Dag 54 : Så er vi hjemme igen i Danmark

Bare lige en kort melding om, at vi er kommet godt hjem til Danmark efter en meget lang dag, der blev endnu længere, fordi Finnair lige skulle forsinke flyet fra Helsinki til København med næsten 3 timer.

Jeg skriver nok lidt mere i morgen. 

Godnat!

Dag 53 : Fra Nara til Kansai Airport og turen er ved at være slut

Vores fantastiske vandretur i Japan, Shikoku88, er ved at være slut.

Som det ses af fotografiet foran vores hotel i Nara, har vi nu lidt mere bagage end da vi tog afsted.

For i dag forlod vi Nara, som vi er kommet til at være overordentlig glade for at bo i og som vi har shoppet lidt i, for at køre til lufthavnen for at flyve hjem i morgen.

Der er mange forskellige muligheder for at komme fra Nara til Osakas lufthavn - Kansai Airport - med toget eller med bus. Vi valgte det letteste: bussen fra Kintetsu-Nara. Den var kun en anelse dyrere end toget, men så slap vi for at skifte tog en eller flere gange afhængigt af den valgte rute.

Inden vi tog bussen, puttede Hanne returkuverten med den højt elskede wifi-router i postkassen. Uden den havde hun ikke kunnet følge “Herrens veje” og “Den store bagedyst” om aftenen på de små minshuku’er på Shikoku. Hvilket hun i øvrigt kun kunne, fordi jeg også har en VPN. Altså et Virtuelt Privat Netværk, som kort sagt medfører at DR tror Hanne stadig er i Danmark, selvom hun ligger på gulvet i en ryokan på Shikoku i Japan.

Vi skal flyve i morgen formiddag, og egentlig kunne vi vel være blevet i Nara og have taget til lufthavnen i morgen tidlig. Men for over en uge siden, da vi ikke rigtig vidste, hvordan resten af vores ophold i Japan ville forme sig, så turde jeg ikke andet end sikre mig, at vi havde én hel dag til at komme til lufthavnen og bestilte derfor værelse på hotel Nikko i lufthavnen.

Det er nu også meget dejligt. Det giver ro og nedsætter rejselederens bekymringsniveau ganske betragteligt.

Her venter vi i lobbyen på at der bliver åbnet for indtjekningen på hotellet. Her var det kl. 14:00, men ofte har det været kl. 16:00 og hyppigst kl. 15:00, der blev åbnet for indkvarteringen. Det gjaldt i øvrigt også minshuku’erne og ryokan’erne på Shikoku.

Den fine trøje Hanne har på har ikke været Shikoku rundt, men er købt i Nara.

Det er lidt vemodigt at skulle forlade Japan og ikke mindst Shikoku. Det har ind i mellem været rigtig hårdt, men det har også været en helt utrolig oplevelse, vi har haft. Vi har haft en oplevelse, som man ikke får som almindelig turist, hvilket vi har fået bekræftet under vores ophold i Nara og besøget i Osaka.

Som “henro” - pilgrim - (markeret med vores hvide jakker, vores vandrestave og rygsække) er vi noget særligt. Vi får en opmærksomhed og en imødekommenhed som er helt uovertruffen. Folk stopper os, giver os små gaver, taler med os, fotograferer os og vil vide, hvor vi kommer fra. En opmærksomhed og en venlighed, som vi ikke har oplevet i Europa på vores mange vandreture.

Som turist i Nara var vi bare to blandt mange andre - især kinesiske - turister. Vi blev behandlet super fint, men ikke som noget særligt. Vi lagde jakkerne på vej fra Koyasan til Nara og vi mærkede det med det samme. Nu var vi “bare” turister fra Vesten.

Vi føler også, at vi på Shikoku kom meget tæt på det “rigtige” Japan: Japan ude på landet, hvor folk knokler på markerne fra tidlig morgen eller sidder i timevis og lapper fiskenet på betonkajerne. Japan i landsbyerne, hvor halvdelen af husene er slidt ned eller forladt. Japan i de større byer med industrien blandet med rismarkerne og køkkenhaverne med de snorlige rækker af grøntsager. Japan i busserne med skolebørnene, der tager afsted tidligt om morgenen og kommer sent hjem om aftenen. Japan i de pæne villakvartere og Japan i noget, der ligner husvilde barakker. Det smukke Japan med bjergene og Stillehavet, med blomsterne og skovene. Som aruki-henro (vandrende pilgrim) møder man det hele. Og endelig vi har igennem Mayumi og Bob lært en japansk familie lidt nærmere at kende.

Vi vil tage herfra med stor taknemmelighed for den måde vi er blevet modtaget på og med en stor stor lyst til at komme tilbage igen. 

Dag 52 : Endnu en fin dag i Nara

Vi er rigtig glade for at bo i Nara. Glæden er ikke blevet mindre efter besøget i Osaka, som var en voldsomt stor by. Nara er nærmest hyggelig i forhold til det vi så af Osaka.

Vi er i slutningen af november, men det skulle man ikke tro, når man ser blomster som disse på vej til parken.

Vejret har igen i dag været virkelig fint. Sol og helt vindstille, så i solen blev der dejlig varmt. Vi har igen været rundt i Nara Park, som endnu en dag var fuld af mennesker, som nød solen, varmen, dyrene og de mange smukke templer, der ligger i og omkring parken.

Nogle var fint klædt på og Hanne er ved at udvikle sig til en ren paparazzi fotograf, selvom hun spørger pænt først. Så her er en af de fint klædte unger i parken.

Pigens lillebror ville også fotograferes, så det blev han. Det mest fantastiske er, at forældre og bedsteforældre takker i ét væk, fordi Hanne fotograferer ungerne.

Vejene igennem parken var fulde af biler både i den ene og den anden retning, så det har været en stor dag i Nara Park. Men der var faktisk smadderhyggeligt i parken i dag på trods af de enormt mange mennesker.

Vi spiste lidt frokost på en lille fransk-agtig restaurant lige ved parken og Hanne nød sin te af det provencalske porcelæn.

En fin og afslappende sidste dag inden hjemrejsen så småt begynder i morgen med rejsen fra Nara til Kansai Airport.

Dag 51 : Smuttur til Osaka

For Hanne har dagen været ligesom i gamle dage, når de tog på indkøbstur fra Roskilde til København, bare i lidt større målestok! 

For vi tog eksprestoget fra Kintetsu-Nara til Osaka-Namba for at gå på indkøb. Primært var målet fotohandlere med brugt udstyr. Nara er noget større end Roskilde og Osaka noget større end København. (Nara har ca 275.000 indbyggere, Roskilde ca 50.000, Osaka ca. 2.700.000 indbyggere og København vel omkring 1.000.000.)

Det var en fin tur, men efter ensomheden i skovene og bjergene på Shikoku var det virkelig overvældende med de enorme menneskemængder i gaderne i Osaka. Og så var en stor del af Osakaboerne taget til Nara kunne vi se på de modkørende fyldte tog. Det er jo stadig miniferie og lørdag og flot solskinsvejr, så alle, der kunne, var vel på gaden idag.

På vej til stationen i Nara faldt Hanne for dette lille rådyr.

Jeg havde fundet adresserne på to fotohandlere i Osaka, der handlede med brugt, og det lykkedes mig at finde frem til dem begge, selvom Osaka virkelig er en enorm by. 

En af grundene til besøget hos fotohandlere var at der var et japansk kamera eller to, jeg kunne være interesseret i at supplere min samling med. En anden at Bjarke fra OOMC havde sendt en liste med ting, han var interesseret i til butikken. Hanne dokumenterede de to besøg.

Her står jeg lidt mellemfornøjet, for uanset hvad jeg spurgte om af kameraer, så havde “Tokiwa” det ikke. Ejeren talte udmærket engelsk og han undskyldte naturligvis mange gange at han ikke lige havde det eller det på lager. Eller også var det jo meget svært, fordi lige netop det, jeg spurgte efter, var meget efterspurgt og eftertragtet og derfor svært at opdrive. Butikken så iøvrigt meget stor ud udefra, men var ikke større end One of  Many Cameras. Der var vældig fint og ordentligt, men knap så hyggeligt som i OOMC. Posen jeg står med indeholde lidt Fujifilm Across 100. Det havde han dog lidt af.

Her ser jeg lidt gladere ud, men det er fordi jeg ikke har været inde i butikken endnu. Brugtafdelingen lå på første sal og var sindssygt velordnet og fin. Desværre havde han ikke de fleste af de ting, jeg spurgte efter og andre var bare enormt dyre. Priserne lå på op mod det dobbelte af, hvad Bjarke havde sagt, jeg måtte give. Et af de mindre rå eksempler var et Contax T2, som “Naniwa” ville have godt 6.000 kr. for. Han havde adskillige og de så pæne ud. Også her gik jeg dog ud af butikken med lidt Across 100 og noget Venus 800. Men begge slags film, synes jeg, var lidt dyre.

Vores venner i Nara fortalte - og vi oplevede det selv - at der efterhånden kommer virkelig mange kinesiske turister til Japan. Og de fylder meget! I butikken var det kun én anden kunde, en (stor) kineser, der prøvede og prøvede forskellige objektiver til sit Leica. Måske er det en stor kinesisk efterspørgsel, der sætter prisniveauet op.

Nå, men ellers var Osaka noget af en oplevelse for os der kommer fra en provins som Danmark. Når man gik ud af Osaka-Namba, ikke at forveksle med Namba, der er en anden station, så går man lige ude i en kilometerlang underjordisk indkøbsgade. Eller rettere to, for der løber to parallelt fra stationen mod øst. Vi blev ikke klar over hvor langt indkøbsgaderne løb, for vi skulle jo op og finde fotobutikkerne.

