Dag 27 : En lang sjov og hård dag til tempel 44 og 45

Denne dag har nok været én af de længste vandredage vi har haft, men det har også været én af de bedste og smukkeste.

Dagen begyndte med en meget speciel oplevelse, som desværre er helt uden fotografier. Vi skulle med bus fra Matsuyama busstation - som på Shikoku naturligvis ligger lige ved siden af jernbanestationen - til en by, der hedder Kuma-kogen. Der ligger tempel 44 Daihoji. Turen tager omkring fem kvarter.

Ud over Hanne og mig var der et par gymnasie-elever (hvilket man jo kan se på deres skoleuniformer), da vi startede fra stationen kl. 6:50. Efterhånden kom det flere og flere elever på bussen og det var en forunderlig oplevelse at se, hvad der skete, når der kom en ny elev ind i bussen. Der skete INGENTING! De sagde ikke noget til nogen overhovedet, de så ikke på nogen, de satte sig bare. Der var fuldstændig stille i bussen (bortset fra motorlarmen naturligvis). Ingen snakkede sammen eller lod til at kende hinanden, hvilket de vel gjorde, når de gik på samme skole. Efterhånden faldt de fleste i søvn, hvad de roligt kunne gøre, da de skulle til endestationen. Hvis de ikke faldt i søvn kikkede de på deres telefon og de fleste havde musik i ørerne.

Til sidst var bussen propfuld og det var helt surealistisk - når man kommer fra Danmark - at opleve en busfuld gymnasie-elever, der ikke sagde ét ord, ikke tyggede tyggegummi, ikke drak cola, ikke spiste et eller andet, ikke læste en bog, men bare så på deres telefon, hvis de altså ikke sov.

Da vi tog bussen tilbage til Matsuyama station kl. 17:11 fra Kuma-kogen var den proppet med de samme gymnasieelever som om morgenen, og det skete nøjagtig det samme som før. Ingen snak, men søvn.

Det må være virkelig hårdt at være japansk gymnasie-elev. I hvert fald dem vi kørte i bus med havde en skoledag fra kl. 8 til 17 og så to gange femkvarters transport. Altså 12 timer til transprt og skole. Ikke underligt, de så trætte ud.

Vi stod af i Kuma-kogen ved et stoppested, der hed noget så langt som “Kumashugakkomae” og gik de knapt 2 kilometer til tempel 44 Daihoji. 

Hvis min mor havde levet og set det, havde hun nok kaldt det for “pauvert”. Det var meget ydmygt. Men alligevel altid med pudsige detaljer.

Fra tempel 44, der ligger i 567 meters højde gik vi så en fantastisk flot tur op og op og op til over 700 meters højde, for så at gå ned igen til 560 meter, for så endelig at gå op i næsten 800 meters højde om guidebogen ellers står til troende. Turen fra tempel 44 til tempel 45 er på 9,3 km også i følge guidebogen.

Det var en anstrengende tur og vi skulle oven i købet tilbage igen fra tempel 45 Iwayaji til tempel 44 for at komme med bussen tilbage til Matsuyama. Men det var en flot tur. Vi var jo højt oppe, det var lidt køligt og let overskyet.

Så efterårsfarverne er ved at komme.

Vi håber, vi senere ser endnu mere af disse efterårsfarver.

Tempel 45 var meget specielt. For det første lå det nærmest “ondsindet”, idet det lå afsindigt højt oppe med masser af trapper man skulle kæmpe sig op ad. Det var dog en flot adgangsvej til templet med masser af enormt store træer og flag i lange baner.

Oppe i tempelkomplekset var der en helt speciel og anderledes seværdighed, nemlig en lang stige, der fører op til en lille “grotte”, hvor der står en figur.

Jeg skulle naturligvis op og se grotten. Det var for mig at se ikke så interessant.

Dagen blev lang, vi var først tilbage i Matsuyama kl. 18:30, så vi har været i gang i 12 timer, hvor vi har gået knap 25 kilometer og været op og ned adskillige gange.

Det var dejligt at få besøgt tempel 44 og 45. Ikke mindst tempel 45 var en hård logistisk nød at knække på grund af overnatnings vanskelighederne.