fordelene ved dette store uskønne hotel er, at der er indtil flere restauranter i komplekset. Vi valgte den japanske og fik en virkelig dejlig middag. Vi fik denne menu:

Der fandtes heldigvis en oversættelse:

Hanne har jo problemer med sin højre hånd og frygtede at skulle spise med pinde, men det går virkelig flot for hende. Vi havde dog begge lidt problemer med søpindsvinet indtil vi fandt ud af at det bare skulle hældes i munden ligesom en østers.

Til slut en lille detalje af rejseteknisk karakter: i Nara købte vi to ICOCA kort. Kortet er et smart rejsekort, man kan bruge hos rigtig mange af de forskellige private og offentlige trafikselskaber, der findes i Japan. Det gør det meget nemmere at rejse, fordi man ikke behøver på forhånd at regne ud, hvad en given tur vil koste. Man tjekker sådan set bare ind og ud med kortet. Virkelig nemt. Og det kan optankes alle mulige steder og kan også bruges hos 7-eleven på stationerne.

Tokaido dag 5: Hviledag I Hiratsuka og ny plan

Stor, stor tak for de mange gode råd og kommentarer til vores problemer med mit bentøj.

Vi har holdt en rigtig hviledag her i Hiratsuka og jeg har nu taget fem af mine tolv piller. Jeg har ikke længere smerter ved akillessenen, men når jeg går, halter jeg en del, fordi min venstre læg ligesom er for stram og for kort. Og så er den øm, når jeg bruger den, men slet ikke så slemt som igår.

Vi har foretaget to små ture udenfor det lille hotel med det pudsige navn “ miss morgan”. En ved frokosttid for at købe lidt i 7-eleven, samt købe noget støttebind og Aloe Vera og en her til aften for at få lidt mad og se lidt andet end værelset. Begge ture forløb med halten, som jeg ikke kan undertrykke. 

Vi fik et støttebind jeg ikke tror på og noget salve - desværre ikke Aloe Vera - som Hanne tror på:

Ja, det kniber lidt med gode fotos fra dagen ;)

Nå, men vi har nu booked et hotel kun 7,5 km herfra for to nætter. Vi går nu ikke dertil, men tager toget en stor del af vejen.

Hotellet hedder Oiso Prince Hotel og ser meget flot ud på fotografierne og de to nætter er relativt dyre, så vi håber på, at det er et godt sted at restituere sig. Det er altid virkeligs svært at finde hoteller i weekenderne i Japan, hvilket betyder høje priser, men vi håber der også følger noget kvalitet med.

Vi følger jo stadig den gamle Tokaido vej, selvom det nu er blevet på en ikke helt vandrende måde. Efter Hiratsuka - som vi er i nu - følger Oiso, så Odawara og derpå Hakone!

Hakone er den eneste rigtig store “forhindring” på Tokaidoen med en stigning på 800 meter og har været en ret stor bekymring med hensyn til vandringen. Men Hakone skulle også være noget ganske ekstraordinært.

Vi har derfor - efter stor inspiration fra Niels Teglbjærg Clausens blog - besluttet os for følgende:

Vi tager efter Oiso hotellet toget til Odawara og overnatter der i to nætter fra søndag til tirsdag og bruger så hele mandagen på “ Hakone Golden Course”, som bekrevet på Niels’ blog.

Hvordan verden og ben-situationen ser ud til den tid vil vise sig og så må vi handle derud fra.

Tokaido dag 4: Totsuka til Hiratsuka

En mærkelig og stærkt bekymrende dag.

Vi vågnede op til flot solskinsvejr og gik afsted lidt efter kl. 9. En fantastisk fin dag at vandre afsted i. Alting så meget bedre og lyst ud efter gårsdagens skrækkelige regnvejr.

Vi så i det flotte vejr pludselig Fuji bjerget ude i det fjerne. Langt væk, men virkelig betagende og smukt. Fotografiet viser kun en antydning af hvor flot det ser ud. Vi har set Mount Everest, som jo er langt højere, men Fuji er smukkere.