Oppe på gadeplan var der sort af mennesker, der asede sig frem i overdækkede indkøbsgader eller nærmest markeder. Gade op og gade ned. På kryds og tværs. Og alle steder stod folk i lange køer for at få noget at spise. Om det var fordi de var virkelig sultne eller fordi der blev solgt en eller anden specialitet fandt vi ikke ud af.

Her et foto fra en af de mere stille gader.

Og her fra én af de mere befærdede.

Så var det dejligt at tage toget tilbage til det noget mere fredelige Nara og nyde den sene sole over Nara Park fra tagterrassen på vores hotel.

Dag 50 : Skiftedag i Nara og lidt indkøb

I dag er vi flyttet fra vores superhyggelige guesthouse i Nara til et hotel i Nara. 

Det lyder lidt dumt, men det skyldes - som vel efterhånden nævnt adskillige gange - at en stor del af det hårdtarbejdende japanske folk har en fridag i dag. Da, det er fredag i dag, kommer der en lille, men eftertragtet ferie ud af det, sammen med lørdagen og søndagen. Det var kropumuligt at finde hotelværelse i Osaka - som vi oprindelig gerne ville til - og vi kunne heller ikke blive i Naramachi Guesthouse. Det var også booket hen over weekenden. Så derfor vi er flyttet til et - altfor dyrt - hotel et andet sted i Nara.

Det er ikke nær så hyggeligt som Naramachi Guesthouse, men vi har eget toilet og bad og det er nu dejligt efter tre dage med fælles ditto. 

Her er Naramachi Guesthouse set udefra med en lidt frysende Jesper i front.

Og her med værtsparret Shunju og Kumiko med datteren Mayumi og svigersønnen Bob.

Shunju havde for vores skyld iklædt sig en traditionel dragt fra Nara. Vi forstod desværre ikke, hvad trædimsen var for noget eller hvad den skulle bruges til. Crocks’ene tilhører en senere æra end dragten.

Inden vi flyttede ind på hotellet brugte vi en del tid på at købe en kuffert. Ikke fordi vi har købt særlig mange eller store julegaver til andre, men fordi vi har købt en hel masse til os selv, som vi gerne skulle kunne fragte hjem ;-)

Man oplever noget, når man møder vanskeligheder og da den butik, hvor vi havde set kufferter var lukket både i går og i dag, så måtte vi tage toget to stationer mod Osaka for at finde et “Department Store” altså et stormagasin, hvor vi så fandt en kuffert. Oplevelsen var, at det var som om det halve Japan var ude og køre med tog mod Nara. Det skyldes jo nok fridagene, så jeg gruer lidt for vores planlagte tur til Osaka i morgen.

Det hotel, vi er flyttet til, har kun japanske rum, så vi sover i yderligere tre nætter på gulvet på tatami måtterne, hvilket faktisk ikke er så dårligt. Middagen var også japansk og den var virkelig god, men her sad vi heldigvis også på stole ved et bord.

Det er lidt mærkeligt at være turist efter at have været pilgrim/vandrer i syv uger. Vi har det fint med ikke at skulle  tidligt op og ud og gå, men savner det alligevel også på en eller ande måde. Vi er nok bedre til vandringslivet end til turistlivet.

Noget andet mærkeligt er, at selvom vi nu har været længere tid væk fra Danmark end vi nogensinde har været før, så er vi ikke “syge” efter at komme hjem. Selvfølgelig er der mange, vi glæder os til at gense og vi glæder os da også til at sove i egne senge osv. Men vi befinder os så utrolig godt her i Japan. Vi har ingen hast med at komme hjem, men samtidig er det.helt ok, at vi skal hjem på tirsdag.

Dag 49 : Nara og Hasedera tempel

I dag har vi været på besøg på endnu et tempel. 

Det regnede i morges, så vores utrolig søde bekendte, Mayumi og Bob, tog os med toget ud til et virkelig smukt og spændende tempel et godt stykke fra Nara, men stadig i Nara præfekturet.

En af grundene til at de havde valgt dette tempel var de lange overdækkede “trappegange”, der førte op til templet. Det viste sig dog at regnen var holdt op under togturen derud. En anden og nok vigtigere grund var, at det er et virkelig flot og interessant tempel.

Man måtte ikke fotografere selve det inderste i hovedtemplet, men man måtte godt fotografere set ud fra det helligste.

Der var en kæmpe Buddha statue i templet. Ikke så stor som den vi så i går i Todaiji templet. Men denne måtte man lægge hånden på hans ene fod og ønske. Det kostede så også 100 kr at få lov til at komme så tæt på.

Der var ret smukt deroppe på trods af gråvejret.

Og vi nød det.

Neden for templet var der som sædvanligt en masse forretninger og boder, men det var som om det var af en bedre kvalitet end vi har set ved templerne på Shikoku. Der var i øvrigt også en lang række af forretningerne, der udbød mad af forskellig slags. Dét kunne vi have brugt på Shikoku!

Alt i alt en virkelig fin dag, som vi havde været lidt skeptiske overfor, fordi vejrudsigten havde truet med megen regn. Men Mayumi’s og Bobs initiativ har gjort det til en dejlig dag. Nu skal vi bare til at finde ud og finde et sted at spise til aften.

