Fra Itami lufthavn ved Osaka til København

I dag på vores sidste dag i Japan - hvor vi skulle flyve hjem - oplevede vi endnu engang den helt utrolige japanske hjælpsomhed og venlighed. En hjælpsomhed, der går langt ud over, hvad vi har mødt i noget andet land, vi har været i.

Da jeg før jul sidste år hos SAS bestilte flybilletterne til rejsen, der jo gik fra Købehavn over Tokyo til Osaka og retur fra Osaka over Tokyo til København, lagde jeg ikke noget særligt i, at der hverken på udturen eller på hjemrejsen var særlig lang tid til at skifte fly i Tokyo.

På udturen var der 2 timer og 5 minutter, som blev forøget med 29 minutter, da vi landede lidt før planlagt. Alligevel blev det enormt stressende at skifte til flyet til Osaka (Itami), dels fordi vi skulle skifte fra terminal 3 til terminal 2, dels fordi det tog en hulens tid før vi fik vores kufferter, samt at vi jo “lige” skulle igennem den japanske immigrationskontrol.

Så derfor var jeg enormt bekymret over, at vi på hjemturen kun havde 1 time og 35 minutter til at skifte terminal og fly. Det skal lige siges, at terminalerne i Tokyos Haneda lufthavn er kæmpestore komplekser, der ligger langt fra hinanden. Ikke som i lilleput lufthavnen i Kastrup.

Faktisk var jeg så bekymret, at jeg næsten ikke lukkede et øje i nat. Jeg ruminerede og ruminerede, men fandt jo ingen løsninger. Vi skulle afsted med et fly fra Itami lufthavnen i Osaka kl. 9:00. Det var derfor vi havde booket hotel i selve lufthavnen, så vi kunne være sikre på at nå dette fly.

Kl. 7:20 stod vi ved indtjekningskranken og blev mødt af den sødeste og mest hjælpsomme pige fra ANA flyselskabet. Da hun så, at vi kun havde den sølle time og 35 minutter spurgte hun om vi ikke hellere ville med et fly kl. 8:00 fremfor kl. 9:00. Hun undskyldte så, at hun ikke kunne give os en vinduesplads på det tidlige fly. Jeg var grædefærdig af glæde over at få en ekstra time til flyskiftet. Men så spurgte hun, om hun ikke også skulle tjekke vores kufferter ind helt til Kastrup, så vi slap for at vente på at få dem i terminal 2 og slæbe dem med over i terminal 3 og så tjekke dem ind igen der. Nu var jeg helt væltet.

For at sætte kronen på værket, så fulgte hun os fra skranken op på næste etage, hvor vi skulle igennem sikkerhedskontrollen og lodsede os uden om alle køer. Det var jo blevet sent i forhold til at stige ombord på 8:00 flyet. Så bukkede hun og vi takkede og takkede og kom så igennem kontrollen. Det var helt vildt, så flot en service vi fik af pigen fra ANA.

Nå, men så skulle vi ombord på ANA HN16 til Tokyo. Et kæmpe Boing 737 fly med hundredvis af jakkeklædte japanske mænd og smarte japanske damer. Vi var vist de eneste blåøjede, der skulle ombord.

Hanne gik fint igennem med sit boarding kort, men da jeg lagde mit på scanneren bippede det og blinkede rødt og jeg kunne ikke komme igennem! En ligeså sød ANA ung dame sagde noget om høretelefoner i min kuffert. Jeg fattede ikke en snus. Men jeg blev bedt - vanvittig høfligt naturligvis - om at træde tilside og gå hen til en afskærmning, der fluks var blevet sat op. Hanne fattede selvfølgelig heller noget, men ventede lige på den anden side af boarding kontrollen og vi kunne heldigvis hele tiden se hinanden.

Tiden gik, det nærmede sig afgang og man holder tiderne, men personalet virkede sådan set meget afslappet og én af dem sagde til Hanne at jeg nok skulle komme med flyet.

Så kom der en uniformeret mand og vupti var min kuffert der også. Han stod med kufferten inde bag afskærmningen, men jeg stod udenfor bag et plastikforhæng, så jeg kunne se, men ikke røre kufferten. Han bad om koden til min lås, hvad jeg selvfølgelig straks gav ham. Han lynede kufferten op og vejhjælp af et foto af røntgenbilledet af min kuffert fandt han lynhurtigt mine gamle ikke særlig brugbare AirPods, som jeg havde glemt alt om og slet ikke brugt på turen. Han tog den lille hvide æske op, rakte mig den og sagde at jeg kunne fortsætte min ombordstigning. Da jeg så gik igennem kontrollen, så takkede ANA manden, der stod der, for min samarbejdsvilje!

Flyet lettede - naturligvis - kl. 8:00 og jeg ved nu, at man skal have sine AirPods på sig og ikke i kufferten. (Jeg anede ikke det med disse AirPods, men jeg havde sørget for at vi havde vores powerbanks og batterier til kameraet i håndbagagen).

Vi nåede selvfølgelig SAS flyet til København, så nu skal jeg bare bekymre mig om de to kufferter faktisk ER kommet med.

Vi landede i Kastrup kl. 18:00 - et kvarter før berammet - efter en 13 timer lang flyvetur - OG kufferterne VAR med. 

Flyvningen gik i øvrigt denne gang nord om Rusland, altså noget der kunne ligne SAS’ gamle rute over Nordpolen. Det var en lang flyvning, men det gik forbavsende smertefrit. Også fordi vi var så heldige at sædet ved siden af os var ledigt, så vi havde et ekstra sæde at brede os på.