tirsdag den 8. oktober 2019

Kumano Kodo, Kohechi-rute, etape 4

Etape 4 blev ganske anderledes end planlagt. I stedet for at vandre op over bjergene tog vi en bus og er nu nået frem til Yunomine Onsen og bor på Minshuko Adomayaso.

Som det måske har kunnet læses i bloggen fra de sidste tre dage, har det ikke ligefrem været lysten, der har drevet Hanne op og ikke mindst ned af bjergene. Faktisk har nedstigningerne været ganske skrækkelige for hende. Hun er simpelthen hundeangst for at gå ned. Det medfører en meget akavet og kompliceret vandrestil, som hverken er særlig hurtig eller sikker.

Så derfor besluttede vi i går, at det var slut med bjergvandringer for os. Beslutningen blev så noget lettere af, at det øsregnede i morges. Desuden var dagens etape ifølge beskrivelsen i guidebogen den absolut hårdeste af de fire etaper, så det ville have været tåbeligt fra min side at insistere på at gå etapen. Endelig må man sige, at naturoplevelsen på de tre etaper har været meget ens. Træer, træer og træer på stejle bjergskråninger. Meget forskellige træer afhængig af øst- eller vestside og af højden over havet, men ikke meget forskellig fra den ene etape til den anden. Så vi var næppe blevet nye naturoplevelser rigere ved at have gået nye 800 meter op og 800 meter ned.

Vi er helt enige om, at det er en god beslutning, og fremover vil jeg udelukkende planlægge vandringer på Lolland eller i Holland ;-) 

Også uden vandring har det været en fin dag præget af svovlholdigt vand i lange varme baner.

Der gik en bus fra hotellet et kvart i to, men vi fordrev ventetiden og mens det regnede med at læse “Løg trækker tårer” af Dorrit Willumsen. Senere badede vi fødderne i et lille bassin bag hotellet.



Det tog bussen 49 minutter at køre den strækning, det ville have taget os hele dagen, alle vores kræfter og Hannes mod. Og det var en flot tur med udsigt til den smukkeste flod - Kumanogawa - jeg nogen sinde har set. Desværre kunne jeg ikke komme til at fotografere den ud af bussens vinduer. Senere kunne vi se, at de enorme smukke grønne og blå vandmængder skyldtes en stor dæmning.  Efter den lignede floden andre floder.

Yunomine Onsen ligger i en smal dal gennemstrømmet af en lille bæk med vand fra varme kilder. Der er ikke nær så smukt som jeg havde forventet, fordi næsten alle bygninger virker lidt forfaldne og ikke ordentligt vedligeholdte. Det sammen kan siges om den minshuku, vi skal bo i et par dage. Ikke noget at skrive hjem om, men venlige mennesker og god mad.

Midt i dalen og i bækken ligger et spøjst UNESCO World Heritage Onsen “Tsuboyu”, som skulle være over 1000 år gammel. Der har vi selvfølgelig også badet i dag.

Det er et lille uanseeligt skur midt i hovedgaden.


Men inden i er der varmt og fugtigt og en ret stærk lugt af svovl eller vel rettere svovlbrinte. Vandet var varmt, som i virkelig varmt og den halve time vi havde købt os til, orkede vi ikke at udnytte. Men sjovt og anderledes var det.


Efter det varme bad hjalp en kold Asahi øl endnu mere på det gode liv.



Lidt længere nede af gaden var der et lille Onsen, hvor man kan koge æg. 13 minutter i det 92 grader varme vand. De handlende i gaden sælger æg i net, der kan lægges i den 92 graders varme bæk, så man kan spise hårdkogte æg. Måske prøver vi det i morgen i stedet for frokost ;-)

I morgen skal vi over til Kumano Hongu Taisha. Den første af de tre shinto helligdomme vi skal besøge på ture.

mandag den 7. oktober 2019

Kumano Kodo, Kohechi-rute, etape 3

Vores værter i minshuku’en i nat var utroligt søde og venlige, men de gav os en forfærdelig nat.

