Det lykkedes os at besøge alle tre terminaler i Tokyos lufthavn Haneda i løbet af den korte tid vi var der. Vi landede jo ved terminal 1, hvilket jeg ikke vidste. Jeg troede, vi skulle lande ved terminal 2. Men som beskrevet for et par dage siden, så skulle vi overnatte i terminal 2 og så flyve til København fra terminal 3.
Så efter morgenmaden på det faktisk glimrende hotel i terminal 2 tog vi den gratis bus til terminal 3 og begyndte hele processen med at tjekke kufferterne ind, gå igennem security og paskontrol for så at slappe af i venten på boarding af flyet.
Men i går den 28. april 2026 var der også en hel speciel underholdning ved gaten til flyet.
Den 28. april 1951 - altså for 75 år siden - fløj SAS nemlig for første gang til Tokyo (fra Stockholm), så det blev fejret med taler på engelsk og japansk. Turen dengang tog 55 timer, idet man fløj fra Stockholm over København, Frankfurt, Zürich, Rom, Tel Aviv, Karachi, Calcutta, Bangkok og Hong Kong til Tokyo. Det var med en Douglas DC-6.
Vi kom heldigvis hjem til Kastrup på 12 timer og 55 minutter, hvilket faktisk også føles rimelig længe.
Da vi steg ombord i flyet (en Airbus 350 - tror jeg - med plads til 300 passagerer) fik vi hver en lille badge ligesom dem SAS-folkene har på fotoet, samt et stykke A5-pap med en meget kort beskrivelse af begivenheden for nøjagtig 75 år siden. Vi troede derfor vi ville blive mødt med champagne og kransekage ombord på flyet, når vi nu alligevel sad der, men det forblev med badge og A5-pap.
Vi fløj hjem fra Japan ad den "nordlige" rute, det vil sige over Alaska, Canada, Grønland, nedover Norge og Sverige for a lande i Kastrup. På papstykket stod der i øvrigt, at den første SAS-rute over nordpolen til Tokyo var i februar 1957. Det var så med mellemlanding i Anchorage i Alaska. Først i 1987 begyndte SAS non-stop flyvninger mellem København og Tokyo.
Nå, men bortset fra, at man sidder ned altfor længe - kun afløst af besværlig kanten sig ud af sædet for at gå på toilettet - så gik turen på de knap 13 timer fint. Der er masser af underholdning på den lille skærm ved hvert sæde. Jeg fik set et par film. Blandt andet "One Battle After Another".
Men det ER en lang tur!
Nu er vi godt hjemme igen, hvilket også er dejligt, efter fem fantastiske uger i det fantastiske Japan og det grønne skønne Kyushu.
Endnu engang tak for de mange kommentarer, hilsner og haiku'er, der er kommet til undervejs på de fem uger.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar