Tokyo - dag 2: Solskin og en fin dag

Så vågnede vi endelig op til en rigtig solskinsdag. En af dem vi har savnet. Det var en helt anden by i solen. Man kunne gå uden paraply! 

Vi har det begge bedre med hosten og snotten, men helt godt er det absolut ikke endnu.

Der er stadig er enormt mange mennesker på gaden og på togstationerne, men de så bedre og mere afslappede ud i dag end i går. De mange mennesker giver en noget anden oplevelse af verden end den vi mødte på Shikoku og i Koyasan og også meget voldsommere end det Kyoto, vi har set. 

Det er allerede nu helt klart for os, at fire dage i Tokyo er alt, alt for lidt til andet end at skrabe lidt i byens overflade. Shinjuku-kvarteret, vi bor i, er sit eget. Og det Akihabara vi kørte over til i formiddag noget helt andet og det kvarter, vi gik igennem på vej over til Edo-museet noget helt og aldeles noget tredje. 

Nu har vi jo kun været her i to hele dage, hvoraf den ene regnede væk, men vi skal da holde tungen lige i munden, når vi skal finde rundt i kvarteret. Især i går, hvor solen ikke gav den ringeste antydning af verdenshjørner var det virkelig svært at undgå at fare vild. Husene er enormt høje, der er lysreklamer alle vegne, og skiltning med så massive farver og signaler, at man nemt kan blive forvirret.

I Kyoto tog det os et par dage at lære “vores” område at kende, men her skal man nok bruge en uges tid.

Nå, men vi tog ringbanen, det vil sige JR Yamamoto Line over til Akihabara. Fjorten stationer med ca. 2 minutter mellem dem. Vi må se gamle ud, for folk rejste sig, så vi kunne sidde. Til gengæld rejste vi os for en ung mor med barn. Alle er bare så høflige og hjælpsomme.

Akihabara er et eldorado for elektronik, men der var bare så meget af alting, at det var helt umuligt at overskue. 

Fra Akihabara gik vi langs en lille flod ned til Sumida floden, krydsede den og gik på opdagelse i Edo-museet. Kasper har rost det så meget, at jeg ikke turde besøge Tokyo uden også at have været der.

Og der var absolut umagen værd. En meget stor, meget speciel bygning, som gav en virkelig fin fremstilling af Tokyos udvikling fra da det hed Edo til i dag. Der var egentlig ikke særlig mange museumsgenstande udstillet, men til gengæld havde man lavet en bro, huse, værksteder med mere i naturlig størrelse. Mange af de gamle huses indretning fra for 100 eller 150 år siden lignede faktisk meget af den måde vi har boet på i Shikoku og Koyasan.

Man kunne også selv prøve at sidde i en bærestol:

Eller løfte på nogle fisk til markedet:

Rekonstruktionen af den gamle bro var flot:

Et fint museumsbesøg.

Så tog vi først til Akihabara, men blev trætte af det voldsomme udbud af elektriske dimser og lys og jeg ved ikke hvad, og derpå tilbage til vores eget Shinjuku.

Her gik vi blandt andet på besøg i BICQLO, som er et stor varehus med BIC Camera i kælderen og Uniqlo i de øvrige etager. Heller ikke her købte vi noget. Der er simpelthen så stort et vareudbud, at alle de enkelte dele drukner i mængden.