lørdag den 19. oktober 2013

Hvor skal vi vandre i 2014?

Det har været nogle utrolig gode vandreture, vi har haft siden 2008.

Den første vandring, vores første Camino igennem Spanien ad 'Camino Francés' var på mange måder en stor oplevelse for os. De to næste vandringer fra syd til nord i Spanien var også gode, men hårde.

De to vandringer i 2012 og her i 2013 i Frankrig har været fantastisk gode for os. Vi er kommet til at holde virkelig meget af de søde franskmænd, vi har mødt på turene, af den vidunderlige franske mad og af det smukke land. Desuden har vi kunnet bo dejligt og møde andre søde og hjælpsomme vandrende.

Så hvis vi kommer afsted i 2014 så skal det igen være en vandring i Frankrig.

Én af mulighederne er at vandre ad endnu en af de traditionelle pilgrimsruter igennem Frankrig til Spanien, nemlig 'Chemin d'Arles' eller 'Via Tolosana', som den også hedder. Ruten går fra Arles, forbi Montpellier, igennem Toulouse, videre forbi Pau, over Pyrenæerne ved Somport, for at slutte i Puente de la Reina i Spanien. Det er en tur på godt 900 km, så det er kun den første halvdel fra Arles til Toulouse, vi overvejer at vandre til næste år.

Men nu må vi se, hvad der sker i vinterens løb.

mandag den 16. september 2013

En lille status efter vandringen ad Via Gebennensis

Efter nu at have sovet i egne senge, at have fået vasket tøjet "rigtigt" er det vel tid til at gøre en slags status over og efter vandreturen.

Det har virkelig været en fin tur, og selvom jeg/vi brokkede os lidt over den megen varme på ét tidspunkt og kulden på et andet, så har vi været sindssygt heldige med vejret. Vi fik næsten ikke regn, men var virkelig så heldige, at vi var nået frem til vores logi inden det brød løs.

Vi hørte sidst på turen om et par unge fyre, der havde siddet i et kapel i 3 timer, mens skybruddet var der. Samtidig lå vi og hvilede og kikkede ud på svømmepølen, der var ved at løbe over! Vi havde kun vores nyindkøbte fancy kyllingegule/citronfarvede regnsæt på én gang. Jeg nåede endda ikke engang at få taget regnbukserne på inden regnen holdt op. Så ja, vi har virkelig været heldige.

Hanne har jo en skridttæller med, og opgør hver dag, hvor mange skridt hun har taget og hvor mange kilometer, det svarer til. (skridtlængden er sat til 68 cm). Faktisk passer skridttællerens km og dem, der er oplyst i guidebøgerne ganske pænt, og det er en stor hjælp undervejs, nogenlunde at kunne se, hvor langt vi er nået på f.eks. 2 timer. Alt i alt har Hanne gået 532.271 skridt på turen svarende til 362 km. Mine guidebøger siger 345 km, men Hannes km passer nok bedre.

En eller anden venlig sjæl har opgjort, at man på turen fra Genéve til Le Puy-en-Velay går 7,1 km op og ligeledes 7,1 km ned. Så mange bjerge og dale ligger der på ruten. Vi har nu også ind i mellem kunne mærke den megen op og ned.

Vi har generelt boet godt. Kun to ud af de 19 overnatninger var mindre gode, men de var ikke hæslige. Vi boede på 8 chambres d'hôtes, der alle var gode eller fremragende, på 9 hoteller, der var gode eller ok og på 2 ringe hoteller. Det ene af disse var et såkaldt "Auberge" og selvom der var rent, så var det absolut ikke spændende. Min gamle mor ville have sagt, at der var lidt "pauvert". Ejeren havde dog en kæmpestor gul Ducati motorcykel stående i baren, så helt skidt kan forretningen næppe gå.

Vi har også spist godt, og selvom vi har spist både godt og rigeligt har jeg dog tabt 2 kg og Hanne 1/2 kg. Desuden så er - regner vi med - en stor del af fedtvævet blevet transformeret til muskler :-)

Et af de spisesteder jeg ikke nåede at skrive om var på et château.

Når jeg bestiller værelse - både på hotel og chambres d'hôtes - så bestiller jeg middagsmad (morgenmad er der altid). Men på chambres d'hôtes'et i Bourg-Argental (stedet med de mest forfærdelige farver og udsmykninger, bl.a. en stor Mona Lisa kopi) gad de åbenbart ikke lave mad til os, så vi blev kørt til Château de Bobigneux godt 10 minutter fra værelset i bil. Og naturligvis blev vi hentet igen, da vi havde spist. Vi ringede bare!

