mandag den 3. november 2014

Opdatering af bloggen

Jeg har nu opdateret bloggen, så de faktisk vandrede kilometer fremgår af de enkelte dages overskrifter. Desuden har jeg tilføjet en række links til de fleste af de steder vi har overnattet - gode så vel som mindre gode - og til nogle af byerne og stederne vi har været i gennem på de knap 500 km.

Endelig så har jeg lagt den detaljerede plan for vores vandring 2014 ind blandt de øvrige dokumenter.

Som noget af det sjovere og mere lærerige, har jeg skrevet et efterskrift til den 7. september (den dag jeg glemte min lader og mit batteri til kameraet og vi gik forkert), og lagt et kort ind, der viser vores håbløse vandring den dag.

Som noget helt nyt, har jeg nu gjort denne blog "søgbar" for søgemaskiner. Hvad det kommer til at betyde i praksis ved jeg ikke. Men det bliver da lidt spændende at se, om der komme andre læsere end familie og venner. De skal være velkommen.

søndag den 26. oktober 2014

Flere fotos fra vores vandringer

For snart mange år siden (vistnok 2006) forærede Kasper mig en hjemmeside i julegave. Hjemmesiden har faktisk ligget brak lige siden, men fornylig tog jeg mig sammen og revitaliserede den. Det vil sige, at jeg fjernede alt det gamle og oprettede en helt ny side i WordPress.

WordPress er et gratis genialt og ret enkelt system til oprettelse og vedligeholdelse af hjemmesider.

Meningen med den "nye" hjemmeside er, at jeg her vil vise nogle af de mange fotografier, jeg selv har taget, eller som jeg har skannet. Det kan være familiens gamle fotografier eller andre, som jeg er faldet over.

Desuden er det tanken, at jeg her kan præsentere mine gamle kameraer og/eller andet fotografica. Som medlem af Dansk Fotohistorisk Selskab - og nu også kasserer - er det vel nærmest en pligt.

Undertitlen på hjemmesiden er: "foto & fotografica, egne fotos, gamle apparater og billeder fra en svunden tid".

www.jesperbruus.dk vil jeg også lægge flere fotografier fra vores vandringer i Sydeuropa. Tanken er ikke, at det skal være billeder af Hanne og/eller mig i forskellige situationer eller sammenhænge, men snarere billeder af smukke huse, landskaber blomster eller mennesker.

Eksempelvis har jeg lagt billeder af - synes jeg - smukke facader, som vi stødte på under vores vandring i 2012 her: Facader i Sydfrankrig i efteråret 2012.

onsdag den 24. september 2014

Hjemme igen

Hele rejsen hjem fra vores vandretur gik faktisk som planlagt. Det er dejligt.

Det er også dejligt at være kommet hjem igen og få noget andet tøj på end det vi har brugt i 4 uger, selvom det har været vasket en del undervejs.

Om et par dage eller tre vil jeg nok prøve at samle lidt mere op på turen og hvad vi har været igennem og oplevet, men det HAR været en god tur med megen varme og mange langt højere bjerge end forventet.

Jeg vil også rette bloggen igennem med hensyn til kilometerangivelserne og lægge links på til hoteller og andre interessante steder undervejs. Det kan også være der bliver lagt nogle flere billeder på. Det er noget lettere at redigere bloggen fra en PC end fra en telefon, uanset hvor stor og god telefonen end måtte være.

Til slut i denne omgang en stor tak til vores kommentatorer - ikke mindst Wolfgang (schaila) - der næsten hver dag har digtet så det er en fryd, selvom vores gamle skoletysk ikke altid har kunnet fange alle finesserne. Også en stor tak til de, der via mails holdt os underrettet om livets gang i Danmark og Verden.

tirsdag den 23. september 2014

Rejsehjemdag - tirsdag

Lige nu skriver jeg lidt blog fra Paris' Orly lufthavn, hvor vi venter på vores fly til Kastrup.

Vi havde et utroligt held med Air France, så vores AF6125 afgang kl 14:45 var ikke annulleret. Afgangen før og afgangen efter var aflyst ligesom yderligere 19 af de i alt 31 daglige afgange mellem Toulouse og Paris!

Vi landede i Orly Ouest (Vest) og er nu i Syd. Det tog 2 minutter med et lille metroagtigt tog at køre mellem de to terminaler. Lidt ærgerligt for vi landede lidt over kl 16 og skal først flyve igen kl 21:35, så vi har rimelig god tid.

mandag den 22. september 2014

Toulouse - mandag

Et fotomarked i ved Saint Sernin basilikaen i går. Lidt pauvert måske, men det har været totalt umuligt at finde noget om kameraer her i byen. Der er mange fotoudstillinger,  (lukket mandag), men ingen fotohandlere.

Vi har haft en lidt overskyet dag i dag, men ikke regn. Bortset fra forleden dag, hvor vi tog regnjakkerne på, og det viste sig at være nærmest pjat, og den dag vi sad på et chambre d'hotes og så på regnen, har vi simpelthen kun haft godt vejr på turen. Næsten fire uger i korte bukser og skjorte!

Det bliver noget af en forandring at komme hjem, men vi glæder os nu alligevel.

Det ser i øvrigt- lige nu - ud til, at vores fly er ét af de 10 fly ud af 31 afgange fra Toulouse til Paris, Orly, der kommer afsted. Vi har i hvert fald fået boardingkort printet her på hotellet. Så vi håber....

søndag den 21. september 2014

Toulouse - søndag


En stille søndag uden morgenavis, men med en stor flot og gammel by lige nedenfor hotellet (der ligger på 1. sal lige ved den store Capitol plads).
Vi sov noget længere end vi "plejer" på vores udmærkede "Hotel du Taur" og har så ellers set en lille del af byens mere kulturelle og historiske steder og bygninger.
Faktisk har vi ifølge Hannes pedometer gået 8 km i dag - og det i klipklapper! Støvlerne tager vi nødigt på før på tirsdag, når vi skal hjemad.
Toulouse er en dejlig by at gå rundt i. De fleste af gaderne er uden biltrafik. Kun enkelte lokale har tilsyneladende lov til at køre der. Der er enormt mange unge i byen og helt ustyrligt mange turister.
Vi fik stemplet vores "Camino-pas" i Saint Sernin basilikaen hos en meget snakkesalig mand. Men sød og venlig, som alle vi har mødt på vores tur.

lørdag den 20. september 2014

Donneville til Toulouse i alt 490 km




Så er vi nået frem til vores endemål - i hvert fald for i år - Toulouse!
En flot vandring gennem - nærmest portaler - af de kæmpemæssige platantræer, der kranser kanalens bredder. Canal du Midi er i øvrigt fantastisk afvekslende, den snor sig hele tiden, der er knap 100 meter lige strækninger, før den slår et sving igen.
Det var dejligt at se velkomst skiltet og efter bad og omklædning, dejligt med en øl.
Toulouse virker umiddelbart som en spændende by. Stor og moderne og med masser af gammelt. Det gamle skal vi se i morgen og mandag ser vi på nutiden.
Vi har i eftermiddag set flere mennesker end på de foregående knap fire uger. Det er en enorm ændring fra vores ensomme stier i skovene, bjergene, langs floderne og vejene. Og hvilken forskel på det vi hidtil har gået igennem og storbyen Toulouse. Et ufatteligt stort skel.
Vi fik for et par timer siden at vide, at piloterne hos Air France har udvidet strejken, der kun skulle have varet en uge, til foreløbig den 26. september. Det er lidt surt, men vi har så lynhurtigt købt togbilletter (TGV) til Paris på tirsdag, så vi kan nå vores Norwegian til København. Lige nu har vi altså både fly- og togbilletter, men togbilletterne kan refunderes indtil før afrejse tidspunktet, og på det tidspunkt ved vi, om Air France A6125 afgår planmæssigt. Og hvis flyet aflyses, så får vi jo flybilletterne refunderet.
Ak, lidt indviklet, men til at leve med.
Andre har større problemer at kæmpe med!

fredag den 19. september 2014

Port Lauragais til Donneville i alt 468 km


Det er ikke altid til at vide, hvordan ens chambre d'hotes er, når man bestiller det via mobilen. Dagens værelse kom i hvert fald noget bag på os.
På en måde er det ok, men det er alligevel ganske rædselsfuldt. Farver, indretning, størrelse, alt er bare mislykket her. Der er bad og toilet bagerst i monstrummet. Værten er sød, men splitter gal. Farver, natur, sjæl, osv osv osv. Men ville først servere morgenmad kl 8:30, hvilket er ret sent for vandrere som os :-) Vi fik det ændret til kl 8:00 (tror vi).
Det er så kommet oven på 30 kilometers vandring. Ganske vist ad en super god sti, nemlig servicevejen ved siden af Canal du Midi, men alligevel! Og så var det varmt og fugtigt.
Vi slap også i dag med skrækken mht regn: Der kom nogle dråber i morges - så mange at vi tog regnjakker på - men det blev ikke til noget alvorligt. Det var næsten pjat.
Vi er lidt flade, så bloggen bliver kort.
I morgen har vi sidste vandring i denne omgang: omkring 22 km til vores hotel i centrum af Toulouse.

torsdag den 18. september 2014

Saint-Felix-Lauragais til Port Lauragais i alt 438 km


Billedet ligner det fra i går, hvilket ikke er så mærkeligt, da vi i dag fortsatte langs samme lille kanal/flod som vi fulgte i går.
Vi har gået 24 km stort set på stier som disse gennem hele dagen. Dejligt let og ubesværet vandring uden de store udfordringer, men med forskellige udsyn på landskabet udenfor den mærkelige verden omkring la Rigole, som floden/kanalen hedder.
Ud på eftermiddagen nåede vi endelig ned til Canal du Midi, hvor vi har fundet et beskedent hotel.
De næste to dage agter vi så at følge kanalen ind til Toulouse. Altså et stop til inden storbyens biler og larm. Vandringerne de seneste to dage har været fantastisk stille. Ingen biler, ganske få cyklister, et par joggere, mange fugle, et enkelt egern og et par vandrere som os.
Faktisk har vi nogenlunde tal på, hvor mange vandrere vi har mødt siden Arles for snart fire uger siden. Vi har mødt (og talt med) 23 vandringsmænd og -kvinder. Det er alt!
Vi slap også for regnvejr i dag, men for tredje dag i træk har det blæst af H til. Mærkeligt med en susende i trætoppene, der lyder som en efterårsstorm, og så have mellem 24 og 27 graders varme.

onsdag den 17. september 2014

Revel til Saint-Felix-de-Lauragais i alt 414 km



Turen i dag gik næsten hele vejen langs en lille flod/kanal, der fører vand ned til det store kanalanlæg: Canal du Midi eller Canal Deux Meres.
Det var en perfekt vandresti: ingen bakker, fast sti uden sten og faktisk hele tiden et ganske lille fald. Se første billede.
Vi forlod stien ved en lille sø, Lac de Lenclas, og gik op til Saint- Felix-de-Lauragais, hvor vi skal overnatte på et lille, men fint- meget fint viste det sig - hotel.
Byen viste sig at være en lille perle med en fantastisk kirke med et stort orgel, et stort tomt slot, hvor kun en enlig ung kvinde passede turistkontoret.
Vi bor dejligt, men det var ikke muligt på vores lille tur rundt i byen at få f.eks en øl eller cola. Se det andet billede. Alt - bortset fra farmaciaet - var lukket!
Det er i øvrigt helt fantastisk at vi stadigvæk ikke har været nødt til at vandre i regn, for i nat øsregnede det og Hanne hørte et enormt tordenbrag.
Vi har nu kun tre vandredage tilbage og håber på fortsat held med vejret.