En minshuku er nærmest bed&breakfast suppleret med middag og er vist oprindeligt bare et normalt hjem, der åbner for overnattende gæster. På Shikoku kunne vi ikke se forskel på minshuku’er og ryokan’er, men vi er meget sikre på at denne minshuku tilhører gruppen af oprindelige minshuku’er. Det elegante og smarte ved japanske huse/hjem er den åbner arkitektur. Alle væggene består af skydedøre (oftest lette trærammer med papir). Det vil sige man kan gøre rummene større eller mindre og mere eller mindre åbne. 

MEN det betyder også at der er enormt lyt i et sådant hus. Og mens den gamle kone i huset snorkede ved vores fodende, så manden TV på vores højre side og de australske damer i det andet rum lå på vores venstre side. Desuden kørte der alle mulige maskiner og selvom vi først skulle spise morgen mad kl. 7, var de igang i køkkenet kl. 4! Huset var desuden så lille, at man skulle igennem køkkenet for at komme på toilettet og i bad. Hanne sov lidt ind i mellem, men jeg lukkede ikke et øje. En virkelig hård nat.

Måske er det fordi jeg er meget meget glemsom, men når jeg sidder hjemme og planlægger vores rejse og vandringer, så har de højder jeg ser på kortene og skitserne over ruten en tendens til blive “bare nogle tal”. Det jeg rigtigt forholder mig til er længden af ruten. 

Så hammeren slår når planerne rammer virkeligheden. Det har været tre super hårde dage med alt for megen opstigning med tilhørende nedstigning, som jo absolut ikke er Hannes livret.

Stierne er stort set rigtig gode bortset fra de steder, hvor de på grund af jordskred eller lignende er rigtig dårlige. For eksempel meget meget smalle med et par hundrede meters fald på den ene side. Så ser Hanne skeptisk ud.



Og ved de rigtig slemme steder har vi jo for travlt med at passe på til at fotografere. Men her er et foto, der meget godt illustrerer hvordan stierne ser ud.


Nå men turen i dag gik fra 350 moh til 1066 moh og så ned igen til 250 moh. Både opstigninger og nedstigninger er anstrengende og tager tid og dagen i dag havde næsten intet “ligeud”, så vi nød ikke vandringen helt som vi plejer. Også fordi det gav sig til at småregne ud på eftermiddagen.

Turen i dag var på 19 km, hvoraf de 11 km var op og ned af bjerget og de 8 km på landevej frem til Hotel Subaru.

Vi var ret flade efter op- og nedturen i regnen, så da vi var nede på landevejen ringede jeg min første japanske indenrigssamtale via en mønttelefon og fik fat i hotellet for at bede dem sende en taxa. En noget gebrokken samtale medførte at vi 20 minutter senere blev samlet op af hotellets lille minibus. Pragtfuldt!

Og nu er vi på et skønt hotel, hvor Hanne som sædvanligt har tæmmet en japansk vaskemaskine og ditto tumbler og vi har været i et dejligt onsen. Hanne hos damerne og jeg hos mændene. Jeg tog udendørs-bassinet for regnen var holdt op og det er mildt for ikke at sige varmt.

Om lidt skal vi ned og spise en japansk middag i vores (eller rettere hotellets yukata’er).

søndag den 6. oktober 2019

Kumano Kodo, Kohechi-rute, etape 2

Endnu en mørbankende smuk og anstrengende tur på Kohechi- ruten.

Egentlig er vi vel ok, sådan rent formmæssigt, men det er jo altså svært at træne til de stigninger, vi er udsat for her, hjemme i gamle Danmark. I dag gik vi fra 836 moh op til 1236 moh, for så at gå ned igen til 375 moh. Eller med guidebogens ord opstigninger på 755m og nedstigninger på 1050m. Det er hårdt, især når nedstigningen er så frygtelig lang, som den var i dag.