Dag 48 : Nara, rådyr og kæmpe Buddha

Vores første dag som rigtige turister. Vi tog nemlig i går - på vej fra Koyasan til Nara - de hvide henro-jakker af for denne gang og nu ligner vi bare almindelige turister og ingen gør noget særligt ud af os. 

Det er vildt mange turister her i byen. Tilsyneladende mest kinesere både fra hovedlandet og Taiwan. Så lidt skiller vi os stadig ud, ikke nok til at blive gjort noget særligt af, men vi bliver stadig behandlet utroligt godt.

Vores første turistbesøg gik naturligvis til Nara Park med alle rådyrene.

Der var næsten flere rådyr end turister ;-) og rådyrene er alle vegne på gaderne og ved butikkerne. Folk køber nogle særlige kiks, som de fodrer dyrene med. Af sikkerhedshensyn er alle horn skåret af! Lidt mærkeligt måske.

Derefter besøgte vi den enormt store Buddha i templet Todaiji, som også er stort. Det rummer jo den store Buddha på 15 meters højde.

Ellers så har vi tilbragt dagen med at drysse rundt i Nara Park i det fine solskinsvejr og i de snævre gader i Nara med hundredvis af forretninger med både en masse turistgejl og mange fine og dyre og smukke ting. Vi oplever Nara som en dejligt by at være i.

Vi fik også købt lidt supplering til vores tøj-sortiment. Nu skal vi ikke slæbe vores rygsække 17-20 km om dagen, kan vi vel flotte os med en ekstra undertrøje, en pæn trøje, lidt sokker osv. 

Her til aften har vi været i byen og spise med Mayumi og Bob på en japansk restaurant. Det var både dejligt, hyggeligt, sjovt og ikke særlig dyrt. Japan har vist et ry som et dyrt land, men hvor i Danmark kan man gå ud og spise fire mennesker for lidt over 500 kr. ? Og det inklusive øl og en lille flaske sake (som iøvrigt smagte rigtig godt).

Day 47 : Koyasan til Nara

Der kom ikke nogen munk og hentede os klokken kvart over seks i morges, så vi troede vi “slap” for den buddhistiske morgen messe, men lidt i syv blev hentet ind til det iskolde hovedtempel. I dag var vi dog så kløgtige, at vi bad om et par små skamler at sidde på, så vi udover forfrysninger ikke også fik kramper. Det var kun 2 grader udenfor!

Messen var i dag lidt kortere end i går eller også gik tiden bare hurtigere for os her anden gang. I øvrigt var munkene virkelige rare og venlige overfor os hele vejen igennem. 

Hvilket minder mig om, at da Hanne i går ville i damebadet kl. 16, var der iskoldt og helt tomt. Hanne lader sig kun skræmme af højder (og lidt af edderkopper), så hun gik straks i kødet på den venlige gamle munk, der med tusinde undskyldninger gav hende adgang til herrebadet (der var fuldt opvarmet) og skyndte sig at sætte det korrekte skilt på, så mændene ikke kom rendende. Det vil sige det gjorde jeg. Og da jeg påpegede Hannes og min relation, så fik jeg fuld lovformelig adgang til at gå i fællesbad med Hanne i Henjokoin templets bad. Hvilket var ganske hyggeligt.

Henjokoin i morgensol og 2 graders varme.

Lige inden vi skulle på bussen til Koyasans station mødte vi en utrolig dejlig japansk pige, vi havde mødt nogle gange undervejs Shikoku rundt. Hun gik alene i nogle fantastiske shorts af brokadestof med lange sorte strømper inden under og lavede yoga-øvelser, når hun holdt pause. Hun havde sluttet turen den 14. november efter at have gået hele distancen - og altså alene. Hun nærmest kastede sig om halsen på Hanne og gav hende et kram, hvilket ikke er særlig japansk. Vi nåede kun at fotografere hende inde fra bussen.

Vi nåede desværre ikke at få hendes navn, men dog at høre, at hun boede i Wagayama og derfor havde været forbi på vej til Koyasan og hentet en vinterfrakke. Det var dejligt, men også lidt mærkeligt, for første gang vi mødte hende var hun faktisk noget tilbageholdende.

Nå, men afsted med bus, kabelbane, tog og tog, og så var vi i Nara efter knap 3 timer. Her bor vi hos forældrene til Mayumi, som fortalt tidligere. Vi var lidt spændte på, hvad et guesthouse var, men det er rigtig fint og Mayumis forældre er virkelig søde mod os. Vi har en aftale med Bob og Mayumi i morgen aften om at spise sammen med dem, men har ikke mødt dem i dag.

Vi har jo kun lige snuset til Nara, men det ser ud til at være en fin by, der - selvom den er fyldt med turister - synes at være til at holde ud. Vi glæder os i hvert fald til at lege turister i nogle dage, selvom det ind i mellem kan falde os svært, sammenlignet med at vandre.

Jeg slutter af med et spøjst syn i dag: en pige med en levende ugle på hånden! Og det midt i den overdækkede forretningsgade.