tirsdag den 16. september 2014

Dourgne til Revel i alt 396 km


En af de forunderlige sider ved at vandre i Frankrig - eller måske ved at vandre i det hele taget - er at man sjældent ved, hvad der dukker op om næste hjørne.
Vi har været i gennem ret mange utroligt kedelige landsbyer og små byer, og også mødt dejlige byer, men de sidste har der været få af. Her på den senere del af vandringen har de generelt været lidt triste og mange forretninger og cafeer har været lukket.
Men så pludselig i dag midt mellem Dourgne og Revel, kom vi ind i en sød - meget sød endda - lille by, Soreze. Og vi fik kaffe og te og juice i den lille butik på billedet. En god oplevelse, helt uventet.
Ellers er vores form nu sådan, at vi næsten kommer for hurtigt frem til vores overnatningssted, hvilket naturligvis er et pseudoproblem. Men suppleret med de mere nådige temperaturer gør det jo ikke dagene ringere. I øvrigt er der jo heller ikke længere bjerge at slås med.
Dourgne var en af de lidt mere triste byer, men Revel faktisk er interessant og ganske sød. Desuden koster to øl kun 5 € på det flotte torv.
Vi boede på Hotel-Restaurant du Midi i Revel..

mandag den 15. september 2014

Castres til Dourgne i alt 378 km


Vejret var igen flot fra morgenstunden, da vi forlod vores fantastiske hotel i Castres. Vejrudsigten havde truet med tordenvejr om eftermiddagen, men der var ingen skyer i sigte.
Desværre var den første del af vandringen præget af at "stien" - Chemin St. Jacques - gik langs veje med ret meget hurtigtkørende trafik. Dét er sur vandring. Man går med livet i hænderne! Senere blev det heldigvis bedre.
Vi er nu i et fuldstændigt anderledes landskab end for bare et par dage siden, hvor vi gik i de enorme skove.
Vi har i dag set majsmarker, hirse- og de sorte mærkelige solsikkemarker. De ser meget triste og døde ud og vi fatter ikke hvad landmændene får ud af dem.
Så er der dukket masser af kvæg op, og vi ser også mange æsler nu.
Vi så også Hannes yndlingsfugl - rødhalsen - meget tæt på i flere minutter, mens den sang højlydt.
Det er virkelig dejligt at se noget andet end kæmpestore træer i kæmpestore skove.
Efterhånden som dagen gik, kom der som lovet flere og flere skyer, der blev mørkere og mørkere. Himlen er helt sort nu, men det har endnu ikke regnet.
Vi håber, det får regnet af i nat.
Vi boede på Hotel-Restaurant La Montagne Noire i Dourgne.

søndag den 14. september 2014

Arles - Toulouse!

Vi har nu vandret ca. 350 km og har ca 120 km tilbage til Toulouse, hvor vi har tænkt os at stoppe for i år.

Vi har været lidt flinkere til at stoppe op og nyde stederne i år end tidligere, og vi har tænkt at bruge et par dage i Toulouse inden vi tager hjem. Alle vi taler med om Toulouse siger det er en fantastisk by.

Vi har købt flybilletter til tirsdag den 23. september. Først med Air France fra Toulouse til Paris - Orly, og så med Norwegian fra Orly til Kastrup.

Hvis alt går vel har vi så en lille uge til de sidste kilometer.

Castres og hotellet.

Det første foto viser de meget specielle huse langs floden i Castres.

Det andet viser fruen i sin superlækre tykke hvide badekåbe med sin fine tekop.

Endelig ses Hanne ved vores simple, dejlige kebabfrokost med Coca Cola.

Le Castelet til Castres i alt 355 km




Dagen i går var ganske dejlig. Le Castelet var et helt vidunderligt sted. Som min gamle mor ville have sagt det: PRAGTFULDT!
Som det kan ses på fotoet nød vi et dejligt glas hvidvin (eller to, tre) i haven efter vores 25 km og efterfølgende bad. Det blev til hele flasken!
Hanne spillede så lidt Uno med husets 10-årige datter - Emelle - som havde fået kemoterapi i sommerens løb. Hun var utrolig sød og charmerende.
Til aftensmaden røg der en flaske rødvin, så derfor en noget kort blog i går.
I dag har vi kun gået 8 km ind til den ret store by, Castres. Her er vi indlogeret på det aller mest fantastiske hotel, vi nogensinde har boet på: Hotel Renaissance. Der kommer nogle billeder i næste indlæg fra værelset og fra byen.
Vi har således igen holdt næsten en hviledag, hvilket er ganske dejligt og - føler vi - fuldt fortjent.

lørdag den 13. september 2014

Le Reclot til Le Castelet i alt 347 km

I aften bliver bloggen meget kort. Ikke fordi der er dårligt internet, men fordi jeg er lidt indisponeret - som man siger - efter en fremragende middag med tilhørende vin.
Dagen må ellers siges at være diametralt modsat dagen før: i dag stod oplevelserne virkelig mål med anstrengelserne.
En fin tur fra ca. 750 meter til 350 meter, hvor skov efterhånden blev afløst af marker og enge. Dejligt med skiftende udsyn.
Vi bor på et fantastisk sted: Le Castelet. Nærmest et gammelt slot. Her er bare pragtfuldt . Og alle heromkring er bare så  søde.

Mindepladerne i Le Reclot

Fotos af huset og mindepladerne.

La Salvatat sur Agout til Angles i alt 322 km


Af en eller anden grund glemte jeg i går, at fortælle at vi vandrede flere kilometer langs bredden af en lang kunstig sø, Lac de Lauzas. Det var dejligt at se noget andet end skov.
Skov har vi til gengæld set til overflod i dag! Vi har gået næsten 20 kilometer med træer, træer og træer. Op og ned, op og ned, op og ned i gennem skove, hvor træerne er så høje, at man ikke kan se "ud". Det var ensformigt på en anstrengende måde, for det blev bare ved.
Vi har i gennem de seneste dage set rigtig megen skov og rigtig mange træer. Der har været fint med den skygge træerne gav, men som Hanne sagde det en gang i dag, "så står oplevelserne ikke rigtig mål med anstrengelserne".
Dagens lidt kedsommelige vandring sluttede i Angles, en lille by, der virkede en du mere kedelig end dagens vandring. Men heldigvis blev vi hentet af en dame med et chambre d'hotes et stykke derfra.
Det havde været urimeligt svært at finde et sted at sove, hvor vi var sikre på eget værelse (og helst også eget bad og toilet), men sidst fandt vi "Le Reclot", som er et fint og rent sted med en sød, men noget speciel værtinde.
Stedet ligger langt ude i skoven. Så langt ude, at den franske modstandsbevægelse havde et lokalt hovedkvarter her i ejendommen. Der sidder en mindeplade på huset.
Desværre er der ikke noget fungerende Wi-Fi herude.

torsdag den 11. september 2014

Murat sur Vebre til La Salvetat sur Argout i alt 302 km



To forskellige steder på Chemin St. Jacques. Meget forskellig vegetation, men smukt på hver sin måde.
Dejlig dag med fin relativ flad vandring gennem afvekslende landskaber med køer og grønne marker og stadig disse store store skovstrækninger.
Vi er fortsat oppe i 8-900 meters højde, så vegetationen ligner meget den danske, synes vi.
Vi møder meget få mennesker, der vandrer denne rute. Det er slet ikke som på vores første Camino i 2008 eller som på turen fra Le Puy i 2012.
Vi har set en del ørne og også en del småfugle, men ellers ser vi meget meget få dyr på vores vej.
Vi overnattede et pudsigt sted: Hotel-Restaurant La Plage. Jeg havde valgt det, fordi jeg troede det lå ved en strand. Det gjorde det sådan set også, men der var ikke noget vand ved søbredden. Søen er kunstig, og der er et arbejde i gang ved en dæmning, så de har sænket vandstanden i 2014!

onsdag den 10. september 2014

Saint Gervais sur Mare til Murat sur Vebre i alt 278 km

Vi stod op før syv for at kunne være ude af døren inden kl 8:00. Vi havde aftalt med de to søde franske søstre, Sylvania og Nicole, (63 og 61 år), at vi sammen skulle gå af en genvej til Chemin St. Jacques.
Men som Gandalf sagde - så vidt jeg husker - " Genvej bli'r sen vej "! Og dette skete så også for os fire. Vi (mis-) brugte næsten en time på at fjumre rundt inden vi nåede tilbage til den rigtige Chemin St. Jacques.
Nå men derfra gik det fint op igennem de meget smukke, men ret rå bjerge. Vejret var fint. Ikke for varmt, og selvom solen skinnede gav træerne megen skygge på stien. Vi gik fra ca 350 m, først op over 950 m, så lidt ned og så yderligere op over 1050 m, for så at ende her på hotellet i ca 880 m.
Alt i alt en hård dag, men ikke nogen dårlig dag.
Dagens største oplevelse havde vi, da vi på vej ned fra de 1050 m, ligesom kom ud af skoven og et helt nyt landskab åbnede sig for os:
Pludselig kunne vi se langt og vidt omkring os og der var lyse åbne marker med græssende køer!
Noget helt andet end de flotte, men mørke skove, vi lige havde forladt.
Den bjergkæde eller bjergformation, vi lige havde forladt, danner både vandskel og grænsen mellem departementerne Herault og Tarn. Mens vi gik i Herault så vi vinmarker, frugtplantager, hvide heste og masser af bjerge og kæmpestore skove. Nu ser vi grønne marker, køer, lugter kolort på stien og da vi spiste middag her til aften var maden også meget anderledes.Vi spiste og boede på Hotel-Restaurant Durand.

La Seguienerie til Saint Gervais sur Mare i alt 250 km

En hård dag på 27 km med 600 meter op og 600 meter ned igen og stor frygt for regnvejr, men en sindssygt heldig dag.
Mere følger senere. Intet Wi-Fi på vores overnatningssted et gite!

mandag den 8. september 2014

Lunas til La Seguienerie i alt 223 km


Mandagens etape er vores absolut korteste: kun 7 kilometer. Egentlig ikke så meget på grund af den (alt for) lange etape i går, men fordi morgendagens etape ellers også ville have været på 30 km og den går op over 800 meter.
Vi har så været sindssygt heldige, for vejret er totalt slået om.
Vi nåede vores chambre d'hotes allerede ved 12-tiden, og siden har det stort set tordnet og lynet og regnet i stride strømme. Man kan næsten ikke se længere end de nærmeste bjerge, og når det tordner er bragene enormt kraftige. De ruller hen over de i regndisen ikke længere synlige bjerge.
Vi er noget spændte på morgendagens vejr og vores 24 km på bjerget.
Billedet viser forrige aftens dejlige spisested under en af de grønne parasoller.

Lodeve til Lunas i alt 215 km - en lærestregsdag!


Dagen startede super fint med et dejligt morgenmåltid hos de søde Beatrice og Didier. Og Didier var oven i købet så utrolig venlig at køre os lidt af vejen, så vi sparede et par kilometer, så vi kun skulle gå 22,5 km. (Han var i øvrigt pensioneret apoteker og født på Haiti!).
Vi blev sat af ved stien og havde gået opad og opad i 40 minutter, da jeg ville tage et billede af den smukke udsigt. Se ovenfor.
Men kameraet virkede ikke!
Grunden var, at batteriet sad i min lader i det værelse vi lige havde forladt.
Mange ting man glemmer på vandringen kan man undvære, fordi man måske har flere af dem (eksempelvis underbukser), men laderen og et batteri til mit kamera kunne jeg ikke undvære.
Jeg ringede straks til den søde Didier og forklarede situationen på mit bedste franske. Didier tilbød naturligvis straks at bringe laderen til det sted han havde sat os af. Helt og aldeles uden tøven!
Vi havde fundet et sted på stien med lidt skygge, hvor Hanne så blev med vores rygsække, mens jeg med en vandflaske og mine vandrestave nærmest småløb de - viste det sig - godt to kilometer ned af bjerget til vores startsted.
Det tog 20 minutter og Didier og Beatrice kom mig i møde med min lader og batteri. Fantastisk!
Og så skulle jeg lige tilbage til Hanne oppe på bjerget. Alt i alt brugte vi en time på min glemsomhed og jeg fik 4 kilometer ekstra i fødderne. Og det var ned og op igen på et bjerg.
Men nu fik jeg taget billedet af udsigten.
Det er første gang vi har glemt noget vigtigt på vores vandringer og forhåbentlig også den sidste!
Nå, men så gik det ellers opad og fremad helt efter planen. Det var varmt - som det har været stort set hele turen, men vi havde taget ekstra vand med, så det gik fint, selvom vi var noget senere på den end ellers.
Noget trætte nåede vi frem til en lille by Joncels, hvor vi fik fyldt de tomme vandflasker ved en fontæne. Der var intet andet at få, men vi havde bare 4,5 km tilbage til vores bestemmelsessted: Lunas.
Og så fik vi dagens anden lærestreg: Vi gik forkert og traf en række idiotiske beslutninger inden vi endelig traf den rette og gik tilbage til det sidste sted  vi havde set det rød/hvide mærke, der er vores ledetråd på denne og de andre franske vandringer.
Vi overså et enkelt mærke, der viste ned til en lille sti. Det kan jo ske, men vi fortsatte og fortsatte selvom der ikke var nogen af de rød/hvide mærker. Helt idiotisk og utilgiveligt! Det værste var næsten at vi var totalt enige. Vi nærmest bekræftede hinanden i bare at gå videre!
For nu at slutte dette sørgelige kapitel, så gik vi jo tilbage og fandt den rette vej. Så vi nåede vores hotel lidt før kl. 19. Vi havde gået i alt 7 kilometer forkert, så Hanne nåede op på 29,5 og jeg på 33,5 km.
Det var søndag i går, så der var kun én restaurant åben i Lunas og da vi fandt den, stod der "Complett"! Hanne havde heldigvis skiftet til sin fine kjole, så værten anviste os alligevel et bord. Her fik vi så et fantastisk måltid, der opvejede dagens strabadser.
Kun skammen over dagens fejl sidder nok tilbage et stykke tid endnu.

