Dag 53 : Fra Nara til Kansai Airport og turen er ved at være slut

Vores fantastiske vandretur i Japan, Shikoku88, er ved at være slut.

Som det ses af fotografiet foran vores hotel i Nara, har vi nu lidt mere bagage end da vi tog afsted.

For i dag forlod vi Nara, som vi er kommet til at være overordentlig glade for at bo i og som vi har shoppet lidt i, for at køre til lufthavnen for at flyve hjem i morgen.

Der er mange forskellige muligheder for at komme fra Nara til Osakas lufthavn - Kansai Airport - med toget eller med bus. Vi valgte det letteste: bussen fra Kintetsu-Nara. Den var kun en anelse dyrere end toget, men så slap vi for at skifte tog en eller flere gange afhængigt af den valgte rute.

Inden vi tog bussen, puttede Hanne returkuverten med den højt elskede wifi-router i postkassen. Uden den havde hun ikke kunnet følge “Herrens veje” og “Den store bagedyst” om aftenen på de små minshuku’er på Shikoku. Hvilket hun i øvrigt kun kunne, fordi jeg også har en VPN. Altså et Virtuelt Privat Netværk, som kort sagt medfører at DR tror Hanne stadig er i Danmark, selvom hun ligger på gulvet i en ryokan på Shikoku i Japan.

Vi skal flyve i morgen formiddag, og egentlig kunne vi vel være blevet i Nara og have taget til lufthavnen i morgen tidlig. Men for over en uge siden, da vi ikke rigtig vidste, hvordan resten af vores ophold i Japan ville forme sig, så turde jeg ikke andet end sikre mig, at vi havde én hel dag til at komme til lufthavnen og bestilte derfor værelse på hotel Nikko i lufthavnen.

Det er nu også meget dejligt. Det giver ro og nedsætter rejselederens bekymringsniveau ganske betragteligt.

Her venter vi i lobbyen på at der bliver åbnet for indtjekningen på hotellet. Her var det kl. 14:00, men ofte har det været kl. 16:00 og hyppigst kl. 15:00, der blev åbnet for indkvarteringen. Det gjaldt i øvrigt også minshuku’erne og ryokan’erne på Shikoku.

Den fine trøje Hanne har på har ikke været Shikoku rundt, men er købt i Nara.

Det er lidt vemodigt at skulle forlade Japan og ikke mindst Shikoku. Det har ind i mellem været rigtig hårdt, men det har også været en helt utrolig oplevelse, vi har haft. Vi har haft en oplevelse, som man ikke får som almindelig turist, hvilket vi har fået bekræftet under vores ophold i Nara og besøget i Osaka.

Som “henro” - pilgrim - (markeret med vores hvide jakker, vores vandrestave og rygsække) er vi noget særligt. Vi får en opmærksomhed og en imødekommenhed som er helt uovertruffen. Folk stopper os, giver os små gaver, taler med os, fotograferer os og vil vide, hvor vi kommer fra. En opmærksomhed og en venlighed, som vi ikke har oplevet i Europa på vores mange vandreture.

Som turist i Nara var vi bare to blandt mange andre - især kinesiske - turister. Vi blev behandlet super fint, men ikke som noget særligt. Vi lagde jakkerne på vej fra Koyasan til Nara og vi mærkede det med det samme. Nu var vi “bare” turister fra Vesten.

Vi føler også, at vi på Shikoku kom meget tæt på det “rigtige” Japan: Japan ude på landet, hvor folk knokler på markerne fra tidlig morgen eller sidder i timevis og lapper fiskenet på betonkajerne. Japan i landsbyerne, hvor halvdelen af husene er slidt ned eller forladt. Japan i de større byer med industrien blandet med rismarkerne og køkkenhaverne med de snorlige rækker af grøntsager. Japan i busserne med skolebørnene, der tager afsted tidligt om morgenen og kommer sent hjem om aftenen. Japan i de pæne villakvartere og Japan i noget, der ligner husvilde barakker. Det smukke Japan med bjergene og Stillehavet, med blomsterne og skovene. Som aruki-henro (vandrende pilgrim) møder man det hele. Og endelig vi har igennem Mayumi og Bob lært en japansk familie lidt nærmere at kende.

Vi vil tage herfra med stor taknemmelighed for den måde vi er blevet modtaget på og med en stor stor lyst til at komme tilbage igen.