Eller rettere det gør jeg ikke, for jeg har lige modtaget to fotografier fra vores franske bekendte, Dany og Serges, der lige har klaret rædselsstigningen før tempel 88. De tog den rute på trods af, at vi havde frarådet dem at gøre det. De klarede det med bravur, kan vi forstå. Og de tog endda et par fotos, der kan illustrere højden og hvor svært vi syntes det var.

Vi fatter ikke helt, de også havde overskud til at fotografere med deres iPhones!

Dag 46 : Koyasan i regnvejr

Et held i uheld. Vi har været sindssygt heldige med vejret på denne Japan tur. 

Idag skal vi hverken vandre eller rejse, bare være henro-turister i Koyasan og se på templer og Kukai’s mausolæum, og så bliver det for første gang i november et rigtig surt regnvejr og koldt oveni. Vi klarer regnen med låne-paraplyer, som der findes mængder af og kulden med næsten alt det tøj vi har med i rygsækken. At det er koldt skyldes i øvrigt nok, at vi befinder os i 800 meters højde på et plateau mellem endnu højere bjerge.

Vi stod op lidt i kl. 6 for at være klar til munkenes messe klokken halv syv. Vi blev hentet i god tid før og ført til hovedtemplet på Henjokoin, og sat på gulvet. Heldigvis på et varmetæppe, men det gør det ikke mindre hårdt for de gamle ben. Hvis vi også bliver hentet i morgen tidlig beder vi om én af de små stole, der trods alt findes.

Der var tre munke til de i alt 17 tilhørere, hvoraf kun de to var blå-øjede. Det var en ok messe, men den led nok lidt under at der kun var de tre aktive deltagere: en ældre og to yngre munke. Efterfølgende var der en rundvisning i templet, hvor en af de unge munke fortalte - tilsyneladende morsomt - men naturligvis på japansk. Det eneste jeg en gang i mellem forstod var ordene “Kukai” og “Kobo Daishi”. Det er helt ok, hvis de ikke henter os i morgen ;-)

Morgenmaden var som messen lidt spartansk eller måske endda pauver.

I modsætning til i går, søndag, er her næsten ingen mennesker. Hele formiddagen var her meget stille, men da vi ud på eftermiddagen var ude og besøge Kukai’s mausolæum, viste det sig, der var masser af busser derude fyldt med turister og besøgende. Det var måske på grund af regnen, vi ikke så dem i selve Koyasan by.

Der var faktisk ret smukt derude.

Vi glemte at fotografere Kukai’s mausolæum. Måske på grund af de mange mennesker, men det var flot.

Vi føler nu, at vi er ved at sige farvel til Kukai,  henro’en og pilgrimmen og i morgen er nok sidste dag, vi tager vores hvide jakker på. Vi har besluttet at beholde dem på til vi kommer til vores guesthouse i Nara, men så bliver de vasket og lagt i rygsækken. De har altså også været brugt og vasket hver dag i næsten syv uger i træk!

Day 45 : Rejsedag fra Tokushima til Koyasan

Så har vi forladt øen Shikoku efter at have været der i 46 dage og er kommet til den største japanske ø, Honshu, hvor vi skal opholde os resten af turen indtil vi flyver hjem.

Rejsen i dag til Koyasan har været fin, men lang. 

Vi startede med en bus fra Tokushima Station til Nankai færge-terminal kl. 7:20, så en færge kl. 8:00, der lagde til i Wakayama kl. 10:10, så et tog kl. 10:23. Dette tog kørte mod Namba (altså Osaka), men vi skulle skifte i Tengajaya kl. 11:24. Det kørte så 10 minutter senere mod Hashimoto, hvor vi igen skulle skifte tog og dennegang vente i 50 minutter inden vi så kørte mod Gokurakubashi. Her var vi fremme ved 14-tiden og tog så en kabelbane nærmest lodret op til Koyasan Station. Den sidste strækning måtte man ikke gå, så det blev så påny en bus til vores tempellogi, Henjokoin. Altså bus, færge, 3 tog, kabelbane og bus.

Det var dog en billig tur, idet man kunne købe en særlig billet ved færgen, som kun kostede 2.000 yen eller godt 120 kr. Busserne kom dog oven i.

Det er søndag i dag, så det er måske derfor, der synes at være rigtig rigtig mange turister i Koyasan. Det vil vise sig i morgen. Vi skal bo her i to nætter, så vi kan se alle seværdighederne og en del af de utrolig mange templer her er.

Vi bor i et virkelig pænt og dejligt tempel, Henjokoin, i et meget stort japansk værelse med futons og eget elektrisk toilet og håndvask! Det er virkelig dejligt. Også fordi vi er i 800 meters højde og allerede kan mærke, at det bliver koldt og at det er koldt mange steder i templet, så vi slipper for at skulle ud om natten. Værelset har i øvrigt også en stor elvarmeovn, så der er virkelig behageligt nu.