Nå men bortset fra, at vi føler os noget kvæstede, så var det en fin tur og vi har det faktisk godt.

Det er nogle fantastiske bjerge. Fuldstændig skovklædte - ikke en meter uden træer. Og træerne er vildt høje. Det er nok mest japansk cedertræ, men der er også mange nåletræer og løvfældende træer, som vi desværre er alt for ukyndige til at kende. 

Stierne i går var - sammenlignet med i dag - brede og gode. I dag var der meget, meget lange stræk af virkelig smalle stier på siden af de meget stejle - synes vi - bjergsider, men heldigvis for det meste med træer på begge sider. Der var dog i dag nogle lidt skrappe steder, men vi kom forbi dem uden problemer, selvom Hanne mildest talt ikke er vild med sådanne steder.



Vi havde egentlig troet vejret ville have været som i går med sol og varme, men det var overskyet og der kom en anelse regn, så der var desværre ikke nogen særlig god udsigt fra de steder, der på kortet var angivet som udsigtspunkter. 

Vi så heldigvis stadig ingen bjørne, men en tudse blev det til. Det er også forbavsende så få fugle vi har set og hørt. Mærkelige træer så vi også.


På første etape mødte vi ingen andre vandrere overhovedet. I dag mødte vi 17. Heraf var de seks dog en ung japansk gruppe, der skulle bestige en top, der var små 100 m højere end vores “top”.

Dagen sluttede i turens eneste minshuku og formentlig det mest primitive af vores overnatningssteder på dette års Japan tur. Meget hyggelig og vældig søde og venlige mennesker. Intet internet, men værre intet telefoni-netværk, som vores lejede router kan koble sig på, så indlægget her kommer først ud i verden, når vi får telefoni eller internet igen.

lørdag den 5. oktober 2019

Kumano Kodo, Kohechi-rute, dag 1

Den første vandredag i Japan i år har været hård, men fin. Med ét ord er vi: mørbankede,

Dagen begyndte med en messe i vores overnatningstempel Kongo Sanmaiin kl. 6:30, så vi var oppe lidt i seks. Det var en fin messe, langt bedre end de to vi overværede sidste år i Hekojoin. Det skyldtes måske mest at vi ikke sad på gulvet, men på stole, for vi forstod jo ligesålidt i år. Seancen varede 40 minutter og afsluttedes med et alenlangt foredrag af en mild ældre præst, der lignede Dalai Lama. Vi forstod kun ordene: Kukai, Kobo Dashi, Koyasan, Kumano Kodo og UNESCO. Det var lidt tungt før morgenmaden.

Efter den japanske morgenmad kom vi afsted lidt over otte fra Koyasan på den første af de fire etaper af den såkaldte Kohechi-rute til Kumano Hongu Taisha, det første af de tre shinto helligdomme vi skal besøge.

Vi startede i 850 meter over havet, vandrede sindssygt forpustede op til 1007 moh, gik så ømbenede ned til ca. 750 moh,, hvor vi passerede en lille flod. Derpå vandrede vi påny  forpustede op til 1150 moh for så endelig at slutte dagen af med en nedtur til 735 moh. Vi var derfor noget mørbankede, da vi nåede vores hotel ved halv fire tiden.

Vi havde dejligt vejr og fin skiltning hele vejen:



Vi har vandret igennem smukke skovklædte bjerge hele dagen. For det meste på smalle bjergrygge omkranset af enormt høje snorlige træer. Det er dødsvært at fotografere skovene, så man får et retvisende billede af træerne, stierne, bjergene og hvad der ellers måtte være. Men her er et par.




Vi så en enkelt slange i solen på en af vejene, men ellers var der ikke noget synligt dyre- eller fugleliv. Det var måske også meget godt for på skilte blev der advaret om bjørne! Vi så heldigvis ikke nogen.


