onsdag den 16. oktober 2019

Nara til Kyoto

Så er vi i Kyoto!

Vi har efterhånden boet sindssygt mange steder i Japan, men aldrig så småt som her i Kyoto. Det er sådan set et dejligt værelse. Klinisk rent - lige efter Hannes smag - men på hver side af de to senge er der ca. 60 cm og for fodenden ca. 75 cm mellem sengene og væggen. Hertil kommer et japansk standard badeværelse model Toto, som bare findes ALLE steder i det Japan vi har mødt. Og det fungerer!

Vores værelse i Guesthouse Naramachi var mindst tre gange større. Men dette virker spritnyt og vi indretter os jo efter omstændighederne, og er i virkeligheden ganske tilfredse med det.

Vi havde igen en fin formiddag i Nara, som vi holder mere og mere af, jo bedre vi lærer byen at kende.

Vi spiste morgenmad i Café Tanne, som vi også gjorde efter Shikoku 88 og i går. Et dejligt lille sted med den smukke, men meget tavse og diskrete værtinde. Og så gik vi påny på opdagelse i Nara Park. Dette kæmpeområde med fantastiske templer - ikke mindst Todaiji - og hundredvis eller tusindvis af dyr, hjorte eller rådyr eller hvad de nu er. Vejret var med sol og blå himmel. En fin dag.



Vi hentede vores kufferter hos Mayumis forældre i Guesthouse Naramachi og ville gå til stationen, men de utroligt søde forældre insisterede på at køre os og baggagen til stationen. De har bare været så vanvittigt hjælpsomme og søde ved os. 

På stationen i Nara mødte vi nogle unge danske piger, som vi - med vanlige fordomme - straks dømte til at være et par studiner på sabbatårrundtur i Japan. Men det viste sig de var forskere på Institut for Folkesundhedsvidenskab på  Københavns Universitet, der havde været på konference om rygning i Tokyo. Ak ja, vi er efterhånden så gamle, at vi ikke længere kan gætte rigtigt om alder og job

Nu glæder vi os til nogle dage i Kyoto. Desværre ser vejrudsigterne ikke alt for gode ud. Det ser ud til, at der bliver en del regn de kommende dage, hvilket jo kommer til at påvirke vores vandringer rundt i byen. Det ER bedre i tørvejr!

2 kommentarer:

schaila sagde ...

(Efterårsnætter 1)

Året går sin gang
Dagene leger tagfat
I vindenes gård

(Kh Kirsten og Wolfgang)

Anonym sagde ...

Lille net bolig
Fryd dig ordensmenneske
Ingen plads til snavs

Kh Jytte C