Det var en super god oplevelse. Udover en vidunderlig middag viste det sig, at den meget charmerende chefkok, Jacques Labere, talte et fremragende dansk! Han havde været kok på Grønland i 18 år fra 1973 til 1991. Han sagde også han talte grønlandsk, men det kunne vi jo ikke rigtig teste. Han var vanvittig sød og det var et dejligt sted, med nogle få værelser og en stor restaurant, som folk kom kørende til fra nær og fjern. Det hele blev drevet af familien.

En anden af de virkelig gode oplevelser var overnatningen hos Anne-Marie Besson på "Les Herbes Sauvages" . Hun var virkelig charmerende og klog og hun havde et chambres d'hôtes man virkelig gerne ville besøge igen.

Vi havde ingen dårlige oplevelser på turen overhovedet!

Hvis, denne vandring havde været vores første i Frankrig, ville vi havde syntes den havde været helt, helt fantastisk, men det er den anden, og turen sidste år fra Le Puy-en-Velay til St Jean-Pied-de-Port var på to måder bedre end denne:

For det første var der langt flere medvandrere, som vi snakkede med og fulgtes med i perioder. Der var næsten ingen andre og slet ingen vi fulgtes med på  turen i år. Det giver et ekstra krydderi på vandringerne, når man møder andre mennesker.

For det andet var byerne og stederne sidste år nok lidt mere interessante, spændende eller flotte end de byer vi gik igennem i år. Der var flere "seværdigheder" på sidste års tur og byerne var rigere og meget mere prangende.

Så hvis man skal - og det bør man - vandre i Frankrig, så er det Chemin du Puy (Via Podensis) man skal vælge som det første, men man skal ikke kimse af Via Gebennensis.

søndag den 15. september 2013

Hjemme igen efter en fantastisk tur

Ikke megen vandring i dag, men megen rejsen!

Alt er forløbet godt og planmæssigt med tog, TGV, metro, bus, fly og metro igen.

Mere i morgen.

fredag den 13. september 2013

St-Julien-Chapteuil til Le Puy-en-Velay i alt 350 km

Så nåede vi frem til vores mål for denne gang: Le Puy-en-Velay. Det er anden gang vi er her og det er dejligt!
Det små dryppede lidt på vej hertil, men kun en snert, og senere blev det ligeså fint vejr, som meteorologerne havde lovet. Og det er bare så utroligt mange gange bedre at vandre i godt vejr end i surt og koldt vejr. Vi var lidt nede over kulden og tågen og udsigten til mere regn i går, men dagens vandring har givet os humøret igen.
Jeg har desværre glemt at tage et foto til dagens blog med telefonen, så det må vente til vi er hjemme igen.
Vi håber, at lande i Kastrup ved halv otte-tiden i morgen aften. Vi tager et tog fra Le Puy kl 8:38, skifter til et TGV i St Etienne og skulle være i Paris kl 13:02, så skal vi lige med et par metroer og en bus til Orly, hvorfra vi gerne skulle lette med Norwegians DY3635 kl 17:35.
Det har været en fantastisk dejlig tur, men vi glæder os alligevel til at komme hjem.

torsdag den 12. september 2013

Saint Jeures til Saint Julien Chapteuil i alt 332 km

I dag er vi gået fra 1050 moh, op over 1276 meter og så ned til 820 moh. Og det har blæst og været pissekoldt, og en enkelt byge blev det også til. Men heldigvis havde vi vores regntøj, og da vejrguderne så Citronella forbarmede de sig over os og bygen trak væk.
Vi besværede os vist lidt over varmegrader på 30 og mere, men nu er vi meget enige om, at hellere have megen varme end kulde. Det er simpelt hen bare ikke sjovt at vandre i surt og koldt vejr: man har bla enormt svært ved at finde et sted at holde pause. Man kan ikke sidde i det våde græs og bænke er en ganske sjælden vare. Da vi i dag endelig fandt en bænk begyndte det at regne!
Men  det værste er faktisk at det også er hundekoldt indendøre. Det udmærkede hotel vi befinder os på her til aften har absolut endnu ikke tændt for radiatorerne.
Men, men vi skal ikke klage, for i morgen er sidste vandringsdag i denne omgang, og vejrudsigten for i morgen ser fornuftig ud.

