Hjemme igen - og endelig på "Dual-Pilgrim"

Tirsdagen og hjemrejsen gik virkelig fint.

Det er en rigtig lang dag, men på en eller anden måde føles det lettere at flyve mod vest end mod øst. Vi var oppe ved 8-tiden japansk tid, svarende til midnat dansk tid, spiste morgenmad i fred og ro og gik så fra hotellet de 5 minutter over til fly-tjekind.

Vi var i Helsinki efter godt 9 timers flyvning og kom så med flyet til Kastrup, hvor vi landede kl. 18:20 dansk tid. Det vil sige, at vi havde være afsted i 14 timer, men stadig rimelig friske. Jan og Kasper var så søde at tage imod os i lufthavnen. Det havde vi ikke ventet, men dejligt!

Derpå metroen til Christianshavn, hvor bilen stod parat efter at Denis og Margit havde passet på den mens vi var væk. Efter et kort visit på Christianshavn var vi så i Roskilde ved 20 tiden. men så havde vi også været oppe i næsten 24 timer.

Inden vi gik i seng tjekkede jeg - for gud ved hvilken gang - om vi dog ikke var kommet på med billede på hjemmesiden med folk, der har gået både Caminoen og Kumano Kodo. Og sandelig - meget passende - så var vi på den sidste af vores rejsedage:



Her er linket til siden:

Hanne og Jesper - Dual Pilgrims

Jeg vender tilbage til det med "Dual Pilgrims" i et senere indlæg.

Kyoto - dag 7: To-ji Templet og rejse til Kansai Airport

Ingen horror sms’er til morgen, men nok den allerflotteste solskinsdag i de seneste fire uger.

Efter morgenmaden på vores gode hotel Sakura Terrace fik vi vores bagage opbevaret på hotellet, mens vi gik på vores sidste tempel besøg i denne omgang. Templet hedder To-ji og ligger ikke ret langt fra hotellet.

For en sjælden gangs skyld havde vi ikke gjort vores hjemmearbejde, så vi vidste ikke rigtig, hvad det var for et tempel. Vi gjorde det mest, fordi vi skulle fordrive tiden med noget fornuftigt, inden vi skulle med bussen til lufthavnen.

Det viste sig så bare at være det helt rigtige tempel besøg at slutte vores Japan tur med!

To-ji templet er bygget i 794, men blev i 823 af den daværende kejser Saga givet til Kukai eller Kobo-Daishi, som han jo også hedder. Han gjorde det så til det centrale lærested for Shingon buddhismen og fik bygget den fem etagers pagode og flere andre bygninger til. 

Vi gik jo sidste år i Kukais fodspor tilmed 88 templer og besøgte hans gravsted i Koyasan, hvor vi også begyndte vores rejse i år. Så det er bare helt passende at afslutte i Kukais tempel i Kyoto.

Her var ganske smukt med en meget stor bygning “Kondo” (Main Hall), en mindre (men stadig stor) “Kodo” (lectute Hall) og en femetagers pagode. 

Der var også skildpadder og store fisk i det grågrønnegrumsede vand.

Paparazzi Hanne fotograferede naturligvis inde i et af templerne, selvom man vistnok ikke måtte. Det kan dog ikke være af religiøse grunde for i den folder, vi fik udleveret sammen med adgangsbilletten til 800 yen, er der tilsvarende fotos.

Men som skrevet: en fin afrunding af vores tur med Kukai - Kobo-Daishi.

Så hentede vi bare bagagen og tog en helt begivenhedsløs bustur til hotellet i Kansai Airport, hvorfra vi flyver i morgen formiddag og håber at lande i Kastrup kl. 18:30 dansk normaltid.

Kyoto - dag 6: Himeji Slottet

Dagen begyndte lidt voldsomt med en sms fra Nets, der meddelte mig, at mit Mastercard var blevet spærret og om jeg ville være venlig at ringe til dem! Først troede jeg det var en falsk sms, men så gik jeg på min Nordea mobilbank og kunne se, det var rigtigt. Kortet var spærret!!

