Dag 31 : Tempel 60 var en hård nyser, men vi fik 61 og 62 med i købet

Heldigvis har vejret artet sig super flot idag. Sol med nogle skyer, men ikke antydning af regn. Og det er ret vigtigt, når man skal 740 højdemeter op og tilsvarende ned.

Vi var oppe så vi kunne spise morgenmad på hotellet kl. 7:00. Hanne havde valgt en “vestlig” og jeg en japansk morgenmad og begge dele var helt ok, selvom jeg stadig lige skal vænne mig til at starte dagen med fisk. Misosuppen og den grønne te, samt risen holder jeg efterhånden af.

Så tog vi igen et tog til et lille sted Iyu-Komatsu, hvor vi havde et logi om aftenen og hvorfra vi kunne nå op til tempel 60 Yokomineji og ned igen på samme dag. Templet ligger i 749,7 meters højde og vandreturen skulle være på knap 10 km hver vej.

På grund af vores evindelige problemer med at finde logi, der hvor vi gerne vil have det, har vi “angrebet” bjerget med tempel 60 fra den side, der egentlig er nedgangsruten fra tempel 60 til tempel 61. Vi stødte på tempel 61 Koonji, da vi kom fra toget og vi fik så den gode idé at spørge om vi kunne stille noget af vores bagage på kontoret dér. Det kunne vi naturligvis og vi havde faktisk pakket, så vi bare kunne tage to store poser op. Så vi havde lette rygsække med, ligesom da vi gik mod tempel 44 og 45.

Vi var først afsted mod bjerget et kvart over 9 og turen var hård. Meget længere og hårdere end vi havde forestillet os. Vi har jo været på kategori 700-meter-bjerge før (12’eren og dens “forbjerg”), men måske på grund af længden af turen føltes den virkelig hård. Og det på trods af at der jo ikke længere er så smeltende varmt som i begyndelsen af oktober og at vi er i noget bedre form nu.

Nå, men det var i øvrigt en virkelig flot tur.

For første gang fik vi ikke vores tempel-stempel i nummerrækkefølge, idet vi fik besøgt 61 før 60. Tempel 61 var meget mærkeligt. Det er et beton-tempel.

Hvorfor dette hovedtempel er bygget i beton og ikke i træ, som alle de øvrige vi har besøgt, fortæller den gode guidebog ikke noget om.

Der var desuden det besynderlige ved tempel 61, at de ved en seddel (på engelsk) fortalte, at tempel 62 Hojuji ikke længere var en del af Shikoku88-samarbejdet. Man opfordredes derfor til at gå til en lille (midlertidig) nærmest barak på den nærliggende parkeringsplads og få sit stempel og sin kalligrafi dér. Det gjorde vi så også, men var og er lidt mystificerede. Men det er åbenbart ikke bare inden for kristendommen, man kan blive uenige.

Tempel 60 må siges at ligge ret utilgængeligt, men også dertil er der en vej så også ikke gående henroer kan besøge stedet. Og der var en hel busfuld, da vi kom asende og svedende op.

Det var ellers et nydeligt tempel.

Vi var først oppe ved templet lidt før kl. 13, så da vi begav os nedad igen var vi lidt pressede, fordi vi skulle nå ned inden kl. 17, hvor tempel 60 (og alle de andre templer) lukker for at hente vores opbevarede sager. Vi var dog nede kl. 16 lige så svedige og ildelugtende som da vi gik op ad.

Vi bor nu på et beskeden værelse på et ryokan, som overraskede os med at have i alt 19 personer til middag kl. 18.  De 15 var japanere, hvoraf vi havde mødt en del på vej op eller ned ad bjerget. En japansk pige, der sad ved vores bord med sin amerikanske mand, hjalp os med en værelsesbestilling. Vi sad i øvrigt på stole, men i vores smukke yukata’er med en varm jakke over, som jeg ikke ved hvad hedder.