onsdag den 11. september 2013

Montfaucon-en-Velay til Saint Jeures i alt 314 km

Dagens vandring begyndte i flot vejr med sol og skyer og en kold blæst. Der var 7 grader, da vi gik fra hotellet og ved 12-tiden havde temperaturen sneget sig op på 13 grader, så det har været en kold men flot dag.
Turen gik gennem et smukt varieret landskab med mange store græsningsarealer til først og fremmet køer, men også til får. Bjergene vi er nået til er karakteriseret af de vulkanske toppe, der også ses i Le Puy-en-Velay. På fotoet fra vores værelsesvindue kan man se en af toppene.
Vi er lige nu i 1090 moh og i morgen skal vi op over 1276 moh, så når solen ikke skinner er her lidt køligt. Faktisk lignede vegetationen på vejen hertil en god dansk ditto. Så igen kan man konstatere, at 1000 moh svarer til godt 1500 km mod nord.
I nat boede vi på hotel l'Avenue i Montfaucon-en-Velay. Det var ok, der var absolut intet at klage over, men det er nu - for det meste - både bedre og ikke mindst sjovere at bo på chambre d'hotes. Her på "Le Fougal" i Saint Jeures er her meget fint og godt at bo, men det ligner måske lidt mere et hotel. Vi får se hvad der sker under aftensmaden, som for første gang på denne tur kommer til foregå sammen med andre vandrende.
Igår mødte vi ingen andre vandrere/pilgrimme, men i dag har vi set to, vi har mødt tidligere og to nye. I alt har vi indtil nu mødt 23 andre. Det er ikke ret meget på 16 dage.

tirsdag den 10. september 2013

Les Setuox til Montfaucon-en-Velay i alt 294 km

Så er vi fremme på Hotel l'Avenue efter en kort (17 km), men forbavsende hård vandring. Det er i hvert fald kommet bag på os, at vi begge er så flade lige nu.
Dagens etape gik først 250 meter ned, så 100 meter op, så 75 meter ned, så 100 meter op, så 150 meter ned, så 250 meter op og endelig små 100 meter ned. Det virkede i morges ikke så hårdt som idag ved tre-tiden.
Nå, men ellers havde vi et utroligt skægt og spændende ophold hos Anne Marie Besson, som virkelig var en ildsjæl. Hvad hun ikke vidste om blomster og svampe, er næppe værd at vide :-)
Den svamp jeg lagde på bloggen den 2. september er en giftig "laetiporus sulphureus" eller på dansk en "svovlsporesvamp".
Til middagen fik vi en aperitif med vilde timian blomster og en anden lille en af gyvelblomster, begge i alkohol.
Forretten var salat og nogle lækre filodejspuder med brændenælder blendet med chevre-ost. Fantastisk. Hovedretten bestod af farsboller med svampe og aspargeskartofler. Det hele i ovn. Svampene var: sparasis crispa, boletus bovinus og amanita vaginata. Det sagde Anne Marie i hvert fald. Det smagte herligt. Desserten var en timian sorbet.
Udover blomster og svampe var Anne Marie også engageret i restaureringen af den noget ødelagte lokale kirke. Inden vi vandrede videre var vi henne og se abbediet, hvortil kirken hørte.
Det er blevet et helt andet klima vi bevæger os i her i godt 1000 meters højde. Her ved 18- tiden var der ikke mere end 13 grader og det blæste skidekoldt. MEN vi har stadig været helt usandssynligt heldige og undgået at vandre i regnvejr.

Fotoet viser dagens elendige stier. De er blevet helt elendige efter skybruddet forleden dag.

mandag den 9. september 2013

Bourg-Argental til Les Setoux i alt 277,5 km

En dejlig vandringsdag, som vi havde frygtet noget, fordi vi skulle vandre 700 meter op: fra 500 til 1204 moh. Men det er gået super godt og vi har fået værelse i det dejligste hus med den sødeste værtinde, man kan tænke sig.
På fotoet ses lidt af huset.
Det var et meget særpræget landsskab vi bevægede os igennem på vej op. Skov med kæmpe store nåletræer, enormt høje og ranke og helt lige. Da vi så nåede toppen - som også er vandskellet mellem vandet der løber til Middelhavet og det vand, der løber til Atlanterhavet - skiftede vegetationen til et flot, men mere almindeligt højtliggende landbrugsland med kvægdrift og store grønne marker.

Nå, jeg troede, at jeg kunne have nået at skrive meget mere fra dette dejlige sted, men vi blev bedt til bords, og så er aftenen gået på utrolig hyggelig og meget spændende vis. Aldrig har vi fået så meget at vide om planter og svampe som i aften. Men mere om det i morgen.

søndag den 8. september 2013

En lille bitte video

Dette skulle have været et fotografi, men af en eller anden grund fik Hanne en video ud af det.
Jeg ser lidt sur ud, men det er jeg ikke. Vi havde faktisk en dejlig frokost i vejkanten.


Le Buisson til Bourg-Argental i alt 260,1 km


Vi var fremme ved vores chambres d'hotes allerede klokken 14 i dag og igen har vi været svineheldige, for nu her ved 15-tiden buldrer tordenen. Det er dog endnu ikke begyndt at regne.
Lige så smukt og smagfuldt vores chambres d'hotes var i går, lige så smagløst og "prut" er det her i Bourg-Argental. Det er nærmest ubeskriveligt, så det vil jeg ikke forsøge at gøre.
I går boede vi i et skønt hus fyldt med pragtfulde fotografier (1 gange 1 meter) taget af ejeren Jean-Pierre Gonterre. (Se hans hjemmeside www.gonterre.com). Huset -og vores værelse - var desuden fyldt med de smukkeste ting og stoffer fra hans mange rejser i Sydamerika. Det var en spændende og god aften med hans mad og skønne rødvin og interessante fortællinger på fransk suppleret med lidt engelsk.
Så det at bo på chambres d'hotes er lidt af et lotteri, og generelt har vi været endog meget tilfredse med det. Men hvis I så det sengetøj jeg ligger i, og de lyserøde gardiner sammen med det småblomstrede tapet og billederne på væggene, ville I fnise generte på mine vegne.
Vi har lige været til kaffe/te hos værtsparret, som er rigtig søde og mens vi drak kaffen væltede det ned med regn, som jeg ikke husker nogensinde at have set det før. Vi har igen idag bare været så sindssygt heldige, som man næsten kan være.
Vi havde en anden helt, helt dejlig oplevelse på vejen her til: på vej ud af Saint-Julien-Molin-Molette hørte vi pludselig det smukkeste klokkespil siden Vor Frelsers kirke. Der blev først spillet "Ode an die Freude" - en fire vers eller så, dernæst "When the Saints......". Det var virkelig smukt og mærkeligt midt i en fransk bjergby.

lørdag den 7. september 2013

Clonas RN7 til Le Buisson i alt 243,9 km

Så mødte vi Rhone for tredje gang. Denne gang var det en stor doven flod, bred som bare pokker. Ikke som oppe ved Geneve, hvor Rhone var rivende og frisk og vandet så klart og lækkert ud.
Ovre på den anden side er det et totalt anderledes landskab, vi går igennem. Nu er her (igen) vinmarker og der er kolossalt mange æbleplantager med næsten modne røde eller grønne æbler. De smager godt!
Vi er igen oppe i ca 550 moh og morgen dagen byder på nye stigninger, men det er dejligt med nye udsigter.
Vi var sindssygt heldige med vejret i dag. Godt halvanden time efter vi var nået frem til vores chambres d'hotes begyndte det at styrtregne, og det blev ved i 3-4 timer. Det er stilnet af nu, men til gengæld er det blevet enormt tåget, så den smukke udsigt vi havde før er helt væk i disen.
Billedet er taget før regnen!
Vi er noget spændte på vejret i morgen og i de kommende par dage med alle stigningerne.

fredag den 6. september 2013

Revel-Tourdan til Clonas RN7 i alt 223,5 km

Igen idag tidligt oppe og afsted klokken 8, fordi vi forventede en varm vandringsdag. I følge vores vært havde temperaturen i området i går været oppe på 34 grader! Det havde også været godt varmt.
Dagens vandring var relativt lang og faktisk lidt kedelig. Meget af turen gik gennem skov - hvilket er dejligt, fordi det er køligere - men idag var skoven ikke spændende. Vi så som vanligt mange fugle og også et enkelt rådyr, men det var ikke nok.
Stierne var også lidt mærkelige i dag, da underlaget næsten hele vejen bestod af runde, rullende sten, som er enormt anstrengende for ens fødder at gå på.
Et sted med tilsvarende rullesten, så vi iøvrigt en inskription, "les pierres qui danse". Det er et lidt mere poetisk udtryk for de elendige sten på stierne.
Vi er nu nået ned i det flade land lige inden vi i morgen skal krydse Rhone og så bevæge os op i de høje bjerge på vej mod Le Puy-en-Velay. Selvom jeg ved det bliver hårdt, så glæder jeg mig faktisk til at komme til at vandre i et andet landsskab end det vi har bevæget os i de seneste dage.

Selvom det har været en hård dag, ser Hanne stadig dejlig ud!

