torsdag den 11. april 2024

Onomichi til Fukuyama

I dag har været en rejsedag. Vi er rejst fra den lille by ved kysten, Onomichi, til  den meget større by Fukuyama også ved Indlandshavet. Noget af et skift på bare tyve minutter med toget ;)

Vi har nødvendigvis også skiftet hotel, men vi har stadig en flot udsigt.

Det er Fukuyama Castle vi kan skue ud på fra 11. etage på hotellet ud over jernbanelinien og stationen, der både betjener almindelige lokal tog og Shinkansen. Oprindelig er borgen eller slottet fra 1600-tallet, men blev delvist nedrevet i perioden 1868-1912 (Meiji-perioden) og helt ødelagt under 2. Verdenskrig. Men er så siden rekonstrueret og ganske flot, må man vist sige. 


Der er - som ikke overraskende - masser af kirsebærtræer på grunden omkring borgen og som sædvanligt nyder japanerne de blomstrende træer.


Damerne sad naturligvis og spiste frokost med front mod Fukuyama Castle og med ryggen til jernbanens lokaltog og Shinkansen, da Hanne bad om lov til at fotografere dem.

Vi nød også at gå rundt i parken omkring borgen. 


Og ja, I må undskylde de mange billeder med kirsebærtræer, men dels er de lige for tiden svære at undgå, dels giver de alting et pift, De er bare så fine og dejlige.

Vi tilbragte nogen tid i parken. Både fordi der var dejligt, men også fordi vi ventede på at kunne få vores værelse på hotellet. Derfor kikkede vi også forbi de to museer (et kunst museum og et historisk museum), der ligger i samme parkanlæg. Vi opgav dog at besøge dem, fordi der så vidt vi kunne se alene fandtes japanske tekster på de udstillede genstande. Er det det tilsvarende i Danmark, at vi kun skriver teksterne på dansk?

Men Kunstmuseets café havde et fint lille frokost tilbud til knap 65 kr., som vi nød, selvom Hanne ser lidt skeptisk ud her.


Sidenhen dryssede vi lidt rundt i Fukuyamas gader, men det var kun lidt overfladisk. Vi har tid til at udforske byen, da vi har tre overnatninger på vores lækre værelse. 

Værelset har i øvrigt en - for mig - hidtil uset nyskabelse. Det spritnye automatiske toilet er nu blevet endnu mere perfekt: når man lukker toilet “låget” skyller toilettet selv ud ;)


1 kommentar:

schaila sagde ...

Idag Nissaka
med et fantastisk udsigt
til en fjern bjergtop

stejlt ned og stejlt op
vist ikke noget til dig
lige nu, Jesper

Tag vandrestokken
og gå med Hiroshige
han kender vejen