Vi nåede frem til et dejligt hotel  Nosegawa med en ligeså dejlig onsen (alså det japanske vidunderlige bad). Det har hjulpet på mørbanketheden, men hvor meget vil vise sig i morgen på næste etape.


fredag den 4. oktober 2019

Gensyn med Koyasan

Det er dejligt at opleve nye steder, men det er nu heller ikke tosset at vende tilbage til noget godt. Og som oven i købet blevet endnu bedre, fordi det er meget varmere end sidst vi var her.

Sådan har det været for os at vende tilbage til Koyasan, som vi besøgte i slutningen af november sidste år. Det er en helt anden temperatur, vi har mødt her. Sidst frøs vi faktisk og det regnede næsten hele tiden. I dag skinnede solen og det var virkelig behageligt. 

Vi har dog valgt et andet tempel at overnatte i end sidst. I 2018 boede vi på Henjokoin, i år har vi skiftet til Kongo Sanmaiin og det har indtil videre været et godt skifte: bedre værelse, nyt og lækkert og maden bedre og rigeligere.

Dagen har ellers mest været en rejsedag. Sådan set ganske nem og problemfri, men vi har alligevel brugt små fire timer med tre forskellige tog og en kabelbane på at rejse fra Nara til Koyasan. Det er absolut ikke på grund af at de japanske tog har være forsinket. Tværtimod kan man stille sit Rolex-ur efter Japan Rail og Nankai Rail. Begge selskabers tog er bare så præcise.

Her sidder en tilfreds ældre herre i ét af togene:


Vores værelse er nok det bedst beliggende værelse af dem, vi hidtil har boet på i Japan. Det ligger lige ud for en smuk have med karper i dammen og fuglefløjt foroven.


Vores første rigtige japanske måltid fik vi her til aften under de helt obligate forhold. I alt var vi 18 gæster i spisesalen.. Fin CO2 neutral mad. Ikke én stump kød eller fisk! Til gengæld masser af grøntsager fra land og hav.



Hanne sad kun sådan i de få sekunder, det tog at tage billedet med mobilen.

I morgen begynder vi på vores egentlige vandring, som jeg jo har læst og planlagt på i månedsvis, så det bliver skønt endelig at komme ud i den virkelige verden - om man så må sige - og få afprøvet planerne og benene.


torsdag den 3. oktober 2019

Udflugt til et shinto og et buddistisk tempel

Vi havde aftalt med vores søde unge venner Mayumi og Bob, at vi skulle mødes og spise frokost sammen med dem og Mayumis forældre, men aftalen blev så ændret til en udflugt til et buddistisk og et shinto tempel med frokost bagefter, men uden forældrene. Der var to forskellige - meget høflige - undskyldninger.

Vi mødtes kl. 10 i Guesthouse Naramachi, hvor vi fik overdraget vores medbragte gaver til Mayumi og Bob. De virkede glade for dem, men det var også to musselmalede krus fra den Kgl. og en lillebitte abe fra Kay Bojesen. Jeg kunne ikke rigtig aflæse det, men Hanne mener de var glade for gaverne. De fik i øvrigt også de to gave vi havde givet forældrene dagen før ;-) (Anton Berg chokolade og nødder med chokolade).

Vi tog afsted i Mayumis og Bobs nye bil:


Den ser lille ud, men den var fantastisk rummelig og dejlig at blive kørt rundt i. Og som det ses: passende smal til de japanske bygader.

Da vi i går kørte med bussen fra lufthavnen til Nara, så vi stort set kun beton, beton og asfalt, så det var virkelig dejligt at køre ud af Nara og op i de nærliggende bjerge. Masser af træer naturligvis, men også enormt smukke rismarker i terrasser. Terassemarkerne var nye for os. På Shikoku så vi kun helt flade marker i niveau.


