fredag den 5. oktober 2018

Dag 1 : (fortsat)

Der er næsten alt for meget at fortælle om denne første dag på Shikoku88.

Vi er lige kommet op fra middagsmaden og den var ret underlig, i hvert fald set med vores blaserte danske øjne. Men næppe med japanske landboøjne. For vi er vist ret langt ude på landet her på Shikoku. Oven i købet, så kommer hele det traditionelle Japan væltende med, at alt i værelset foregår på gulvet. Der er et pyttelille bord på 30 cms højde og to puder på måske 4 cm og så de to futonmadrasser. Heldigvis blev middagsmaden serveret på et almindeligt bord med almindelige  stole.

Vi har også det skæve problem med hele tiden at skulle skifte sko. Bare tæer på værelsets tamamimåtter, så et par - for mig - alt for små slippers hen til toilettet, hvor jeg igen skifter til nogle andre slippers. Og så omvendt på vej tilbage.

Nå, men egentlig er der jo superfornuftigt, at skifte sko og ikke mindst mudrede støvler efter 15 km igennem mudder blandt andet. 

Tilbage til turens formelle formål, at besøge de 88 templer på Shikoku-pilgrimsruten.

Vi blev som tidligere nævnt forstyrret en del af vejret, så vi kom ved vores besøg på de fem templer vi nåede i dag, til at gå noget lemfældigt tilværks med besøgsritualerne. Ikke alle steder fik vi gonget med gongonen, kun et sted fik vi tændt røgelsespinde, ingen steder nåede vi at tænde et lille stearin lys. Men alle fem steder var folk utroligt søde og hjælpsomme og alle fem steder fik vi stempel og skrift i vores bøger.


De er virkelig fine, og dette er fra tempel nr. 5 Jizoji, det sidste i dag. (Det er en flig af min yukata, der ses i venstre hjørne.

Vo overvejer - kraftigt inspireret af Erna, som gik turen tidligere i år - at droppe lys- og røgelses ritualerne: Vi er jo ikke buddhister. Men nu får vi se, når vejret engang bliver bedre ;-)

De fem templer vi nåede forbi i dag var: 1 Ryozenji, 2 Gorakuji, 3 Konsenji, 4 Dainichiji og 5 Jizoji. Jeg orker ikke at skrive noget om dem fordi man kan slå dem op andre steder.

Vi mødte nogle andre vestlige pilgrimme: en ung tysk pige, en ung fransk pige og et fransk ægtepar et par år yngre end os. Den tyske pige virkede lidt som en besserwisser, ud fra en hurtig vurdering. Franskmanden driver en blog: http://shikoku2018.over-blog.com/

De var søde og vi kommer sikkert til at møde dem igen.

Vi fik i øvrigt gået 17,4 km efter Hannes skridttæller og 16 km efter guidebogen.





4 kommentarer:

lisbo sagde ...

Kære Hanne og Jesper
Lyder udfordrende og spændende. Håber, regnen snart holder op.
Mangehilsener
Lis og bolette

Jytte sagde ...

Søvn I nu mangler.
Gåsen mangler sine dun.
Er de I puden?

Kh Jytte C

schaila sagde ...

En mesters pensel
Skrev disse fine tegn her
Et budskab til jer




(Kærlig hilsen K. og W.)

mette sagde ...

Hej med jer.
Da jeg så billedet af Hanne i fuldt regnvejrs outfit og læste om jeres tanker om at droppe lys- og røgelsesritualerne i templerne, kom jeg til at tænke på Kim Larsens omkvæd fra sangen Haveje "For vi ber' bare guderne om godt vejr". Måske er det bedre at udføre dem, selv om I ikke er buddhister. Det kan jo aldrig skade.
Kh Mette