Så ringede jeg til Nets og kom lynhurtigt igennem til en flink ung mand, der fortalte, at lige efter jeg i går havde købt busbilletter i Kyoto, Japan, så var der en eller anden i USA, der havde prøvet at købe noget fra Mikes Jersey - vistnok et eller andet fastfood - på mit kort. Det havde Nets automatiske “fraud detection”, heldigvis syntes var mærkeligt og spærret kortet øjeblikkeligt. Og tak for det. 

Desværre har jeg så ikke længere et gyldigt Mastercard, men det har Hanne heldigvis, så vi klarer os nok de sidste dage herovre.

Der er ikke sket nogen ulykke ved dette, men det er da ubehageligt, og jeg kan da ikke lade være med at spekulere på, hvordan mit kort - eller rettere min kortoplysninger - er kommet på gale veje.

Nå, men så tog vi Shinkansen til Himeji og fik en flot oplevelse dér.

Himeji er en by knap en times kørsel med Shinkansen syd for Kyoto og Osaka og har et fantastisk flot slot!

Slottet er umiddelbart seks etager højt, men er i virkeligheden syv-etagers og ligger højt oppe over Himeji by. Det ligger så højt, at det er svært at fotografere ordentligt, selvom vi gjorde, hvad vi kunne med Fuji X-T20, Widelux, Minolta P’s og iPhone.

Søndagen blev flot med masser af sol, så der var også masser af mennesker, der besøgte slottet eller borgen er det måske rigtigere at kalde den. Vi var hele vejen op gennem de syv etager og måtte flere gange bare stå i kø og vente på at dem foran blev færdige med at bese etagen. Som ved mange andre seværdigheder i Japan måtte vi - og alle de andre - smide skoene og gå op og ned gennem hele borgen på strømpesokker. Japan ER fantastisk!

Det var desværre svært at tage billeder indefra borgen, fordi der var mørkt indenfor og de fleste af vinduesåbningerne havde noget gitterværk foran, så man ikke kunne fotografere ud.

Et fantastisk bygningsværk, som af en eller anden grund undslap bombardementerne under 2. verdenskrig, selvom byen rundt om blev jævnet med jorden.

Der var mange smukke detaljer:

Rundt om hele borgen var der en voldgrav, hvor man kunne få en lille sejltur. Vi sprang dog over.

Himeji by virkede som en fin by med mange lange overdækkede gader med masser af forretninger og omkring stationen lå mange store butikker og stormagasiner, som vi også brugte lidt tid på inden vi tog Shinkansen tilbage til Kyoto.

Kyoto - dag 5: Kinkakuji (Guldtemplet) og Ginkakuji (Sølvtemplet)

En lang fin dag med besøg på to af Kyotos hotteste seværdigheder, der ligger i hver sin “side” af byen.

Kyoto er jo omkranset af lave bjerge på alle sider, og mod nordvest ligger Kinkakuji Templet og mod nordøst ligger Ginkakuji Templet. Lidt besværligt at komme til faktisk, men vi har haft en fin dag med det.

Kinkakuji er bygget i 1397 og var virkelig et smukt syn.

Her er beviset for at vi har været på stedet:

Også tættere på var det en virkelig smuk og fantastisk lille bygning.

Vi tog mange fotografier. Hanne med iPhone og Minolta P’s panoramakamera (film) og jeg med Widelux (film) og Fuji X-T20. Det var lige ved at blive for indviklet, især fordi der var sindssygt mange besøgende turister sammen med os ved templet. Det er lidt utroligt, det er lykkedes at fotografere templet uden andre turister. Hanne fik dog én med her:

Vi havde egentlig ikke tænkt os flere seværdigheder i dag, men da vi var kommet tilbage til Kyoto Station fra besøget på Kinkakuji, kom vi tilfældigvis lige forbi bus 100, der lige præcis gik til Ginkakuji. Så vi sprang på en bus 100, eller lidt mere korrekt: vi stillede os op i køen til bussen til Ginkakuji ligesom rigtig mange andre.

Ginkakuji var også en fin oplevelse. Det er bygget i 1489 og er noget mere beskedent end Kinkakuji. Min mor ville have sagt det nærmest var lidt pauvert. Til gengæld lå det i en utrolig smuk park eller have med meget specielle anlæg.

Vi spiste en dejlig let frokost ved Ginkakuji. 