Vi er meget spændte på opholdet her. Vi har lige været i hvert sit dampende bad, men med køligt forrum og kl. 18 bliver vi hentet til middagen. Efter hvad vi forstår, er det en ren vegetarmenu, vi får. Spændende om vi kan få en øl til maden eller om de er virkelig asketiske. Det er de ikke med værelsesprisen!

Day 44 : Hviledag i Tokushima

Det bliver en kort og nok lidt kedelig blog i dag, for vi har næsten intet foretaget os, men har sovet længe i en dejlig bred seng. Sengen er vel det man må betegne som hård, men virkelig blød i forhold til futonen i den seneste ryokan før tempel 88.

Næste nat bliver i samme gode seng, men så står den på japanske futons i otte dage på tre forskellige steder.

Udsigten fra 12. sal på hotel JR Clement Tokushima.

Vi har dog foretaget os lidt, idet vi har været i et stormagasin for at ose, samt for at købe lidt småfornødenheder, som et nyt cover til Hannes iPhone, noget creme og noget mousse til håret. Vi skal fortsat rejse en del, så det er ikke mange souvenirs vi har købt indtil nu, idet vi jo stadig skal slæbe det på ryggen.

Vi har desuden været på besøg (for tredje gang) i Tokushimas turistkontor for at få vejledning til at komme fra Tokushima til Koyasan. Igen var de fantastisk venlige og hjælpsomme og de tre damer, vi snakkede med, talte allesammen et fint engelsk. Det er vi ikke så vant til.

Men ellers nyder vi bare at gøre ingenting.

Jeg nyder især ikke at skulle planlægge næste overnatningssted. Planlægningen af næste dags vandring og natlogi har nok været det mest belastende for mig ved turen. Men det har jeg vel givet udtryk for i tidligere blogindlæg. For Hanne var det klart opstigningen til toppen før tempel 88, med nedstigningen fra tempel 85 på anden pladsen der har været de mest belastende situationer.

Vi har været velsignet med godt vejr. Hanne har ført dagbog og har optalt, at vi kun har haft regn i oktober, og faktisk kun gået i regntøj  i 3 dage af de 43. I begyndelsen var det meget varmt og fugtigt, men senere har det været virkelig behageligt vandrevejr. Her til sidst begyndte det at være relativt køligt om morgenen, men vi har endnu ikke haft vores varme jakker på under vandringen. Så vi har været utrolig heldige.

Turen til Koyasan i morgen er en rejse de fleste, der har gået Shikoku 88, tager på, har vi forstået. Så det er en naturlig forlængelse af vores vandring, mens de seks dage i Nara bliver noget helt andet. 

Vi glæder os til fortsættelsen, mens vi nyder ikke at skulle noget bestemt i dag.

Dag 43 : Cirklen er sluttet, tilbage til tempel 1 Ryozenji.

Så blev vores Shikoku 88 afsluttet på allerbedste vis på Hannes 74 års fødselsdag.

Vi stod som sædvanligt tidligt op, men ikke helt så tidligt som vi plejer, fordi der på den “onsen” vi overnattede på først var morgenmad kl. 7:30. Så gik det ellers stille og roligt svagt nedad og efter godt 13 km kom vi til en togstation, Hiketa, for at køre tilbage til tempel 1. 

Tempel 1 Ryozenji ligger ved stationen Bando, som kun betjenes af lokaltog. Der kører ikke så mange lokaltog midt på dagen, men ved lidt snilde lykkedes det ved lidt togskifte (eksprestog- lokaltog) at nå relativt hurtigt frem til Bando og tempel 1.

Her sagde munken, der gav os et nyt stempel og en smuk kalligrafi, “Congratulation” til os, så vi følte vi blev noget mere fejret her end ved tempel 88 ;-)

Fødseldagsbarnet og hendes kæreste i fuld ornat foran tempel 1 ved andet og sidste besøg.

Det er 43 dage siden vi var her sidst og vi oplevede templet helt anderledes end første gang. Det var langt pænere og mere interessant end vi huskede det.

Loftet i hovedtemplet var ganske flot, hvilket måske er lidt svært at se her.

Foran det fine indertempel står der - som næsten altid, når der er adgang til indertemplet - en masse ting. Enten ting til salg eller som her en blanding - tror jeg - af gaver og salgsartikler.

Efter det afsluttende tempelbesøg på Shikoku gik vi tilbage til Bando og ventede på toget til Tokushima.

I Tokushima bor vi nu på et dejligt hotel “JR Clement Tokushima” i to nætter, altså fredag og lørdag. Som sædvanligt har det været svært at finde hotel en lørdag, så derfor er det blevet et lidt dyrere hotel end vanligt. Men på den anden side fortjener Hanne det jo! Både på grund af fødselsdagen og fordi hun klarede rædselsklatringen i går så flot.

Planerne er nu blevet sådan, at vi på søndag tager til Koyasan, som “man nu gør efter Shikoku 88”, men også fordi det skulle være ganske interessant og spændende. Vi skal bo i et tempel logi i to nætter. Også det bliver interessant og spændende.

