Tokyo - dag 3: Shinjuku Gyoen og kamerabutikker

Det ser ud til, at tre betingelser skal være opfyldt for at vi kan finde os tilrette i en større by: 1) godt vejr (bare det ikke regner), 2) nogenlunde helse (ikke altfor snottede og hostende) og 3) nogle dages tilvænning.  For i dag begyndte vi at nyde Tokyo. 

Eller rettere det er jo kun et mikroskopisk lille hjørne af denne enorme by, vi har bevæget os rundt i. Men vi har virkelig nydt det i dag.

Det har vist sig, at Tokyo vågner sent! Butikker, stormagasiner osv. åbner tidligst kl. 10 og snarere kl. 11, så det er ikke særlig lønsomt at stå for tidligt op og gå ud i byen, for alt for meget er lukket. Så vi begav os ud i Tokyo ved 10-tiden og gik efter den - efter sigende - smukke park Shinjuku Gyoen.

Det viste sig at være den dejligste have - eller flere haver faktisk. For der var en fransk rosenhave, japanske traditionelle haver og et stort meget smukt drivhus og ind i mellem bare smukke store træer og græsplæner, der blev brugt af mange børnehaver og skoleklasser.

Ø

Hver klasse/skole med sin farve hat eller trøje. Og ofte med mødreflokken bagefter:

I den franske rosenhave faldt jeg for den smukke “Gina Lollobrigida”:

Det store drivhus havde også mange smukke og for os helt ukendte blomster. Her er en enkelt af dem:

Parken kunne minde om Central Park i New York, fordi den er omkranset af skyskrabere, men er langt smukkere og varieret:

Efter den smukke Shinjuku Gyoen park stod menuen på “kamerabutikker” i området. Det tog sin tid, for selvom man har sit tekniske udstyr (GPS og internet) med i lommen, så kan det være - for sige det ligeud - skidesvært at finde rundt. For står man f.eks. ved et vejkryds, og man på GPS’en kan se, at man ER ved et vejkryds, så kan det være urimelig svært at se, hvilket hjørne man står på og om det er det rigtige vejkryds, fordi man ikke lige kan kikke op og tjekke gadenavnet. Det findes nemlig IKKE. Så må man finde et eller andet: en 7/eleven eller en Starbucks eller andet, det kan indikere retning.

Nå men det lykkedes da at finde først en butik i nærheden af Shinjuku Gyoen parken og senere tre andre “bag” Shinjuku Stationen. “Bag” fordi de lå på den anden side af stationen end vores hotel.

Butikkerne havde enorme mængder af meget smukke og velholdte kameraer. De fleste så nærmest ud til at være ubrugte. Jeg er absolut ikke nogen ørn til det med priser, bortset fra nogle meget begrænsede områder, men som helhed syntes jeg, det så dyrt ud. Et prisniveau som lagt efter eBay.

Jeg glemte lige at fortælle, at vi på vej fra den ene kamerabutik til de andre besøgte et stort meget flot og raffineret stormagasin “Isetan” og havde et par fine oplevelser der.

Jeg havde tidligere i flere butikker - tilsyneladende til lidt forlegenhed for nogen - spurgt efter “fundoshi”. Traditionelle japanske herre underbukser, brugt frem til amerikaniseringen efter 2. verdenskrig. Men her i Isetan blev vi behandlet med udsøgt venlighed og - naturligvis - høflighed, så jeg fik to sæt fundoshi. I øvrigt for næsten ingen penge.

Lidt senere stødte vi i samme afdeling på en stand med de smukkeste kamme, hårbørster og ørerensere udskåret i træ. Det fineste traditionelle håndværk udført af denne venlige (og engelsktalende) 72 årige mand.

Vi havde en lang og sjov snak med ham og undervejs købte vi to ørerensere og en smuk trækam. Han valgte med stor omhu først en ørerenser til mig og lidt senere med lige så stor omhu én til Hanne. Han friserede også Hanne med en af kammene og viste, hvilken glans, der kom over håret. Det var en virkelig fin oplevelse og dejligt, at man i Japan holder de gamle fag i hævd.