Det store problem for denne dag blev sådan set også løst hurtigt og enkelt. Vi havde jo ikke kunnet finde logi, der hvor det var bedst, men havde fået et ryokan, der - viste det sig - lå 15 km væk fra hvor vi kom ned til hovedvejen. Jeg havde regnet med en bus på hovedvejen, men der var INGEN. Hanne tog så en rask beslutning og gik ind i en - viste det sig - bank og spurgte damerne derinde om de ville ringe efter en taxi. Eller det var jo Google Translate, der spurgte, for jeg havde hentet spørgsmålet om at ringe efter en taxi ned på min telefon.
Det var så naturligvis den mandlige chef, der ringede efter taxien, som kom efter et kvarters tid. Den søde taxi-mand forærede os sushi under køreturen og en varm sweet potato, så jeg frygtede prisen. Det kom så til at koste os 300 kr ikke at kunne finde logi, hvor det var bedst, men der kommer så yderligere 300 kr oven i, når den søde taxi-mand -forhåbentlig - samler os op kl 7:00 ved Awa-Ikeda stationen, som vi har aftalt. Vi skal jo tilbage, så vi kan klatre op til tempel 66 Unpenji, der ligger i 912 meters højde.
Ak ja, det er noget besværligt ind i mellem.
Vi kunne ikke se, det var en bank vi var kommet ind i. Der var fyldt med farvestrålende plakater om tilsyneladende alt muligt, så vi anede ikke hvilket foretagende vi var kommet ind i. Det var først da Hanne fik foræret en lille sparebøsse, vi forstod det var en bank.
Tempel 65 Sankakuji var en fin og god oplevelse. Det var absolut et af de kønneste templer vi har besøgt. Ikke mindst på grund af efterårsfarverne.
Som det kan ses blomstrer det japanske kirsebærtræ her i november. Vi troede - ganske fejlagtigt - at det var naturen, der var gået i utakt. Men en munk, der for en gangs skyld kunne lidt engelsk forklarede os, at det var et særligt japansk kirsebærtræ, der blomstrede fra august til november, hvis jeg ellers forstod ham ret.
Der var en særlig blød og blid stemning ved tempel 65. En god oplevelse.
2 kommentarer:
En hvid kimono
Nok en brud med sin brudgom
Pilgrimsrejsens start
(Kærlig hilsen K. og W.)
(Kirsten er lige kørt til stavgang. Har vist mig Jyttes beretning fra Mexiko fra igår og bed mig at sende hende en haiku. Nå, den skal også gå den anden vej, hvor den faktisk er mere hjemme.)
Tidligt om morgen
Og luften er mild og stærk
Det dufter af brød
Jeg kan lige nå en lille bemærkning inden læseklubben kalder.
Jeg kan godt forstå jeres betagelse af de skønne efterårs farver. Nogle af de træer og buske vi nyder her er jo netop af japansk oprindelse.
Børnene. Det er et fint billede, gammeldags metoder, men se de skønne unger, der alle viser deres madposer stolte frem til den fremmede fotograf. En snor at holde i når man begiver sig ud i den store verden - trygt og godt.måske en ide til efterfølgelse. Knus Helle
Send en kommentar