La Cote Saint-Andre til Revel-Tourdan i alt 195,2 km

Vi stod op klokken halvsyv for at kunne komme tidligt afsted på grund af den forventede forfærdelige varme. Det var en god beslutning for vi kom rigtig langt og godt afsted på de to timer mellem klokken 8 og 10.
Så selvom det blev en meget, meget varm dag, blev det ikke en forfærdelig varm dag. Vi var fremme ved vores auberge l'Escapade allerede ved halv tretiden.
Undervejs mødte vi vores 16. pilgrim - en meget hyggelig og sød australier. 16 pilgrimme på 10 dage er ikke mange! Og det er nu meget hyggeligt at man mødes og nikker goddag og på gensyn og måske snakker lidt.
På vores tur sidste år havde vi megen glæde af at snakke med og ibland at følges med andre vandrere. Det har vi savnet i år.
Vi bor mere primitivt end tidligere på denne tur, men værten er rigtig sød og har lavet et glimrende middagsmåltid til os.
Der mangler noget internet her - ligesom det kniber med toiletpapiret - så måske kommer dette indlæg først afsted i morgen. Jeg kan heller ikke få telefonens dataforbindelse til at virke!

onsdag den 4. september 2013

Le Grand-Lemps til La Cote Saint- Andre i alt 173 km


Dagens etape er nok turens korteste 14 km, men formentlig på grund af varmen var vi ret flade, da vi nåede frem til vores "Hotel de France" i La Cote Saint-Andre.
Det er jo vidunderligt at vandre i solskin og blå himmel, men dagen i dag og nok også i morgen tegner til at blive sindssygt varme: op til 30 grader, så det er lige for meget af det gode.
Vejret skulle i øvrigt skifte ganske radikalt i weekenden, men foreløbig er det varmen, der interesserer os.
Ellers var turen fin i dag. Den gik lidt oppe på en højderyg med skønne udsigter over den store meget flade dal, der strækker sig mellem Grenoble og Lyon. Vi fik fortalt, at dalen i folkemunde hedder " le terre froide" den kolde jord, fordi istidens gletchere forlod denne dal meget sent, og fordi den længe var en meget dårlig agerjord.
"Hotel de France" er et nydeligt to-stjernet hotel med et ok værelse, men dets middagsmenu var superb!
Først en lakserulle, så det mest lækre kød vi længe havde smagt. Jeg troede, det var noget kalv, men Hanne mente det var gris. Det viste sig at være det lækreste kød fra spanske sorte grise. (Som vi jo har set på vores vandringer i Spanien). Helt vildt lækkert. ( Se billedet). Dertil en god rødvin. Kortets billigste til 20 €. (De øvrige gik fra 45 til 165 €!!!).
En dejlig - men forfærdelig varm dag - med en suveræn afslutning.

Jeg skal lige tilføje, at jeg synes det er vildt plat at fotografere sin mad, men man må jo ofre sig for at glæde sine læsere.

tirsdag den 3. september 2013

En blomstermark i Le Grand-Lemps

Kameraet på min mobiltelefon gengiver ikke denne fantastiske blomstermark så smuk, som den så ud, da vi passerede den i dag. Men jeg synes alligevel den fortjener at komme på bloggen.

St-Ondras til Le Grand-Lemps i alt 159,1 km

Efter nu at have vandret godt 160 km over otte dage lykkedes det os endelig idag at se Mont Blanc. På telefonfotoet ses en svag afskygning af det enorme og flotte bjerg.
Det var en dejlig oplevelse pludselig ved vende sig om at se bjerget.
Dagen bød ellers på en relativ lang vandring - 23 km - i god varme og med en kraftig stigning og tilsvarende nedstigning allersidst på etappen.
Vi gik igennem smukke landskaber, men dagens højdepunkt (!) var nu synet af Mont Blanc.
Vi bor ligesom de seneste dage på et chambre d'hotes, men denne gang 9 km fra vandringsruten, idet der faktisk ikke er overnatningsmuligheder i Le Grand-Lemps og vi derfor måtte vælge et sted, hvor de ville samle os op og levere os igen.
Vi har igen fået et dejligt værelse med en pragtfuld dobbeltseng. Det har der stort set været alle de steder, vi har sovet, selv på Hotel Moderne.
Vi er allerede nu her knapt klokken 21, fordi vi er ret flade efter dagens vandring. Som tidligere bilder vi os ind det er på grund af varmen.

En stor, stor tak til først og fremmest den tyske poet, Wolfgang, men også til jer andre kommentatorer for jeres kommentarer! Vi glæder os hver dag til se, om nogen har skrevet og hvad de har skrevet.

mandag den 2. september 2013

Hvad er dette for en svamp?

