Dag 42 : Efter en flot dag med en skrækkelig klatring nåede vi tempel 88

Så blev tempel 88 Okuboji nået. Det sidste af de 88 templer! En stor dag, men også en hård dag.

Flot solskinsvejr hele dagen, men også køligt især i skyggen. Vi var igen tidligt oppe og afsted kl. 7 efter en nat på turen hårdeste futons. Det var næsten som at ligge på et betongulv med et lagen over, men vi fik da begge sovet nogenlunde.

Turen op til tempel 88 var kun på 11 km, men på ruten var der - i følge guidebogen - et stykke “henro korogashi”, altså et stykke sti, “hvor pilgrimme falder ned”. Eller med andre ord et stykke af stien, der var vanskeligt. Det har vi været uden for adskillige gange tidligere og har klaret det uden større problemer.

Vi skulle op til 776 meters højde for så at gå ned igen til 450 meter, hvor tempel 88 ligger. En ret kort tur, men med en kraftig stigning må man sige.

Efter en times vandring langs en lidt kedelig svagt stigende landevej kom vi til et lille - nærmest - museum for Shikoku88 vandringerne og henroerne. Her fik vi lidt te og et certifikat for at vi havde gennemført Shikoku88, hvilket jo var lidt mærkeligt, da vi stadig manglede tempel 88.

Efter dette besøg kom vi ud på en meget smuk skovsti, der gik langs en lille flod. Meget dejligt og idyllisk. Efterhånden blev stigningen mere voldsomme efter at have passeret et bjergkam i godt 450 meters højde regnede jeg med, at vi havde passeret “henro korogashi” stedet. Lige efter så vi en flok aber. Måske 8-9 stykker, der svingede sig i trætoppene, som aber jo gør. 

Jeg skyndte mig naturligvis at fotografere dem, men der skal vist meget god vilje til for at se flokken, der skjuler sig i træerne.

Vi holdt en lille pause på et plateau med en fantastisk udsigt.

Efter at være gået lidt nedad igen gennem den smukke skov, begyndte det at stige for alvor. Og nu kom “henro korogashi” stedet. Det var fuldstændig vanvittigt. Det gik voldsomt opad. Vi måtte bruge hænderne for at kunne komme op. Det var ikke vandring, måske heller ikke klatring, men noget midt i mellem, som englænderne kalder “scrambling”. Det var ganske forfærdeligt. Ikke bare for Hanne, men også for mig. Jeg kravlede forrest med mine egne stave plus en af Hannes, så hun kunne bruge den ene hånd til at gribe fat om sten eller rødder eller hvad der nu kunne give bare et lille holdepunkt. 

Det var helt utroligt, at Hanne klarede den opstigning. Hun tog det virkelig flot, selvom hun har været skrækslagen. En stor dag for hende.

Da vi først var kommet så højt op, at det virkelig syntes farligt og idiotisk, kunne vi simpelthen ikke vende om. Det havde været endnu farligere!

Det er den mærkeligste sti, jeg kan mindes. Normalt går en vandresti i et bjergområde igennem et pas, men her var vandreruten lagt op over en top! Det virkede meget besynderligt. Men vi klarede toppen og vi klarede også den lange nedstigning til tempel 88 i de 450 meters højde.

Vi fik vores stempler og kalligrafi på tempel 88 og er rigtig glade, men det var ligesom også lidt af et antiklimaks. Der var jo ikke noget hornorkester, der spillede en fanfare for os, fordi vi nu havde nået det sidste af de 88 templer.

Der var masser af mennesker på og ved templet, hvilket - viste det sig - skyldtes en meget berømt udon restaurant, der ligger klos op ad templet. Så der var en leben og et liv. Men ingen, der kerede sig om os. Hvilket i og for sig er ret naturligt, men efter vores oprivende vandring til templet føltes det alligevel lidt fladt.

Nå, efter tempelbesøget måtte vi videre for at nå frem til vores natlogi, Shirotori Onsen, der lå 9 kilometer fra templet. Her er vi nu og har badet og spist middag og drukket et par øl.

I morgen går vi 11-12 km ned til en togstation, hvor vi agter at tage toget til tempel 1 for at slutte cirklen. Derefter tager vi toget videre til Tokushima, hvor vi har booket et hotel i to nætter. 

Mere om vores videre planer i morgen.