Det var en god oplevelse at se Fuji, inden jeg måtte fortælle Hanne, at jeg i et stykke tid under dagens vandring havde haft sindssygt ondt i venstre ankel og/eller læg. Jeg havde svært ved længere at skjule mine smerter og jeg begyndte også at halte mere og mere. 

Vi besluttede at Hanne gik - og jeg haltede - videre til 6 Fujisawa, hvor der er en togstation og så tage toget til 7 Hiratsuka, hvor vi havde booket et hotelværelse for natten. Hotel “miss morgan” ligger heldigvis ikke langt fra stationen. Ved indtjekningen lykkedes det at få et værelse til dagen efter, så vi tager en hviledag her.

Efter indtjekningen prøvede vi at google min skavank og nåede frem til, at det nok er tendonitis eller tendinitis (som åbenbart er det samme) og at et NSAID (f.eks. Ibuprofen) kan hjælpe på det. Ved hjælp af de meget unge, utroligt søde mennesker i receptionen fik vi vist vej til et apotek lige om hjørnet.

På apoteket fik vi en udsøgt behandling med meget præcise spørgsmål til mit problem ved hjælp af en apoteker og hans “sprogtablet”. Jeg har så fået noget, der hedder Loxonin S. Jeg fik også to siders print på engelsk af indlægssedlen, hvor den ene side er beskrivelse af alle eventuelle bivirkninger! Såvidt jeg kan se er det aktive stof ‘loxoprofen’, så det ligner vel ibuprofen. Jeg måtte kun få 12 piller, nok til fire dage. Det var en fornøjelse at blive betjent på dette apotek .

Efter de 10 kilometers vandring i dag frem til Fujisawa station har jeg ikke bevæget mig ret meget rundt og efter to piller i dag, synes jeg det går bedre. Vi holder så total hviledag i morgen og tager toget videre på fredag.

Når jeg startede dagens epistel med at skrive “stærkt bekymrende” skyldes det jo, at hele vores Japan ophold står på spil, hvis jeg ikke kan gå uden smerter. For selvom vi opgiver Tokaido vandringen og “bare” bliver almindelige turister, så duer det jo heller ikke med smertende ankler. 

Nå, men vi synes selv, at vi indtil videre har taklet situationen fornuftigt med hvile og medikamenter. Så må vi se, hvordan det udvikler sig.

Tokaido dag 3: Yokohama til Totsuka

Vi har i dag passeret Tokaido station 4 Hodogaya og 5 Totsuka i et forfærdeligt silende øsende regnvejr. I går gik vi i let regn og det var til at leve med, men regnen i dag var helt utålelig.

Vi har én gang tidligere i Frankrig gået i kraftig regn, men selvom det var slemt, så slår den japanske regn den franske med mange millimeter. Indtil nu er der i dag faldet 40 millimeter svarende til næsten det halve af hvad der faldt af regn i Danmark i hele januar 2024.

Det er både surt og anstrengende at gå i et sådant vejr og man ser ikke så meget af verden omkring sig, når man hele tiden skal vogte sig for vandpytter og glatte fortove. Det eneste gode er at der var nærmest ingen cyklister til at genere os på fortovet eller på gaderne.

Nå, men vi overlevede da dagens strabadser, men det er ikke blevet til mange fotografier undervejs. Lidt ærgerligt, for da vi passerede Kanagawa i morges (ikke i går som jeg har skrevet), kunne vi se hvor Hiroshiges billede var fra. Men jeg fik det ikke dokumenteret i den silende regn

Vi gik tydeligvis op ad samme bakke som på billedet. Der er så ikke længere vand lige på den anden side. Det er forlængst inddæmmet og bygget til.

Noget af det kedelige ved at vandre i regn er, at vi ikke møder mange mennesker.

Trist og vådt.

Også i dag var det min app maps.me, der styrede os den rette vej, men vi så flere skilte og vejledninger i dag langs den gamle Tokaido end tidligere. Hanne står her ved et af dem.

Vores vejr apps lover solskin i morgen. Det krydser vi fingre for.

Tokaido dag 2: Keikyo Kamata til Yokohama

Efter to dages vandring har vi nu passeret (dog uden vi rigtig har kunnet se det) 3 af de 53 stationer på den gamle Tokaido. Vi har passeret 1 Shinagawa, 2 Kawasaki og 3 Kanagawa. Det kan være lidt svært at følge på et moderne kort. Dels fordi stederne nu er totalt opslugt af de enorme bebyggelser, dels fordi nogle af navnene er ændret. 

Vores anden vandrings dag har været noget blandet. På den ene side en god dag, men på den anden side ikke særlig spændende, fordi vi har gået i let regn næsten hele dagen og alt var gråt i gråt.

Da vi skulle ud fra hotellet regnede det og vi stod lidt ubeslutsomme i døren til receptionen. Men et splitsekund efter kom receptionisten farende Hun spurgte om vi ville have et par gamle paraplyer, hvilket vi så absolut gerne ville. Vi fik to helt fine plastikparaplyer af den gennemsigtige slags. Den søde og uhyre hjælpsomme receptionist fik så til gengæld én af vores medbragte danske souvenirs - en lille Lego mini figur. Hun blev forbavset, men tilsyneladende rigtig glad for den lille gave. Vi følte i hvert fald det var et vellykket valg, vi havde gjort ved at medbringe små Lego-figurer som gaver på turen.

Her er Hanne med paraply og stavene på rygsækken.

Vi har naturligvis både regnslag og regnbukser med, men det er besværligt og alt for varmt at gå med. Det er også besværligt med en paraply, men man bliver ikke helt så svedig under den. Det er i øvrigt blevet en del varmere. Ikke forår endnu, men vi fryser ikke længere og bruger heller ikke handsker mere.

Det er svært at sige om det er en forstad til Tokyo eller en del af Yokohama vi er gået igennem i dag, med kedeligt var det i hver fald.

Vejret gjorde det heller ikke opløftende. Men så kommer man pludselig forbi et kloakdæksel, der viser vi er på rette vej og så går det hele meget lettere.

Vi skulle heldigvis ikke sejles over den store flod, som man gjorde i flere hundrede år på Tokaido’en. Vi kunne gå på en lang bro.

 

Der er i modsætning til stort set alle andre de andre lange vandringer, vi har været på, ikke nogen egentlig skiltning af ruten. Når vi kan finde vej skyldes det udelukkende moderne teknologi og søde menneskers deling at erfaringer (herunder gps-ruter) på internettet. Derfor bliver man rigtig glad, når der dukker et skilt som dette op i asfalten.

Vi så en del af Japan, man næppe normalt ser som turist, især da vi gik langs med en af floderne. Det var et meget nedslidt og - som min gamle mor ville have sagt - “pauvert” Japan vi mødte her. 

Selvom det var lidt surt vejr idag, så synes vi alligevel det blev en god dag. 

Tokaido dag 1: Nihonbashi til Kamata

Så kom vi endelig i gang med første etape af vores vandring igennem Japan fra Tokyo til Kyoto.

Vejret er blevet noget mildere - faktisk et perfekt vandrevejr. Vi havde selvfølgelig taget alt for meget tøj på fra starten, men det er der jo råd for ;)

Tokaido’en udgår fra Nihonbashi, derfor gik vi fra hotellet hen til det punkt (nulpunktet), man måler vejafstande fra i Japan. Det var ikke, som vi troede, den plakette man ser mellem Hanne og mig, men en anden bronze plakette midt ude på Nihonbashi broen. Eller rettere, det er den originale, men den er flyttet ude fra broen for at bevare den.

Billedet ligner det fra i går, men i dag er vi i fuld montering med rygsække og stave og - ikke mindst - vores gode støvler. Og det er så herfra den “rigtige” vandring mod Kyoto begynder.

Den første del af vandringen i dag gik gennem det fashionable Ginza kvarter i Tokyo med kæmpestore butikker med alle de store dyre mærker som Louis Vuitton, Prada, Porsche, Chanel og så videre og videre. En lang bred meget trafikeret vej - selvom det var søndag morgen. Efterhånden som vi gik - ikke ud af byen kan man vist roligt sige - ændrede butikkerne og husene sig. Ikke fordi husene blev mindre, men det hele blev mindre mondænt. Mere hverdagsagtigt. Og efterhånden med endnu mere trafik på vejen.

