onsdag den 24. april 2024

Nara til Itami lufthavn og på cykel undervejs

Vi er ved at være ved vejs ende. Desværre ikke enden på Tokaido’en, men enden på vores ophold i dette fantastiske og smukke land, Japan.

I morgen tidligt flyver vi fra Itami lufthavn ved Osaka til Haneda lufthavn ved Tokyo for at flyve med SAS hjem til København.

Vores sidste dag har været både sjov og fin, fordi Mayumi’s far tog os med til et lidt skørt sted, hvor vi hver strikkede et par sokker til os selv. Sokkerne er ikke rigtig håndlavede. De er faktisk mere fodlavede.

Men lad mig starte med at vise resultatet og forklare processen bagefter.


Bag os kan man se nogle underlige maskiner og en cykel. Det er fordi, man ved hjælp af cyklen driver strømpestrikkemasinen. Den ser sådan ud i nærbillede og åbnet.


Og sådan ser det ud, når Hanne strikker en strømpe på en cykel.


Inden vi begyndte at cykle strømper, skulle vi hver vælge tre farver, der så blev strikket sammen med en hvid silketråd og en hvid papirstråd. Desuden skulle vi naturligvis vælge størrelse og om strømpen skulle være med kort eller langt skaft. Jeg valgte den største med langt skaft. Farverne var tre af disse:

Den cykel fik havde problemer med kæden, så strømpemaskinejeren og -mekanikeren blev tilkaldt.

Han ordnede naturligvis kæden og Hannes strømper blev ligeså fine som mine og Mayumi’s fars.

Mens Hanne havde problemer strømpestrikkede jeg bare derud af, som det kan ses af denne lille video:

Dette er min første video på bloggen, så jeg er lidt spændt på om det fungerer ordentligt. 

Nå, men vi havde en sjov dag på strømpefabrikken. Som iøvrigt blot er en af utallige strømpefabrikker i Nara. Faktisk produceres 70% af de japanske strømper i dette område. Og tænk lige på, hvor vigtigt det er for japanerne (og os andre når vi er på besøg) at have ordentlige sokker på, for man stiller jo altid skoene, når man besøger folk eller går på fine japanske restauranter, som vi i går aftes. Ja, selv på museer og slotte smider man skoene og går på strømpesokker.

Efter denne ret sjove oplevelse, hvor vi igen blev mødt med en fantastisk venlighed og imødekommenhed hos de tre ansatte vi mødte, kørte vi til en kæmpestor blomsterpark i nærheden af fabrikken og spiste frokost.

Til slut kørte Mayumi’s far os til JR Nara station, hvorfra vi tog bussen direkte til Itami lufthavn, hvor vi skal tilbringe natten på lufthavnens hotel.


1 kommentar:

schaila sagde ...

Nu er vi med Hiroshige gået en lang imaginær tur, og han siger farvel for denne gang og ønsker god tur hjem, hvor der glæder sig at se jer igen K. og W.