mandag den 20. april 2026

Fra Hinatayama til Ibusuki

Det havde øsregnet hele natten, men vi vågnede op til sol og varme. Det tegnede til at blive en fin dag.

Vi spiste vores nu “sædvanlige” japanske morgenmad, pakkede vores kufferter og tog afsked med vores lille hus med vores egen private onsen. Et virkelig dejligt sted!

Vi havde bestilt en taxa via receptionen og kørte til Hayato station, hvor vi mødte vores allerførste sure og studse japaner. Det var den ene mand i billetkontoret! Han var modsætningen til alt, hvad vi ellers har mødt i Japan. Måske var han bare korrekt, men han var ikke bare antydningsvis sød eller venlig og snakkede bare japansk i et væk.

Nå, men vi nåede frem til Ibusuki med først et fint elektrisk eksprestog og derefter med et diesel bumletog af ældre dato.

Vi har - igen - fået et dejligt værelse i japansk stil med futons på tatami måtterne og en flot, flot udsigt over vandet. Værelset er på 6. sal, hvad der svarer til vores 5. sal, da man i Japan kalder “stue etagen” for 1. sal. 





Det ser ud til, at hoved attraktionen i Ibusuki er at tage et varmt sandbad (sic). Man skifter til en yukata og så lader man sig dække af varmt sand nede på stranden, hvor man kan se det damper. Der må løbe varme kilder ud i sandet her.

Man kan se det damper bag den overdækning, der er ved at blive etableret. Jeg kunne desværre ikke fotografere de sandbadende, da det foregår under en noget pauver overdækning.

Hverken Hanne eller jeg skal nyde noget af sandbadning.

Også på dette hotel i Ibusuki har vi bestilt med halvpension, hvilket vi nok skal være glade for, for vi føler lidt at vi er i hvad man kunne kalde “udkants Japan”. Desuden viste det sig, at vi fik en fantastisk middag her på hotellet.

Det man kan se på billedet er jo kun den spæde start på måltidet. Neden for ses hele menuen.

Lidt voldsomt, men mange af retterne er ganske små. Vi har også i dag undret os over at risen bliver serveret så sent i måltidet. Vi har været ude for det før, men synes stadig det er lidt mærkeligt. Til gengæld er det vildt dejligt med det smilende Onsen-kogte æg over risen.


Ingen kommentarer: