Dag 27 : En lang sjov og hård dag til tempel 44 og 45

Denne dag har nok været én af de længste vandredage vi har haft, men det har også været én af de bedste og smukkeste.

Dagen begyndte med en meget speciel oplevelse, som desværre er helt uden fotografier. Vi skulle med bus fra Matsuyama busstation - som på Shikoku naturligvis ligger lige ved siden af jernbanestationen - til en by, der hedder Kuma-kogen. Der ligger tempel 44 Daihoji. Turen tager omkring fem kvarter.

Ud over Hanne og mig var der et par gymnasie-elever (hvilket man jo kan se på deres skoleuniformer), da vi startede fra stationen kl. 6:50. Efterhånden kom det flere og flere elever på bussen og det var en forunderlig oplevelse at se, hvad der skete, når der kom en ny elev ind i bussen. Der skete INGENTING! De sagde ikke noget til nogen overhovedet, de så ikke på nogen, de satte sig bare. Der var fuldstændig stille i bussen (bortset fra motorlarmen naturligvis). Ingen snakkede sammen eller lod til at kende hinanden, hvilket de vel gjorde, når de gik på samme skole. Efterhånden faldt de fleste i søvn, hvad de roligt kunne gøre, da de skulle til endestationen. Hvis de ikke faldt i søvn kikkede de på deres telefon og de fleste havde musik i ørerne.

Til sidst var bussen propfuld og det var helt surealistisk - når man kommer fra Danmark - at opleve en busfuld gymnasie-elever, der ikke sagde ét ord, ikke tyggede tyggegummi, ikke drak cola, ikke spiste et eller andet, ikke læste en bog, men bare så på deres telefon, hvis de altså ikke sov.

Da vi tog bussen tilbage til Matsuyama station kl. 17:11 fra Kuma-kogen var den proppet med de samme gymnasieelever som om morgenen, og det skete nøjagtig det samme som før. Ingen snak, men søvn.

Det må være virkelig hårdt at være japansk gymnasie-elev. I hvert fald dem vi kørte i bus med havde en skoledag fra kl. 8 til 17 og så to gange femkvarters transport. Altså 12 timer til transprt og skole. Ikke underligt, de så trætte ud.

Vi stod af i Kuma-kogen ved et stoppested, der hed noget så langt som “Kumashugakkomae” og gik de knapt 2 kilometer til tempel 44 Daihoji. 

Hvis min mor havde levet og set det, havde hun nok kaldt det for “pauvert”. Det var meget ydmygt. Men alligevel altid med pudsige detaljer.

Fra tempel 44, der ligger i 567 meters højde gik vi så en fantastisk flot tur op og op og op til over 700 meters højde, for så at gå ned igen til 560 meter, for så endelig at gå op i næsten 800 meters højde om guidebogen ellers står til troende. Turen fra tempel 44 til tempel 45 er på 9,3 km også i følge guidebogen.

Det var en anstrengende tur og vi skulle oven i købet tilbage igen fra tempel 45 Iwayaji til tempel 44 for at komme med bussen tilbage til Matsuyama. Men det var en flot tur. Vi var jo højt oppe, det var lidt køligt og let overskyet.

Så efterårsfarverne er ved at komme.

Vi håber, vi senere ser endnu mere af disse efterårsfarver.

Tempel 45 var meget specielt. For det første lå det nærmest “ondsindet”, idet det lå afsindigt højt oppe med masser af trapper man skulle kæmpe sig op ad. Det var dog en flot adgangsvej til templet med masser af enormt store træer og flag i lange baner.

Oppe i tempelkomplekset var der en helt speciel og anderledes seværdighed, nemlig en lang stige, der fører op til en lille “grotte”, hvor der står en figur.

Jeg skulle naturligvis op og se grotten. Det var for mig at se ikke så interessant.

Dagen blev lang, vi var først tilbage i Matsuyama kl. 18:30, så vi har været i gang i 12 timer, hvor vi har gået knap 25 kilometer og været op og ned adskillige gange.

Det var dejligt at få besøgt tempel 44 og 45. Ikke mindst tempel 45 var en hård logistisk nød at knække på grund af overnatnings vanskelighederne.

Dag 26 : Flot dag med tyfonspor, tempel 43 og en stor beslutning

Vi var de eneste gæster hos den venlige mand med dårlige øjne (gråstær måske) og dårligt gående og det undrede os noget at vi var alene, når der nu var så utroligt mange andre overnatningsteder, der var optaget.Måske har vi truffet nogle forkerte valg?

Når jeg prøver at læse vores franske bekendtes blog så synes alt bare at køre lydefrit derudaf, hvis jeg ellers forstår dem ret. Jeg synes ikke deres fransk er nemt at forstå. De har dog en kolossal fordel fremfor os, idet deres søn er gift med en japaner, bor i Tokyo, har to børn, hvilket har betydet, at Dany har gået til japansk i 16 år. Hun kan klare at bestille værelse på japansk, hvilket vi jo så absolut ikke kan. Jeg kan knap nok bestille en øl på japansk, selvom det hedder “biru”.

Nå, vi vinkede farvel til vores vært.

Og gik så mod tempel 43 Meisekiji. Vi havde ved tempel 40 fået denne seddel udleveret af den jourførende munk.

Vi vidste naturligvis ikke rigtig, hvad dette betød for vores vandring, men tænkte jo bare at det gik nok. Ved tempel 42 fik vi så denne seddel af munken.

Den var sådan set ikke lettere at tyde, men det var åbenbart vigtigt at vi tog vejen over passet og ikke pilgrimsstien. Og vi forstod, at pilgrimsvejen var ødelagt.

Da vi nåede et lille stykke op ad vej 31 mødtes vi af dette:

Det var altså ikke muligt for biler at køre over passet ad vej 31. Lidt senere forstod vi hvorfor.

Det må simpelt hen være enten den hårde tyfon fra begyndelsen af september eller den lidt mildere fra begyndelsen af oktober i år, der havde lavet en sådan ravage, at vejen måtte lukkes. Det virker nok ikke særlig foruroligende, når man man ser mine fotos, men det var virkelig voldsomt. Ikke mindst i betragtning af, at der jo var ryddet op nu. Man manglede bare lige at få repareret skaderne.

Der hvor pilgrimsstien gik over i landevejen så der sådan ud.

Lidt svært selv for en virkelig sej henro. I øvrigt var passet vi gik over 420 m.o.h. Pilgrimsstien gik over passet 495 m.o.h. Vi gik gennem den - viste det sig - tunnel, det ikke havde tændt for belysningen og slap så for yderligere 75 meter op og ned.

Tempel 43 Meisekiji var også et af de mere ydmyge templer, men virkede rart, hvis man kan sige sådan om et tempel.

På vej over et lille pas ned mod den by - eller station - tempel 43 ligger ved, Unomachi, traf vi en stor beslutning på grund af alle trængslerne med at finde overnatning ved tempel 44. Vi besluttede at tage toget fra Unomachi helt ind til Matsuyama, hvor vi så har booket et hotel i tre dage eller rettere nætter. 

Planen er så, at vi tager en tidlig bus op næsten til tempel 44. Fra tempel 44 går vi så til tempel 45 og tilbage igen til tempel 44 og tager bussen til bage til hotellet i Matsuyama. Og i overmorgen besøger vi så - forhåbentlig - templerne 46 til 51. De ligger ret tæt.

Beslutningen har givet os en vældig ro med hensyn til boligsituationen og Hanne er meget tilfreds med hygiejnen på hotel Mystays i Matsuyama ;-)

Fin origami fra tempel 43.

Dag 25 : Endnu en flot solskinsdag med besøg på templerne 40, 41 og 42

For første gang følte vi at efteråret nærmer sig, selvom solen har skinner både igår og idag. Der hvor vi sov, var der nemlig koldt i nat. Rigtig koldt syntes vi begge. Ifølge vejrudsigten er nattetemperaturen onkring 14 grader, hvilket jo ikke er urimelig lavt, men måske var det huset, der lå uheldigt eller hvad ved jeg, men kolde fødder fik vi hos den søde og noget emsige lille dame vi boede hos.

Hun overvågede nøje vores indtagelse af den mad hun serverede for os, men lærte os også at spise nudler på rigtig japansk. Det vil sige at tage én nudel op med pindene til munden og så suuuuge den i sig med et svup.

Vi var afsted fra det kolde hus kl. 7 og gik ret hurtigt gennem et dejligt skovområde og ned til byen hvor tempel 40 Kanjizaiji ligger. Vejen gik også langs en flod med mange hejrer og som sædvanligt kredsede de store rovfugle over os. Vi har endnu ikke fundet ud af om det er ørne eller høge. Men store er de. Og fantastisk flotte når de svæver hen over landskabet.

Vi havde planlagt en meget effektiv dag, så efter et hurtigt besøg på templet tog vi en bus, der kørte os nordpå til en by, der hedder Uwajima.

Busturen tog lidt over en times tid og kortede vores vandring mellem tempel 40 og 41 med godt 35 km eller der omkring. Fra Uwajima vandrede vi så til tempel 41 Ryokuji, der lå flot med udsigt over en stor fuldstændig flad dal med masser af rismarker og masser af grøntsagsdyrkning. Men også med mange huse.

Vejene i området var virkelig fine med blomster i lange baner.

Efter tempel 41 gik turen gennem en lille skov til tempel 42 Butsumokuji.

Dette er bare et af de ofte mange små “sidetempler”, der er på tempelområderne. Der er også en del finurligheder, som dette.

Dagen er sluttet på et minshuku, der ikke helt lever op til den standard, som vi har været vant til med hensyn til rengøring, hvilket ikke falder i god jord hos Hanne. Stedet drives tilsyneladende af en enlig - meget venlig - mand, der både går og ser dårligt. Hans middagsmad var dog helt i orden.

Det ser ud til, at den største udfordring ved at gå Shikoku88 ikke er vandringen eller bjergene, men det at finde et sted at overnatte. Igen til aften var det først det tredje sted, som ikke var optaget. Så jeg har brugt hele aftenen på at finde ud af hvordan vi kommer videre til tempel 44 og ikke mindst tempel 45, der ligger lidt fjollet. Nå, men mere om det i morgen.

Dag 24 : Endnu en kort - men meget smuk - vandretur gennem skov og land

På grund af vanskelighederne med at finde overnatning havde vi desværre valgt at gøre turen kortere fremfor længere, men til gengæld blev vi jo ikke så trætte idag. Det bliver vi så nok i morgen.

Vi er endt på et meget sødt sted, nok det nærmeste man som udlænding kan komme et japansk hjem på landet. Vi har et kæmpe værelse med futonmadrasser på gulvet og det lille bord med puderne ved siden af til at sidde på.

Vi har været i et skønt japansk-varmt bad og er nu ved at skrive blog og dagbog. Fruen vi bor hos er ved at vaske vores tøj og ved at forberede aftensmaden. Desuden vander hun lige sin køkkenhave bagved huset.

Det her været en rigtig fin vandredag gennem en skov med en stigning op til 300 meter og de 200 meter ned igen. Turen har været usædvanlig smuk med vekslende skovbevoksning, områder med rismarker, frugtplantager, grøntsagsmarker og små - om ikke landsbyer - så søde klynger af huse. 

På vejen op blev vi mødt af et utal af små skilte med børnetegninger med opmuntrende udsagn på engelsk eller japansk.

Vi så også en hel plantage med træer, hvor frugterne var pakket ind i plastik eller papirsposer. Hvorfor ved vi desværre ikke, men spøjst så det ud.

I skoven var skiltningen nogen gange noget overvældende, for nu ikke at sige forvirrende.

Dagens mest utrolige oplevelse fik vi, da vi - på grund af den korte etape - sad ved et Lawson (en butikskæde - stor-kiosk-agtig) og prøvede at få tiden til at gå inden vi kunne komme til vores logi. Vi sad på en betonklods, ret lavt, da en yngre mand, vi lige havde set stige ud af en bil med kone og barn, kom ud af butikken med en pose med to flasker kold te og noget brød og gav os det. Vi kunne jo ikke sige nej, tak, for det gør man bare ikke som henro, men vi følte os lidt tiggeragtige, som vi sad dér. Heldigvis, så kunne vi vinke glade til dem, da de kørte fra stedet, men unægteligt lidt mærkeligt at få en pose med mad og drikke. 

En af vore kloge læsere har i øvrigt fortalt os, at den grumme haj fra forleden er en hvalhaj! Og den er slet ikke så grum som den ser ud. Den lever af plankton. Det er derfor den er nødt til at have sådan en stor mund. I kan læse mere om ved at google den ;-)

Jeg kommer lige i tanke om, at vi jo stort set ikke ser brød her på Shikoku, men i morges havde vi valgt en omgang morgenmad med kaffe og brød - stort!

Her fik vi også gafler til morgenmaden, men vi er faktisk blevet helt gode til at spise selv spejlæg med pinde.

Dag 23 : Bus og tog til tempel 39 og vandring til hotel

En lidt stille dag, der begyndte med busturen tilbage til Nakamura og derefter med tog næsten til tempel 39 Enkoji. Det var et af de mere undseelige templer, men med en meget sød og venlig dame på kontoret, hvor man får stempler og skrifttegn for 300 yen.

Som jeg skrev igår, så var det absolut ikke for at undgå et vandre, at vi har taget bus og tog, men for at få nattely og stadig være på ruten. I øvrigt fungerer det offentlige transportsystem vi oplever her på Shikoku - i hvert fald for os - helt upåklageligt. Bus terminalen har hver gang ligget klos op ad jernbanestationen og bus og tog kører bare præcist til tiden.

Af en eller anden grund har vi ikke fået taget særlig mange fotos idag, selvom det var en helt utrolig flot solskinsdag. Hanne har dog taget dette af mig, da vi står og beundrer de flotte blomster.

Ind i mellem støder man på pudsige steder og mennesker. På vejen da vi gik fra templet mod vores hotel i byen Sukumo så vi dette lille sted, der hed “Funny House”, hvor der blev serveret kaffe og te med kager til.

Indenfor så der sådan ud, mens der blev spillet gamle amerikanske evergreens.

Damen, der havde stedet, lignede lidt Faye Dunaway ;-) og hun serverede en god kop kaffe og en tilsvarende kop te med en fin kage til for 1200 yen. Altså knap 72 kr.

Mærkeligt nok kom vi senere forbi - ikke bare en bager - men “Boulangerie Sukumo”, hvor vi selvfølgelig også købte både brød og croissanter.

Jeg har forresten glemt at skrive, at igen idag fik vi en “osettai”. Mens vi ventede på toget i Nakamura kom en sød dame hen til os og forærede os to stykker mandelkager eller -stænger. Hun snakkede løs og rørte ved Hannes hår og hendes hvide henro-antræk. Det er desværre virkelig svært at kommunikere uden et fælles sprog.

Det var i øvrigt heldigt vi kom forbi et tempel idag, for Hanne synes ikke det har været en rigtig dag,  hvis der ikke har været et tempelbesøg på turen.

Dag 22 : Backtracking til vores dejlige minshuku med det fantastiske bad

Dagens etape var den omvendte af gårsdagens, men den blev mere behagelig på grund af mange skyer, men heldigvis ikke noget regn.

Det blev også en fin vandretur, fordi vi ikke klumrede i det idag. Vi mødte desuden igen søde og hjælpsomme mennesker på vor vej. Ikke mindst den 80-årlige Kazuyoshi fra Hiroshima var en fornøjelse at møde. (Han havde kun boet i Hiroshima i 10 år, så han havde ikke skrækkelige fortællinger derfra). Han talte gebrokkent engelsk, men vi kunne forstå hinanden.

Han havde i øvrigt gået Shikoku88 otte gange!

På et tidspunkt gav jeg ham mit visitkort. Jeg har på nettet lært, at et visitkort i Japan er noget meget betydningsfuldt. Ikke noget man bare folder sammen og stikker i lommen. Man tager - som med pengesedler eller tempel-stempel-bogen - imod med begge hænder og ser alvorsfuldt på visitkortet. Det gjorde vores nye ven også, og så pludselig fik han åbenbart en idé. Han spurgte om vi ville se hajer?

Så førte han os nogle hundrede meter hen til nogle store bygninger og snakkede med en ung mand (stadig med mit visitkort i hånden) og forklarede tilsyneladende at vi kom fra Danmark og meget gerne ville se hajer. Og selvom der kun var åbent om søndagen kom vi til at se rigtig store hajer.

Her er en af dem. Føj hvor var de store og hvor havde de en stor mund!

Det var så et marin biologisk forskningscenter fra Osaka vi havde fået lov at besøge takket være den søde gamle mand.

Selvom der ikke var så meget sol idag, så er og var det en flot kyst.

Vi har spist umådeligt meget fisk på turen og det kræver noget at fange dem. Blandt andet hele fiskenet.

På dette kæmpelange net sad mindst 12 mand og lappede huller i nettet. Hårdt arbejde! Men heldigvis er man som japaner vant til at sidde ned på gulvet, man sover også på gulvet, og spiser næsten på gulvet. Nogen gange er vi elendige vesterlændinge næsten hårdere ramt af en aften og nat på gulvet end af en hel dags vandring.

På denne tur tilbage fra tempel 38 på vej mod tempel 39 (som ligger 55 km fra hinanden) besøgte vi igen den flotte Ohkinohama Beach, som Bertelsen forevigede i sin Shikoku 88 fiktion. Der var på en måde smukkere i dag end i går.

Men Bertelsens overnatningshytte var omringet af skolebørn og ikke af surfere.

Alt i alt endnu en fin dag på Shikoku 88.

Aftenen blev dog spoleret noget, da vores søde værtspar havde ringet til 4 (fire) forskellige overnatningssteder for at reservere et værelse for os i morgen aften og måtte konstatere, at de alle var optaget. Måske har det noget at gøre med at det er en lørdag aften.

Så vi har måttet lave helt om på vores planer om at vandre herfra til tempel 39 og må i stedet tage en bus TILBAGE til Nakamura, for så derfra at tage et tog vestpå mod tempel 39 og så gå eller køre med tog til en by, Sukumo, hvor vi har booket et værelse på et hotel. Nemt skal det ikke være.

Dag 21 : Til turens sydligste tempel 38 på en fin og hård dag

Morgenen begyndte med en smuk solopgang præcis, hvor fuldmånen havde stået godt 12 timer før.

En ret flot udsigt fra et minshuku værelse ved Stillehavet.

Dagens etape var på papiret ca. 22 km, men vi kom til at fjumre lidt i det et par gange, så vi nåede 26,5 km på en solrig og varm dag. Der var et par steder nogle “genveje” på ruten, som vi imidlertid ikke fandt særlig indbydende efter at have kikket lidt på dem. Det var stejle meget svære stier ned og op i stedet for at følge vejen, der jo så til gengæld var noget længere. Dagen blev også lidt hård, fordi vi havde svært ved at finde steder, hvor vi kunne tage et hvil. Efter at have set adskillige slanger sætter vi os ikke bare i græsset, men venter til vi finder en bænk.

Nå, men på vejen passerede vi også den strand Bertelsen gik på i introen til hans Shikoku serie i DR. 

Da Bertelsen gik der havde der ikke været to tyfoner, der havde kastet en masse affald langt op på den ellers smukke strand. Det betød dog ikke noget for de tidlige morgensurfere.

Da vi endelig nåede frem til tempel 38 Kongofukuji fik vi en glædelig overraskelse, for det var et ganske smukt og dejligt tempel.

Tempel 38 ligger på det sydligste kap på Shikoku, så fra i morgen går det nordpå. Vi nåede også at lege turister, idet vi gik de 100 meter ned til Kap Ashizuri’s fyrtårn. Vi har dog set mere mindeværdige fyrtårne. 

Mindeværdigt var til gengæld dagens middag, som er indbefattet i hvad vi kalder halvpension, men som her hedder med to måltider: morgenmad og middagsmad.

Meget sashimi, men sindssygt lækkert. Senere kom det ris og misosuppe til, samt en god japansk øl fra Kirin.

Dag 20 : Ingen templer idag, men smukt vandrevejr i smukke landskaber

Det var dejligt at vågne op til en solskinsdag og en ny vandredag. Vi har gået 23 km gennem smukke landskaber og nydt det!

Først lidt kedeligt ud af byen Nakamura og så langs den store Shimano River.

Derefter igennem nogle smukke dale med de fuldstændig grønklædte bjerge på alle sider. Vi har aldrig set så meget grønt som her på Shikoku. Alle bjergene, vi indtil nu har set, har været totalt dækket med skov. Vi har ikke set et eneste sted, hvor man kunne se klipperne nedenunder. Alt er bare grønt, grønt og grønt. Vi håber lidt på, at skovene ændrer farve efterhånden som efteråret indfinder sig, men den unge belæste fyr vi mødte for snart længe siden, mente vi var for langt sydpå til et farveskift.

Og så har vi igen mødt fantastisk søde mennesker. Vi fandt på vejen et lille sted, som serverede kaffe.

Vi bestilte og fik kaffe og te hos det gamle par, det havde stedet, men så kom de med et par appelsiner og en kop grøn te, og da vi ville betale, så måtte vi ikke!

Hanne er lidt frækkere end mig, så hun fik den gamle mand med ud til foto.

Det var et kært gammelt par og det sted de havde, var virkelig rart og formentlig så originalt som det kunne være. Man følte sig godt tilpas dér. 

Senere på dagen mødte vi én, vi ikke følte os så tilpas ved.

Den var mindst en meter lang og tommetyk.

Vi mødte også matchende farver på blomstrende træer.

Sidst på vandreturen nåede vi igen ud til Stillehavet, som i dagens sollys havde fået lidt mere farve end vi havde set tidligere på Shikoku- turen. Og smukt var det.

Det er altid umådeligt spændende når vi kommer frem til vores overnatningssted, hvad det er vi møder og hvem vi møder. Idag var det igen et helt vidunderligt sted: en minshuku Isaribi. Det ligger med udsigt ud over Stillehavet og her er udsigten fra vores værelse.

Det bedste var dog badet - ofuro’en - som Hanne og jeg for første gang på Shikoku kunne nyde sammen.

Her er badet også med udsigt over havet. Jeg skal undlade at vise stødende billeder af de to badende. 

Dagens højdepunkt kom dog lige efter vores aftensmad (som blev serveret kl. 17), da vores vært kom - nærmest løbende - op og bankede på døren og for hen og trak nogle japanske matterede ruder til side og viste os fuldmånen lige ud for os. 

Endnu en fin dag med superfine oplevelser og en enkelt træls tur gennem en 1610 meter lang tunnel. Tunnelturen er dog hurtigt glemt i glæden over ikke at skulle klatre over et højt bjerg.