Onomichi

En dejlig og flot dag i Onomichi, som vinder ved nærmere bekendtskab.

Dagen begyndte med vores første “rigtige” japanske morgenmåltid på hotellet. Jeg nyder det af hele mit hjerte, mens Hanne er en anelse mere skeptisk.

Der er tre forskellige slags fisk, ris, misosuppe (skålen med låg i nederste højre hjørne), salat, noget fermenteret i øverste venstre hjørne, yoghurt (med blåt låg) og natto (i øverste højre hjørne). Hverken Hanne eller jeg kan klare natto’en. Der er også et blødkogt koldt æg. Man bliver i godt humør af sådan en gang morgenmad. I hvert fald gør jeg ;)

Onomichi er en tilsyneladende lang smal by, der på den ene side afgrænses af Indlandshavets kyst med havn og færger og skibsværfter (små) mv. og på den anden side af bjergene. Mellem havet og bjergene løber jernbanen og gennemskærer byen. 

Efter morgenmaden krydsede vi banen og gik på tempel vandring op af bjerget bag Onomichi. Der skulle ligge 25 templer bag byen på bjergskråningen og det kan sagtens passe, men vi tabte optællingen af dem, fordi stien gik op og ned og ned og op og det var nogen gange svært at se, hvad der var et lille tempel eller en gammel fin bolig. Det blev ikke nemmere af, at der ikke ruttes med skilte med andet end japanske skrifttegn. 

Det var et virkelig flot område med masser af blomstrende kirsebærtræer. Det er ligesom om, at hvert sted vi har besøgt siden Odawara, bare har haft flere og flere smukke blomstrende kirsebærtræer.

På næste foto kan man se jernbanesporet, der skærer sig igennem byen.

(En parentetisk bemærkning: I ved forhåbentlig godt, at når I “prikker” på fotografiet, så åbner det sig i fuld format og man skal så bare lukke det ned igen ved at klikke på krydset).

Vi tog også en lille kabelbane op til en udsigtsplatform øverst oppe på bjerget. Heldigvis var vi tidligt på færde, for der kom senere masser af mennesker op for at nyde udsigten og de smukke blomstrende kirsebærtræer.

Et sødt par, der nødig skulle solskoldes.

Og endnu flere kirsebærtræer i blomst.

Blandt alle templerne lå også adskillige - ja ikke kirkegårde - men begravelsespladser.

Det virkede somom de blev noget mere besøgt af slægtninge end vi ser på en dansk kirkegård, da der var mange friske blomster rundt omkring på pladsen.

Tennei-ji templet var ganske flot “inden i”.

Dagen sluttede med pizza hos en sød dame med rigtig brændeovn på gaden ved hotellet. 

Vi havde prøvet et andet sted ved siden af, men det var totalt umuligt for os der at kommunikere omkring spisekortet, som udelukkende stod på japansk. Min lejede router, som skulle have hjulpet os til at have internet, så vi kunne bruge Google Translate var selvfølgelig lige løbet tør for strøm. 

Når vi blev lidt mopsede på det sted, skyldtes det deres reklame udenfor, der vel om noget antyder at man kan andet end japansk.