Efterskrift fra november 2014:
Jeg brugte en app på min telefon, der hedder "Runkeeper". Den registrerer, hvor vi går, hvor hurtigt (3,47 km i gennemsnit over dagen), hvor mange kalorier jeg forbrænder (2.849 kalorier), hvor langt vi har gået (33,52 km), hvor længe vi har gået (9 timer og 37 minutter) og hvor mange højdemeter jeg har gået (1.615 højdemeter). Det viser sig, at den også gemmer vandringen på min konto et eller andet sted på nettet. Denne vandring kan man så visualisere på et kort.

Det har jeg gjort neden for. Kortet viser vandringen på vores skrækkelige dag, hvor vi gik forkert, og hvor tæt på målet vi i virkeligheden var, men ikke kunne se, fordi vi befandt os i et bjerglandskab med høje, høje træer.

Kortet viser hele dagens - alt for lange - vandring. Fra glemsomheden fra starten og idiotien ved slutningen af dagen. Ak, ja. Og så er det endda dokumenteret så det klodser. Desværre er kortet her bare et screendump, men nedenfor er der et Google Map link.

Her er linket til Google Maps' "levende" udgave af  vandringen: Klik her!

Hvis man zoomer tilstrækkeligt langt ind på vandringen - eksempelvis i begyndelsen - kan man se, at jeg har gået turen dér tre gange, idet de er tre røde streger!



søndag den 7. september 2014

Lodeve til Lunas i alt 215 km


Dagen har været så speciel, at jeg først får skrevet blogindlægget "rigtigt" i morgen.
På grund af forskellige hændelser har jeg nemlig gået 33,5 km og Hanne 29,5 km, hvilket vil blive beskrevet i morgen, selvom turen var beregnet til 22,5 km. Så vi er noget flade! Ikke mindst fordi dagen sluttede med en helt suveræn middag på et chateau i Lunas med tilhørende dejlig rødvin.

lørdag den 6. september 2014

Endnu et badebillede

Der skal jo ikke bare være bare damer på denne blog, men også mænd, så derfor også dette billede af Jesper i vandet.

Saint Jean de la Blaquiere til Lodeve i alt 182 km



En god, men også lidt spøjs dag med 15 km på 5 timer og 300 m op og 300 m ned. Ikke som forrige dage, hvor det var godt 400 meter op og ned.
Vandreturen var fin med flotte udsigter og med meget varierede skovstrækninger. Megen skygge på turen.
Det spøjse kommer ind med det sted vi overnatter. Det er et helt fantastisk par , Beatrice og Didier, der har huset, men efter at have taget imod os, er de kørt til Montpellier for at feste i nat, så vi har deres helt utrolige hus med pool osv for os selv!
De har lavet en fire retters menu til os med vin naturligvis, og en lille appetizer. Vi har så selv skullet varme forret og hovedret og trække vinen op. Men ellers var alt klart.
Fotoet viser den store stue ud mod haven og poolen, som Jesper for en gangs skyld var i: luften var 31, vandet var 27 og pigen var 69.
Det er et fantastisk hjem de har. Han læser tegneserier om en hals. Der er masser af dem i reolerne. Der er masser af rejselekture og Jo Næsbø ligger fremme. Parret er virkelig søde og måske tager vi os sammen og spørger, hvad de lever af, for de kører Audi, og huset må have kostet en formue og de siger de rejser i Sydamerika et par måneder hvert år.
Når man bor på chambre d'hotes, så oplever man virkelig andet end når man bor på hotel.

fredag den 5. september 2014

En dør på vejen

Bare et billede af en smuk dør i landsbyen Arboras, som vi passerede i dag.

Montpeyroux til Saint Jean de la Blaquiere i alt161 km



Dagens højdepunkt for Hanne ses på billedet ovenfor: et KARBAD efter en fin og smuk vandring uden de alt for store anstrengelser. Vi gik kun 14 km i dag, fordi vi heldigvis havde delt turen fra Saint Guilhem le Desert til Saint Jean de la Blaquiere i to dele.
Dagen begyndte ellers med sorte skyer og fem syv regndråber, men det klarede heldigvis op, så eftermiddagen blev fuldt så varm som den plejer. 
Badekaret var på et lidt mærkeligt chambres d'hotes, som har en flot hjemmeside, men som ikke var helt så flot i virkeligheden. Vi tror, der ligger en skilsmisse eller en anden hændelse efter skabelsen af hjemmesiden.
Aftenen før var vi gået fra vores chambre d'hotes til Montpeyrouxs andet spisested. Vi havde drukket cola på det første da vi var nået frem om eftermiddagen.
Og det var som at komme fra McDonalds til Noma. Det viste sig at være en helt vidunderlig restaurant, hvor vi fik turens hidtil bedste (og dyreste) måltid. Og der til en herlig rødvin fra Montpeyroux - altså den by vi var i! Se hvor flotte druerne er på  billedet.