Heldigvis er der ind i mellem stumper af den gamle Tokaido vej, der ikke er blevet til en otte-spors hovedtrafikåre, men bare en almindelig stille vej og en sådan dukkede op efter et stykke tid. Da vi drejede ned ad Kyu Tokaido (altså gamle Tokaido) blev der fuldstændig stille og gaden og husene ændrede fuldstændig karakter. Nu var det lave huse med små almindelige forretninger og spisesteder. Der var naturligvis mest “moderne” bygninger, men ind imellem kunne man se rester af rigtig gamle japanske byhuse. Noget skamferet, men tydeligt meget gamle. Også ned ad side stræderne lå der gamle huse.

Der var nogle steder, hvor man hyldede den gamle Tokaido med kopier af Hiroshiges billeder af en af de 53 stationer på Tokaido’en.

Her står jeg  foran Hiroshiges billed af Nihonbashibroen. 

Der er i øvrigt bygget en kopi af den på Tokyos bymuseum.  Der så Hanne og jeg den i 2019 og gik på den.

Det var jo søndag i dag, så der var masser af børne familier på cykel ad den gamle Tokaido. Der var også mange af Japans nok modigste mennesker på vejen: mødre på cykel med et barn foran og et barn bagpå cyklen. Det kan godt være jeg generaliserer på det groveste, men cyklisterne i Tokyo er livsfarlige! De cykler overalt: på fortov, på vejen, i den ene side eller den anden, ud og ind mellem os gående. Tilsyneladende totalt uden at følge nogen regler. Så mødrene med deres tungtlastede cykler er virkelig modige. (Vi så også et par mænd med to børn på cyklen. De var ligeså farlige og modige).

Efter et ret langt stykke ad den gamle Tokaido kom vi naturligvis tilbage til larmen og bilerne inden vi nåede vores hotel i Kamata, som viste sig at byde på den helt store - men dejlige og fantastiske  - overraskelse: der var egen vaskemaskine på værelset! Dét er noget svedige vandringsfolk kan bruge.

Turen første vandringsdag er gået over al forventning i forhold til vores elendige træning hjemme i Danmark, men den var så også kun på 14,3 km efter min iPhone eller 18,1 efter Hannes. Så den har nok været på ca. 16 km.

Fra Kyoto til Tokyo

I dag tog vi fra Kyoto til Tokyo med “Shinkansen”. Det tog 2 timer og 14 minutter for de ca. 500 km. I morgen begynder vi vandringen tilbage til Kyoto fra Nihonbashi i Tokyo og det kommer nok til at tage 4 uger, hvis vi ellers kommer igennem.

Dagen begyndte lidt surt med et hotel, som sagde at morgenmaden var udsolgt! Der var mange gæster på hotellet, men alligevel! Så vi kom lidt akavet afsted, men fik så lidt morgenmad på Kyoto Station sammen med de sindssygt mange andre rejsende, der var der.

Igen en kold og våd dag, men forhåbentlig den sidste inden vandringen ad Tokaido’en begynder i morgen.

Jens Thau og hans datter Sima er også i Tokyo, så vi havde aftalt at mødes med dem på Nihombashi kl. 17 i dag ved Kirin figurerne på broen. Det var smadder sjovt og hyggeligt at mødes. 

Vi mødtes der, hvor vi skal starte vores vandring, nemlig ved den japanske “nul-milepæl”. Her er vi så ved den dagen før vi begynder den “rigtige” vandring. 

Man kan vist godt ane, at det ikke er for varmt i Tokyo.

Nå, men vi glæder os til komme igang i morgen med vandringen på Tokaido’en.

Fra Nara til Kyoto

Vågnede op til solskin!

Lige hvad vi trængte til. Det er stadig koldt, men i solen virkelig dejligt. Det virker så for os to noget absurd, når vi på vej mod vores morgen mad på Café Tanne møder damer med parasol (eller ugennemsigtig paraply).

