torsdag den 8. november 2018

Dag 35 : En let vandredag til tempel 67, 68, 69 og 70

Jeg fik ikke fortalt i går, at vi så et vildsvin, da vi kom ned mod det sted vi skulle overnatte. Jeg nåede selvfølgelig ikke at fotografere det. Det var lynhurtigt væk, men dukkede så op en gang til. Det var vist et ungt vildsvin, der var lidt nysgerrig.

Og idag så vi minsandten 8 skildpadder i en flod vi passerede.


Skildpadderne er taget med mit Fuji X-T20 og et 27 mm objektiv, så jeg har croppet det, så man kan se skildpadderne.

Vores minshuku Aozora var noget af det bedste vi har besøgt. Utroligt sødt værtspar, der serverede den nok bedste mad vi har fået hidtil her på Shikoku. Og så talte de begge en del engelsk! Dejligt værelse med bedre madrasser på tatamimåttegulvet end vi har været vant til. Et meget anbefalelsesværdigt sted, skulle vejen falde forbi. 




Ruten gik idag fra det dejlige skov og bjergområde ned gennem et ikke særlig kønt område med blandet landbrug, industri og boliger. Det var lidt som at gå langs Københavnsvej i Roskilde bare ti gange værre. 

Når man så kommer til templerne, så sænker freden og stilheden sig over både området og en selv. Det på trods af en busfuld henroer, der messer sutraer og rasler med klokkerne på vandrestavene. Men det er meget charmerende.

De fire templer vi besøgte i dag var tempel 67 Daikoji, tempel 68 Jinnein, tempel 69 Kannonji og tempel 70 Motoyamaji. Det var lidt mærkeligt, men templerne 68 og 69 lå filtret ind i hinanden og vi fik stempler og kalligrafi for begge templer hos samme munk.





Vores logi i nat ligger lige overfor dette sidste tempel 70, så vi har kunnet nyde sutraerne fra værelset indtil templet lukkede her kl. 17.

2 kommentarer:

schaila sagde ...

Dubais skyskraber
Ved siden af Unpenji
Er den så lille

(Kærlig hilsen K. og W.)

lisbo sagde ...

Farver, efterår,
Både her og i Japan
Dis, dryppende vand.

Knus fra lisbo,
Der er hjemme igen fra Hamburg