Shinto templet lå blandt nogle enormt store og tykke cedertræer. Fotoet nedenfor giver kun et svagt billede af hvor storslået templet lå blandt de kæmpe høje træer.



Efter shinto kom så Muro-jo templet. Her skulle vi i modsætning til alle vores templer betale entré: 600 yen pr. næse. Det var igen et tempel,  som ikke optager frugtbar jord. Man skulle op af en hulens masse trapper, ligesom vi plejede ;-)



Det var ef fint tempel og dejligt at have Bob og Mayumi med, som kan en hel masse om buddhismen og kan fortælle rigtig meget om det vi ser. Templet her var i øvrigt et tempel for kvinder, idet Koyasan ikke tillod kvindelige besøgende før engang i det 20. århundrede, men det har man gjort her i de sidste godt 1000 år.

Turen sluttede af med lidt sen frokost og en flot regnbue.








onsdag den 2. oktober 2019

Gensyn med Nara

En lang, lang flyvetur fra først Købehavn til Helsinki og derfra videre til Kansai Airport med en stor Airbus.

Det var sådan set en fin tur, men vi var nu alligevel godt brugte, da vi efter yderligere halvanden times buskørsel nåede frem til Nara. Man sover lidt eller intet i flyet, ser en elendig film, får ikke børstet tænder eller taget linserne ud, så man bliver lidt skæv. Der var i øvrigt ingen forsinkelser eller lignende. Det kørte bare som på japanske skinner.

Så var det super dejligt at blive modtaget med et dejligt værelse med opredte futon’er af Mayumi’s forældre i gæstehuset Naramachi midt i Nara gamle by.

I lufthavnen var der masser af mennesker, men som altid fungerer tingene jo bare. Sådan oplever vi det i hvert fald.

Vi blev også ønsket velkommen:



Bortset fra at her er smeltende varmt og meget fugtigt, så ligner det vi hidtil har set af Japan sig selv: motorveje i første eller anden sals højde hele vejen fra lufthavnen til Osaka og tæt trafik med masser af store lastbiler og meget små og smalle personbiler. Og masser af turister og hjorte i parkerne i Nara. Det er bare dejligt at gense.

I øvrigt forsøgte vi i flyet at tage en “selfie”. Det dyrker vi ellers ikke.



Og man kan jo diskutere hvad godt, der kommer ud af et sådant forsøg ;-)

søndag den 29. september 2019

Så er vi ved at være klar til Japan

For en gangs skyld har vi pakket kufferter til vores efterårstur!

Vi har naturligvis også vores gode Osprey rygsække med, men de er i år ganske lette, fordi vi har næsten alt vores grej i to kufferter. Rejsen i år er jo både land og by, både bjergvandring og bytur, både pilgrimsvandring og turisttur. Og når vi skal vandre pakker vi om og lader kufferterne stå i Nara hos vores søde venner dér.

På en måde er vi ligeså spændte på, hvad der venter os i år, som vi var sidste år, selvom det er en helt, helt anden rejse i år. 

Vi synes, vi kender lidt til Japan, men dels blev vi vanvittigt forkælet, nærmest feteret, når vi gik rundt på Shikoku med rygsække og i vores pilgrimsjakker, dels var vi langt ude på landet med få og mest gamle mennesker. I år er vi bare helt ordinære turister i først Nara med 360.000 indbyggere (altså lidt mere end Aarhus), og efter vandringen i Kumano Kodo, så Kyoto med 1,4 mill. (som København) og derpå Tokyo med 10 mill. i selve byen og 38 mill. når man regner hele området med. Så det bliver noget af en anderledes Japan tur i år end sidste år.

Vi glæder os mindst lige så meget som sidste år og i år er ét af usikkerhedsfaktorerne væk, idet alle overnatninger er forudbestilt hjemmefra. Så nu kan aftenerne bruges til at læse op på, hvad vi vil se og besøge og opleve og ikke på planlægning.