mandag den 12. november 2018

Dag 39 : Vi nåede tempel 81 og 82 inden regnen

Tempel 81 Shiromineji og tempel 82 Negoroji ligger i henholdsvis 284 og 358 meters højde over havet på en “bjergklods”, som man altså lige skal bestige for at kunne besøge dem. De ligger ligesom lidt akavet, men det er der jo adskillige andre af templerne, der også har gjort.

Vores norske vejrapp YR havde forudsagt regn fra ved tolv-tiden, mens en af vore med-henroer på ryokan’en havde set at hans vejrapp lovede fint vejr hele dagen. Vi stod dog op og fik morgenmad kl. 6:00, så vi var afsted 20 minutter i syv. Det er vist det tidligste hidtil. Vejret var faktisk pænt og ikke helt så køligt som de seneste par morgener.

Dagens etape var ikke mere end omkring 15 km, havde jeg beregnet, men efter de godt 400 meters opstigning til toppen af bjergklodsen, så skulle vi først ned til tempel 81, så op og ned nogle gange, inden vi igen skulle op i næsten 500 meters højde for så at gå ned til tempel 82 i de 358 meters højde. Til allersidst skulle vi så hele vejen ned igen til nogle få meters højde. Man kan se “bjergklodsen” på figuren på dag 34.

Vi var superheldige med vejret, for vi nåede op og helt til tempel 81 før der kom et par smådryp og siden kom der bare nogle enkelte dryp en gang imellem. Det begyndte fantastisk nok først at regne rigtigt efter vi var kommet frem til hotellet i Takamatsu. (Vi har igen måttet lave en nødplan for overnatning, idet vi har taget et tog fra Kinashi - hvor vi kom ned fra bjerget - til Takamatsu. Her overnatter vi og tager i morgen toget tilbage til Kinashi og kan fortsætte mod tempel 83).


På tempel 81 er de ret vilde med de små katte eller ?


Også på tempel 81 var der en lang trappe op til de hellige steder.


På grund af den begyndende regn - troede vi - var vi hurtigt afsted igen mod tempel 82 som efter de mange op og nedstigninger viste sig som et dejligt sted, synes vi.



Nu har vi kun seks templer tilbage at besøge for at have været på alle 88 templer. Vi håber og tror nu på, det skal lykkes. Også fordi vi har de næste dages logier på plads og vejrudsigten ser ligeledes fornuftig ud for de kommende dage.

Tilslut skal vi også forbi tempel 1 Ryozenji igen for at have sluttet cirklen af. Det er der rigtig mange, der gør, så det agter vi så også at gøre. Foreløbig hviler vi vores lidt trætte og ømme ben på Takamatsu Century Hotel. Heldigvis skulle morgendagens vandring blive noget lettere end i dag.

1 kommentar:

schaila sagde ...

En mosgroet sten
Midt i en dam med koi'er
En ø i havet



(Kærlig hilsen K. og W.)