søndag den 7. april 2024

Hiroshima - sol og folkeliv ved “Peace Memorial” parken

Endnu en dag med fint vejr til at vandre i - hvis man kunne det - eller til at besøge Hiroshima Freds park igen. 

Der var endnu flere mennesker samlet i parken under kirsebærtræerne end i går. Det er helt vildt, hvor meget japanerne går op i at lave picnic under træerne.


Alle steder, hvor der var et kirsebærtræ og lidt græs at sidde på eller en bænk, sad der familier eller par eller venner og spiste og drak på presenningerne med skoene stående pænt uden for.

En fornøjelse at betragte.

Udover at se på folkelivet så vi også på de forskellige mindesmærker, der findes i parken. Vi gik også ned i mindesmærket for alle de dræbte i Hiroshima. Meget smukt og stilfuldt og sobert. 

Her var også en lille udstilling, hvor der vistes en dokumentar om en gruppe drenge (15-19 år), der var indrulleret i et særligt korps, der skulle sejle små selvmordsbåde med sprængstof ombord mod de fjendtlige skibe. Altså ligesom de noget mere kendte kamikaze piloter, bare med små krydsfinerbåde. På dagen den 6. august 1945 skulle de være sendt afsted i kamp, men kl. 8:15 sprængtes atombomben over Hiroshima og i stedet blev de nogen timer senere totalt uforberedte sendt ind i byen for at hjælpe de sårede og rydde op. Filmen bestod af interviews med et dusin af de nu gamle mænd, der fortalte om deres oplevelser med at komme ind i byen og se ødelæggelserne og lidelserne. Meget gribende.

Nå, men livet går videre og det gjorde vi også. Vi gik forbi “Atomic Bomb Dome” igen og så den fra en anden og mere dyster vinkel, selvom det var solskin. Lad jer ikke narre af paraplyen, der er en parasol!


Et meget stærkt mindesmærke må man sige. Ikonisk.

Lidt længere nordpå ligger der en anden park og her var liv og glade dage, ligesom vi oplevede det sidste søndag i Odawara. Musik og larm og telte og boder med alt muligt spiseligt. Midt i det hele en stor boghandel med brugte bøger. Blandt bøgerne fandt vi en kokeshi dukke, som vi købte med hjem.



Noget vi absolut ikke tager med hjem er japanernes omgang med små (og lidt større) hunde. Hanne er ved at flippe fuldstændig ud over det, når vi ser hunde blive kørt rundt i barnevogne eller klapvogne. Eller når hun ser hundenes påklædning. Selv i varmen dag havde de fleste af de små kræ dækken på eller det der var værre. (Det kan være lidt svært at se, men det lille kræ har kasket på).


Det er bare et lidt dårligt eksempel på, hvad vi har set af hunde-uhyrligheder. Vi har set rigtig mange, men vi har ikke syntes, vi kunne være bekendt at fotografere dem.

Vi sluttede dagen af med at spise på en måde vi aldrig har prøvet før: (jeg har googlet det) det hedder vist shichirin og det består i, at man på bordet får stillet en trækulsgrill, hvorpå men selv steger sit kød og sine grøntsager. 


Røret tilhøjre i billedet er en udsugning. Formentlig for at vi ikke skal blive kulilteforgiftet. 

Jeg er jo ikke nogen grill-fan, for at sige det mildt, men kødet vi spiste efter selv at have stegt det smagte virkelig godt. En god oplevelse.




3 kommentarer:

schaila sagde ...

Se, nu blomstrer den,
magnoliebusken, der,
ved havedammen

I flere uger
har den prøvet sig lidt frem,
skeptisk og frygtsom

Vær nu velkomne
I smukke hvide blomster,
vær ikke bange

Anonym sagde ...

Hvor får I mange indtryk på godt og ondt.Det må være svært at kapere det hele. Fortsat god tur

Anonym sagde ...

Det lyder de rigtig lækkert med egen grill 🤩