En minshuku er nærmest bed&breakfast suppleret med middag og er vist oprindeligt bare et normalt hjem, der åbner for overnattende gæster. På Shikoku kunne vi ikke se forskel på minshuku’er og ryokan’er, men vi er meget sikre på at denne minshuku tilhører gruppen af oprindelige minshuku’er. Det elegante og smarte ved japanske huse/hjem er den åbner arkitektur. Alle væggene består af skydedøre (oftest lette trærammer med papir). Det vil sige man kan gøre rummene større eller mindre og mere eller mindre åbne.
MEN det betyder også at der er enormt lyt i et sådant hus. Og mens den gamle kone i huset snorkede ved vores fodende, så manden TV på vores højre side og de australske damer i det andet rum lå på vores venstre side. Desuden kørte der alle mulige maskiner og selvom vi først skulle spise morgen mad kl. 7, var de igang i køkkenet kl. 4! Huset var desuden så lille, at man skulle igennem køkkenet for at komme på toilettet og i bad. Hanne sov lidt ind i mellem, men jeg lukkede ikke et øje. En virkelig hård nat.
Måske er det fordi jeg er meget meget glemsom, men når jeg sidder hjemme og planlægger vores rejse og vandringer, så har de højder jeg ser på kortene og skitserne over ruten en tendens til blive “bare nogle tal”. Det jeg rigtigt forholder mig til er længden af ruten.
Så hammeren slår når planerne rammer virkeligheden. Det har været tre super hårde dage med alt for megen opstigning med tilhørende nedstigning, som jo absolut ikke er Hannes livret.
Stierne er stort set rigtig gode bortset fra de steder, hvor de på grund af jordskred eller lignende er rigtig dårlige. For eksempel meget meget smalle med et par hundrede meters fald på den ene side. Så ser Hanne skeptisk ud.
Og ved de rigtig slemme steder har vi jo for travlt med at passe på til at fotografere. Men her er et foto, der meget godt illustrerer hvordan stierne ser ud.
Nå men turen i dag gik fra 350 moh til 1066 moh og så ned igen til 250 moh. Både opstigninger og nedstigninger er anstrengende og tager tid og dagen i dag havde næsten intet “ligeud”, så vi nød ikke vandringen helt som vi plejer. Også fordi det gav sig til at småregne ud på eftermiddagen.
Turen i dag var på 19 km, hvoraf de 11 km var op og ned af bjerget og de 8 km på landevej frem til Hotel Subaru.
Vi var ret flade efter op- og nedturen i regnen, så da vi var nede på landevejen ringede jeg min første japanske indenrigssamtale via en mønttelefon og fik fat i hotellet for at bede dem sende en taxa. En noget gebrokken samtale medførte at vi 20 minutter senere blev samlet op af hotellets lille minibus. Pragtfuldt!
Og nu er vi på et skønt hotel, hvor Hanne som sædvanligt har tæmmet en japansk vaskemaskine og ditto tumbler og vi har været i et dejligt onsen. Hanne hos damerne og jeg hos mændene. Jeg tog udendørs-bassinet for regnen var holdt op og det er mildt for ikke at sige varmt.
Om lidt skal vi ned og spise en japansk middag i vores (eller rettere hotellets yukata’er).
3 kommentarer:
(forårssang 1) (Haiku-adaption af "Ich reise über's grüne Land)
Jeg går med min lut
Over de grønne marker
I forårets sol
(Kh Kirsten og Wolfgang)
Se månens stråler
Gennem høje træstammer
Hej du lille bjørn
Kh Jytte C
Det er da netop det sjove, at I ikke har tænkt på højden. Hvis alt var planlagt på forhånd, så er der ikke noget at huske.
I husker jo netop alt det I Ikke planlægger. Det er jo udfordringen ved at takle noget man ikke har tænkt over, som gør en rejse eller livet spændende. Hvis alt var forudsigeligt, så er det sku da for kedeligt....
Hvordan er stierne og naturen i forhold til shikoku? Er det de samme træer? Altså træsorter, eller reder større tendens til andre sorter her? Det ved de måske på hotellerne.
Send en kommentar