Japanerne kan noget med æg. Vi er begyndt at spørge  hinanden om de monstro kommer farvestoffer i hønsefoderet. Men smukt er det i al sin enkelthed.

Skiftedag: Fra Tokyo tilbage til Kyoto

I dag har det bare regnet i Tokyo og i Kyoto, så man tror det er løgn. Men vi har været svineheldige midt i den megen regn.

Her er vejrudsigten for Tokyo for i dag - fredag. Vi skulle afsted fra vores hotel i Tokyo ved 11-tiden og det væltede ned, men vi slap dog for de 40 mm ved 19-tiden. Og fra hotellet var vi hurtigt nede i “Subnade” undergrunden med masser af forretninger under området ved Shinjuku-stationen. Så vi blev kun lidt våde.

Vejrudsigten for Kyoto viste, at vi formentlig igen ville være lidt heldige, fordi regnen ville være holdt op, når vi nåede frem til Kyoto med Shinkansen. Og det holdt faktisk stik.

Det var anden gang vi var med Shinkansen og første gang skrev jeg ikke noget om, hvor specielt det er at køre omkring 300 km i timen eller hvor hurtigt det nu er. Men det er, fordi det ikke føles særlig specielt. Togene fungerer jo bare her i Japan og det eneste man glemmer ved at køre med Shinkansen mellem Tokyo og Kyoto er hvor langt, der faktisk er. Turen tog 2 timer og 31 minutter, men der er 456 km. med stop i 4-5 steder undervejs. Det er en meget behagelig rejseform.

Tilbage i Kyoto har vi valgt et andet hotel end ved første besøg. Det var det samme som Saku og Kasper havde boet på, og det viste sig at være et godt valg, fordi der her - imodsætning til det første - er en del udenomsfaciliteter. Det er en lobby med stole og servering (gratis te og kaffe mm.), en lille lounge, hvor man kan købe noget at spise og ikke mindst en dejlig onsen. Det havde vi savnet på det forrige hotel i Kyoto.

Regnvejret og de skiftende temperaturer har ikke været befordrende for vores forkølelser, så vi hoster og snottet stadig en del. Meget irriterende! Nu håber vi bare på tørvejr og lidt varme de kommende dage.

Tokyo - dag 3: Shinjuku Gyoen og kamerabutikker

Det ser ud til, at tre betingelser skal være opfyldt for at vi kan finde os tilrette i en større by: 1) godt vejr (bare det ikke regner), 2) nogenlunde helse (ikke altfor snottede og hostende) og 3) nogle dages tilvænning.  For i dag begyndte vi at nyde Tokyo. 

Eller rettere det er jo kun et mikroskopisk lille hjørne af denne enorme by, vi har bevæget os rundt i. Men vi har virkelig nydt det i dag.

Det har vist sig, at Tokyo vågner sent! Butikker, stormagasiner osv. åbner tidligst kl. 10 og snarere kl. 11, så det er ikke særlig lønsomt at stå for tidligt op og gå ud i byen, for alt for meget er lukket. Så vi begav os ud i Tokyo ved 10-tiden og gik efter den - efter sigende - smukke park Shinjuku Gyoen.

Det viste sig at være den dejligste have - eller flere haver faktisk. For der var en fransk rosenhave, japanske traditionelle haver og et stort meget smukt drivhus og ind i mellem bare smukke store træer og græsplæner, der blev brugt af mange børnehaver og skoleklasser.

Ø

Hver klasse/skole med sin farve hat eller trøje. Og ofte med mødreflokken bagefter:

I den franske rosenhave faldt jeg for den smukke “Gina Lollobrigida”:

Det store drivhus havde også mange smukke og for os helt ukendte blomster. Her er en enkelt af dem:

Parken kunne minde om Central Park i New York, fordi den er omkranset af skyskrabere, men er langt smukkere og varieret:

Efter den smukke Shinjuku Gyoen park stod menuen på “kamerabutikker” i området. Det tog sin tid, for selvom man har sit tekniske udstyr (GPS og internet) med i lommen, så kan det være - for sige det ligeud - skidesvært at finde rundt. For står man f.eks. ved et vejkryds, og man på GPS’en kan se, at man ER ved et vejkryds, så kan det være urimelig svært at se, hvilket hjørne man står på og om det er det rigtige vejkryds, fordi man ikke lige kan kikke op og tjekke gadenavnet. Det findes nemlig IKKE. Så må man finde et eller andet: en 7/eleven eller en Starbucks eller andet, det kan indikere retning.