torsdag den 4. september 2014

Saint Guilhem le Desert til Montpeyroux i alt 153 km


En flot vandring i de første bjerge på denne tur. Flotte udsigter og gode stier.
Turen begyndte i godt 80 meter over havet, for så meget hurtigt at stige 400 meter. Ganske langsomt og uden meget voldsomme stigninger, men alligevel over 400 meters stigning indenfor 2 timer.
Vi nåede frem til vores bestemmelsessted,  Montpeyroux, ved 13-tiden efter godt 4 timers fin vandring.Vi indlogerede os på et Chambres d'hotes: "La Grange". Det var helt ok.
Vi havde frygtet en virkelig slem tur, fordi der i den autoriserede franske vandreguide udgivet af FFRandonnee, stod at turen var på 6 km, men at den ville tage 3 timer at gå. I vores anden guidebog Miam Miam Dodo stod der 10,5 km. Vi spurgte på turistbureauet i Saint Guilhem le Desert, og de unge engelsk talende mennesker der, sagde at vandreguidens 6 km måtte være det rigtige.
Normalt går man 4 km i timen, så 2 km i timen betød virkelig svært og tung vandring.
Men det altså fint, men fejlen har medført at vi nu kommer til at gå to korte vandringer i dag og i morgen.
Hertil aften er det pludselig blevet overskyet, så det er spændende, hvordan vejret bliver i morgen. Det var ikke noget, vi havde set komme i de franske vejrudsigter.

onsdag den 3. september 2014

Saint Guilhem le Desert - hviledag



Efter seks vandredage, der har været relativt hårde på grund af varmen - og måske også vores almindelige form, har det været utrolig dejligt at slappe af i et stort værelse i et lille hotel med et flot navn: "Hotel Le Guilhaume d'Orange". Udover at være rigtig søde og venlige, laver de også god mad. I aftes fik vi and!
Selve byen er noget helt for sig selv. Bygget op omkring et benediktinerkloster,  grundlagt i 804, ligner den virkelig en middelalder by med ganske smalle gader og gyder. Her er både meget henrivende og masser af turister. Men på en eller anden måde er landsbyen alligevel sin egen uden supermarkeder eller benzinstationer.
Vi har trods hvilen spadseret rundt i byen (eller landsbyen som den jo er med kun 250 indbyggere) og har nydt de 30 grader lidt anderledes end når vi aser afsted med rygsækken og vandrestavene.
Turen i morgen bliver ikke så lang, men skulle efter sigende til gengæld blive ganske hård. Alligevel glæder vi os til at komme videre!

tirsdag den 2. september 2014

Montarnaud til Saint-Guilhem-le-Desert i alt 140 km


Vi er nået til en lille helt vidunderlig by, Saint Guilhem le Desert, hvor vi har indlogeret os på et dejligt lille hotel. Vi har spist en dejlig middag og dertil drukket lidt vin, og er lidt berusede (her er stadig ganske varmt).
Vi har nu vandret i 6 dage, og har besluttet at holde den 7. dag fri. Så vi slapper af i morgen og vil nyde at slappe af i denne helt dejlige lille by.
Turen i dag var helt fin. Der var steder undervejs, hvor vi kunne få noget at spise og drikke, så selvom det var varmt og vi gik 22 km, var det til at holde ud.
Billedet er fra Saint Guilhem le Desert.

Montpellier til Montarnaud i alt 118 km

Ingen rigtig blog i dag den 1. september, da der ikke er Wi-Fi her på vores lidt pauvre chambre d'hotes, og jeg derfor har forsøgt at bruge dyr mobildata, som så alligevel ikke lykkedes.
Vi så lidt mere til Montpellier om aftenen, da vi skulle have noget at spise. Det virkede som en spændende by, både moderne og med en tyk, tyk historie. Men som vanligt må vi jo videre ;-)
Vejrudsigten havde spået at mandagens varmegrader kunne komme op imod 35. Men senere blev det "reduceret" til 31-32 grader.
Så jeg var lidt bekymret for dagens vandring, der dog gik rigtig godt. Den var på 23 km, og de sidste (efter kl 14) var slemme og vi var drivende våde af sved, da vi nåede Montarnaud.

De første mange kilometer ud af Montpellier gik utrolig godt. Ruten gik oven på eller ved siden af en akvædukt fra 17-hundredetallet, så det sædvanlige"ud af storby-helvedet" oplevede vi ikke.
Efter at være kommet ud af Montpellier kom vi op til et stort højdedrag, som vi til en begyndelse nød at gå i, men som efterhånden blev mere og mere kedeligt at vandre i. I modsætning til de øvrige dage var der intet interessant at se på. Ingen dyr, ingen fugle, ingen afgrøder, bare masser af varme og ikke en sky på himlen. Men der var heldigvis en blæst fra nord, der kølede ganske godt, i ret kraftige stød. Uden blæsten havde turen været ulidelig.
Det er fantastisk svært at finde egnede steder at holde hvil på denne tur. Det har det det vel også været på vores øvrige lange vandreture, men i år oplever vi det som et ekstremt vigtigt at kunne hvile ud undervejs. Måske fordi vi er blevet ældre eller måske fordi det ER meget varmt.

søndag den 31. august 2014

Lunel-Viel til Montpellier i alt 95 km



To billeder fra samme dag med samme telefon.
Det første troede vi, var der sidste vi så til TGV-byggeriet, men ak oh ve senere på dagen blev vi vist hen til en lukket afspærring med alt muligt om forbudt at gå videre, som vi så blev nødt til at ignorere! Det var lidt surt! Men vi var heldige og fandt stien igen lidt senere.
Det andet byggeri er nok både lidt ældre og lidt kønnere end det først viste. Det ligger i Montpellier lige ud for det hotel vi ret sent på dagen endelig fandt. Et dejligt hotel faktisk "Hotel des Arceaux".
Det er svært at sige hvor langt vi har gået i dag, men vi helt udslidte! Ifølge guidebøgerne har vi gået 23 km, ifølge Hannes skridttæller har vi gået 24 km eller 35127 skridt, mens min super GPS-telefon viste 28 km. Faktum er at varmen tager hårdt på os, så de 23-28 km føles ulidelige.
Vi har vraltet igennem Montpellier og byen virker ret stor og spændende, men det ER hårdt at komme til en stor flot og livlig by efter et par og tyve kilometers vandring i op mod 30 graders varme.
Alt i alt har det været en rigtig fin men meget hård dag.

lørdag den 30. august 2014

Mas des Abeilles til Lunel-Viel i alt 67 km


Dagens foto viser endnu engang Hanne set bagfra gående igennem et landskab. Denne gang er det en dejlig skov, vi passerede inden vi igen måtte gå nogle kilometer længere end planlagt på grund af TGV-banens anlægsarbejder.
Det er ret generende at skulle gå omveje og så ikke at vide, hvor man ender. Vandreturen i dag endte dog bedre end i går, idet vi fandt et udmærket chambre d'hotes, vi ikke havde planlagt at besøge.
På vej hertil passerede vi nogle rigtig søde småbyer med rigtig lange navne.
Ellers er dagens store tema, at Hanne har fået en vabel under højre storetå. Vi købte nye støvler i foråret, men havde de gamle med på Kreta. Jeg valgte også at vandre i de gamle på denne tur, men Hanne valgte de nye!
Vablen er under min kyndige behandling (med nål og tråd), så vi håber det ikke udvikler sig yderligere.
Der er fortsat meget varmt hernede, men vi klarede os nogenlunde i dag fordi vi gik ret meget i skov, og fordi der også i dag var nogle skyer på himlen.

Saint Gilles til Mas des Abeilles - igen igen

Forhåbentlig går det bedre med denne blogning end i går aftes, hvor der bare gik kuk i det. Og det var enormt ærgerligt for mit indlæg var både langt, velskrevet og morsomt. Ak, ja sådan er det jo.
Fredagens vandring var rigtig god, men endte noget tumbet.
I modsætning til vores første vandretur var denne utroligt varieret. Der var stadig ret fladt, men der simpelthen så mange forskellige afgrøder. Der var enorme vinmarker med store tunge druer, æbleplantager, nektariner, peberfrugtmarker, salat marker, auberginer, kiwi. De eneste afgrøder vi ikke så var kartofler og gulerødder!
Der er ikke mange husdyr man ser undervejs, men området ekselerer i hvide heste.
Det var naturligvis varmt - meget varmt faktisk - men det var til at holde ud fordi der var lidt vind og skyer.
Så alt i alt en rigtig god og dejlig vandring.
Men så, da vi troede vi var ved at være fremme ved hotellet, så nåede vi til en omlægning af vandreruten på grund af noget vejarbejde. Det viste sig senere at være på grund af etablering af en ny TGV linie til Barcelona!
Det betød, at vi havde svært ved at finde hotellet. Vi spurgte så om vej, men fattede ikke en fis af anvisningerne og vi gik og gik. Til sidst spurgte vi en ung franskmand om vej og han fandt så ud af for os at hotellet lå et helt andet sted end angivet i guidebogen! Han var derpå så skide sød, at han kørte os de fire fem kilometer til hotellet. Hotellet var på en måde ok, men alligevel dødsygt og kedeligt.
Jeg er ret tosset på Miam Miam Dodo bogen, der nu to gange har vist helt forkert.

fredag den 29. august 2014

Dagens fotos

Det har virkelig bøvlet for mig at blogge her til aften, så derfor bare disse to billeder :-(

Saint Gilles til Mas des Abeilles i alt 48 km

Mit lange indlæg forsvandt for et øjeblik siden til de evige bitmarker og jeg sidder sur tilbage. Jeg prøver lige at lægge dette op, og hvis det lykkes, så prøver jeg lidt mere. Men måske skyldes det Internettet her.

torsdag den 28. august 2014

Arles til Saint Gilles i alt 20,5 km


Vi kom af sted fra Arles ved halv ni-tiden. Sol og blå himmel og udsigt til 31 grader i løbet af dagen. Vi fik købt vores elskede baguette og noget ost til dagens frokost suppleret med postevand med let klor smag.
Begyndelsen af ruten var langs ret trafikerede veje, hvilket vi afskyr, men jo må døjes med for at kunne komme videre. Senere forsvandt bilerne, men resten af turen gik faktisk på småveje.
Landskabet var fuldstændig flat som en pandekage, og der var lige så varmt, som når pandekagen bages.
Der blæste lidt vind, som ind imellem kølede lidt, men især til sidst på turen var vi noget opkogte. Ikke mindst fordi vores guide Miam-Miam-Dodo viste os til højre, hvor vi skulle have været til venstre. Det gav os ekstra 2,5 km i støvlerne, så vi har faktisk gået 23 km i dag. De 20,5 km er fra guidebøgerne, de 23 km er fra min app på min nye HTC One (M8) ;-)
Heldigvis havde vi jo reserveret et hotelværelse på "logis le Cours", så der var lynhurtig indtjekning og så et bad efter at have hældt en halv liter vand indenbords.
Vi håber, det bliver lidt mindre varmt de næste dage.

onsdag den 27. august 2014

Arles - fortsat


Arles viste sig at være en meget meget sød og fin by med mange skønne steder. Så mine kommentarer i går om den lidt forsømte by skal nok tages med et gran salt.
Den gamle del af byen præges i meget høj grad af de antikke bygninger: arenaen, amfiteatret mm. Desuden er van Gogh det helt store nummer. Vi så masser af grupper, der med en guide i spidsen fortalte vidt og bredt om f.eks. "Natkafeen" eller om van Goghs have. Billedet ovenfor er fra "hans" have.
Vi har nydt at være turister, men har alligevel nået at gå op mod 15 km i dag uden egentlig at være kommet videre :-)
I morgen går det så rigtig løs med en vandring fra Arles til St.Gilles. Godt 20 km i god varme!