På vores vej i dag mødte vi denne svamp. Er der nogen af jer, der kan sige hvad den hedder, og om den eventuelt kan spises?

Cote Envers til St-Ondras i alt 135,7 km

I går boede vi - som det turde fremgå af gårsdagens blog, udgivet idag - på et pragtfuldt fredeligt sted. Så fredeligt, at der ikke var nogetsomhelst internet og dataforbindelsen på telefonen fungerede ikke. Men i aften har vi både fået en dejlig middag og et fint internet. Så fint, at vi til vores store glæde kunne se, at FCK ikke længere ligger under stregen.
På billedet ses, hvor fine vi kan se ud, når vi har badet og sovet lidt inden omklædningen til middagen.
Middagen idag kunne ikke måle sig med gårsdagens, men var dog både god og rigelig. Egentlig bare en salat, men en "Lyon salat". Vi måtte begge levne så rigelig var den. Der var bl.a. varm chevre ost på små ristede brødstykker, æg, bacon, tomater, grøn salat, oliven, rød salat. Vi måtte sige nej tak til ostebordet, men spiste frugttærten med is.
Nå, måske lidt meget om maden, men det er vigtigt med mad og drikke, når man vandrer op og ned, som vi jo gør for tiden.
Dagens vandring førte os igen igennem et varieret landskab med masser af grønt og blomster og fugle og små byer og endnu mindre landsbyer. Det er en virkelig dejlig oplevelse at se Frankrig på denne måde.
Vi er lidt spændte på vejret de næste dage, for der loves op til 31 grader lidt senere på ugen.

Yenne til Cote Envers i alt 113,8 km

En flot og relativ hård vandringsdag med opstigning på 600 meter og nedstigning på 400 meter. Vi gik fra Yenne i 230 moh opover Mount Tournier passet i 851 moh til Cote Envers i ca 350 moh.
Perfekt vejr og for Hanne endte dagen bare med noget af det bedste: et karbad. Badet findes i et lille vidunderligt chambre d'hotes, hvor vi skal bo i nat.
På billedet ses huset. Vi har det hele for os selv i nat.
Her til aften har vi fået en superb middag med en lækker frisk tomatsalat med lidt parmaskinke og en dejlig dressing, en hovedret med en dejlig kylling med en helt skøn courgettesblanding til, så en platte med fire lokale oste, hvor især den lokale gorgonzola-agtige grønne var formidabel. Endelig en lækker pæretærte. Lidt rødvin gled der også ned.
Det er muligt vi har brændt en del kalorier af i dag, men vi har så sandelig også fået fyldt depoterne op igen.
Det er bare helt igennem dejligt at vandre i Frankrig: landskabet, blomsterne, folk, vejret, maden og vinen. Det kan kun anbefales.

lørdag den 31. august 2013

Chanaz til Yenne i alt 93,9km

En smuk, smuk vandringsdag med fremragende vejr og dejlige stier.
Det er blevet varmt hernede, men lange strækninger er skovstier med megen skygge. Turen idag gik gennem store vinområder: smukt så det ud, men det bliver næppe den eneste dag med mange vinmarker, når man nu skal passere Rhone dalen ;-)
Vi møder næsten ikke andre vandrere. På de foreløbig fem vandringsdage har vi mødt 12, men tre af dem er bare på en tredages weekendtur og seks af dem er en gruppe tyskere fra Nurnberg, der gør i alt 200 km om året, så de slutter formentlig længe inden Le Puy-en-Velay.
Så udover os selv har vi faktisk kun mødt tre "pilgrimme" som os.
I dag lørdag har der som sædvanligt i Frankrig været en del cyklister på vejene. Enten mountainbikes eller racercykler. Men vi har stort set ikke mødt nogen cyklister på "vores" stier.
Nu glæder vi os til en god middag her på hotellet efter det makværk vi fik igår.

fredag den 30. august 2013

Pont du Fier til Chanaz i alt 78 km

Dagens vandring var fuldstændig flade 18 km langs Rhone. På en måde meget varieret og på en anden måde lidt triviel. Stien gik det meste af vejen tæt på floden, men uden man rigtig kunne se den for den meget tætte og frodige bevoksning. Der var fantastisk mange blomster langs stien. De fleste nogen vi kender af navn, som sommerfuglebusken, andre som vi kender uden navn og atter andre helt ukendte. Men smukt var det.

Men turen var også lidt kedelig, fordi vi kun få steder kunne se ud oven floden. Til gengæld var dagen vandring så ganske let.

Slutpunktet på dagens etape viste sig at være en meget, meget sød lille by, Chanaz, der ligger ved en kanal, der forbinder en stor sø Lac du Bourget med Rhone. Byen er ganske lille, meget charmerende og meget overrendt om dagen. Klokken 19 blev her helt stille og kun en ekstremt dyr restaurant og en mere beskeden er åben.

Vi spiste på den beskedne, hvilket vi nok ikke skulle have gjort, for magen til kedelig mad skal man gå meget lang efter. Det var formentlig lokalt, men trist og smagløst.

Vores værelse er modsætning maden rigtig dejlig og sødt, for nu ikke at sige ganske lækkert. Udsigten - som ses på billedet - er heller ikke ringe.

torsdag den 29. august 2013

Pont du Fier

Hanne ved floden Fier med vasketøjet i baggrunde på hegnet ned til floden.

Frangy til Pont du Fier i alt 59,4 km

En dejlig dag med sol og varme og ikke alt for mange, lange kilometre. Kun 17 km. Men vi kom alligevel endnu en gang til at gå noget mere op og ned end forventet.
Vi har nu for anden gang mødt floden Rhone. Første gang var i Geneve, hvor vi passerede Rhone lige syd for Lac Leman. Og nu er vi så nået ned til den igen ved en sød lille by Seyssel. Efter Seyssel har vi fulgt Rhone en times tid. I morgen skal vi følge den hele dagen, hvilket skulle betyde, at vi får en helt, helt flad strækning for vores vandring.
Efter Hotel Modernes noget spartanske tilbud nyder vi det værelse vi har fået på Rotisserie du Fier. To etager, adskilt toilet og bad, kaffe og te og småkager (speculaser), fire senge, tv osv. Men allerbedst, at vi kan sidde i haven og nyde solen og en god øl.
Vandringsturene byder på mange glæder. En af dem er fornøjelsen ved at kunne spise rigeligt af den gode franske mad. Så lige nu glæder vi os til den mad vi har set kokken arbejde på.

onsdag den 28. august 2013

Col du Mont-Sion til Frangy i alt 42,5 km

Det havde øsregnet hele aftenen og formentlig natten med, og om morgenen kl. 7, da vi stod op, var det enormt tåget og vi kunne faktisk ikke se ret langt.
Vi havde forventet en relativ let dag, selvom vi godt vidste, at vi skulle lidt op og ned. Men fordi det nu også var anden vandringsdag - og første sad i benene - så blev det en temmelig hård dag. Solen kom frem om eftermiddagen og det blev varmt, så vi er ret brugte også i dag.
Vi bor i Frangy på Hotel Moderne, og det har det givet været da det blev bygget for 80-90 år siden, men her er rent så det går.
Vores aftensmad blev en rigtig menu fra Savoien: noget tung bondekost med vildsvinepate med cornichoner, pølse med brasede kartofler og som dessert en "fromage blanche" altså hvid ost. Det sidste var ikke noget for Hanne, men jeg syntes den var ok, fordi man åbenbart kunne strø godt med sukker på. Nu var det en menu, så osten var ikke lige det vi havde for øje, da vi valgte den. Vi fik en dejlig åben hvidvin til. God, men ikke så god som den savoiske rødvin vi fik i går aftes.
Ingen billeder i dag, da Hotel Moderne ikke lige netop er udstyret med wifi, så dette sendes pr telefon.

tirsdag den 27. august 2013

Geneve til Col du Mont-Sion i alt 22,5 km

En god, men også relativ hård start på årets vandring. Heldigvis var vejret med os. Der var lovet mulighed for regn, men der kom kun nogle få dryp lige inden vi entrede vores hotel.
Turen gik nede fra Geneve op til knap 900 m.o.h. Altså en stigning på godt 500 m, men altså fordelt på 22 km. Vi er lidt brugte nu, men vi nød turen, som jo først gik gennem det halve Geneve, derpå over det mindste grænsested man kan tænke sig. Faktisk var det først, da skiltene på ruten skiftede til de sædvanlige franske rød/hvide, at vi sansede landegrænsen.
Efterhånden gik det mere opad gennem skove og flotte marker. Alt i alt en flot og god start på turen.
Dagens foto er af to vandringsmænd midt inde i en skov.