Vi blev foreviget inden afgangen fra Naramachi Guesthouse af vores søde vært. Vi er ligeså glade som vi ser ud.

Vi gik op til Kintetsu Nara Station og tog toget til Kyoto efter lidt fjumren med at få købt en pladsbillet. Som vanligt blev vi hjulpet af en særdeles venlig og kompetent dame ansat af togselskabet.

Det tog 36 minutter at nå til Kyoto Station, som er vanvittig stor - synes vi i hvert fald. På stationen fik vi så købt både billet og pladsbillet til Shinkansen, som vi skal køre med til Tokyo i morgen. Vi måtte stå i kø for at købe billetterne, men det fungerer jo bare. Det er i øvrigt lidt mærkeligt, men ud af den samlede billetpris for én person på knap 750 kr. er næsten halvdelen for pladsbilletten.

Vi kunne først få vores værelse på hotel Sakurako Terrace kl. 14, så vi gik fra stationen ned til vores yndlings område i Kyoto: Takasegawa. Som ikke er en flod, men en lille meget sød kanal, der løber parallelt med floden Kamo, altså Kamogawa. Det er et virkelig dejligt område og vi drak te og kaffe på en lille sød café, vi også havde besøgt for fem år siden.

Hanne havde en virkelig stor oplevelse. Ja, jeg oplevede det også, men Hanne var helt væltet! Der fløj nemlig masser af ørne hen over Kamogawa. De dykkede meget langt ned over vandet og en af broerne vi stod på. Det viste sig - såvidt vi kunne se - at der var nogle, der nærmest fodrede ørnene ved at kaste et eller andet ud fra broen. De var ret tæt på. Flotte. Hanne talte godt 20 ørne på samme tid. 

Jeg ved ikke om det var, fordi vi igen fjumrede eller bare fejlvurderede situationen, men vi spiste middag på en restaurant, der ikke lå i vores hotel, men i søsterhotellet ikke så langt derfra. Man får en velkomst drink, når man sætter sig og vi bestilte selvfølgelig gin og tonic. Efter at have fået den på bordet bestilte vi maden og havde besluttet at købe en lokal øl til den. Men inden vi næsten var begyndt på gin’en kom maden og vi nåede aldrig at bestille øllen. Så vi fik en lille lækker anretning med 100 gram Kobe kød foruden lidt forret og salat til vores gin! Det var i øvrigt ikke spor dyrt: 320 kr. for os begge inklusive lidt enkel isdessert, men selvfølgelig uden øl til maden.

Nara dag 3 med snefnug

Der kom ikke sne i går, som vejrudsigten havde truet med, men det er stadig rigtig dumt koldt med en bidende vind og midt på dagen i dag var der snefnug i luften. Ikke så mange at det kan ses på billedet, hvor jeg står og skutter mig mens snefnuggene falder omkring mig.

På grund af kulden fik jeg ikke taget mange billeder med mit medbragte Widelux panoramakamera, selvom jeg lige havde købt film hos Mayumi’s fars ven. Vennen er en ældre kamera reparatør, der har sin butik/værksted lige om hjørnet fra hvor vi bor.

Mayumi’s far havde i øvrigt taget vores gave (stereobilleder og stereoskop) med hen til vennen. Så gaven synes at være virkelig værdsat.  Vennen virkede også til at synes om både billeder og Fangels stereoskop, selvom jeg jo ikke forstod deres samtale.

Ellers er dagen gået med sightseeing i Nara. Det er en særdeles hyggelig og dejlig by med vanvittig mange små caféer restauranter og butikker gemt i de små stræder og gader. Bare det ikke havde været så koldt.

Nara dag 2 i regn

Det ser ud til, at det kun er Hanne, der er kommet over jetlagget. Hun sov fint gennem natten, mens jeg rodede rundt og stort ikke har kunnet sove. Jeg har i hvert fald ligget vågen rigtig mange timer i nat. 

