Kumano Kodo, Kohechi-rute, dag 1

Den første vandredag i Japan i år har været hård, men fin. Med ét ord er vi: mørbankede,

Dagen begyndte med en messe i vores overnatningstempel Kongo Sanmaiin kl. 6:30, så vi var oppe lidt i seks. Det var en fin messe, langt bedre end de to vi overværede sidste år i Hekojoin. Det skyldtes måske mest at vi ikke sad på gulvet, men på stole, for vi forstod jo ligesålidt i år. Seancen varede 40 minutter og afsluttedes med et alenlangt foredrag af en mild ældre præst, der lignede Dalai Lama. Vi forstod kun ordene: Kukai, Kobo Dashi, Koyasan, Kumano Kodo og UNESCO. Det var lidt tungt før morgenmaden.

Efter den japanske morgenmad kom vi afsted lidt over otte fra Koyasan på den første af de fire etaper af den såkaldte Kohechi-rute til Kumano Hongu Taisha, det første af de tre shinto helligdomme vi skal besøge.

Vi startede i 850 meter over havet, vandrede sindssygt forpustede op til 1007 moh, gik så ømbenede ned til ca. 750 moh,, hvor vi passerede en lille flod. Derpå vandrede vi påny  forpustede op til 1150 moh for så endelig at slutte dagen af med en nedtur til 735 moh. Vi var derfor noget mørbankede, da vi nåede vores hotel ved halv fire tiden.

Vi havde dejligt vejr og fin skiltning hele vejen:

Vi har vandret igennem smukke skovklædte bjerge hele dagen. For det meste på smalle bjergrygge omkranset af enormt høje snorlige træer. Det er dødsvært at fotografere skovene, så man får et retvisende billede af træerne, stierne, bjergene og hvad der ellers måtte være. Men her er et par.

Vi så en enkelt slange i solen på en af vejene, men ellers var der ikke noget synligt dyre- eller fugleliv. Det var måske også meget godt for på skilte blev der advaret om bjørne! Vi så heldigvis ikke nogen.

Vi nåede frem til et dejligt hotel  Nosegawa med en ligeså dejlig onsen (alså det japanske vidunderlige bad). Det har hjulpet på mørbanketheden, men hvor meget vil vise sig i morgen på næste etape.