mandag den 26. august 2013

København til Geneve

En fin flyvetur med et ret lille, men meget behageligt SASfly. Kun 4 sæder pr. række og 22 rækker. Vejret her i Geneve er fint og varmt, hvilket vi kom til at mærke, da vi vandrede fra lufthavnen til vores hotel.
Egentlig havde jeg regnet med at tage Ibis-hotellernes shuttlebus, men det viste sig desværre, at Ibis-bussen ikke kørte til vores Ibis-hotel :-(  Til gengæld fik vi så set noget mere af Geneve end vi havde planlagt. Og vi fik vandret 1 - 1 1/2 time mere end beregnet
Jeg har i 1984 og i 1985 boet her Geneve i godt 3 uger af gangen, men bortset fra det enormt flotte springvand i søen, er der ikke meget jeg kan genkende.
Vi nåede i eftermiddags at besøge de to store katedraler/domkirker i byen. I den katolske Basilique Notre Dame fik vi vores første stempel i vores pilgrimspas i denne omgang. Den protestantiske Cathedrale Saint-Pierre var også flot, men noget mere spartansk udrustet end den katolske.
Vi spiste en dejlig middag: dagens ret med 2 glas rødvin, vand og kaffe og te. 62 CHF eller 372 kr., så var det også betalt.
Nu glæder vi os bare til at komme afsted i morgen - ud af det dyre Schweiz og ind i det dejlige Frankrig.

lørdag den 24. august 2013

Så er vi ved at være klare til at tage afsted

Så er vi ved at have pakket de to små rygsække med vores grej til turen. Det er ikke meget nyt vi har anskaffet denne gang, men vi har dog købt et par ting:

1) Nye indersokker. For de gamle Falke-sokker holder ikke ret længe. Nu har vi så købt indersokker af et andet mærke og prøver dem. Indersokkerne er utroligt vigtige for at ens fødder har det godt på vandringen, så man undgår vabler.

2) Nye "håndklæder". Selvom vi altid prøver at indlogere os på et Chambres d'Hotes eller hotel, hvor der altid findes håndklæder, så kan man jo komme ud for at skulle overnatte på et auberge eller albergo, hvor man ikke automatisk får udleveret håndklæder. Derfor har vi altid slæbt nogle såkaldte letvægtshåndklæder med os, men de er ikke særlig lette og de tørrer af H til. I år har vi købt 2 lyseblå mikrofiber gulvklude i Brugsen til (i alt) 30,- kr. De er hver på 50 x 60 cm, vejer 86 gram og tørrer glimrende!

3) Vi har i år også købt en lille smule ost og lidt pølse til vores frokost de første vandringsdage. Vi regner jo med at kunne købe frisk brød (baguette) hver dag i Frankrig. Vi lærte sidste år, at vi faktisk altid kunne finde et brødudsalg: man kan ikke tage brødet fra franskmanden! Tænk bare på da man forsøgte sidste gang i 1789!

Men ellers er pakningen som tidligere: ca. 6 kg. (ekskl. vand) for Hanne og ca. 9 kg. (ekskl. vand) for Jesper.

Vi glæder os til at komme afsted.

Det er på mandag tidligt om morgenen vi flyver med SAS til Geneve.

tirsdag den 14. maj 2013

Flybilletterne er købt

Vi har nu købt flybilletter og flyver mandag den 26. august 2013 med SAS til Geneve for derfra at vandre de ca. 350 km. til Le Puy en Velay.

Detailplanlægningen af turen er også i gang, men jeg gør den først færdig til august. Vi har købt lidt guidebøger, men det bedste vandrekort er udsolgt og kommer først i en ny udgave i næste måned.


onsdag den 20. marts 2013

Via Gebennensis 2013


Vis Via Gebennensis: Genève til Le Puy en Velay på et større kort

Via Gebennensis går fra Genève til Le Puy en Velay og er ca. 350 km lang. Ruten er en moderne forbindelsvej mellem de mellemeuropæiske (og nordiske) pilgrimsruter og de franske og spanske ruter.

Ruten er både en fransk Grand Randonnée (GR65) og en pilgrimsrute, så der både markeringer med muslingeskaller og med de fine franske rød/hvide stregmarkeringer.

Vi planlægger at vandre Via Gebennensis fra slutningen af august i år og ca. tre uger frem.  

Anden del af vores vandring i 2012



Vis
Hanne og Jespers vandring 2012 på et større kort

Grunden til at jeg har taget mig sammen og fundet ud af at integrere Eriks kort i bloggen er, at vi har besluttet at vandre igen i år, og at jeg derfor vil prøve at vise den nye vandringsrute på bloggen inden vi starter. 

Første del af vores vandring i 2012


Vis
Hanne og Jespers vandring 2012 på et større kort

Ved en fornyet indsats er det nu lykkedes mig at integrere Eriks fine kort over vores vandring i 2012 ad Chemin du Puy. 

Første del af vandringer kan følges oven for. Anden del kommer på endnu et kort.