Ud på morgenen blev min tilstand ikke bedre, fordi det begyndte et larme på taget af nogle kraftige regnskyl. Og sådan er dagen gået med kraftige byger og så ophold og byger. Det er faktisk også meget koldere end vi havde forventet. I dag er temperaturerne stort set som i Danmark, men det blæser oven i.

Vi har alligevel haft en fin dag med gensyn af en del af Nara vi har set før. Vi har det begge særdeles fint ned at gense steder, vi har besøgt for de knap fem år siden, vi var her sidst. 

Der er virkelig mange turister i Nara, så vi genså bare Todaiji templet udefra, mens vi gjorde hvad vi kunne for ikke at blive chikaneret af de utallige dyr, der render rundt i Nara Park og forventer at vi har kiks til dem.

Det var desværre ikke særlig hyggeligt at gå rundt i parken. Ikke på grund af turisterne eller dyrene, men på grund af vejret. Regn og 4 grader og vind er en skidt kombination.

Men så genfandt vi den lille franske restaurant, hvor vi spiste løgsuppe og gevandt modet.

Lige nu sidder vi og drikker te i Naramachi Guesthouse og får varmen. I huset er der en udstilling af dukker, som vistnok er Mayumi’s, men det er hendes far der har lavet opstillingen.

Her til aften truede vejrudsigten med sne, men det blev heldigvis ikke til noget. Men Mayumi’s far fortalte, at det havde været den koldeste dag i hele denne vinter og det havde faktisk sneet lidt i Ikoma, hvor Vi besøgte Mayumi og Bob.

Vi håber på mere varme på Tokaidoen.

Nara dag 1 med blandt andet ål

Vi gik relativt tidligt til køjs eller rettere sagt til gulvs i går aftes, da vi var noget flade efter rejsen hertil. Vi havde fået det samme dejlige værelse som i 2019 og faldt rimelig hurtigt i søvn begge to på futonerne på tatamimåttegulvet, men efter et par timer var vi begge lysvågne. Nogle timer senere må vi nu alligevel været faldet i rigtig søvn, for ved halv ni-tiden i morges vækkede Hanne mig og mente det var på tide vi kom op. Så vi tror, vi er kommet over det værste jetlag allerede nu.

Det har været en rigtig fin og god dag i Nara. Efter vores morgenmad på Café Tanne nede af gaden, mødtes vi med Mayumi og Bob hos faderen i Naramachi Guesthouse. Det var så dejligt at se dem igen og vi fik afleveret vores gaver til dem. Det er mit helt bestemte indtryk, som Hanne bekræfter på det stærkeste, at gaverne blev vel modtaget. Selvom jeg måske snakkede for meget virkede de tre virkelige glade for vores medbragte gaver. Ikke mindst de gamle japanske stereofotografier og Fangel stereoskopet faldt i god jord tror vi.

Desværre var Mayumis mor der ikke. Hun er indlagt på et hospital efter at have fået udskiftet det ene knæ. Og her i landet holder man åbenbart på folk i en tre ugers tid efter en knæoperation til man er sikker på de kan gå selv.

Mayumis far bød på frokost og valgte at vi skulle smage japanske ål, som åbenbart også er eftertragtet her. Ål hedder “unagi” og er en ferskvands ål. Det var dejligt, men kan ikke så godt som en stegt dansk ål fra Gershøj, hvis man stadig kan købe dem.

Efter frokosten kørte vi med Mayumi og Bob til deres hus i Ikoma. Først besøgte vi dog et virkelig spændende tempel - Hozanji - der ligger 200 meter fra deres hus.

Billedet fra Hozanji templet viser dog en shinto helligdom, da der på Hozanji både er buddhist tempel og shinto helligdom. Et flot sted højt oppe over byen på bjerget Ikoma. Når vi på et eller andet tidspunkt på turen kommer tilbage til Nara, skal vi besøge det igen.

Det var et kæmpestort hus med 16 værelser Bob og Mayumi havde erhvervet sig. Det var et tidligere ryokan, som på grund af tidernes ugunst og Hosanji templets svindende betydning og dermed søgning var gået noget i forfald. Huset er ikke kønt udefra, men virkelig et hus med potentiale og mange af de gamle værelser var fine og alle med en fantastisk udsigt over dalen mod øst. Mayumi og Bob har brugt masser af kræfter (og formentlig penge) på at istandsætte huset, men der er virkelig meget tilbage. De driver en café i en del af året og måske kommer der udlejning af værelser til lidt efter lidt.