Tirsdag den 20.11 tager vi til Nara, hvor vi har booket et værelse hos forældrene til Mayumi, som vi mødte igen og fortalte om på dag 37. Her skal vi bo i et værelse i tre nætter. Det glæder vi os meget til, fordi både Mayumi og Bob skulle være der og har skrevet, de håber at møde os der.

Efter Nara var det meningen vi ville være taget til Osaka og bo der i tre dage, men det er helt umuligt at finde et værelse fra den 23.-26.11 i byen. Ikke bare er det hen over en lørdag. Fredag den 23.11 er en eller anden helligdag eller i hvert fald fridag, som gør at alle japanere, der kan, holder fri og tager på hotel. Når man søger på eksempelvis booking.com, hotels.com, japanican.com, trip.com eller expedia.com, så siger de alle at 99 pct. af hotellerne er optaget. Når man så ser nærmere efter, så er de ledige hoteller enten hoteller kun for “Adults” (= “love hotels”) eller til helt exorbitante priser, som 6.000 kr. eller mere pr. nat.

Efter enormt mange forgæves søgninger så fandt jeg et hotel i Nara, som vi kan bo på de tre dage. (Vores guesthouse var selvfølgelig optaget de tre dage). Det bliver mange dage i Nara, men måske kan vi finde ud af at tage toget frem og tilbage til Osaka. Det vil altsammen vise sig.

Vi skal med flyet fra Kansai lufthavn kl. 11:45 tirsdag den 27.11, så vi har booket et hotel i lufthavnen fra mandag til tirsdag, så nu er resten af Japan opholdet fuldt booket!

Selvom Shikoku 88 er vel overstået vil jeg naturligvis fortsat skrive her på bloggen! 

Og endnu engang stor tak for alle kommentarerne og lykønskningerne til Hanne.

Dag 42 : Efter en flot dag med en skrækkelig klatring nåede vi tempel 88

Så blev tempel 88 Okuboji nået. Det sidste af de 88 templer! En stor dag, men også en hård dag.

Flot solskinsvejr hele dagen, men også køligt især i skyggen. Vi var igen tidligt oppe og afsted kl. 7 efter en nat på turen hårdeste futons. Det var næsten som at ligge på et betongulv med et lagen over, men vi fik da begge sovet nogenlunde.

Turen op til tempel 88 var kun på 11 km, men på ruten var der - i følge guidebogen - et stykke “henro korogashi”, altså et stykke sti, “hvor pilgrimme falder ned”. Eller med andre ord et stykke af stien, der var vanskeligt. Det har vi været uden for adskillige gange tidligere og har klaret det uden større problemer.

Vi skulle op til 776 meters højde for så at gå ned igen til 450 meter, hvor tempel 88 ligger. En ret kort tur, men med en kraftig stigning må man sige.

Efter en times vandring langs en lidt kedelig svagt stigende landevej kom vi til et lille - nærmest - museum for Shikoku88 vandringerne og henroerne. Her fik vi lidt te og et certifikat for at vi havde gennemført Shikoku88, hvilket jo var lidt mærkeligt, da vi stadig manglede tempel 88.

Efter dette besøg kom vi ud på en meget smuk skovsti, der gik langs en lille flod. Meget dejligt og idyllisk. Efterhånden blev stigningen mere voldsomme efter at have passeret et bjergkam i godt 450 meters højde regnede jeg med, at vi havde passeret “henro korogashi” stedet. Lige efter så vi en flok aber. Måske 8-9 stykker, der svingede sig i trætoppene, som aber jo gør. 

Jeg skyndte mig naturligvis at fotografere dem, men der skal vist meget god vilje til for at se flokken, der skjuler sig i træerne.

Vi holdt en lille pause på et plateau med en fantastisk udsigt.

Efter at være gået lidt nedad igen gennem den smukke skov, begyndte det at stige for alvor. Og nu kom “henro korogashi” stedet. Det var fuldstændig vanvittigt. Det gik voldsomt opad. Vi måtte bruge hænderne for at kunne komme op. Det var ikke vandring, måske heller ikke klatring, men noget midt i mellem, som englænderne kalder “scrambling”. Det var ganske forfærdeligt. Ikke bare for Hanne, men også for mig. Jeg kravlede forrest med mine egne stave plus en af Hannes, så hun kunne bruge den ene hånd til at gribe fat om sten eller rødder eller hvad der nu kunne give bare et lille holdepunkt. 

Det var helt utroligt, at Hanne klarede den opstigning. Hun tog det virkelig flot, selvom hun har været skrækslagen. En stor dag for hende.

Da vi først var kommet så højt op, at det virkelig syntes farligt og idiotisk, kunne vi simpelthen ikke vende om. Det havde været endnu farligere!

Det er den mærkeligste sti, jeg kan mindes. Normalt går en vandresti i et bjergområde igennem et pas, men her var vandreruten lagt op over en top! Det virkede meget besynderligt. Men vi klarede toppen og vi klarede også den lange nedstigning til tempel 88 i de 450 meters højde.

