Rundtur på Onyujima

Byen Saiki er mildest talt ikke særlig spændende, men lige uden for ligger en lille ø Onyujima, som vi sejlede over til og vandrede rundt på i dag.

Her er et foto af øen hugget fra internettet. Øen er - som man måske kan ane - meget bjergfyldt, men vi gik udelukkende rundt langs kysten, hvor der er en god “landevej”.

Vi har været ekstremt heldige med vejret, forstået på den måde, at vi har haft en del regnvejrsdage, men når vi skulle ud og vandre eller være turister, så har det været virkelig godt vejr. Således også i dag, hvor solen skinnede dejligt.

Vi tog en lille båd over til Onyujima. 

Og fruen var i godt humør.

Vi blev sat af i en lille bugt - Horikiri - og begyndte vores rundtur på øen med idiotisk nok at tage en forkert sti, som var helt  umulig. Jeg påtager mig skylden. Det var tåbeligt, der var næsten ingen sti at gå på. 

Hanne tog det pænt. Det var i øvrigt også hende, der fandt den rigtige vej videre. Ak, ja!

Vi passerede et smukt sted med en meget lang - nærmest dæmning - mellem havet og en lille bugt. Der var ret smukt og Hanne som jo næsten er vandskræk (bortset fra onsen) gik glad over den.

Her et nærbillede. 

Det var betagende at gå langs kysten med de grønne høje bjergskrænter på højre hånd og havet med øer og skær på venstre hånd. (Vi gik med uret om Onyujima).

Vi så rigtig mange rovfugle på turen. Formentlig ørne, men de er ikke lige til at fotografere. Så er det nemmere med en sommerfugl (eller hvad sådan en hedder),

Vi var enormt imponeret af vejen, der går hele øen rundt. Det virker ret fantastisk at man har gjort så meget for at sikre en god infrastruktur på så lille en ø. Udover at have bygget vejen langs vandet har man boret i hvert fald fem eller seks tunneller.

Vi havde troet, at der var nogle steder, man kunne få noget at spise på Onyujima, men vi fandt ikke rigtig noget. Måske havde jeg misforstået de informationer, jeg havde læst.

Men vi fandt tilgengæld noget rigtig sjovt. Vi passerede en bygning eller nærmest et langt skur med en masse skilte og tekster på. Udelukkende på japansk selvfølgelig. Den så lukket ud, men Hanne er jo ikke så tilbageholdende, som man umiddelbart skulle tro, så hun åbnede døren og gik ind til fire gamle damer, der tog imod os med åbne arme. De var i gang med at presse citroner og - viste det sig - lave saft og marmelade ud af det.

Vi fik straks en kop te og lidt senere et par bolle med syltetøj og jeg fik en kop kaffe. Hanne fik også et glas varm citronsaft, som smagte virkelig godt. Jeg fik en prøvesmagning.

Den ene af de fire damer er i køkkenet. De var bare så søde. De lavede også forskelligt håndarbejde og vi købte selvfølgelig lidt. Da vi gik fik vi tre store citroner med, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre ved.

Et stykke tid og nogle kilometer efter vi havde forladt de fire damer, så vi noget mærkeligt ude på havet. Vi troede først det var en ø med et spøjst udseende, men det viste sig at være en u-båd, da vi så på den i kikkerten.

Den fører to flag: et almindeligt japansk med den røde sol på den hvide dug og ét, som jeg tror er fra den japanske marine. Det må være en u-båd fra 2. verdenskrig, men jeg har googlet og googlet og kan ikke finde en forklaring på, hvad det er for en størrelse. Jeg troede, at de alle var destrueret under eller efter krigen.

Min googlen gav dog den information, at havet ud for Saiki var et øvelsesområde for den japanske flåde under krigen, så måske er det “naturligt” at lade en u-båd ligge her. Men mærkeligt var det at se.

Vi tog den lille bilfærge tilbage til Kyushu. Det tog fem minutter.

Alt i alt er virkelig dejlig dag på trods af mit ikke så gennemtænkte valg af Saiki. 

I morgen skal vi med toget videre til Nobeoka, hvor vi skal møde Niels Clausen fra Dansk-Japansk Selskab.