Nå men det lykkedes da at finde først en butik i nærheden af Shinjuku Gyoen parken og senere tre andre “bag” Shinjuku Stationen. “Bag” fordi de lå på den anden side af stationen end vores hotel.

Butikkerne havde enorme mængder af meget smukke og velholdte kameraer. De fleste så nærmest ud til at være ubrugte. Jeg er absolut ikke nogen ørn til det med priser, bortset fra nogle meget begrænsede områder, men som helhed syntes jeg, det så dyrt ud. Et prisniveau som lagt efter eBay.

Jeg glemte lige at fortælle, at vi på vej fra den ene kamerabutik til de andre besøgte et stort meget flot og raffineret stormagasin “Isetan” og havde et par fine oplevelser der.

Jeg havde tidligere i flere butikker - tilsyneladende til lidt forlegenhed for nogen - spurgt efter “fundoshi”. Traditionelle japanske herre underbukser, brugt frem til amerikaniseringen efter 2. verdenskrig. Men her i Isetan blev vi behandlet med udsøgt venlighed og - naturligvis - høflighed, så jeg fik to sæt fundoshi. I øvrigt for næsten ingen penge.

Lidt senere stødte vi i samme afdeling på en stand med de smukkeste kamme, hårbørster og ørerensere udskåret i træ. Det fineste traditionelle håndværk udført af denne venlige (og engelsktalende) 72 årige mand.

Vi havde en lang og sjov snak med ham og undervejs købte vi to ørerensere og en smuk trækam. Han valgte med stor omhu først en ørerenser til mig og lidt senere med lige så stor omhu én til Hanne. Han friserede også Hanne med en af kammene og viste, hvilken glans, der kom over håret. Det var en virkelig fin oplevelse og dejligt, at man i Japan holder de gamle fag i hævd. 

Tokyo - dag 2: Solskin og en fin dag

Så vågnede vi endelig op til en rigtig solskinsdag. En af dem vi har savnet. Det var en helt anden by i solen. Man kunne gå uden paraply! 

Vi har det begge bedre med hosten og snotten, men helt godt er det absolut ikke endnu.

Der er stadig er enormt mange mennesker på gaden og på togstationerne, men de så bedre og mere afslappede ud i dag end i går. De mange mennesker giver en noget anden oplevelse af verden end den vi mødte på Shikoku og i Koyasan og også meget voldsommere end det Kyoto, vi har set. 

Det er allerede nu helt klart for os, at fire dage i Tokyo er alt, alt for lidt til andet end at skrabe lidt i byens overflade. Shinjuku-kvarteret, vi bor i, er sit eget. Og det Akihabara vi kørte over til i formiddag noget helt andet og det kvarter, vi gik igennem på vej over til Edo-museet noget helt og aldeles noget tredje. 

Nu har vi jo kun været her i to hele dage, hvoraf den ene regnede væk, men vi skal da holde tungen lige i munden, når vi skal finde rundt i kvarteret. Især i går, hvor solen ikke gav den ringeste antydning af verdenshjørner var det virkelig svært at undgå at fare vild. Husene er enormt høje, der er lysreklamer alle vegne, og skiltning med så massive farver og signaler, at man nemt kan blive forvirret.

I Kyoto tog det os et par dage at lære “vores” område at kende, men her skal man nok bruge en uges tid.

Nå, men vi tog ringbanen, det vil sige JR Yamamoto Line over til Akihabara. Fjorten stationer med ca. 2 minutter mellem dem. Vi må se gamle ud, for folk rejste sig, så vi kunne sidde. Til gengæld rejste vi os for en ung mor med barn. Alle er bare så høflige og hjælpsomme.

Akihabara er et eldorado for elektronik, men der var bare så meget af alting, at det var helt umuligt at overskue. 

Fra Akihabara gik vi langs en lille flod ned til Sumida floden, krydsede den og gik på opdagelse i Edo-museet. Kasper har rost det så meget, at jeg ikke turde besøge Tokyo uden også at have været der.

