tirsdag den 21. april 2026

Solrig dag i Ibusuki og omegn

Det er som vejret skifter fra sol den ene dag og til regn den næste. I dag var så en dag, hvor der var spået overskyet hele dagen, men hvor det faktisk blev ret solrigt. Det var også varmt. Varmt og fugtigt.

Vi ville gerne ud og se en lille (924 meter høj) vulkan ved navn Mount Kaimon. Den er overhovedet ikke aktiv mere, men har en perfekt form. Jeg døjede med at få den fotograferet ordentligt. Men her er et foto taget ud gennem togvinduet.

Vulkanen er berømmet fordi den i sin form er næsten lige så perfekt som Mount Fuji. Men altså kun en tredjedel så høj.

Den jernbanelinje vi benyttede for at komme til Ibusuki løber videre og passerer Mount Kaimon, så vi tog et af de ret få tog, der kører fra Ibusuki til Kaimon. Det er i bogstaveligste forstand den mest rystende togtur vi nogensinde har været på. 

Toget var såmænd ok, men skinnerne! 

Kaimon “stationen” var et meget lille og beskedent trinbrædt. Vi ER i udkants Japan og endda lidt uden for sæsonen. Vi var ikke mange, der stod af der. Udover os kun ét andet par.

Hvis vi havde været tyve år yngre ville vi nok have forsøgt at bestige Mount Kaimon. Der går en sti hele vejen til toppen, men man stiger 800 meter på ca. 3-4 kilometer. Turen er anslået til 3,5 timer op for “seniorer” og 3 timer ned. Nok lige i overkanten for 81 årige.

Vi gik fra “stationen” op til noget, der kaldtes “trail head 2”, hvor denne sti begyndte:

Vi mødte en ung fyr, der havde været på toppen. Han sagde det var en ok tur, men vi skulle ikke nyde noget (desværre).

Her er nogle fotos af bjerget lidt tættere på. Det var ret smukt.

Undervejs op til trail head 2 så vi nogle kolibrier - troede vi først - det var nu nogle store sorte sommerfugle, vi senere fandt ud af hedder “nagano”. De fløj sindssygt hurtigt rundt, så de var stort set umulige for mig at fotografere, men der var én, der lå på vejen og spillede død og som fløj videre, da jeg havde fotograferet den.

Måske kan man ane en anden her.


Det var i øvrigt et meget frugtbart landskab med masser af grøntsagsmarker, vi passerede på vej til Kaimon. Enormt velordnet og ordentligt. 

Efter vi kom tilbage til hotellet har vi nydt udsigten over havet, badet og spist endnu en fantastisk japansk kaiseki middag på hotellet.

1 kommentar:

Jytte sagde ...

Endnu et smukt bjerg
Med en vulkan indeni
Gudskelov i ro