Vi fik vores stempler og kalligrafi på tempel 88 og er rigtig glade, men det var ligesom også lidt af et antiklimaks. Der var jo ikke noget hornorkester, der spillede en fanfare for os, fordi vi nu havde nået det sidste af de 88 templer.

Der var masser af mennesker på og ved templet, hvilket - viste det sig - skyldtes en meget berømt udon restaurant, der ligger klos op ad templet. Så der var en leben og et liv. Men ingen, der kerede sig om os. Hvilket i og for sig er ret naturligt, men efter vores oprivende vandring til templet føltes det alligevel lidt fladt.

Nå, efter tempelbesøget måtte vi videre for at nå frem til vores natlogi, Shirotori Onsen, der lå 9 kilometer fra templet. Her er vi nu og har badet og spist middag og drukket et par øl.

I morgen går vi 11-12 km ned til en togstation, hvor vi agter at tage toget til tempel 1 for at slutte cirklen. Derefter tager vi toget videre til Tokushima, hvor vi har booket et hotel i to nætter. 

Mere om vores videre planer i morgen.

Dag 41 : Templerne 84, 85, 86 og 87 og tre specielle oplevelser

En flot solskinsdag - for første gang overhovedet med vind - der blev lang og hård men også med nogle helt specielle oplevelser.

Morgenmad på hotellet kl. 6:30 og vi var ikke de eneste. Man står tidligt op i Japan, så vi stod i kø ved morgen buffeten. Afsted lidt over 7 fordi vi skulle nå fire templer: tempel 84 Yashimaji, tempel 85 Yakuriji, tempel 86 Shidoji og tempel 87 Nagaoji. Vi skulle nå dem alle fire for at få det til at gå op med at slutte på tempel 88 Okuboji i morgen.

Tempel 84 ligger i 286 meters højde, så dagen begyndte med en lang og pæn opstigning, der nok kunne tage pusten fra et gammelt par fra Danmark. Men udsigten var smuk.

Det, der dog tog pusten helt fra os, var et møde helt oppe ved templet med en lille tysktalende japansk dame, der en gang for 46 år siden havde besøgt både Danmark, Sverige og det meste af Europa, fordi hun studerede musik. Hun var 72 år og sanger. Da jeg spurgte om hun stadig sang, misforstod hun det, og gav sig til på stedet at synge den smukkeste lille japanske efterårssang. Både Hanne og jeg blev fuldstændig grebet så tårerne randt. Det er derfor jeg ser lidt klatøjet ud på Hannes foto.

Det var en utrolig og speciel oplevelse at høre hende synge, der på bjerget. Hun gik i 

øvrigt næsten hver morgen de 280 meter op og ned igen!

Vi havde lidt besvær med at finde stien ned fra tempel 84. Altså den sti, der førte mod tempel 85. Vi fik spurgt en mand, der talte lidt engelsk og han viste os en sti ned, som vi desværre fulgte. Det blev dagens anden specielle oplevelse. For er der noget Hanne hader, så er det at gå ned ad elendige ikke vedligeholdte enormt stejle stier. Vi overlevede begge turen ned, men det var nok hele Shikoku-turens værste nedstigning. 

Her er parret inden nedstigningen.

På et tidspunkt krydsede denne elendige sti en asfaltvej, så der stod vi af og kom så sikkert ned, men med nogle flere kilometer i benene inden vi nåede tempel 85. Tempel 85 ligger i 223 meters højde, men på et andet bjerg end tempel 84. Turen ned herfra gik heldigvis ad en fin omend lang og stejl asfalteret vej. 

Tempel 85 var meget stort. Bredte sig over et meget stort område og var ganske flot.

Da vi var kommet vel ned fra tempel 85 og godt på vej mod tempel 86 begyndte vi at blive sultne, men vores sædvanlige redningsplanke: 7-eleven, FamilyMart eller Lawson var der ingen af på vejen. Det viste sig dog at være en unødig bekymring, for da vi passerede noget, der hed “Ethical Garden” blev vi råbt an af en ung pige, der råbte noget med “osettai”. Og så blev vi bænket ved nogle store flade sten i solen og fik kold grøn te og nogle varme  japanske “madæbelskiver”, samt lidt senere nogle varme stegte “sweet potatoes” , der var riste i sesamfrø eller hvad det nu var. Det var rigtig godt. Så dagens tredje specielle oplevelse var mad og drikke ud af ingenting. Vi fik desværre heller ikke taget nogle fotos af den oplevelse.

Tempel 86 var meget hyggeligt og enormt rodet.

Næsten ligegyldigt, hvor vi har gået, bortset fra skovene, har vi stødt på frisørsaloner. Hver eneste landsby har mindst to, og de større byer utallige. De er - bortset fra blomsterforretningerne - dog også de eneste vi er sikre på at kunne genkende.

Nu har vi spist på vores hyggelige, men lidt slidte ryokan lige overfor tempel 87. Så skal vi sove for i morgen skal vi tidligt op og besøge det sidste af de 88 templer.