Arles - som turister

Arles viser sig ved nærmere eftersyn at være en ganske dejlig by.

I dag har vi til formiddag vandret rundt i den ældste bydel med den romerske arena og amfiteater. Der er mange turister, men vel egentlig ikke særlig turistet. Hvis der er en McDonalds, så er den godt skjult mellem de hundredvis af små og meget små restauranter og spisesteder. Byen virker meget venlig og ustresset.

Som det ses af billedet er Hanne også helt afslappet i sin fine Ralph Lauren kjole, som jeg lokkede hende til at tage med. Den vejer kun 173 gram eller mindre end en T-shirt.

tirsdag den 26. august 2014

Christianshavn til Arles

En fin, men lidt lang rejsedag fra Christianshavn til Arles. Først op kl. 5:30, så i lufthavnen ved 7-tiden og rettidigt afsted med Norwegian kl. 8:20. I Nice lidt før planlagt (10:30), så bus 99 fra lufthavnen til banegården, lidt frokost i en café i smeltende varme. Så med et tog kl. 12:55 mod Marseilles.
Vi var der heldigvis i god tid, så vi fik siddepladser inden toget blev overfyldt. Vi var fremme i Marseilles kl. 15:29 (de franske tog er meget præcise). Der var så godt tre kvarter til vi endelig kunne stige på toget til Arles, som vi nåede 17:10. Lidt flade, men glæde.
Ikke mange fotos på dagens blog, men det skal nok komme.
Her i Arles er der smukt, men noget forfaldent. Vores lille tur her til aften viste os en dejlig by, men en by, der har kendt bedre dage. Om det er "krisen" eller blot mindre byers tendens til affolkning ved vi ikke.
Vi glæder os til at lege turister i morgen. Det er meget varmt her, men i dag ikke med rigtig sol.
Vi har i øvrigt fint internet her på Hotel Porte de Camargue, så vi har fået rigtig mange dejlige mails og hilsner og gode ønsker for turen. Det er vi meget glade for.

søndag den 24. august 2014

Teknologi på vandreturen

Det er nu sjette år vi skal på en længere vandretur i Sydeuropa, og egentlig har man jo ikke noget stort behov for speciel teknologi. Det vigtigste er ens støvler med tilhørende to lag sokker: den tynde indersok og den tykke ydersok. Og selvfølgelig skal disse tre dele gerne være 'up to date' teknologisk.

Man kan også sige, at en (stor) del af det tøj vi har med er højteknologisk i den forstand, at det skal være let, slidstærkt, tørre hurtigt, ikke krølle osv., men avanceret teknologi er det jo ikke.

På ét punkt har vi behov for det ypperste rent teknologisk, nemlig når vi skal skrive her på bloggen. I 2008 klarede vi det faktisk ret godt i betragtning af, hvad det var for en telefon jeg havde med. (Det var så vidt jeg husker en Qtek 9100). Vi havde ikke pc, eller tablets med og nøjedes med - udover telefonen - at bruge de pc'ere, man kunne låne eller 'leje' undervejs.

På turen i år medbringer vi Hannes iPad og min HTC One (M8). Begge er vel noget af det bedste, der fås i denne branche. MEN vi er jo afhængige af at vi kan finde noget trådløst internet undervejs. Noget Wi-Fi eller [vifi] som franskmændene siger. (Ikke [vaifai] som vi siger). For skal vi bruge datatrafik på mobilen, så bliver det let ret dyrt, selvom EU har fået sat priserne gevaldigt ned fra 1. juli i år. Nu koster det 1,86 kr. pr. MB data i EU.

I Frankrig domineres telefonmarkedet af tre selskaber: Orange (der ejes af France Telecom), SFR og Bouygues. France Telecom er enormt stort, og har - som vi fornemmer det fra sidste år - samme fleksibilitet og brugervenlighed som KTAS havde og TDC har.

Når vi bor privat i et 'chambres d'hotes' er det næsten altid France Telecom, der har leveret den trådløse router. Folk har næsten aldrig ændret den oprindelige adgangskode på den, og koden er på mindst 12 tal og bogstaver, store som små. Det er ret besværligt, men det er hidtil gået rimelig godt med at komme på nettet undervejs og jeg lærer de franske tal og bogstaver.

Vi er ret spændte på, hvordan wi-fi situationen ser ud i år. Vi håber, at flere har fået internetadgang og at adgangen er blevet hurtigere. Ellers får vi jo ikke den helt store fornøjelse af vores nyeste teknologi.

Hanne bruger også sin iPad til at læse bøger på, og måske til en enkelt kabale eller et spil enmands hjerterfri om aftenen. Jeg har udover telefonen taget min Sony e-bogslæser med. Den vejer 192 gram eller mindre end en af de vandreguides, vi har med. Så vi burde ikke kede os, når vi er fremme ;-)

onsdag den 20. august 2014

Vandreturen 2014 nærmer sig!

På tirsdag den 26. august tager vi afsted til Nice, for så med tog at køre til vores udgangspunkt for vandringen: Arles.

Vi bliver et par nætter i Arles, for lige at vænne os til den varme, der forhåbentlig er dernede, og for at se byen.

Selve vores rute - som den er planlagt - har jeg tegnet ind på nedenstående kort. Om vi kommer til at følge den vil vejr og vind og ikke mindst helbred og uheld styre.




Men planen er altså i korthed, at vandre ad den gamle pilgrimsrute fra Arles til Toulouse. Derfra over Auch til Maubourguet, hvor vi så agter at dreje fra pilgrimsruten for at gå de sidste godt 60 km til Lourdes, hvor turen så skal slutte.

Om planen holder vil tiden vise :-)


tirsdag den 14. januar 2014

Vi skal vandre i Sydfrankrig i 2014

Vi skal vandre i Sydfrankrig i 2014. I hvert fald har vi nu købt flybilletter til Nice i slutningen af august 2014.

Vi har endnu ikke besluttet os endeligt, men vi regner stærkt med at følge den gamle pilgrimsrute "Via Tolosana" fra Arles til Toulouse og måske videre fra Toulouse til Pau eller Lourdes. Helt afhængigt af vind, vejr, dagsform og lyst.

Men meget mere om dette senere.