Og der var absolut umagen værd. En meget stor, meget speciel bygning, som gav en virkelig fin fremstilling af Tokyos udvikling fra da det hed Edo til i dag. Der var egentlig ikke særlig mange museumsgenstande udstillet, men til gengæld havde man lavet en bro, huse, værksteder med mere i naturlig størrelse. Mange af de gamle huses indretning fra for 100 eller 150 år siden lignede faktisk meget af den måde vi har boet på i Shikoku og Koyasan.

Man kunne også selv prøve at sidde i en bærestol:

Eller løfte på nogle fisk til markedet:

Rekonstruktionen af den gamle bro var flot:

Et fint museumsbesøg.

Så tog vi først til Akihabara, men blev trætte af det voldsomme udbud af elektriske dimser og lys og jeg ved ikke hvad, og derpå tilbage til vores eget Shinjuku.

Her gik vi blandt andet på besøg i BICQLO, som er et stor varehus med BIC Camera i kælderen og Uniqlo i de øvrige etager. Heller ikke her købte vi noget. Der er simpelthen så stort et vareudbud, at alle de enkelte dele drukner i mængden.

Tokyo - dag 1: En hård start

En hård dag er endt rimelig godt med et par øller på et lille sted i nærheden af hotellet.

Men dagen begyndte virkelig hårdt: stadig enormt snottet og kort åndet og det har regnet hele natten og selv da vi gik ud fra hotellet og klokken var over 10, så stod regnen ned i stænger. Vi havde en lille taskeparaply, men supplerede den med en fra Family Mart, så vi kunne bevæge os uden at blive alt for våde. Men hvad værre var, det blæste ind i mellem, så paraplyerne vendte den forkerte vej. Ret sur start på Tokyo. Det var faktisk ret deprimerende!

Det var håbløst at gå rundt i regnen og blæsten, så vi tog JR-toget til Shibuya. Eller rettere jeg foreslog, at vi bare tog JR-ringbanen hele vejen rundt, når det nu var sådan et lortevejr. Men så kom jeg i tanke om den hund, Hanne havde tudet øjnene ud af hovedet over, da hun så filmen “Hachiko”, og at der stod en statue af den ved Shibuya stationen og så stod vi af dér.

Vi var ikke de endte, der havde fået den idé, så jeg troede ikke det var muligt at få et foto af Hanne alene med Hachiko.

Men det lykkedes og Hanne fik også sit dejlige smil frem på trods af vejr og vind:

Det var stadig møgvejr, så vi tog tilbage til Shinjuku, hvor der på trods af vejret var masser og masser af mennesker. Måske er der altid mange mennesker her, men det har været helligdag i Japan i dag på grund af kejserens kroning. Så skoleeleverne har vel haft fri og er taget til Shinjuku ;-)

Blandt de sindssygt mange steder i området man kan spise lykkedes det os at finde et dejligt fredeligt sted, hvor vi fik en passende japansk frokost til en absolut fornuftig pris: for et sæt bestående af ris, misosuppe, tilbehør til risen og tempura (friturestegte rejer, blæksprutte, fisk og grøntsager) betalte vi 1.200 yen eller ca. 75 kr. Der var i øvrigt varm te til både før og efter maden.

Vi har selvfølgelig på vor vej rundt besøgt adskillige stormagasiner og butikker, så efter den sene frokost tog vi en slapper på hotellet. Jeg tog også et smut i onsen på 28. Jeg bilder mig ind at det varme varme bad hjælper på min forkølelse.

Her til aften var regnen heldigvis holdt op og vi begav os ud for at spise lidt aftensmad. Det var der også andre der var:

Det er et ret livligt kvarter vi bor i.

Hotellet er i øvrigt lidt spøjst. Kasper og Saku boede her i foråret. Det var derfor vi også tog det. Det er på 28 etager, hvoraf 3 etager går fra til andet end gæsteværelser og da der er 25 værelser på hver etage er der altså 525 værelser! Men i midten af  bygningen er der et stort hul, hvor omkring de 25 værelser ligger, og de mærkelige jernkonstruktioner, man kan se, må være lavet for at afbøde eventuelle rystelser fra jordskælv.

Vi håber ikke, vi kommer til at se systemet i aktion.

Nå, men dagen sluttede med et par øller og lidt mad. Vi var ikke særlig sultne efter vores sene frokost.

Vejrudsigten siger tørvejr de næste to dage - så det håber vi på holder - og fredag, når vi skal tilbage til Kyoto med Shinkansen varsles der over 100 mm regn!

Skiftedag: Fra Kyoto til Tokyo

Jeg er - for nu at sige det mildt - ikke på mærkerne. Jeg hoster, har ondt i halsen og snotter fortsat, selvom jeg har taget den japanske medicin troligt og spist/drukket misosuppe dertil. Min stemme lyder som den tretåede krages.

Så det har været lidt af en hård dag at skifte fra Kyoto til Tokyo. Det er dog gået upåklageligt. De japanske tog inklusive Shinkansen kører bare til tiden og med de gode trafikinformationer, man kan få på den japanske rejseplan, er det faktisk snildt at finde vej.

Dette er det eneste foto jeg ha fået taget i dag ;-)

Men jeg lige divertere med et foto af Napoleon, taget i går aftes ved Kawa-floden på en lille café/bistro vi fandt tæt på vores hotel. Napoleon er en hejre, der - samen med sin mage - fodres af caféens franske ejer hver dag.

Fremme på hotellet i Tokyo, måtte vi give Kasper ret i, at værelset var ganske småt. Vi syntes værelset i Kyoto var lille, men dette har en seng på størrelse med én af de to senge i værelset i Kyoto. Og ingen uden oms plads.  Til gengæld har dette hotel så en dejlig onsen på 28. etage. Den gik vi selvfølgelig straks i efter ankomsten. Jeg satsede på, at det ville være givende for mit helbred. Og egentlig syntes jeg også jeg fik det lidt bedre, men lige nu, hvor jeg sidder på sengekanten og skriver, har jeg det ikke supergodt.

Vi har faktisk ikke set ret meget til Tokyo, men en lille kort tur ud i byen for af få lidt at spise, virkede ret voldsom i forhold til alt det vi ellers har set i Japan. Men mere om det i morgen, når jeg forhåbentlig har nogle mere friske øjne og lidt mindre snot i hovedet.

Kyoto - dag 4: Smukt vejr og Kiyomizu templet

En hård nat med hosten og snøften blev afløst af en fin dag med solen, der tittede frem og mere varme i luften.

På vej ud i verdenen passerede vi igen Takasegawa, kanalen, der løber langs med Kawa floden. Vi har læst om området hos Palle Kjærulff-Schmidt i han bog om Kyoto, og vi holder meget af det.

Vi har det egentlig bedst med at GÅ rundt i byen, når vi skal se på seværdighederne, så vi gik i dag over floden mod øst for at komme op til et stort buddhistisk tempel: Kiyomizu (i parentes bygget i 778 altså FØR Ansgar kom til Danmark eller med andre ord for meget meget længe siden).

Det er jo ikke fordi vi ligefrem savner at besøge buddhistiske templer. Vi har hilst på nogle stykker, de flimrer dog ikke forbi om natten ;-) Men Kiyomizu skulle være noget særligt.

Og det var det også! Både fordi, det var spændende og fordi, der var flere mennesker ved templet end vi troede var muligt. Der var sort af mennesker, men det var godt vejr og - hvad vi ikke lige havde tænkt på - søndag! Det var noget ganske specielt. Det ligger oppe på bjergene øst for Kyoto med den smukkeste udsigt ud over byen mod vest og med skov og bjerge på de tre andre sider.

Igen i dag har jeg fotograferet med Wideluxen, så billederne her er mest Hannes.

Midt myldret oppe ved templet blev vi mødt af to venlige unge mennesker, der spurgte om de måtte guide os rundt i templet og fortælle om det på engelsk for at øve sig på at tale engelsk. Og naturligvis uden betaling. Kasper havde fortalt om systemet, så vi sagde med det samme ja, tak!

Her er de henholdsvis 19 og 20 år unge.

De var virkelig søde og venlige og hjælpsomme, men deres engelske kunne godt trænge til en hjælpende hånd. Men de gik på med krum hals. Og vi grinede alle sammen meget. Vi fik da også svar på en hel del omkring templet, dets historie og dets indretning. Og ikke mindst alle de mange steder, man kunne lægge hånden på et eller andet, og så fik ens ønsker en bedre gang på jorden eller hvor det nu er?

Her lægger jeg hånden på en messingstatue på et shinto tempel, der lå indlejret i det store tempel. Jeg kan godt afsløre, at jeg ønskede alt godt for alle.

Den mest bizarre hændelse var et besøg i kælderen under hovedtemplet. De to unge forklarede en hel masse, som vi ikke fangede, så efter at have taget skoene af og puttet dem i en plastikpose, vi bar med rundt, kom vi ned i en kulsort kælder. Man kunne INTET se, men der var et slags gelænder man skulle holde fast i med venstre hånd, så man kunne følge ruten i mørket. Til allersidst kom man til en sten med en figur, man skulle røre ved, så gik ens ønsker i opfyldelse. Her var der en anelse lys, så man kunne skimte stenen med tegnet eller figuren. Spøjst, bortset fra, at jeg hele tiden var hundeangst for at ramle panden ind i en eller anden lavthængende bjælke.

Her er vi så fotograferet alle sammen. De var meget interesserede i et fælles foto. De kom i øvrigt to gange om måneden til templet og øvede sig i engelsk.

Det var en sød og sjov oplevelse. Og jeg fik flashed mit Widelux. Pigen var faktisk ret interesseret i det ;-)

Senere på dagen gik vi igen rundt og osede i de mange gader med de små og store butikker med alskens godt.

Det vigtigste var at finde et apotek = kusuri-ya, så vi kunne købe et middel mod vores forkølelser. Vi skulle have noget forkølelsesmedicin = kazekusuri. Bogstavelig talt “vind medicin”. 

Saku har været så sød at guide os, så vi fik købt denne æske, hvoraf vi skal tage 3 piller 3 gange om dagen.

Kyoto - dag 3: Øsregn og Nijo Castle

Sidste år vandrede vi rundt på Shikoku i 8 uger og havde ikke én sygedag.

I år er vi blevet snotforkølede, hoster og Hanne har ondt i halsen. Men det er også et mærkeligt vejr. Sidste lørdag lå vi over på et hotel i Shingu på grund sf tyfonen Hagibis , der gav 100 cm regn i Tokyo og 29 cm i Shingu, og i dag har det bare øsregnet her i Kyoto og samtidig er det varmt og fugtigt, selv når det en gang i mellem ikke regner. Det er da til at blive syg af.

Nå, men vi fik da alligevel set det vidunderlig dejlige Nijo Castle. Vi havde lånt paraplyer på hotellet, så vi fik kun lidt våde fødder, men kom frem til slottet uden de store skader.

Slottet lever fuldstændig op til de mange samurai film, jeg har set i tiden inden vi tog herover, bare endnu flottere!

Slottet ligger først bag en voldgrav og en mur og så endnu en voldgrav. Det er kun i én etage, men kæmpestort og med masser af rum. Når man har betalt sine 1000 yen kan man komme ind og se gemakkerne, men først skal man have skoene af og så går man sammen med alle de andre turister rundt og rundt og rundt. Rummene er efter min mening vanvittig flotte med de smukkeste malerier af tigre eller fyrretræer eller andre dyr og fugle og blomster. At det er kopier af de originale udsmykninger, der vises, kan man ikke se. De er bare så smukke. Lofterne og alle paneler og selve trækonstruktionerne er bare formidable.

Vi har ingen billeder af det, for man måtte ikke fotografere,  men vi har lidt iPhone fotos ude fra. Jeg har fotograferet med mit Widelux, så det varer lidt inden filmen er fremkaldt og skannet.

Både før og efter besøget på Nijo Castle, var vi igennem det store - heldigvis overdækkede - område med hundredvis af forretninger, der ligger lidt nord for vores hotel på vej mod Nijo Castle og det kejserlige palads.

Det er også dejligt at besøge omend på en noget anden måde.

Her er Hanne ved at fotografere noget spændende:

Og her er det hun fangede:

Lækkert, ikke?

Om morgenen, da vi var igennem på vej til slottet, var der ikke ret mange mennesker:

På vejen tilbage var her så mange mennesker, at vi ikke havde plads til at få iPhonen op af lommen!