Også dette hus håber vi at besøge igen senere.

Så nåede vi til Nara

 Efter en rigtig lang flyvetur efterfulgt af en kortere flyvetur er vi nået frem til Nara.

Det har været en fin, men også lidt anstrengende rejse. Vi fløj denne gang med SAS, men på grund af Ruslands invasion af Ukraine flyves der ikke længere over Rusland. Jeg troede så, at vi fløj nordover hen over Nordpolen, ligesom i rigtig gamle SAS-dage. Vi fløj faktisk både over nord- og syd Polen, altså det land syd for os, for det viste sig, at vi skulle sønden om Rusland.

Det var faktisk lidt underligt at flyve så tæt på en krigszone. 

Vi var ikke helt trygge før vi var kommet helt hen til Kazakhstan ;) Bagefter fløj vi over Kina og Sydkorea inden vi nåede det Japanske Hav.

Det var sådan set en fin flyvetur med SAS, men 12 timer er længe! Så vi var noget stivbenede, da vi i Haneda lufthavnen i Tokyo skulle skifte fly til Osaka International Airport, Itami, der dog kun betjener indenrigsfly. Vi var landet i god tid, men det viste sig, at bagage håndteringen var urimelig langsommelig, så det var lige med nød og næppe vi fik tjekket os ind på ANA flyet til Itami. Men lige så langsommelig bagagehåndteringen var, ligeså hjælpsomme var de japanske medarbejdere i ANA, vi bad om hjælp til at nå igennem. 

I øvrigt gik det rimelig glat med det nye digitale indregistreringssystem, man har bygget på “visit Japan web”. Problemet med at man ikke har internet adgang, fordi man har slået det vildt dyre mobildata fra, løses nemt ved, at man på forhånd har taget et skærmprint af den QR-kode, det nye elektroniske system danner. Det fungerede perfekt, men der er stadig en del bureaukrati og mange mennesker involveret i ens adgang til Japan. Det hele glider dog på grund af den enorme høflighed og hjælpsomhed man møder.

Det tog kun godt 50 minutter at flyve fra Tokyo til Osaka. Det vil vi nok komme til at tænke på senere på turen, nå vi trasker afsted på vores gamle ben.

Fra Itami lufthavnen tog vi en bus direkte til Nara, som naturligvis også bare fungerede perfekt med en chauffør med nystrøgen hvid skjorte og hvide handsker.

I Naramachi Guesthouse tog Mayumi’s far bare så fint i mod os. Dejligt at være her igen.

Der bor også tre japanske piger på guesthouset og de skulle selvfølgelig vide hvor vi kom fra og have taget et foto. Vi har fået lov at lægge det på nettet. Selv ender vi nok på deres Instagram :)

Nu nærmer det sig

Om en lille uges tid rejser vi til Japan for tredje gang og vi glæder bare sådan!

Vi starter i Nara og bor 4 dage i vores søde japanske venners forældres "guesthouse" for så at tage videre over Kyoto til Tokyo.

Efter én overnatning i Tokyo begynder vi på vores vandring ad Tokaido'en tilbage til Kyoto.

Tokaido'en er den gamle "hovedvej" mellem Tokyo og Kyoto, men der er vistnok kun få steder tilbage af den oprindelige gamle vej. Nye veje, motorveje og jernbaner i lange baner har ødelagt det meste af den gamle vej. Læs selv mere om Tokaiodo'en på Wikipedia.

Turen er på ca. 500 km og vi håber at kunne gå den på godt 25 dage. Vi planlægger at lægge ud med ret korte etaper, da vi desværre ikke har fået trænet så meget, som vi har ønsket på grund af det elendige vejr med megen regn i februar.

Men meget mere om det efterhånden som vi kommer frem. Foreløbig glæder vi os bare til at komme afsted.