fredag den 5. oktober 2018

Dag 1 : En hård dag fra Tokushima til tempel 1 til 5

Det blev en virkelig hård start på vores Shikoku 88 vandring!

Vi havde sovet dårligt - for nu ikke at sige elendigt - natten mellem onsdag og torsdag, så vi troede vi virkelig ville “knalde brikker” i nat. Men jeg sov overhovedet ikke og Hanne kun en time eller to her til morgen. 

Det regnede ikke lige da vi tog toget fra Tokushima til den lille station Banda, der ligger tæt på tempel nr. 1 Ryozenji, hvor vi jo skulle ekviperes og begynde den egentlige vandring. Men det her det så gjort stort set siden!

Det har øset ned hele dagen og det har været urimeligt varmt og ekstremt fugtigt. Så vi bliver testet fra dag ét.

Men ellers har det været en fin dag: vi har købt vores hvide jakke, så man kan se vi er “henro’er” altså pilgrimme. Vi har i første omgang ikke investeret i en af de særlige hatte. Udover at være enormt uklædelige, sad de af h til og klemte eller var alt for små. Så købte vi to bøger til stemplerne og nogle røgelsespinde, lys og en lighter. (Disse sager kom vi nu ikke til at bruge fordi det på grund af regnen var enormt besværligt at finde det frem fra den tilknappede rygsæk med regndække på, når det skulle bruges.)

Vi måtte gå med vores regnslag på som det ses her:


Men bortset fra regnen, så har vi nået det vi gerne ville i dag, nemlig: at komme igang, at nå at besøge de første 5 templer, at se noget af det “rigtige” Japan og at bo på japansk!

Det sidste er nok noget af de mest udfordrende vi kommer ud for. Lige nu sidder jeg i en bomuldskimono eller rettere en yukata på gulvet i et 8 x tatamåttestort rum og skriver dette. Vi har for lidt siden - hver for sig - 
været i japansk bad. Det er så varmt, at klunkerne nærmest smutter op i én, når man prøver at sætte sig langsomt og forsigtigt ned i vandet. Selv Hanne, som normalt elsker varme karbade, syntes det var for meget af det gode.

Vi bor på et minshuku. En familiedrevet japansk kro i traditionel japansk standard. Så vi er meget spændte på middagsmaden. Morgenmaden kan derimod ikke være mærkeligere end den vi fik på det superfine hotel i Tokushima. Men mere om det i morgen ;-)

Sengene er to futonmadrasser, der om lidt rulles ud på gulvet (tatamimåtterne) ved siden af hinanden. Også det bliver spændende at prøve, men vi kan 100 procent sikkert ikke sove dårligere end på vores luksusseng i Tokushima.

Nå jeg sender dette afsted nu, og fortsætter måske senere i aften. Der er i øvrigt fortrinligt wifi her. Men jeg skal nu lige sige tak til haiku-digterne Wolfgang og Jytte. Det er virkelig flot gået af jer! Bare det var mig der kunne skrive haiku.





2 kommentarer:

schaila sagde ...

Husker I lygten
Ved den lille fiskedam?
Den lyser stadig




(Kærlig hilsen K.og W.)

Jytte sagde ...

Mild vind kærtegner
Danmark, hjemlige smørhul
Let regn under sky.


Naturens vildskab
Næb og klør, stormvind og vand
Raser i ukendt land


Tak for dagens beroligende hilsen, vi var svært bekymrede for Jeres ve og vel.

Knus fra DK
Jytte C